Kategori: Kamping

Lykken er aircondition ……….

Hverken RulleKnaus’ eller mit batteri var tilstrækkeligt opladet, så kl. 01:00 gik jeg flad, og måtte slukke lyset for en koncentreret opladningstid. Hamborg Stillhorn er nu bare så charmerende midt om natten, især når man kan få plads mellem 2 stk. 40 fods kølevogne (jeg formoder, at larmen fra kompressonerne må være ligefrem proportional med køleeffekten). Hjernen sov efter 1 minut, mens benet holdt ca. 1 time. Så blev uroen for meget for hjernen, og de 200 Jeep’ser-heste blev vækket til live. 6 timer senere – og 600 km længere mod sydvest – var det igen tid til en reloading, men denne gang var det bagende morgensol, der indskrænkede sovetiden til ca. 1 time.

Så er det altså at jeg synes, at når jeg nu med 110 km/timen overhaler en af de irriterende, larmende, kølevogne fra Stillhorn, må resten af de stræbsomme, 2-hjulstrukne (eller -skubne) singlekøretøjer s’gu vise lidt respekt. RESPEKT, gjallede jeg – men de rystede blot på hovedet, når de brovtende gled forbi, dårligt inden jeg igen havde fundet inderbanen.

Morgensol og morgentræthed er en stærk cocktail – jeg fatter ikke dem som hver morgen kan holde ½ – 1 time i kø på vej ind til jobbet. En må være overmandet lidt for kraftigt af søvnen, for pludselig stod alt helt og aldeles stille. Udrykningshorn og blinkende, blå lygter berettede om ulykke forude, så hastigheden ikke alene blev reduceret, næh, vi holdt helt og aldeles stille. Jeg mente nok min situation var værst, så jeg bad snart co-driveren overtage opsynet, mens jeg lod øjenlågnene skærme for det værste sollys. Kender I den lidt dumme følelse, når man bliver vækket af en flue på næsen, og straks konstaterer, at nærmeste bil er ca. 500 meter længere fremme ? Ja, co-driveren sov, som åbenbart også resten af køen bag os. Det forsømte blev dog indhentet på 1 minut, og så sløvede vi igen ½ time.

I øvrigt er vi et fantastisk godt køreteam. Driveren er langsynet og co-driver er nærsynet. Det betyder at vi normalt kan følge med, både med vejskilte og kortlæsning. Vi har naturligvis lidt kommunikationsudfordringer, for det er ikke altid driverens udtalelse af vejskilte falder lige i harmoni med co-driverens læsning af tilsvarende navne på kortet. Så er det driveren kan snyde lidt – for det langsynede blik kan også bruge til at læse kortet på 1 meters afstand. Pudsigt nok når vi næsten altid frem til samme punkt på samme tid.

Man kan jo nok ikke påstå at det er videre genialt, sådan rent rejseplanlægningsmæssigt, at nå Paris’s berømte motorringvej ved 17:30-tiden. Men de tilbagelagte kilometre og den anvendte tranporttid ville det sådant. Hold kæft hvor var det varmt – termostaten viste 36 grader. Hvor mange grader dette var påvirket af Jeep’sen egen (ud)stønning, skal være usagt, men det var i hvert fald et “must” at have vinduer lukket og airconditioning på fuld skrue.

Lykken er aircondition ……….

Efter Paris’s myndretid klarede vi kun yderligere en time mod syd, hvor vi fandt en stille og rolig campingplads et par kilometre fra motorvejen. Et varmt bad og 1 flaske rødvin var som sovepiller – og vi faldt om kuld i et inferno af lyn og torden. Næste morgen kunne vi konstatere, at uvejret ikke havde været helt almindeligt uvejr – det skulle efter sigende have været det værste en mands minde i Frankrig.

Inden vi dejsede omkuld skulle vi lige have sikret os en yderligere opladning af el-reserverne. Ak og ve. Det var som om uvejret var på vej ned i akkumulatoren – i hvert fald spyede den ild og batteriet synes fortsat at være fladt – helt fladt.

Lykken er toilet – med brædt ……….

At morgenstund har guld i mund – kan være lidt svært at få øje på, når regnen står ned i lårtykke stråler. Var der noget med det der regntøj ? Lidt belastende med vejrmeldingerne – høj flot sol i Danmark, og regnvejr i nord-, vest- og østfrankrig. Det fik os til at tænke på, at John (John og Giite, Randers) tidligere på året havde forespurgt hvornår vi skulle have ferie, og om vi igen rejste til Frankrig. For I så fald ville de holde ferie samtidig – og BLIVE i Danmark.

Lykken er hjemmevideo ……….

Regn, regn og atter regn – det var s’gu svært at se, at vi havde indtaget en naturist-campingplads, for påklædningen lignende grangivelig Blokhus-turister i efteråret. Vores tyske nabo kommenterede da også vejrsituationen med gloser jeg ikke kunne finde i vores lille parlør, så det var helt legalt, at jeg startede “fjenden” for at se DMI’s verdensvejr.

Lykken er sol ……….

Meteoløgnerne havde IKKE ret (til at begynde med) – for vi vågnede op til det skønneste solskinsvejr. Endelig kunne vi igen ringe til familie og venner, uden at blive mobbet med vejret i Danmark.

Så vi solede, solede og atter solede – ja, vi vovede os endog ned til stranden – dog uden at lade os “overtale” til at prøve vandtemperaturen med andet end storetåen.

Vejret holdt til kl. 15:00 – men nok OK med det, for både skuldre og balder var så småt begyndt at være selvlysende.

Lykken er sol ……….

Jeg stod for aftensmaden – altså valget af hvilken restaurant der skulle have et aftryk af plastikkortet. Til gengæld er valg af menu helt individuel, og her har Anette altid – når hun ser på menukortet – en stærk trang til at prøve “noget andet”, mens øjnene næsten falder ud af hovedet, når hun beskuer min lækre, møre, medium-stegte bøf med gorgonzola-sauce, mens øjnene er noget mere “tavse”, når blikket falder på det der “noget andet”.

Lykken er rødvin ……….

Søndag gik vi rigtig hårdt til den – altså med hensyn til læsning. Ikke mange “unødige” ord blev vekslet, og ud over den obligatoriske efter-frokost-spadserer-tur, levede vi stort set i hver vores verden.

Trangen til hinanden – småsnak – og småli’r gik dog op i en højere enhed, da Anette’s kogekunst og mit valg af vin fik alvoren til at forsvinde, og forelskelsen til at blusse op påny. En gang i mellem glemmer vi, at vi har kendt hinanden i over 20 år – fedt mand.

Fruen mente vi skulle have koinfri kaffe (nej, jeg har ikke stavet forkert) og mælken til kaffen blev eftersøgt på toilettet.

Lykken er rødvin ……….

Anette stod for valget af aftenens hjemme-DVD, og jeg bifaldede straks valget af Erin Brockovich. Dels er hende Julia Roberts nu altså ikke helt grim, dels bringer det minder om vores tur til Sydney, Australien i påsken 2000. Her studerede Tina Olympisk historie på et universitet i Sydney, og vi måtte jo ned og se hvordan det gik for sig Down Under. Tabte jeg tråden – nej, de viste Erin Brockovish i den lokale forstadsbiograf – ca. 1 måned før den kom op på de danske læreder.

Lykken er badestrand ……….

Tænk sig, at vi skulle få det så varmt, at jeg ikke alene blev fristet af en strandtur – jeg følte virkelig også en vis lyst til at SE hvor koldt Atlanterhavet var.

Lykken er fransk spisekort ……….

Håbet om det umulige – og så kombineret med, at fruen skulle “luftes” – fik os ned til stranden igen tirsdag. Blot for god ordens skyld henvendte jeg mig hos “chefen”. “Du skulle vel ikke have 2 tabte nøgler”, spurgte jeg. “Jo”, svarede ham, “hvilken en passer dig bedst ?”. Og så stod jeg der med en nøgle, som grangiveligt lignede nøglen til RulleKnaus – og som ½ time senere viste sig at være NØGLEN. Hvor heldig kan man være ?

Meteroløgnerne havde i øvrigt lovet sol – så vi blev “hjemme”. De må have slået plat og krone, og denne gang vendte mønten den rigtige side opad.

Til gengæld mente jeg fruen måtte luftes om aftenen, så vi tog en tur til Le Verdon (den havneby, vi “landede” i for et par dage siden). De hyggelige restauranter havde gemt sig godt, så fronten blev igen vendt sydpå, og pludselig befandt vi os i L’Amalie (det skal ikke afvises, at det staves L’Amélie, men vi så det altså som først anført).

Byens flotteste hotel og restaurant (måske var der kun den samme) hed Hôtel des Pins, og her kastede vi os uforfærdet ind, iført korte bukser og sundhedssandaler. Tænk sig middag i L’Amalie – ja, jeg tænkte “I Kina spiser de hunde”. Menukortet var helt og aldeles fransk – og vi vovede os ud i Salade de St-Jacoques aux Herbes og Escal. Foie Canard til forret, og Magret de Canard Grille til hovedret. Det eneste vi var helt sikre på var, at vinen var en Saint Emilion Grand Cru. Dejligt at de kan skrive noget på dansk.

Frues herbessalat var noget af en prøvelse. Jeg jokede lidt med at det nok var blæksprutte, og så var den sidste lyst til at indtage forretten helt forduftet. “Hvad hedder blæksprutte på engelsk”, spurgte Anette (hun mente at en vis del af menukortet stod på engelsk). “Jetink”, svarede jeg. Ja, så var det altså ikke blæksprutte hun fik. Mine forventning om snegle til forret blev til andelever, men vores grillede andebryst var grillet andebryst.

Lykken er fransk spisekort ……….

Jeg undrede mig i øvrigt over sidedamens deodorant, og hun kiggede også lidt bekymrende på mig. Pludselig gik det op for mig, at det ikke var naboen, men mig selv, der “duftede” af myggespray. Den specielle mad, dejlige vin og duften af myggespray var efterhånden en hård belastning for fruens termostat. Så midt i hovedretten piplede sveden frem på panden. Jeg er sikker på, at de snakker om os endnu på Hôtel de Pins.

A propos snakker – så blev fruen pludselig meget filosofisk. Inspireret af 2 blinde gæster (og en dejlig lys Amalie) kom det meget klogt : “De døve kan godt nok ikke høre, men de blinde kan altså ikke se”. Måske var der alligevel blæksprutte i den forret, for det var nu ikke så dumt sagt.

Lykken er bytur ……….

Turen til Bordeaux blev allerede hjemmefra programsat til “den dag solen ikke skinner”. Vi var ikke helt klar over, at der kunne bruges mange dage at vælge i mellem, men onsdag morgen var der ingen tvivl – ikke et solstrejf ramte vores lille have.

Vi nåede da også at få vasket bilen godt og grundigt inden vi arriverede Bordeaux, og kun lyden fra On the road again III (min hjemmelavede kampings-ferie-musik-CD) holdt humøret på plusgrader. Bedre blev det naturligvis for fruen da gågade-kvarterets utallige skotøjsforretninger poppede op, og der blev “set” på de første 100 par sko (hvorfor “ser” piger og børn med fingrene ?). De mange sko blev suppleret med en del tøjbutikker, og mest vildt blev det, da et par “stumpebukser” (det kalder Anette nogle lange bukser, som er for korte, eller nogle korte bukser, som er for lange) blev påskruet. “Sidder de ikke pænt”, blev jeg udfordrende forespurgt – “som malet på dig”, svarede jeg. Og så blev de hængt tilbage på bøjlen.

Heldigvis er vi 100 % enige om, hvor langt vi kan gå på literen, så de 3 timers bytur blev krydret med én formiddagsøl, én frokostøl og én eftermiddagsøl.

Lykken er bytur ……….

Den første etapesejr til et dansk hold i Tour de France er ikke længere kun en drøm. Hvad der mislykkedes under navnet MemoryCard/Jack & Jones i sidste års debut i verdens hårdeste cykelløb realiserede CSC/Tiscalis franske topnavn, Laurent Jalabert, onsdag ved at vinde fjerde etape.

Lykken er sumpedag ……….

Oven over alting, stråler moders sol. Den sætning tænker jeg altid på, når jeg flyver igennem skyerne, det være sig i ballon (ja, ja, det foregår naturligvis kun i træningsøjemed), i Netair One (med behørig certifiseret instruktør) eller i en almindelig flyvemaskine. Uden skyer, ingen vand – ingen vand, intet liv. Men alligevel har jeg ikke lært at elske skyerne så meget som solen.

