Kategori: Sejlads

5-døgs-udsigten – og besses ønske om at tage til Kolding og blive der indtil i dag, fredag – fik os tidligt af sted tirsdag. Stort set ingen vind og næsten skyfrit. Rigtigt sejlervejr for ‘kahyts’. Så godt at hun ‘frivilligt’ gik med til endnu en gang ‘mand over bord’. Og endnu en gang blev jeg – i form af vores redningskrans – reddet op af ‘kahyts’ efter at jeg var faldet over bord. Betryggende øvelse – både for ‘kahyts’ og mig. ‘Kahyts’ havde faktisk så meget overskud, at vi efter en helt fuldendt fortøjring, inkl. land-elstik, rent faktisk flyttede os til en anden og bedre beliggende plads. Vi vidste jo, at vi skulle blive her til i morgen, lørdag, og vi vidste desværre også, at det skulle blive storm og regn. Så en plads helt inde i bunden af havnen gav maksimal læ og kortest afstand til toiletfaciliteter – og restaurant 🙂

Regnen kom som nævnt tidligt onsdag morgen – og er først stoppet for kort tid siden. Else og Bjarne kom forbi til frokost – og heldigvis kom de med solen. Desværre er de nu smuttet igen – og det samme er solen.

Det regnede og blæste fortsat søndag, så besse havde besluttet sig for endnu en dag i Assens. Jeg ‘investerede’ i en frokost på restaurant Willemoes og en kort indkøbstur i SuperBrugsen. Så var der plus på kontoen – og jeg kunne fordybe mig i OS X’s fortræffeligheder (styresystem på Mac) – selv om det godt nok er noget af en omvæltning fra Windows.

Mandag (26.07.11) er vi så endeligt sejlet fra Assens – og til Dyrvig, som ligger i en fantastisk smuk vig i den nordvestlige del af Als. Vinden har været jævn og der har kun været begrænset med bølger, så besse, som nu igen er blevet ‘kahyts’, har nydt sejladsen. Skyerne har minsandten skilt sig lidt fra hinanden – og SOLEN har tittet frem. Måske skal vi alligevel have sommer?

Hvad skete der? Hvad gik galt? Vi havde en seneftermiddag og aften i vindstille og solskin!!! Kahyts serverede lasagne og