Dagen i dag giver rig mulighed for at blive dus med skyerne, for himlen er fuld af dem – i rigelig mængde endda. Ja, faktisk ligger der både over, under og ved siden af hinanden, så der er dømt sumpedag.

Presset fra min forlægger er også begyndt at stige – de truer faktisk med at boykotte min Internet-forbindelse, såfremt jeg ikke snart kommer med en ny serie kampingsmail. Jeg tror jeg kan sætte mig ind i den fornemmelse Peter Høeg havde efter Fr. Smilas fornemmelse for sne. På sin vis vil man jo gerne – det hele startede som en leg – jeg kan jo godt lide at skrive – men guldkornene kommer kun hvis man er “in the mode”.

Min tankeproces – og søgen på Internettet efter filmbilleder, nyheder, facts om dit og dat – bliver afbrudt at Frau RulleKnaus. I den sidste time er hun vandret ind og ud af “huset”, medbringende drømmeseng og en god bog. Jeg tror snart vores hjørnesofa er godt fedtet ind i unødigt påsmøring af solcreme. Og det skulle blive endnu værre – “Jeg keder mig”, stønnede fruen, og bemærkede, at jeg nu havde været opslugt af “fjenden” fra kl. 10:30 til 19:30, dog behørigt afbrudt af fruens veltilberedte skinke med spejlæg til frokost.

Måske skulle jeg dresse op og finde en hyggelig restaurant i Grayan L’Hôspital.

Lykken er Saint Emilion ……….

Et forsøg på at få en nyt billede frem fra DMI (Danmarks Meteologiske Institut) over 5 døgns prognosen for Bordeaux mislykkedes – og dog, de havde skiftet dage og datoer, men billederne af skyer og regn var uforandret. Lidt trøst har vi dog hentet – efter lokale rapporter fra det høje nord, skulle regnen da efterhånden også have nået Danmark. Ja, det ændrer selvfølgelig ikke vejret her, men det er lidt lettere at leve med, end hvis hjemmeværende familie og venner fortsat døjede i sol og hedebølge.

De første anmeldelser på Lykkens Vej indløb i de tidligere formiddagstimer. Et par stjerner er det blevet til – de anmeldere er nu også bare blevet så forvente. En enkelt gik direkte til værks – vi vil se billeder af naboen. Helt ærligt – hvad skulle der være særligt ved naboen – sådan en rigtig “pølsetysker”. Og naboinden – ja, hende er der ikke blevet meget mad tilbage til, for hun er bare en streg i luften.

Til gengæld har vi fået nye genboer, og jeg overvejer kraftigt om jeg ikke skulle dreje RulleKnaus 90 grader, så jeg sådan mere naturligt kan følge med i deres soldyrkning – altså hvis altså solen igen skulle begynde at skinne i Euronat. Jeg tog lige et par spionsfotos, men billederne er censureret bort. Er du skuffet ? – så klik her, men altså kun hvis du må for mor.

Den grå himmel og udsigten til at jeg ville hellige mig “fjenden” og diverse faglitteratur fik fruen i charmeoffensiv – og jeg bukkede under. Til gengæld fik jeg lov at bestemme hvor turen skulle gå hen, og hvad var mere naturligt end Saint Emilion. For de uvidende kan jeg nævne, at det ikke alene er navnet på et vindistrikt, men også på en lille, hyggelig by, midt i samme.

Lykken er “fjenden” ……….

Natten igennem havde regntrommerne lydt ubønhørt til RulleKnaus’s tag, og fra morgenstunden fortsatte det med at styrte ned. Min morgentur til bageren blev udsat til op ad formiddagen, men mit forsøg på at finde et kort ophold i regnen mislykkedes. Tvært i mod synes himlens sluser rigtig at åbne sig da jeg var nået halvvejen, så jeg blev ikke bare våd – jeg blev helt og aldeles gennemblødt.

Efter gårsdagens Tour de Saint Emilion var der beordret hviledag, og jeg kunne tænde “fjenden” uden den sædvanlige halvdårlige samvittighed. Jeg startede endog med lidt “offensiv”, idet jeg genfandt mine mails fra sommer-sejlferien i 1998, og læste dem højt. Dejlige minder fra en god sommerferie – lidt pudsigt, at jeg egentlig huskede vejret som værende sol, sol og atter sol, mens dagbogen fortalte regn og blæst i rigtig mange dage. Heldigvis fortrænger man dårlige oplevelser og husker de gode.

Vores hjemmeside blev suppleret med dagbøgerne fra 1998, 1999 og 2000, men i første omgang kun med et begrænset antal billeder. Transmissionshastigheden på mit GSM-modem er simpelthen for langsom til at sende billeder i større antal. Det må blive til en hyggelig hjemmeside-dag til efteråret.

Laurent Jalabert vandt igen (BT online) :

Lykken er BT ……….

Man føler jo ikke helt at have forladt civilisationen, når man kan læse danske aviser. I gamle dage fik man næsten helt tårer i øjnene, når man på en eller anden uciviliseret italiensk eller spansk ferieby fik tag i en ugegammel dansk avis, og hver artikkel blev slugt – tænk sig, det var nu igen nødvendigt at kunne dansk for at følge med. Hvem husker ikke glædesskriget, når de danske rugbrød med leverposteg og spegepølse blev serveret med BT på vej hjem i flyveren. Jo, ude var godt, men hjemme bedst.

Nej, BT er ikke kommet til Euronat, men til gengæld har jeg fat i Iteneris (et selskab som TeleDanmark, Sonofon o.lign), som igen har kontakt med World Wide Web – og så er lykken jo gjort. Jeg kan skrive hjemmeside – og jeg kan læse BT (Brandgode Tina). Nu synes jeg blot hun skulle forlade sportsredaktionen og så blive webmaster. Så kunne jeg jo også nyde hendes værk på ferien.

Dagens tophistorier :

Hakkinen er tilbage. SILVERSTONE: Det var det perfekte svar til alle dem der havde afskrevet ham som »førtidspensionist«. Med Michael Schumachers andenplads på Silverstone skal der nu enten små McLaren-mirakler eller fysiske Schumacher-skader til for at forhindre endnu et VM til tyskeren. »Det kan godt være, at det så ud som om jeg nærmest parkerede, da Hakkinen gik forbi mig. Men min bil var slet ikke i balance og derfor kunne jeg ikke forsvare mig mod Mika’s angreb,« sagde Schumacher efter løbet, der sikrede ham et VM-forspring på hele 37 point.

Lykken er Sort Guld ………

Formiddagen var (igen) indevejr og Æblemost-reglementet blev trofast studeret. En dejlig bog – ikke så kedelig, at man kaster den fra sig, men ej heller så spændende, at man ikke kan kaste den fra sig. Sådan en rigtig regnvejrsbog. Lidt utraditionelt blev den traditionelle formiddagsbajer suppleret med endnu een, og da vi kun drikker “almindelig” øl (læs Sort Guld) på ferien, blev fruen s’gu helt “høj” inden frokost. Sådan lidt alkohol hjælper nu på oplevelsen af regnvejr.

Lykken er Sort Guld ……….

Fra den tidligere morgenstund (nå ja, sådan kl. 09:00) havde jeg “lovet” solskin inden kl. 12:00, og jeg var jo noget triumferende, da jeg 11:52 beordrede “bukserne af”, og solen skinnede i vores lille have. Det blev dog noget “af og på” i løbet af eftermiddagen, men i nøjsomhedens tegn konkluderede vi, at det sammenlagt ikke havde været så ringe endda. Nu var vi jo heller ikke i Danmark, så man måtte jo tage til takke for hvad man kunne få.

Det store goodbye-måltid fra Euronat var planlagt til centrets lokale kineserrestaurant, hvor vi fik “thairuller” og rejer i karry. Jeg undrer mig lidt over hvad de der kinesere putter i maden, for fruens udluftning var ganske markant hele vejen hjem til RulleKnaus.

Planen var at slutte aftenen med lidt “hjemme-DVD”, men ak, efter en times forgæves kamp med “fjendens” DVD-afspiller måtte jeg opgive. Så det blev til godnat-historier uden billeder ……….

Lykken er at tale fransk ……….

Dagen var oprundet, hvor vi igen skulle drage mod nord (hvem sagde mod de varme lande ?). Tina og Christopher kommer til Paris på lørdag, og vi havde til hensigt at finde en campingplads i Normandiet. Her skulle RulleKnaus så parkeres, mens vi oplever Paris i en forlænget weekend.

Efter 14 dage i Euronat var det “franske” jo blevet en del af hverdagen, så det var jo helt naturligt for mig at henvende mig hos “service-manden” for at bede om at få afbrudt strømmen. “Service-manden” var ikke i huset, men det var “service-mandens” veninde, så jeg spurgte høfligt : “Voulez vu votre electricité terminé” (jeg ved ikke hvordan det staves, men det lød helt fransk). “Oh, I’m sorry”, udbrød pigen”, I dont speak french, I’m from England, do you speak English ?” Det var s’gu for meget. Heldigvis kom “service-manden” i det samme, og jeg fik lov at brilliere – i hvert fald forstod han mit budskab, og strømmen blev afbrudt.

Helt vemodigt at sige farvel – ja, jeg fik endog et venligt håndtryk fra vores franske nabo. “Bon voyage” – ja, ja, jeg forklarede ham (på fransk), at vi skulle til Paris, hvor vores “unger” ville joine os i den sidste uge af ferien.

Undervejs nordpå fik jeg berettet Anette om formiddagens fransk-oplevelser, og straks måtte fruen udvide hendes franske ordforråd. Visse ord falder fruen noget svært – andre er bare helt umulige. F.eks. ord som “noire”. Ja, jeg overdriver ikke, når det tætteste på korrekt udtale var det danske ord “nar”. Anette mente nu heller ikke ordet var så vigtigt, for hun kunne faktisk slet ikke lide “sort”, og så drak hun jo altid Cafe au Lait.

Jeg havde ellers været lidt duperet over Anette’s franske i de forløbne 14 dage. Dels handlede hun ind helt på egen hånd, og bortset fra at indkøbene altid resulterede i en hel håndfuld mønter (det var ligesom lettere bare at stikke ham ekspedienten en 200 Franc), så kom hun altid smilende tilbage – Ih, de er altså så flinke oppe i “byen”. Min beundring blev dog lidt afkølet, da vi kom til at tale om hvad man sagde, når man forlod en forretning eller restaurant. Anette mente det der franske var helt nemt, når hun havde besvaret et “au revoir” med “a’ hva'”.

Lykken er at tale fransk ……….

Turen nordpå, fra Euronat (sådan ca. 100 km. fra Bordeaux) til Le Nache Saint Aubin (sådan ca. ude ved Normandiets kyst) tog 9 ½ time. Jeg synes egentlig at jeg havde kørt “stille og roligt”, men dels var sejladsen over Gironde-floden noget (Anette mener – meget) gyngende, dels var ikke alle veje jævne, rette motorveje. Så resultatet var “kaos” i RulleKnaus, med dåsebajere, litteratur, bordtennisbat m.m.m. – og “fjenden” – i et mix på gulvet. Heldigvis var der ingenting, der tog skade – hverken dåsebajere eller “fjenden”.

Vi ankom til Le Nache Saint Aubin kl. 21:30 – og heldet tilsmilede os – 2 pladser tilbage på den planlagte campingplads – hvor heldig kan man være?

Nu var det ikke så svært at vende sig til påklædningen kl. 21:30 om aftenen – med en aftentemperatur på 15 grader var det helt naturligt at have tøj på – men derimod fik vi noget af et “kulturchok” over støjniveauet på sådan en (u)naturlig campingplads – ja, vi blev enige om, at støjen var ligefrem proportionel med påklædningen.

Lykken er VISA-kort ……….

Så var dagen oprinden, hvor vi skulle indtage Paris og gøre klar til at modtage “ungerne” (Tina og Christopher). Daseferien var overstået – nu stod den på storby og storfamilie.

Formiddagen blev dog lige brugt til at “bygge til” RulleKnaus, idet hjemmets 4 vægge sidder noget tæt, såfremt huset skal bruges til køkken, soverum og opholdsstue for hele familien. Så RulleKnaus fik sin Isabella-udestue monteret, og fluks var huset mere end dobbelt så stort.

Selvom jeg efter en hel del besøg i Paris (som dog primært er i “før-Anette-tid”) føler mig rimelig dus med distrikter, pladser og større veje, fik Anette mig overtalt til at købe et bykort på en tankstation straks inden Paris.

Nu skulle vi jo bare have et oversigtskort, så ved nærmere eftersyn måtte vi konstatere, at Rue Laferrière ikke var afmærket. Fra rejsebureauet havde vi endvidere fået oplyst, at hotellet lå tæt ved Place St. Georges, men ej heller denne “berømte” plads havde gjort sig berettiget til en anmærkning på vores Paris-kort. Derimod fandt vi på kortet en metrostation med navnet Saint Georges – så vi satsede. Vi kom naturligvis til byen midt i myldretiden (er det ikke altid myldretid i Paris ?), og med nævnte oversigtskort kæmpede vi os frem mod den berømte plads St. Georges. Efter første forhindring – en ensrettet gade (den forkerte vej) – opgav codriveren videre navigering, så med brillerne godt nede på næsen og kortet i højre hånd, blev det til godt 10 minutters kørsel “på fransk” (fuld fart frem, bremsen i, hornet i bund, gestikulerende armbevægelser, hovedrysten).

Et var så at finde pladsen, som vi dog trods alt havde lidt hjælp til i oversigtskortet, et andet var at finde Rue Laferrière. “Kan du ikke bare spørge ham der, eller hende der ?” – jo, hjælpen fra codriveren var igen at spore. Men fruen kunne naturligvis heller ikke se i bagspejlet – konstant havde jeg 2 – 3 biler klods bagi, og den mindste tøven i min hastighed blev omgående straffet med hornlyde og lygter. Lykken står den kække bi – men ham den stædige har det nu også med at være heldig en gang i mellem – så pludselig stod skiltet “Rue Laferrière” for næsen af os. Og ensrettet – den rigtige vej ! – jo, hvor svært ka’ det være at finde et hotel i Paris ? Ydermere en parkeringsplads overfor hotelindgangen (eller skulle vi sige – en plads, hvor Jeep’sen kunne stå et par minutter, uden at andre forsøgte på Paris-manér at flytte den ½ meter), så vi fik læsset af og bragt bagagen op på værelset, hvorefter jeg skyndsomt fandt et parkeringshus, hvor Fars Dyt kunne stå bulefri under vores ophold i Bilernes by (eller hedder det Byernes by ?).

Det succesfulde indtog i Paris måtte fejres med en sen-eftermiddags-øl, og som enhver landsbykirke har sin kro, har enhver plads og statue sit eget (mindst éet) Brasserie (sådan et lidt pænere udtryk for et værtshus). Mit Pariser-franske er perfekt : “Deu grande bieres pression, s’il vue plais” (ja, jeg skriver jo ikke til dem, så glem bare stavefejlene), og snart havde vi udnævnt etablissementet som vores stamværtshus under dette weekendophold. Pludselig slog det mig, at parkeringskælderen havde ruineret mig for de sidste kontanter, så jeg spejdere forsigtigt rundt for at se om der skulle være en pengeautomat i nærheden. “Intet problem”, meddelte servitricen venligt, da hun havde gættet min søgen med plastikkortet i hånden, “vi accepterer naturligvis VISA-kort”. Ja så kunne vi jo godt nyde den kolde fadøl, og med god samvittighed bede om regningen (det kan jeg også på “flydende” fransk – men så er ordforrådet efterhånden også brugt op). Hvad den venlige dame ikke fortalte – eller måske opfandt, da hun så vores naive turistfjæser – var at minimumsbetaling med VISA-kort var 100 FF. Ja, så kunne vi jo vælge og betale 100 FF for 2 øl, eller købe 2 øl mere. Vi valgte naturligvis den økonomiske løsning.

Lykken er VISA-kort ……….

Så var der dømt “gå-by-tur” (altså, det der med at se med fingrene), og vi sluttede med middag på Avenue Des Champs Elysées. Maverne fyldte og fødderne ømme fik overbevist os om taxichaufførernes kørefortræffeligheder, så vi sprang uforfærdet ind i en taxi og daffede hjem til “vores” værtshus til en “godnat-øl”.

Var det helt symbolsk at Anette under gåturen tabte paraplyen ?

Lykken er sandaler ……….

Den store dag var oprundet – “ungerne” skulle slutte sig til vores ferie. Morgenmaden blev hastigt indtaget, blandt andet på grund af smaskende japsere, der drak af kaffekanden.

Da Jeep’sen var i “sikker” havn havde vi besluttet at tage toget til Charles de Gaule-lufthavnen, og efterkalkulationen viste også at det var mindst lige så hurtigt med denne transportform. Så måtte vi jo lige tage besværet med bagagen, men 2 mands bagage til 8 dage er lige til at klare for 4 personer. Og så fik “ungerne” jo også prøvet Paris by Train.

Som aftalt havde de taget de gode vejr med fra Danmark, så der var dømt short og sandaler til dagens etape. “Sandaler ! – ja, sådan nogle kunne jeg også godt tænke mig”, bemærkede Christopher. “Man kan jo ikke gå 10 km. i et par klipklappere, og det er alt for varmt i mine kondisko”. Med udsalg i O’Neill og årets sommerferie-tur-gave, var fodbeklædningen klaret til weekendens strabadser.

Lykken er sandaler ……….

Dagens etape : Gåtur i Montmatre – Frokost på Place De L’Opera – Tivoli i Jardin Des Tuilleries – Avenue Des Champs Elysées (hvor de var i fuld gang med opstilling til Tour de France) – vedligeholdelse af væskebalancen – Arch De Triomphe (blandt almindelige dødelige danskere kalder Triumfbuen) – sikring af væskebalancen (påny) – metro til La Defense – La Defence Grande Arche (også kaldet Den nye Triumfbue).

Den noget særprægede elevatorkonstruktion gav specielt Christopher store problemer med at bestige toppen, men 3 mands overtalelser var for meget at sige nej til – og da vi igen stod med fødderne plantet på fast grund, var vi jo alle glade for oplevelsen.

Vi hastede hjemad (med metro’en – naturligvis) til ½ time med fødderne i vejet og en kold dusche, hvorefter vi smuttede på Hard Rock Café og fik aftensmad. Måske ikke særlig Parisisk, men bare rigtig hyggeligt.

Christopher havde lovet sig selv en T-shirt fra Hard Rock, og da han tidligere på dagen havde været FDF’er (Før Dig Frem) med væskeforsyninger på Champs Elysées, var pengekassen nu ved at være tom. En SMS’er (Send Mere Slanter) til fatter derhjemme hjalp dog straks på valutareserverne.

Lykken er skygge ……….

Efter gårsdagens seje opslidende etape – ja, kom ikke og sig, at etapen til og i Paris er den rene promenadegang – måtte ungerne have et ekstra morgensøvn for at blive “gangklare”. Dagens etape var planlagt til Sacré-Coeurs – Notre Dame – Eifeltårnet.

Ungerne havde virkelig medbragt det gode vejr – sol fra en skyfri himmel. Efter at have beundret malerne på torvet, skulle vi naturligvis se kirken, og timingen var perfekt – vi modtog pavens (han lignende ham i hvert fald i tøjet) velsignelse.

Lykken er mor ……….

Dagen startede faktisk om natten – for ved 2-tiden beklagede både Christopher og Tina sig over kvalme. Christopher havde beklaget sig lidt tidligere, og var derfor krøbet ind i RulleKnaus, og straks efter at Tina havde rejst sig fra sengen og sat sig i en stol i forteltet, styrtede Christopher ud og “ofrede til guderne”. Anette befandt sig straks i sygeplejerrollen, mens Tina’s kvalme forstærkedes og med lidt fødselshjælp (en finger i halsen) blev også hendes aftensmad returneret den vej den var kommet ind.

Nødråbene blev for kraftige til at jeg kunne blive ved med at lade som om jeg sov, så jeg stod op for at hjælpe med lidt rengøring. Det blev til at holde brækposen i 2 minutter, så var jeg færdig. Det er altså bare ikke mig – mine maveregioner tolker stanken af bræk som inspiration, og som nævnt, inden 2 minutter begyndte jeg også med gylpende bevægelser. Jeg valgte den lette løsning – på hovedet i seng og ned under dynen, mens Anette klarede ærterne (som var pizza).

Lykken er mor ……….

Vi gjorde status ved morgenbordet : årsagen måtte have været den pizza, som Tina havde bestilt til aftensmad. Da Christopher ikke var blevet mæt af en mini-cheese-burger, havde han også spist pizza, mens Anette og jeg havde holdt os til cheese-burger. I dag skal det blive indkøb af friske grøntsager i supermarkedet og så et par store grillbøffer, som vi griller på de medbragte engangsgril.

Efter lidt køren rundt i småbyerne omkring Côte du Nacre landede vi i “vores” supermarked og Christopher følte en helt speciel stor trang til at kaste sin klipklapper efter en soldasende havmåge. Han havde nok ikke helt kalkuleret med at disse havmåger er efterkommere efter mågerne, der overlevede D-dagen, for på vej hen for at tage klipklapperen på igen, blev han decideret angrebet af den soldasende havmåges to større brødre. Første angreb planede ud 20 – 30 cm. over hans hoved, så han droppede alt om at tage skoen på foden, men i stedet tog han den i hånden og styrtede over mod supermarkedet. Her kom så anden angrebsbølge – og så var knægten s’gu færdig med at “lege” med havmåger.

Christopher var blevet udnævnt “grillmaster”, og efter “udrykning” til supermarkedet, hvor de seje kødklumper (men, hold op hvor var de billige) var blevet erstattet med møre oksebøffer, tryllede grillmasteren med barbecue- og chilli-bøffer til den store guldmedalje. Ja, det var noget andet end pizza.

Lykken er en storesøster ……….

Lykken er vandski ……….

Sidst på natten fik jeg så oplevet 2. problem med Geostar. Ved skift fra A42 til A43 havde jeg 2 muligheder, og da man som nævnt ikke ved hvilken by, der skal køres mod, synes jeg egenlig at Dortmund lød bedre end Münster. Jeg fik set Essen by night – ja, endog 2 gange – men til sidst stolede jeg mere på Jeep’sen kompas og min “sunde fornuft” (glem bemærkninger – denne hjemmeside er envejs-kommunikation) og kørte mod østnordøst – mod Münster. Anette var blevet vækket af den noget uroligere bykørsel, og havde sneget sit vejatlas frem. Jeg kiggede “tilfældigt” mens hun søgte at finde vores endelige destinationssted – Alfsee – og glædede mig over at vi var på rette vej. Trætheden var ved at blive mærkbar.

Kl. 08:20 kørte vi så ind på Alfsee Ferien- und erholungspark – fik dejlig morgenmad – og “knaldede brikker” et par timer.

Alfsee Ferien- und erholungspark var positivt valgt, men primært p.g.a. beliggenheden sådan rent geografisk. Vi blev dog glædeligt overrasket, dels over pladsens kvalitet (nu var vi jo også kommet til Tyskerland – Ordnung muss sein), dels over udfoldelsesmulighederne. Der var badesø, vandski, minigolf og go-cart (blot for at nævne de aktiviteter vi benyttede).

Lykken er minigolf ……….

Fra morgenstunden var der heftig aktivitet, og Tina og Christopher slog ny rekord i standtennis – 322 slag (mener jeg at huske) mellem dem før bolden faldt på jorden. Jeg havde bebudet at ville forsøge mig på vandski, mens Tina fortsat havde det bedst som tilskuer.

Christopher ville “føre sig frem”, så vi fik lejet et Wake-board til ham, og begge krøb vi ned i et par stramtsiddende våddragter. Det blev til 3 vandgange for mig og 4 for Christopher. Den udfordring var godt nok lidt for stor – for os begge. Christopher’s sidste forsøg blev dog nok til dels ødelagt af mig, for han startede som nr. 2 eller 3 efter mig, og netop som han havde fået (delvis) styr på sit Wake-board, lå jeg og pjaskede i vandet foran ham. Ja, var han ikke “gået ned”, så havde han formentlig ramlet direkte ind i mig. Heldigvis valgte han sikkerhed fremfor show. Svømmeturene havde taget alle kræfterne, så Wake-board og vandski blev byttet ud med minigolf-køller efter frokost.

Her fik vi så en lektion minigolf af Dronningmølle-mesteren (Tina). Det ene hole-in-one efter det andet satte os på plads, mens vi alle 3 øvrige glimrede med 10’er slag på stribe. Hun skulle jo have haft handicap, eller er det omvendt – hvis man har handicap, så er man ikke så god ? Resultatblokken blev hastigt smidt væk – men vi kunne ikke løbe fra, at Tina havde vundet i overlegen stil.

Lykken er minigolf ……….

Efter afslapning og soldyrkning (jo, her oppe nordpå skinner solen skam) fik vi pakket RulleKnaus “transportsikret”, og Christopher og jeg fik lov til at afslutte “aktiondelen” af ferien med endnu 10 minutters Go-cart. Ren ydmygelse – han overhalede mig i 4. sving og efter godt 6 minutter blev jeg igen overhalet ! Heldigvis kørte vi kun 10 minutter, så jeg tabte “kun” med 1 omgang.

Ferieafslutningsmiddagen var det rene cirkus. Vi ventede 1 time på maden – dog fik jeg min schnitzel efter godt ½ time. Jeg spiste – efter opfordring – trods de andres manglende mad, og heldigvis for det, ellers var maden da blevet helt kold. Og dog – måske skulle jeg have ventet – for ½ time senere kom Frau Günter med min Wienerschnitzel – og var noget fornærmet over at jeg havde spist en Jægersnitzel, som slet ikke havde været til mig.

21:55 forlod vi campingpladsen – senest mulige udkørsel var kl. 22:00 – jo, alting var timet og tilrettelagt (og nu uden Geostart, for Jeep’sen kender vejen hjem fra Osnabrück).

Lykken er at være hjemme ……….

Som talgymnast har jeg det med at kalkulere ankomsttid til Puttgarden og et godt stykke før Bremen havde jeg regnet ud, at vi ville ankomme til Puttgarden kl. 03:00. Så håbede jeg bare på, at færgen sejlede kl. 03:15 (den sejler hver ½-time 15 og 45, men der er enkelte “manglende” afgange midt på natten). Behøver jeg at berette, at vi ankom 03:03, kørte ombord 03:08 og sejlede 03:15. Hvor svært kan det være ?

Planen havde oprindelig været, at holde ind i Solrød og “aflevere” Christopher. Vi havde inviteret os selv på morgenmad, og truet med at vi ville ringe når vi passerede Vordingborg. Men vi besindede os – for familien Poulsen havde nok ikke lyst til morgenmadsbesøg ved halvfemtiden. Så første stop blev Grøndals Parkvej, hvor Tina havde ønsket at gense sin egen seng og dyne.

Forståeligt nok, for det var også lige hvad vi glædede os til. 05:30 holdt vi igen på Bregnevej og 5 minutter efter lå vi under dynen.

Lykken er at være hjemme ……….

Endnu en dejlig Kampingsferie, med sædvanligt Kampingsvejr. 5.239 KM har vi daffet rundt i Jeep’sen, de fleste af kilometrene med RulleKnaus på krogen (den var jo ikke med på turene til Bordeaux by, St. Emilion og Paris). 74:20 timer med motoren kørende, hvilket giver en gennemsnitsfart lige over 70 KM/timen (ikke så skidt, når man tænker på by- og køkørsel). Benzinselskaberne (primært Shell) har været fornøjet over vores ferieform, for det blev til lige under 1000 liter benzin.

Vi har haft en regnvejrs-slappe af-læse-ferie, en solbadningsferie, en storbyferie, en “historisk” ferie og en aktion ferie. Vi har nydt hinanden, alene og sammen med Tina og Christopher. Vi har simpelthen været på lykkens vej ……….

Kampingvirus: en føjleton fra Anette og Jan, der på eget initiativ udbreder sig fra Jan’s “fjende” til din computer via datanet, f.eks. Internettet. Der findes antivirus-programmer (kaldes ofte vacciner) mod de mest gængse vira, men Anette og Jan’s Kampingvirus stoppes bedst ved en svar med historik – slet mig af listen – mail.

Og hvorfor nu Kampingvirus ?

Opfordringerne har været utallige, og et tilbageblik på sidste års Kampingmails har opfrisket muntre minder om de første oplevelser med vores nye ferieform med RulleKnaus. Det blev jo til en hel dagbog, og i den ikke-telekommunikerede del krydret med mange gode digital-ferie-billeder.

Siddende her i begyndelsen af en 3 ½ ugers ny udfordring med RulleKnaus og “fjenden” vil jeg gerne takke Anette for hendes kommende overbærenhed i de sene aftentimer og tidlige nattertimer. Tak til Compaq for deres fortsatte udvikling af bærbare computere, GSM-modems og DVD-afspillere. Tak til Tele Danmark Mobil og deres roaming-partnere i Europa. Og tak til mor, fordi hun opfordrede mig til at dyrke mit spirende intellekt.

I disse Winbledon-tider er det jo sjovt at huske, at Bjørn Borg den 5. juli 1980 vandt sin 5. og sidste Wimbledon-sejr. Tænk sig hvis du de havde åbnet Øresunds-broen i 1980 – så var vi s’gu nok draget til Sverige og fejret vores “national-helt”. Eller også tænke på, at det er Rembrandt’s fødselsdag.

Vi tænkte nu mest på vejrudsigten for diverse steder i Europa – 7 grader i Amsterdam – det må s’gu da være en skrivefejl !

Ferien begyndte efter en almindelig stresset formiddag, hvor frisurerne skulle tilpasses udsigten storm, RulleKnaus skulle ekviperes, og svigermor skulle neutraliseres. Det hele lykkedes uden blødende mavesår, men klokken sneg sig hastigt mod 16:30 inden karavanen rullede ud fra Bregnevej.

“On the road again”, samstemmede vi da marchhastigheden var nået på sydmotorvejen – jo stemningen var høj ved takeoff.

Blandt remedjerne var naturligvis Campingbogen, men også vores nyerhvervede World Handbook – Naturisme. Vi har tydeligt på reaktionerne fra sidste års kampingsmails forstået, at vores visit i Edens Have i Klagenfurt var det mest interessante samtaleemne, så ambitionerne er naturligvis tirret, så årets mere afklædte historier kan blive endnu bedre. Såvel aktuelt vejr som vejrudsigt lyder nu ikke på soldyrkning i eva-kustyme, vi talte faktisk om at det måtte blive bar røv og gummestøvler.

Naturist-campingpladser er åbenbart ikke noget man skilter vildt og voldsomt med, for i vores forsøg på at finde Naturistcamping på Svinø ved Middelfart, dumpede vi lige ind i Ronæs Strand Camping. Ikke så ringe endda – en venlig lejrchef anviste os en dobbeltplads – så kunne Jeep’sen og RulleKnaus overnatte i sammenkoblet stand, og vi kunne hurtig være “On the road again”. Egentlig lidt synd at vi ville haste videre næste morgen, for Ronæs Strand Camping ligger faktisk meget naturskønt, direkte ned til Svinø Bugt – som fortsætter direkte ud i Lillebælt. Vejret afholdt os dog fra en længere aftentur – det blev i stedet til tidlig godnat-læsning.

Dalai Lama’s og Sylvester Stallone har fødselsdag. Førstnævnte har haft en hel del af disse, men tænk sig, at Stallone nu fejrer sin 54. fødselsdag. Jamen, gamle mand, hvordan kan du da tro at du kan tilfredsstille Gitte Silicone-Nielsen ?

Nu skulle ferien rigtig begynde. Det er ligesom ikke helt rigtig ferie, når man fortsat er i Danmark – altså nu når man ska’ til udlandet. Man føler sig lidt dum når man på engelsk ber om regningen, skal betale med DM og DK-skiltet lyser på bagsmækken af RulleKnaus. Og så må temperaturen da også være højere desto længere man kommer sydpå – ellers har vi nok medbragt den forkerte garderobe.

Padborg blev krydset til tonerne af Brødrene Olsen – jo vi skulle jo lige bemærke overfor ham grænsevagten, at Tyskland hverken havde vundet EM i fodbold eller Melodi Grand Prix. Nu vandt vi jo heller ikke EM, men vi tabte trods alt kun til Europamestrene Frankrig og semifinalisterne Holland (som var bedst – altså bare ikke til at skyde straffespark) og så en ganske ligegyldig kamp mod nogle vildt kæmpende tjekere, som havde fået lovet en weekendtur til Wonderful Copenhagen hvis de vandt – og så altså taber i den kommende VM-kvalifikationspulje.

Vi havde ellers glædet os til at Holland (som altså slet ikke hedder Holland, men Nederland. Holland eksisterer ikke, men derimod 2 provinser – NordHolland og SydHolland) skulle være blevet Europamestre. Så havde gamle effekter fra gode tider med hollandske (nu var den der igen) tablere kommet til ære og værdighed igen.

Nederland blev tilkørt fra det nordøstlige hjørne – omkring Groningen. Målet var at beskue Ijsselmeer fra det 30 km lange dige, som skiller søen fra havet. Når man kører på de egne forstår man godt hvordan denne dæmning, som foreløbig blev afsluttet i 1980, har indvundet 2000 kvardratkilometre landbrugsjord. Tilbage er blevet en ferskvandssø på 1250 kvardratkilometre, som man fortsat påtænker at inddæmme yderligere. Hold op hvor her fladt – 1 meter vand, og Nederland bliver Nordsøens vadehav.

På den anden side af dæmningen – altså ud mod Nordsøen – finder man som den sydligste af en række øer – Texel. World Handbook viste en naturist-campingplads ud over det sædvanlige (det betyder, at den på papiret virkede helt avanceret med en mængde faciliteter og op til flere toiletter), og der var jo lidt ekstra meget ferie over at skulle sejle. Tænk sig når vi skal fortælle børnebørnene, at vi sejlede med Vikingbådene til Sverige og Kronprins Fredrik til Fyn. Pladsbestiling var anbefalet, så campingpladsen blev kontaktet sidst på eftermiddagen. Jo, der var skam plads et par enkelte dage, og sidste færge sejlede fra Den Helder kl. 21:30. Hvilken service – og lejrchef-inden (som eller havde fyraften kl. 21:00) ventede på os.

Nu havde vi nu ikke tænkt os at smide tøjet udendørs – så havde vi fået forfrysninger – men der var ikke meget naturist over campingpladsen. Til gengæld var der en masse lyng og sandgyder, og her var der næsten frit valg på alle hylder, hvor vi måtte ønske at parkere RulleKnaus. Med en 4-hjuls-trukket Jeep var det jo næsten en udfordring at finde den dybeste sandgyde, og smut – så “lå” RulleKnaus næsten som sunket i sandet. Håndbremset blev taget og vognen koblet fra, så Jeep’sen kunne ase sig – næsten lodret – op ad gyden igen. Men ak – døren sad i den forkerte side – eller rettere, jeg havde i parkeringsmanøvreringen glemt den lille tekniske detalje, at indgangen til RulleKnaus sidder i højre side (set i kørselsretningen). Så på med dyret igen – og op med RulleKnaus. Ja, så let skulle det jo ikke gå, men rådvild er man jo ikke, så på med 4-hjuls træk – efterfulgt af 4-hjuls-træk med differentiale-spæring. Jo, alle 4 hjul kørte skam rundt – men RulleKnaus forblev hvor den var. Da jeg havde gravet os ca. 30 cm. ned slog det mig pludseligt – synstesten af RulleKnaus’es håndbremsecheck var OK. Let diskret (Anette opdagede det vist ikke) slap jeg håndbremsen på RulleKnaus – og ganske ubesværet – altså for en Jeep – trak jeg vogntoget op af sandhullet. 180 grader rundt, og snart var alting fryd og gammen – og rødvinen åbnet.

Nu skal man jo lige vænne sig til de nye medmennesker, men Anette viste mig provokerende en mandlig udseende person, gående med vaskebalje og -tøj op mod fælleshuset. “Se hvordan MAN gør”, pippede Anette. “Bøsserøv” gryntede jeg – og så var det uddebateret.

Jyske Bank blev etableret 7. juli 1967. Hvor gik jyderne hen før 1967 ? – de havde nok alle pengene i lommen. Og så hørte jeg, at Tyskland skal være værter for VM i 2006 – heldigt, så slipper de for kvalifikationskampe, og får lov at være med alligevel. Hvem tænker så på, at de den 7. juli 1974 vandt VM med en sejr på 2 – 1 over Holland (eller var det Nederland) ? – sikkert rigtig mange tyskere og hollændere. Tænker du på Winbledon ? – så er det i dag 15 år siden Boris Becker som 17-årig vandt sin første Winbledon-turnering og 10 år siden at Martina Navratilova satte rekord med sin 9. af samme slags. Og sku’ vi så lige synge for Ringo – han fylder 60 i dag – bare han nu får Just a little help from a friend.

Hvad ska’ jeg sige ? – Sumpedag, sumpedag og atter sumpedag. Vejret var nu heller ikke til de store udfoldelser, og vi fik bekræftet vores “bange” anelser – helt naturistet var det s’gu ikke. Hvordan kunne denne tekstil-campingplads have indsneget sig i Vores World Handbook ? Sandheden var sydpå – rettere pladsens sydligste område – såden lidt (eller meget) afskærmet fra resten af etablisementet. Nu var det ikke til solbadning, nærmere bar røv og gummistøvler, så vi blev hvor vi var (det havde jo også været besværligt nok).

Først henunder aften livede vi lidt op, så efter en længere “bytur” (kald det by en gang til) til Den Hoorn kastede vi os over campingpladsens egen kulinariske udfordring – pandekager med lidt af hver. Anette blev så begejstret for maden, at hun væltede sit rødvinsglas, så min pangekage havde nu – udover lidt af hvert – en hel del rødvin.

Et par telefonkald til Danmark trøstede os – det var både regnfuldt og koldt i Danmarks land, ligesom familien Poulsen i Paris, Frankrig, mærkede vejrgudernes ugunst. Men hvad hørte vi – folk dør af varme i Sydøsteuropa. Janne og Steen, som ferierer i det Græske Ø-hav med Susanne og Claus, blev kontaktet. Egentlig havde jeg ikke regnet med at få kontakt – jeg ville blot indtale en besked på mobiltelefonsvareren – men mod forventning var de indenfor mobiltelefon-dækning. Det var vist også den eneste dækning – for temperaturen var lige faldet til 37 grader (vandet var mellem 31,5 og 32,1) – hvor ulækkert – og farligt.

9. juli 1922 svømmer den 18-årige Johnny Weissmuller som den første i verden 100 meter på under 1 minut. Tænk sig, at Tarzan havde vundet 5 guldmedaljer og sat 25 verdensrekorder inden han begyndte at svinge sig i træerne.

Efter en morgenstund – ikke med guld i mund – men nærmere Weissmuller’s svømmebasin tømt ovenfra nedover RulleKnaus, lettede vi støtteben og drog fra Texel. (Skal vi lige genopfriske – Texel er en lille ø, ca. 15 minutters sejlads fra Den Helder, som ligger ca. 60 KM nord for Amsterdam) Bestemmelsessted: Dunkerque. Ca. 2 timer tog det os at komme til Amsterdam, og ca. 2 timer tog det os at beslutte en “mindre” ændring af bestemmelsessted. Vi allierede os med diverse meteorologer og lokale udsendinge i Grækenland og Sydfrankrig, og da de nævnte samstemmende havde bekræftet både aktuel vejrsituation og 5-døgns-prognose, valgte vi af bekvemmelighedshensyn at droppe Grækenland og “smutte” til Sydfrankrig.

Det blev så ikke synet af Dunkerque (hvor 340.000 franske og engelske soldater blev evakueret i 1940), men derimod af Ardennerne, hvor tyskerne i december 1944 forsøgte en sidste desperat modoffensiv, der gav det historiske islæt fra 2. verdenskrig (som jo var – og vel tildels fortsat er) “målet” for dette års ferierejse.

Forinden havde vi passeret Arnhem, og jeg havde udvidet Anette’s historiekundskab med Mongomery’s forgæves forsøg med 10.000 faldskærmstropper i september 1944 at erobre byen for at sikre en bro over Rhinen, før tyskerne ødelagde den. Mongomery er vel erklæret “helt”, men familierne til de 8.000 faldne britiske faldskærmstropper havde nok en anden mening.

At franskmændede kalder ruten fra Baune (den starter reelt i Paris, men vi tilstødte fra Luxembourg) til Aix-en-Provence for Autoroute de Soleil blev nærmest opfattet som en sædvanlig fransk, overlegen provokation. Oven over alting skinner moders sol – men det var godt nok over et massivt skydække, der konstant havde åbent for alle sluser. Fantastiske smukke områder – jamen, var det ikke både Alsace, Champagne og Bourgogne-distrikterne vi passerede? Bedste sigtbarhed var 3 sæt forankørende baglygter og en konstant lyd af en vinduesvisker, som først skiftede retning, når vinduesrammen var ramt.

Men konstante SMS-beskedder fra familien Poulsen i Bommes des Mimosas (Cote d’Azur) holdt humøret oppe. “Solen skinner – rosévinen holdes på køl” bippede det ind på mobiltelefonen. Vi MÅTTE tro på det – altså specielt det med vejret – for eneste anden afveksling til regn og defekt vinduesvisker var tanke-op-og-tømme-af stop på diverse totalt uinteressante tankstationer.

Fruen “døde” kl. 01:30 – nu måtte hun altså sove (sådan på langs altså). Alle der har prøvet en Red Bull kender effekten. Alle der har prøvet 2 Red Bull straks efter hverandre ved, at man simpelthen ikke kan sove de første par timer efter indtagelsen. Så vel omkring kl. 04:30 faldt jeg i søvn, for at blive vækket af SMS-besked fra Anders kl. 05:45. “Jeg kan ikke sove mere – det er simpelthen for varmt”. “Det gode vejr begynder 100 KM nord for kysten”.

Regnvejret havde også taget en mindre lur, men dårligt var vi kørt ind på motorvejen igen, førend regnen igen silede ned. Metereologerne var for en gangs skyld enige : det regner nord for Alperne.

Vi burde nok ellers været “smuttet” forbi Paris, for i dag kan de fejre 100-års-dagen for den parisiske undergrundsbane – Metroen. Ellers også kunne vi fejre 80 års-dagen for Sønderjyllands genforening, og tænke på Christian den 10. og hans hvide hest. Mon også det regnede den dag.

De opløftende morgenmeldinger skiftede karakter efterhånden som vi nærmede os. “I må snart være her”, bippede SMS-beskedden ind, “for nu er det blevet overskyet”. Jo, der var ingen tvivl om, at familien Poulsen mente vi medbragte det dårlige vejr fra nord for Alperne. Og ganske rigtigt : da vi første gang kunne se hvorfor kysten kaldes Côte d’Azur, øsregnede det igen, og regnen fortsatte ufortrødent til langt ud på aftenen.

Jeg fik en af mine skøre ideer (citat Anette) og mente, at vi skulle overraske familien Poulsen med vores “uventede” ankomst. Og trods silende regn lokkede jeg Anette til en længere spadsertur – med en rimelig sikker fornemmelse af retning (sådan lidt op ad bjerget), men lidt et indebrændt ønske om pludselig at falde over Poulsen’s Passat. Efter 20 minutters mareridt måtte jeg gribe nødtelefonen og bede om evakuering, og 2 drukne mus blev langt om længe bragt i tørvejr. Trods vejret havde vi en superhyggelig aften, og alle var enige om, at nu måtte englene da have tisset af.

Den 11. juli 1897 stiger den svenske polarforsker Andrée sammen med 2 landsmænd op i ballonen “Ørnen” med kurs mod Nordpolen, men må kort efter nødlande nordøst for Svalbard, og alle omkommer senere af sult og kulde. Havde Andrée haft dagens vindretning og -hastighed (så var han aldrig startet) så var han s’gu fløjet forbi inden luften gik ud af ballonen.

Og er der noget værre end en sandstrand i stormvejr. Jeg hader sand, både mellem tæerne, på kroppen mix’et med solcreme og i dåseøllen. Det tog os dog op til flere timer inden vi “turde” beklage os, for nu havde vi endelig fået sol. Og det var jo altså derfor vi havde tilbagelagt 1650 kilometre de forgangne dage.

Christopher og jeg drog på “prøv dine grænser”-tur ud over og op over de sydligste af de klipper, der indkransede den meget eftertragtede sandstrand (i vindstille kan den bruges til en hvilken som helst reklamefilm for solcreme, Bounty-chokolade og Bacardi-rom). Vi var rimelig seje bjergbestigere (i badesandaler), men mest sejt var det, da vi ca. 500 meter ude fra sandstranden sprang i vandet fra en klippespids. Vi blev nok begge overrasket over vandtemperaturen, men med bølger på mindst 1 meter i højden (sådan føltes det altså) – naturligvis i indadgående retning – var ethvert forsøg på landgang på klippen urealistisk, så der var ikke andet end at fange badesandalerne i hænderne og starte “overlevelses-svømme-turen”.

Tilbage på stranden måtte Christopher konstatere, at ingen havde tid til at høre om hans oplevelser. Alle pigerne var igang med at shoppe nye bikinier med dertilhørende “et-eller-andet-løshængende-lignende-en-nederdel”-agtigt noget, som en strandsælger (altså sådan en gadesælger på stranden) nærmest ville forære væk.

Vi daffede hjem til familien Poulsen’s civiliserede svimmingpool (uden sand) og fik os lidt klogevand og “en god snak”. Philip agerede chauffør, og drengene handlede ind til en lækker aftensmenu. Conrad (Anders) og Axel (Anette) sikrede den kulinariske oplevelse, mens Pia og jeg klarede opvasken.

En dejlig dag – dem må vi have nogle flere af.

“Ich bin ein Berliner”, udtalte Kennedy, da han demonstrerede, at Vestberlin kunne “holdes” med en amerikansk luftbro. Mindre historisk var det, at Bill Clinton 12. juli 1994 besøgte det genforenede Berlin. Og så er det Cæsar’s fødselsdag – altså ham fra Romerriget. Han ville i dag være blevet 2100 år, altså hvis han ikke var død for 2044 år siden.

A propos Romerriget og Cæsar, så drog vi igennem Gallia Lugdunensis, som Cæsar erobrede 50 f.Kr. Jeg har altid moret mig over Asterix-tegneserien – lidt synd at det faktisk var romerne, der vandt slaget til sidst. Og for dem som hverken har fulgt med i historietimerne eller i Asterix, så må jeg hellere fortælle, at vi drog fra Bommes des Mimosas (sådan lidt til højre fra St. Tropez) til Cap d’Agde (sådan lidt til venstre for Marseille) – er du fortsat ikke med ? – OK – Sydfrankrig, Côte d’Azur.

Efter en uge med bukser på – i indtil flere dage mest regnbukser – havde vi sat autopiloten på naturisternes “højborg” – Cap d’Agde. Motorvejsnettet – og de ulidelige stop med betalingsanlæg (de kunne da i det mindste have bygget en bro) – blev styret af overchefnavigatør Anette, men det sidste stykke frem mod “edens have” (nogen vil nok nærmere kalde det “syndens hule” – herom senere) blev guidet af store skilte med “Naturisme”. Cap d’Agde er ikke blot en naturist campingplads – det er en hel by-, land- og strandel, hvor folk alene klæder sig afhængig af temperaturen. Og nu er der jo dejligt varmt i Sydfrankrig.

Vi havde forgæves forsøgt at reservere en plads til RulleKnaus, men ak, franskmænd (man kan da ikke sige franskkvinder) og engelsk. Jeg havde forespurgt på en ledig plads til min campingvogn, og de svarede at der var ingen campingvogne med ledige pladser i. Vi var vist heldige – for senere på dagen var der opsat skilt “Camping complet” – og vi fik en meget fin plads, hvor vi med en fiks campingvogn-på-rette-sol-læ-plads-manøvre – og fin hjælp af vores kommende naboer – fik placeret RulleKnaus perfekt. Mindre perfekt var det, at der stod et træ i vejen for Jeep’sen, og den opmærksomme campingvognsbakkende chauffør blev den uopmærksomme forkofanger chauffør. Nå pyt, man har vel firmabil.

Resten af dagen måtte bruges koncentreret på soldyrkning, så der var ikke tid til indkøb. Der var dømt restaurant til aftensmenuen, og allerede kl. 19:00 var vi godt sultne. Men hvor går man hen og spiser kl. 19:00 – i hvert fald ingen steder i Sydfrankrig – jeg tror s’gu ikke engang at kokken møder på job før 20:00. Kontanterne var også sluppet op, så den venlige barservitrice blev overbragt det slidte Visa-kort. Heldigvis blev regningen mindre end deres minimumsbetaling med betalingskort, så vi tømte lommerne for småpenge, og med lidt rabat og megen smil – og naturligvis et løfte om at komme igen i morgen – klarede vi frisag. En efterfølgende elektronisk konversation med en pengemaskine fik dog ændret kontantbeholdning til en mindre plus, så for at undgå forpligtelsen til at komme igen (jeg kunne godt mærke at Anette mente det var “unødvendigt”) gik jeg tilbage og indløste min gæld.

Som de første gæster rykkede vi ind i en hyggelig, lille, franskpræget restaurant, med ca. 20 borde, hvoraf de 18 var reserveret. Om de nu var helt reserverede blev vi noget i tvivl om, men for far, mor og 3 mindreårige børn var der i hvert fald helt optaget. Lidt nemmere gik det, hvis der var tale om et yngre par, hvor kvindens påklædning lignede noget der bare skulle ses, og manden startede med at overkysse den mandlige tjener. Maden var ualmindelig god (det sagde Anette – jeg har ikke tilladelse til at udtale mig om kokkekunst) og underholdningen – altså i form af de øvrige gæster – var i særklasse.

Nu havde jeg læst, at Cap d’Adge var et kendt naturist-sted, men jeg skulle dog have seneste nyhedsbrev fra Aktuell Rapport (Sverige’s største mandeblad – udgives af en af mine kunder) sidst på aftenen, for at kunne finde sammenhængen med dette og så gæsternes påklædning.”Vår oförtröttlige sexreporter Joe har gasat ner till Europs häftigaste resmål, nakenstaden Cape D´Agde vid franska Atlantkusten. Här är det sol, bad och framför allt sexparty som gäller tillsammans med helvilda swingers och läckra brudar från hela Europa.” Hvorfor i alverden fik jeg afregnet min gæld til servitricen ?

Jeg har jo i flere år nægtet at tilhøre de handicappede, trods lægernes og forsikringsselskabets dom efter et “skihop” i Lillehammer i 1994. Men franske toiletter – eller nærmere dets manglende indretning – fik mig alvorligt til at overveje at benytte et handicap-toilet. Hvordan i alverden sidder man på toilettet uden at sidde ? Og hvordan tørrer man sig uden at have noget at tørre med ? Jo, man sidder på hug (og det har jeg aldrig været god til) – husk forinden at aftage al beklædning af fra liv og nedefter – med fødderne plantet på to afmærkninger med ca. 50 cm. mellemrum, for – efter udtømning – at åbne for en yderst kold hane, der via en slange på en meter penge kan afskylle både tarmudmundingen og nedfaldsstedet. Jeg tror det kræver en vis øvelse, før jeg finder mine toiletbesøg i den tunge afdeling helt naturlige.

Hip hurra for Anker Jørgensen og Harrison Ford. Førstnævnte burde alle sende en varm hilsen. Sjældent har så mange købt så meget i så lang tid, og så reelt betalt så lidt for det (dels stort betalingsbalanceunderskud – dels en årlig inflation på over 15 % i perioder). Nogle læsere vil måske mere studse over navnet Harrison Ford, men hvis jeg nu siger Indiana Jones, kan pigerne sikkert huske denne goodlooking, uforfærdede helt, mens drengene griner lidt smøret over, at han faktisk spillede en arkæolog.

Næh, lad os så helre fejre Tuborg’s 125 fødselsdag – også selvom jeg fortsat påstår, at ingen kan smage forskel, når de testes med 5 kolde Tuborg og 5 kolde Hof.

Vi sendte en rigtig varm hilsen til både Anker Jørgensen og Tuborg. Inflationen sidst i 70’erne gav os en “kick-start”, da Anette realiserede en mindre formue på huset i Glostrup, så i de første “hede” år levede vi vildt over evne. Tuborg kommer ind i billedet iklædt en Heineken-dragt, men ej heller her kan man smage forskel.

Man kan altså ikke købe kartofler uden bukser på, men selv om jeg foreslog, at vi droppede kartofterne, så blev Eva-kostumet suppleret med et par short og en t-shirt. Jeg tog chanchen, og i Cap d’Agde’s “indkøbscenter” var jeg nok i den mest normale påklædning. Vi forsøgte os ud i det franske, og med supplement af et par enkelte danske gloser og en hel del tegnsprog, lykkedes det os at købe ind til en let frokost og en fed aftensmenu.

Senere på dagen måtte kroppen afkøles med en tur til stranden. På vejen ned mødte vi et andet par, som netop ankom til deres egen plads, da vi passerede. Det fik deres medbragte papegøje til at juble vildt og voldsomt, og i min interesse for at se kræet, stødte jeg min i forvejen dårlige storetå (Anette kalder det nedgroede negle – jeg kalder det job i et skofirma – for de uindviede : prøvestørrelsen for herresko er 41 og jeg bruger 42, men i 2 år, hvor jeg arbejde i et skoimportfirma, brugte jeg kun 41) mod en betonsten. Mit hyl fik papegøjen til at forstumme, og Anette begyndte at tale om skadestue, da hun så fars storestå. Nerverne i storetåen var døde, så nu var det kun et spørgsmål om at undgå koldbrand, så jeg satsede på, at Middelhavets salte dråber ville rense såret og dermed redde storetåen.

Det tog naturligvis lidt af fornøjelsen ved strandpromenaden, men synet af de mange, der meget gerne ville ses, og de få, som helst ikke ville ses, fik hurtig tankerne væk fra storetåen. Kroppen var varm, og selv om vandet føltes som Bellevue en tidlig forårsdag, så måtte jeg slutte strandpromenaden med en dukkert. “Var det koldt”, spurgte Anette provokerende, mens øjnene meget bestemt målte de tilbageblevne millimetre.

Resten af eftermiddagen blev brugt til solbadning, inden Anette diskede op med den lovede supermenu. Endnu engang viste “fjenden” sig fra sin bedre side (som CD-afspiller), idet menuen blev krydret med stroferne af Søs Fenger og Olsen Brødrene.

Kampingvirus blev opdateret til nyeste release inden fruen med stor beklagelse konstaterede, at hun ikke kan sove når jeg “leger med fjenden”.

14. juli 1789 : Parisernes storm på det berygtede statsfængsel Bastillen bliver den direkte anledning til udbruddet af den franske revolution.

Franskmændene er feststemte, mens vejrguderne søger at gøre dagen så stormfuld som muligt. Der er planlagt levende musik og dans på stranden, og aftenen sluttes – ifølge programmet – med festfyrværkeri. Vi nøjes med lyden – af højtlydende franskmænd, disco-rytmer, kanonslag og vindens kraftige sus i træerne. Heldigvis sidder vi godt i læ af RulleKnaus’s brede skuldre, så fruens båndspagetti med skinkesovs bliver nydt med fars Saint Emillion Grand Cru.

Dagens største udfordring – toiletbesøg – bliver indgående drøftet. “Hvordan sidder du, når du gør hvad ?” Jeg mindes Bernburg’s udtryk “at tømme ryggen” – sådan føles det i hvert fald når man sidder den ene vej. Anette mindes en udtømning, hvor hun vist ikke var nået helt på hug. Og begge havde vi problemer, hvis vi nu skulle både det ene og det andet – skal man så hoppe rundt ? – i hvert fald passer vores anatomi / hugstilling ikke til omkredsen af de franske toiletter. Vi blev rørende enige om, at danskere pr. definition var handicappede med hensyn til franske toiletter, og kunne som sådan bruge de specielt (dansk-) indrettede.

For at blive i det franske må vi jo hellere fejre 205 års dagen for natianalsangen – Marseillaisen. Digtet og komponeret natten mellem 24. og 25. april 1792 af officeren Joseph Rouget de Lisle (1760-1836) som en revolutionshymne; anvendtes ved stormen på Tuilerierne 10. august. Fra 15. juli 1795 fransk nationalhymne.

Ingen tvivl om at den blev sunget godt og inderligt i løbet af natten, for lørdag morgen synes franskmændene (også -kvinderne) slet ikke at ville vågne igen. Flagene er dog stadig oppe – jo alle de afhuggede adelige hoveder blev fejret med manér.

Der blev gjort et effektivt indhug i “den dårlige samvittighedsbunke”, og for at sikre opmærksomheden fra de som jobber i disse dage, blev strøtanker, idéer, opfordringer og andet chat sendt i en lind e-mail-strøm. Jeg var jo klar over, at mange ville blive utrolig skuffede, hvis de ikke “hørte” fra mig i 3 uger.

Aftensmaden blev indtaget på vores “egen” restaurant i “udydens hule”. Jo, ham Joe fra Aktuell Rapport var s’gu kommet til det rigtige sted. Ved nærmere påsyn af omkringliggende etablisementer, var det nok ikke “Olsen Banden” de viste på videoskærmen. Og udvalget syntes mangfoldigt – der var vist både til herrer og damer med damer og herrer. Ind i mellem kunne det være lidt svært at koncentrere sig om det rosastegte andebryst, når de festklædte swingerpar promenerede forbi. Pigerne var klart de mest festklædte – men det er jo ligesom når vi mænd får den kedelige sorte smoking på, mens pigernes tilsvarende festpåklædning er yderst varieret.

Vi kunne naturligvis ikke styre vores nysgerrighed – hvor går de hen ? Så efter en flaske rødvin og Irish Coffee var modet oppe – eller frygten dulmet – og vi listede med på “Swinger-stien”. Det blev et syn for livet – her var alle Joe’s vilde billeder nok taget. “Swinger-stien” førte os igennem tøjforretninger, restauranter, barer og diskrete indgange til “festlokalerne”. Vildt festligt at se pigerne afprøve diverse nye tøj-, sko- eller smykkegenstande – og de stakkels mænd stod blot om holdt krampagtigt på tegnepungen. For en gang skyld var fruen ikke så interesseret i skoudvalget, men stod nærmest med åben mund og betragtede medsøstrenes balancegang på 15 cm. høje hæle og deres ufattelig mange smykker (jamen hvor må det blive dyrt, når man skal bruge smykker alle de “nye” steder).

Nu havde vi jo heldigvis spist, men en enkelt øl kunne det jo blive til. Vi havde luret på indretningen af de enkelte barer, og det var lige før jeg havde valgt en af dem med telefon ved hvert bord. Så kunne jeg jo enten havde ringet til mor og fortalt hende, at jeg havde det godt, eller til Knold og bedt ham om gode råd i tilfælde af uønskede tilnærmelser. Vi valgte af sikkerhedshensyn en mindre besøgt bar, hvor vi kunne få vores helt eget bord, og så håbede vi på, at vi kunne beholde bordet for os selv indtil øllen var skyllet ned. Jeg tror vores påklædning gjorde udslaget – jeg lignede ikke en der havde noget at bytte med, og Anette lignede ikke en der ville byttes eller deles. Smågrinende forlod vi baren og fulgte “Swinger-stien” tilbage til de mere “sikre” områder. Og storgrinende nåede vi RulleKnaus – jo vores verdensbillede var skam blevet noget udvidet.

Efter aftenbadet og after-sun-creme-ritualet kunne vi konstatere, at solen var trængt meget godt igennem diset – for visse steder på kroppen (jeg ved godt hvorfor man får røde baller – de er tættest på solen, når man ligger på maven) var fuldstændig selvlysende. Nå, det gjorde jo ikke ater-sun-creme-ritualet mindre hyggeligt.

Vi havde ikke overskud til at spise ude (gårsdagens oplevelser stod fortsat på nethinden), men heller ikke overskud til at kreere den helt store menu hjemme. Så det blev til køb-mad-ude-spis-hjemme-retternes topscorer gennem mange år – pizza. Jeg kan tælle til 10 på fransk, sige goddav, farvel og tak, men ud over ost, skinke og roquefort havde jeg ikke helt check på bestillingen. Det meste blev overdøvet af roquefort-smagen, men en umiskendelig stærk ged trængte dog igennem. Selv ikke en god flaske rødvin kunne neutralisere smagen – de sure opstød måtte dulmes med hele 2 glas Samarin.

Nick Faldo fylder 43 år i dag. Og hvem er så Nick Faldo – spiller du ikke golf ? . Nick er engelsk golfspiller. Blev professionel 1976 og har siden vundet talrige turneringer verden over. Englands bedste gennem tiderne; har ofte figureret som verdensranglistens nr. 1.

18. juli 1889 begår circusartisten Elvira Madigan og hendes elskede, den svenske løjtnant Sixten Sparre, selvmord på Tåsinge, hvor de så blev begravet på Landet kirkegård. Jeg synes på en eller anden måde at kende navnet, men at Elvira , som i øvrigt var kunstnernavn for Hedvig Jensen, var dansk cirkusartist og som barn turnerede med sin familie i Nordeuropa; i 1886 optrådte i Tivoli med et linedansernummer, kunne jeg nok ikke helt huske. Ej heller at hun i 1887 mødte den svenske løjtnant, grev Sixten Sparre, som senere skød hende og sig selv. Men det er jo nok fordi jeg ikke har læst Drachmann, Saxon og Widerberg.

“Du skal slippe for at ligge ved stranden, hvis vi blot går en tur”, bedyrede fruen. At turen så skulle strække sig over 2 timer var jeg ikke helt forberedt på. Mine ellers udmærkede badesandaler, med såkaldte “sundhedsknopper” er ikke lige velegnet til 2 timers strandwalk. Jeg havde fået tilsvarende antal “sundhedshuller” i foden, og det tog flere timer inden de igen var blevet fyldt op.

“Nej, se hende der den lyshårede (på hovedet) med alle ringene (ikke på hovedet)”, “hun promenerede også frem og tilbage i går og i forgårs”, udtrykte fruen lettere foraget. Vi måtte jo nødvendigvis have befundet os i en lignende situation for at kunne betragte fænomenet !

Strandpromeneringen åbenbarede os en ny restaurant, der ikke så helt så “Swinger-agtig” ud, så der var dømt “spis ude”. Klokken 20 kunne vores maver ikke vente længere – men ja, ganske rigtigt, vi var de første gæster. Senere kom der da helt “almindelige” mennesker, men ved 22-tiden begyndte de meget lidt pænt klædte herrer og deres meget lidt, pænt klædte damer (læg nu mærke til kommaet – ellers er det jo ikke morsomt) at indfinde sig. Vi tog lige “Swinger-stien”, men i et tempo, der mere var “lad os komme hjem” end “lad os se hvad der sker”.

Ja, den 19. juli var jo sådan set et overstået kapitel. Afrejsen var planlagt, og opholdet i Cap d’Agde blev afsluttet som planlagt – næsten.

Den skarpsinde læser har nok bemærket fruens ydest standhaftige indstilling til påklædning når der skulle købes kartofler. Nu var det rigtig nok ikke kartofler vi købte, men almindelig sund rejseproviant, men først da vi igen var ude af supermarkedet – og efter en bemærkning fra min side – bemærkede fruen den manglende påklædning. Lidt pudsigt at den seneste uges Eva-kostume nu var blevet en fuldstændig naturlighed.

Men vi drog som nævnt afsted kl. 18:30 – destination : Putte i Holland (ja, det hedder altså nærmeste by til Camping Athena), distance ca. 1.300 kilometre.

Vi så absolut mere af den smukke natur på opturen end på nedturen, skønt sidstnævnte primært foregik i dagtimerne. Forholdet var ganske enkelt, at naturen nydes betydeligt bedre i en måne- og stjerneklar nattehimmel-belysning end igennem sjaskøsplaskende regnvejr. Ved 3-tiden (hvor vi allerede var nået næsten 2/3 af vejen) overvejede vi om vi skulle “køre igennem”, eller tage en lur på 3 – 4 timer. Da vi erkendte, at førstnævnte ville betyde at vi skulle have en længere lur når vi nåede frem, besluttede vi at holde en sovepause på en rasteplads. Vi fik larmet så meget med bil- og campingdøre, støtteben og vandpumpe, at vi fik vækket naboen, så snart var vi gået til ro før han begyndte afrejseforberedelserne. Nå, batteriet var tilstrækkeligt fladt til at vi lynhurtigt overgik til drømmeland.

Troede du lige, at du skulle snydes for lidt historie : tro nej. Den 20. juli 1944 kunne faktisk være gået hen og være blevet en endog meget historisk dag. Den dag forsøgte nemlig Claus Schenck von Stauffenberg et bombeattentat på Hitler. Claus S. v. Stauffenberg var i 1944, efter at han som stabschef for en panserdivision i 1943 var blevet hårdt såret, blevet udnævnt til stabschef for hjemmehæren. Hitler såredes kun let, sammensværgelsen blev knust og Stauffenberg og hans familie henrettet.

Over middag fandt vi så Camping Athena. Gemt godt af vejen, langt fra alfavej – de nøgne mennesker skulle jo nødig genere den mere civiliserede del af befolkningen. Lidt komisk, at det sidste “billede”, der stod på nethinden inden vi drejede væk fra alfavej, var 2 kæmpestore, dampende skorstene – ja, umiskendeligt et atomkraftværk. Det skal dog her nævnes, at når man først er kommet ind i lejren (og det er nu ikke så let endda, da området en indhegnet og en kæmpe jernlåge betjenes med “hemmelig” kode) har man glemt alt om atomkraft – Athena dækker et smukt naturskovområde på 14 hektar.

Og her var så virkelig kontrasten til Cap d’Agde. Altså ikke med hensyn til påklædningen, men naturen og de øvrige campinggæster. Tydeligt at de flere var “fastliggere” – og dermed kendte hinanden – men også at de er Naturister – med stort N. Megen venlighed blev os vist, og straks blev vi “inviteret” til fælleskomsammen i morgen aften – menuen står på muslinger. Vi fik en ganske udmærket plads i en lysning i skoven – og nu er vi spændte på antallet af mygstik de kommende dage.

Køleskabet, ølskabet og vinreolen var tom, så straks var RulleKnaus fortøjret, og vi drog tilbage til Putte. En sød lille landsby, men med to vigtige ting : en pengeautomat og en kæmpe SPAR, så de slunkne depoter blev fyldt op. Vi forkælede os selv med en hyggelig, meget sen frokost i Putte, så aftensmaden blev til en enkelt stykke flûtes og en flaske Fleurie, Cru du Beaujolais.

21. juli 1996 – ja, hvem husker ikke Bjarne Riis i Tour de France. Lidt pudsigt 2 artikler i dagens www.yahoo.dk-nyheder : Løbsdirektør, Jean-Marie Leblanc, kalder årets løb for Tour’ens renæssance, mens chefen for cykel-holdet Mapei, som er et af de største i Tour de France, siger at det er umuligt at besidde en topplacering i de store etape-løb uden brug af doping. Ja, sådan kan den samme sag jo ses fra forskellig side. Doping eller ej (OK, ingen tror vel på “eller ej”), finessen er jo en hæmatokritværdi under 50. Så godt gået Bjarne – du var verdens bedste cykelrytter med en hæmatokritværdi under 50 under Tour de France i 1996 – og det er jeg nu stolt af på Bjarnes og egne vegne.

I dag hedder helten Armstrong – spændende om han også hedder Armstrong på søndag. Han hed faktisk også Armstrong i 1969. “Dette er et lille skridt for mennesket, men et kæmpespring for menneskeheden.” Rigtigt – Neil A. Armstrong – første menneske på Månen natten mellem 20. og 21. juli 1969.

Den hidtil laveste temperatur måltes 21. juli 1983 til – 89,2 grader ved basen Vostok i Antarktis. Så koldt var det godt nok ikke i Putte, men et temperaturfald på mindst 10 grader fra den solbeskinnede franske Middelhavskyst til Hollands vestkyst gjorde sit indtryk. Vi vågnede op til et gammelkendt naturfænomen – totalt overskyet – og der var dømt campinghabit.

Jeg fik lov at sove længe – rigtig længe – men havde jo også en del søvn at skulle indhente, så “morgenmaden” blev først serveret ved 10-tiden. Herefter blev det noget kedelige (og kolde, mente fruen) vejr brugt til en god del telefonopringerne (firmaet har jo ikke lukket i sommerferien) og intenst brug af “fjenden”. Det kan ikke udelukkes at vores naboer har følt vores naturist-camping-liv rimeligt alternativt, for dels deltog vi ikke i tidligere nævnte fælles-vi-kommer-hinanden-ved-muslinge-party, dels var der altså godt gang i mobiltelefonen. “Din telefon har ringet”, orienterede naboen “venligt” om, da vi vendte tilbage efter aftenbadet. Pudsigt, for normalt viser mobiltelefonen antal ubesvarede opkald, men displayet var helt normalt – altså umiddelbart ingen opkald.

Jeg overvejede har fortælle naboen når han kom hjem fra FVKHVM-party’et, at hans børnebørn forgæves havde været på besøg – de havde nemlig rimeligt støjende forstyrret mit arbejde omkring middag – men lod muligheden for at han trods alt blot havde været venlig stå åben. De kommende dage må vise om min “mistanke” var uberettiget.

23. juli 1995 vinder Miguel Indurain Tour de France for 5. gang. Ikke helt uvæsentligt bliver en dansker, Bjarne Riis, nr. 3 – det hidtil bedste danske resultat. Men Riis havde jo bedre ben i 1996, hvor han i øvrigt bar den gule førertrøje fra 10. etape. Lidt pudsigt, at Armstrong ifølge Ekstra Bladet (ja, det læste jeg altså på Internettet) reelt lukkede løbet, da han satte alle konkurrenter på plads på 10. etape til Hautacam.

Efter gårsdagens gode start på sommerferien havde Christopher sat vækkeuret til kl. 07:30. Vi skulle tidligt op, for planerne for en udflugt til “invationskysten” var lagt. Der skulle en god del selv-overtagelse til at komme ud af fjerene – og så Anette’s lidt utålmodige protest over, at hun var stået op da vækkeuret ringede, havde gjort sig i stand til dagens strabadser, og nu havde serveret morgenmaden klar til syvsoverne. Det var koldt og gråt – men på sin vis jo så udmærket vejr til en udflugt.

Jeg havde på forhånd en idé om, at det jeg søgte lå syd for Dunkerque, men jeg mente at kyststrækningen fra Knokke-Heist (Belgiens nordvestligste by – op mod Holland) – og sydpå ville være et smukt syn. Det er det muligvis også – men så skal man parkere bilen og går op over digerne. For vi oplevede alene synet af nogle meget betydelige diger – og så bilkøer. Det var som Strandvejen en højsommerdag i solskin – altså bortset fra det fra Belgien og regnvejr.

For 99 år siden opgav partiet Højre (senere Det konservative folkeparti) kampen med Folketingets flertal, hvorefter parlementarismen indføres i praksis med dannelsen af Danmarks første Venstre-regering. Tænk sig, at det altså er mindre en 100 år siden man officielt indførte parlamentarisme, hvis ledende princip er, at regeringen altid skal være i overensstemmelse med flertallet i det folkevalgte kammer. Ifølge parlamentarismen skal regeringen dannes af det parti eller den partikoalition, som har flertal i parlamentet. Nyder ministeriet ikke længer flertallets tillid, må det automatisk gå af. Udvikledes i Storbritannien efter 1832, indførtes i Danmark 1901 og lovfæstedes 1953. Er der ikke et eller andet der er smuttet ?

Oven på gårsdagens udflugt var der dømt hjemmehygge på Athena. Vi havde bedt guderne om godt vejr, og vores bøn var blevet hørt – i hvert fald for såvidt angik formiddagen. Solen tittede frem ind i mellem, og temperaturmåleren havde sneget sig op på 25 grader. Vi havde fået nye naboer, og de kunne berette, at vejret i dag var det bedste igennem meget lang tid, og vi kunne da også selv konstatere, at det var det bedste vejr vi havde haft – nord for Alperne.

Det blev til lidt solbadning, udendørs bordtennis og badminton og Christopher fik mig lokket med til den store swimmingpool.

25. juli 1979 fødes Louise Brown som verdens første reagensglasbarn. Nu er det jo så som så med barnet i reagensglasset, det er jo kun det sjove der mangler, resten foregår vist nok helt normalt. Men ……………. Fagre Ny Verden blev lige pludselig lidt mere virkelighed.

Vores virkelighed var gråt i gråt – helt og aldeles overskyet og småregnende. Så hele familien var lettere irriteret fra morgenstunden, og morgenmadshyggen holdt sig i maks 5 minutter. Et varm bad og varme lange bukser (ja, jeg måtte for første gang siden ferien startede 5. juli hoppe i lange cowboybukser) fik dog humøret op på plusgrader, og vi besluttede os til at drage til Bruxelles. Storbyer er jo egentlig ganske udmærket i ikke-solskins-vejr, og mon ikke en enkelt skobutik kunne få fruens tanker ud af de depresive baner.

Bruxelles er som bekendt Belgiens hovedstad med ca. 954.000 indbyggere. Skiltningen mod centrum var så som så, men hurtigt tegnede der sig et effektivt ringvejsnet, så der var jo ikke andet for på et tidspunkt blot at dreje ind mod midten. Ret så heldigt, for nærmeste parkeringskælder lå kun ca. 500 meter fra torvet Grand Place.

Jeg underholdte Christopher og Anette med anekdoter fra dengang Tina og jeg var i Bruxelles for at se Danmark banke Belgien i en kvalifikationskamp (en af de kampe som man burde huske rigtig godt, ikke alene fordi vi vandt på udebane, men mere fordi det var ganske ualmindeligt uretfærdigt – men det generede absolut ikke festen på Grand Place). Interessen var sporadisk – Christopher tænkte mest på at få købt nye underbukser (mor havde kun udstyret ham med 3 par hjemmefra) og Anette spejdede forgæves efter tøj- og skoforretninger.

“Den går ikke, Granberg”, blev “opfundet” 26. juli 1857. Årsagen var den svenske ballonskipper, som efter tidligere mislykkede forsøg på ballonopstigninger fra København, forsøgte en ballonopstigning fra Christiansborg Slotsplads. Men den gik altså ikke.

Den gik lidt mere på G.G.G. Casanova, italiensk eventyrer og forfatter. Han optrådte i mange år som kvindeforfører og plattenslager i fornemme kredse i Europa; men 26. juli 1755 blev det for meget for statsinkvisitoren, så charmørtrolden blev fængslet og indsat i de berygtede blykamre i Venezia. Han blev dog lukket ud igen og tilbragte sine sidste år som bibliotekar i Böhmen og skrev sine memoirer. Et interessant tidsbillede med åbenhjertige erotiske skildringer.

Og endelig må vi jo ikke glemme at fejre evigunge Mick Jagger’s fødselsdag. Den unge mand bliver såmen blot 57 år i dag.

Jeg vågnede med ondt i hovedet. Ikke indvendig, men nærmere udvendigt. En voldsom svien i højre tinding fik mig ud af drømmeland og ud på toilettet foran spejlet. Umiddelbart kunne jeg ikke få øje på noget specielt, men da jeg kom tilbage, konstaterede jeg liget af en død hveps på min hovedpude. Det er nok ikke den smarteste måde at bruge hovedet på, men indtil videre synes jeg at have overlevet hvepsens sidste stik.

Vejret var fortsat helt og aldeles overskyet, så for at give fruen lejlighed til at pleje egne nul-sol-frustrationer, kørte Christopher og jeg til byen med henblik på bilvask og lettere indkøb. Det blev til Nederlands (nu har jeg snart lært det) svar på Harald Nyborg og et velassorteret supermarked, og pludselig gik der sport i indkøbet – vi skulle selv købe ind til aftensmad og vi ville invitere Anette til middag. Dernæst blev Jeep’sen vasket og støvsuget, ruderne pudset og diverse interiør frisket op, så det bliver jo en helt ny bil at køre hjemad i. Surt med den kofanger – ellers ser den nu ganske pæn ud – trods 192.000 kilometre og 12 år på dæk.

Hjemme igen og efter en større frokost – samt praleri med vores vilde indkøb til aftensmenuen – måtte jeg igen stille op til bank i bordtennis. Ved bordet ved siden af spillede en ældre herre med sit barnebarn, og da han havde lyst til kvalifiseret modstand, udfordrede han vinderen af vores kamp. Ja, ja, det blev selvfølgelig Christopher, men her fik knægten s’gu sin sag for. Den ældre herre – som vi bagefter blev enige om var forhenværende landsholdsspiller, ja, måske endog Olympisk mester – skruede den lille bordtennisbold “helt syret vildt”, og Christopher måtte erkende, at han havde fundet sin overmand.

Inden vi skulle igang med aftensmaden lokkede Christopher mig med i poolen. Vandet var vist omkring 23 grader, men når luften kun er 20, føles alting nu godt nok koldt. Men vi sluttede i saunaen, og så var vi ladet op til at kokkerere.

Der blev hurtig aftalt arbejdsfordeling. Christopher stod for grøn salat, stegning af hakkebøffer (fedtfattigt tatarkød) og bearnaisesauce, mens jeg fik fornøjelsen af at koge og pille kartofler. Til dessert serverede vi friskplukkede jordbær. Og da vi efterfølgende selv klarede opvasken og sluttelig serverede fruen kaffe med kager – så var der ikke et øje tørt. Mon ikke vi bliver godt forkælet i morgen ?

27. juli 1938 svømmer Jenny Kammersgaard som den første dansker over Østersøen fra Gedser til Warnemünde i tiden 40 timer og 17. minutter. Meget pæn lille svømmetur – hva’ ?

Solen forsøgte forgæves at titte frem fra morgenstunden, og det lokkede fruen og Christopher op til poolen. Jo, der blev skam smurt godt med solfaktor 8, for man skulle jo nødig blive forbrændt. Jeg tjekkede mails og terroriserede de tapre tilbageværende medarbejdere på kontoret inden jeg også begav mig til poolen – iført campinghabit, for det var absolut ikke varmt. Solen måtte opgive – skylaget var simpelthen for tykt, og vi besluttede os for at pakke sammen og drage nordpå. Det kunne ikke blive dårligere vejr. Og dårligt havde vi truffet beslutningen før den første byge gjorde forteltet godt og grundigt vådt.

Jeg blev enig med mig selv om at et par timers tørvejr ville ændre pakkesituationen radikalt, så Christopher og jeg drog til Putte for at tømme en pengeautomat så vi kunne betale vores efterhånden ugelange ophold på Athena. Men ak; samtidig med at vi afregnede i receptionen, blev der virkelig åbnet for sluserne, og i løbet af den efterfølgende time var den ellers så fredelige skovbund forvandlet til et mudderbad.

På den ene side var det jo ulogisk at pakke i sjask-øs-plaskende-regnvejr, men på den anden side forstærkede regnen lysten til bare at komme væk. Så ned med forteltet, bad det lidt i muddelpølen og kast det ind bag i bilen. På med 4-hjuls-træk og differentiale-spærer – kan I så komme væk. Nu er jeg jo normalt ikke meget for at rose mig selv, men her må jeg overvinde min generthed. Jeg fik – baglæns naturligvis – kantet mig ud gennem skoven, og marginalerne var så små, at Christopher måtte afmontere det ekstra påhængersidespejl i højre side. Lidt surt at alle Athena’s øvrige beboere sad inde i deres respektive campingvogne og -telte, så de ikke kunne se fars mesterkørsel.

Vi var ikke bare blevet våde – vi var gennemblødte. Så ved den første og bedste rasteplads, da vi var kommet ud på motorvejsnettet, var vi på skift i campingvognen og tage tørt tøj på, og med fuld power på airconditionen blev der efterhånden ganske rart i Jeep’sen. Anette har smurt sandwich og ckokolade-, lakrids- og sodavandsdepoterne var fyldt op. Ca. halv elleve fik Christopher sin dyne ind på bagsædet, og så var det godnat-Poulsen, hvilket smittede effektivt på fruen, der dog ind i mellem blev vækket af sin egen snorken.

Planen var oprindelig at køre til Lillebælt og så nyde en sidste feriedag i Danmarks land. Men med 2 Red Bulls, gråvejr og Lillebælt kl. 04:30 ændrede jeg destinationen til Bregnevej. Jublen ville ingen ende tage hos fruen, og da Christopher vågnede ved Storebæltsbroen var eneste kommentar : “Holdkæft, er vi allerede her, jeg må vist have sovet”.

13 timer / 1100 kilometre fra Athena parkerede vi godt udbrændte på Bregnevej, d.v.s. Chrstopher var selvfølgelig frisk som en havørn. Men han accepterede tingenes tilstand, og vi fik lov at sove 3 ½ time, mens han nød igen at kunne se dansk fjernsyn. I øvrigt et ualmindeligt godt tidsrum at gennemføre en sådan transportrejse i – vi holdt ikke i en eneste kø på vejen hjem, og den yderst begrænsede trafiktæthed gjorde, at vi vel i 99 % af tiden kunne køre med fartpiloten sat på 100 KM/timen.

I øvrigt omkommer 13 mennesker den 28. juli 1945, da et amerikansk bombefly kolliderer med Empire State Building i New York; samme dag som Jacqueline Lee Bouvier fejrer sin 16 års fødselsdag. Hun tænkte nok ikke på den dag, at hun 8 år senere skulle skifte efternavn til Kennedy og igen 8 år senere skulle stå som præsidentfrue.

Anette støvede vaskemaskinen, mens Christopher og jeg parkerede RulleKnaus hos Solvennerne (www.tysmosen.dk) i Ledøje. Vi er ikke rigtig blevet “færdige” med vores sommerferie – og der må vel for pokker komme sommer også i år 2000. Det mudderpølede fortelt blev monteret og vi præmierede os selv med ½ time i swimmingpoolen. Vandet var 20,8 grad og mon ikke lufttemperaturen havde sneget sig op på 23 grader. Jo, det var jo helt hyggeligt, men vi havde vores store problemer – hvordan skulle vi dog få rengjort det fortelt. For en gangs skyld bad vi Vorherre om en kraftigt regnbyge – dog skulle han gerne skynde sig, da vi havde besluttet os for at nyde aftenen på Bakken.

Vi daffede hjem og trak Anette op af vaskebaljen, så vi alle tre kunne sige “hej tillykke med jeg jeres nye hus, tak fordi I har set efter vores i ferien” til Inge og Marius. Et par pilsenere løftede stemningen, og snart var vi alle på vej til Bakken, hvor Hansen og jeg på skift stod model til Christopher’s test af Bakken’s vilde køreforretninger m.v. En fin aften, der vejrmæssigt sluttede som den begyndte – det regnede.

29. juli 1814 indfører Danmark tvungen undervisningspligt fra det 7. til det 14. år. Det er dog fortsat frivilligt, hvormeget af undervisningen man hører efter. 29. juli 1981 vies prins Charles i Saint Pauls Cathedral i London til den 20-årige Lady Diana Spencer. Mon ikke snart han tager en tur mere op ad kirkegulvet ?

Udpakningen efter 3 ½ uges sommerferie, samt gennemgang af privat postbunke, tager hurtigt et par timer eller tre, og efter et times zapning fandt Christopher anledning til at læse dagens aviser. Her faldt han straks over en artikkel om det “berømte” Mujaffa-spil, som Danmarks Radio/TV har kørende på Internettet. Pludselig blev der sat billeder på “Fucking-fætter”, og han hyggede sig et par timer med sin BMW, brede dæk og ludere på Vesterbrogade. Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal forholde mig til den “nye invandrerpolitik”, men ingen tvivl om, at børn og unge er meget optaget af forholdet til andre med en anden etnisk herkomst. Og måske er denne specielle form for “dansker-ironi” (som jeg jo selv “falder” for ind i mellem) positivt medvirkende til at få problemerne vendt med et lidt mere åbent sind.

Jeg havde fortsat billedet af et mudret fortelt på nethinden, og trods regnen i går aftes, var jeg sikker på at vi havde en stor udfordring med rengøring foran os. Så ud til Solvennerne og gang i rengøringen. Det viste sig heldigvis ikke at være så uoverskueligt, for med en kost lykkedes det faktisk Christopher at feje det efterhånden tørre sand af forteltet, mens jeg fik rengjort RulleKnaus indvendigt. Den positive udvikling satte sit præg på humøret og lysten til at fortsætte arbejdet – så vi monterede for- og sidestykker til forteltet, så vi har en campingvogn med udestue. Lad os så håbe på en solrig august måned – så drager vi s’gu til Tysmosen.

Dagen blev afsluttet med middag hos familien Poulsen i Solrød – med alle børn og svigerbørn – og med alt for meget klogevand.

Den 30. juli 1975 åbnes den Europæiske Sikkerhedskonference i Helsingfors med deltagelse af samtlige europæiske lande undtagen Albanien samt USA og Canada. Konferencens resultat var en fællesudtalelse (de såkaldte Helsinki-aftaler), der af vestlige ledere blev betegnet som et skridt mod afspænding, mens Bresjnev især betragtede den som en endelig bekræftelse på 2. verdenskrigs udfald, dvs. Europas opdeling.

Og 30. juli 1966 viser England sig igen som sejrherrer, med en 4 – 2 sejr over Vesttyskland på Wembley (for de “ugudelige” skulle jeg måske lige tilføje, at de spillede fodbold).

Gårsdagens uhæmmede indtagelse af alkohol bevirkede at Jeep’sen blev beruset, så det var i Solrød jeg vågnede med “hovede på”. Fruen blev venligt overdraget bilnøglerne, for promillerne var absolut ikke forbrændt endnu. Vi dyttede ind til Tina, for jeg havde lovet at hjælpe med at sætte persienner op. Ak ja, det blev til 2 glas juice og en chokoladebolle, før jeg faldt besvimet om i sofaen og forlængede den alt for korte nattesøvn. Anette var derimod frisk, så hun kørte til Rødovre og glædede sin mor med 2½ times mor-datter-hygge.

Det var altså ikke lige dagen hvor der skulle sættes persienner op, så jeg kapitulerede og daffede hjemad ved 3-tiden. Jeep’sen kunne naturligvis ikke holde retningen med krydset Tuborgvej / Lersøe Parkallé, så pludseligt befandt jeg mig i verdensfirmaet på Gribskovvej. Postbunken var da heldigvis begrænset – dejligt at kunderne også holder ferie i juli måned – så jeg kunne hurtigt drage på Bregnevej og pleje resterne af mine tømmermænd.

Og så sidder jeg her, 23:55, og programmerer Kampingvirus release 5.0 færdig.

Alt i alt (igen) en god kampingferie – med regn, sol og regn. Tak til Anders, der lokkede os til Sydfrankrig, ellers havde nok kun været regn, overskyet og regn. Vi fik masser af sol (og sjove oplevelser) i Cap d’Agde og vi nød (for det meste) kampinglivet. RulleKnaus står monteret til en god sensommer, og mon ikke vi tager en kampingferie igen næste år.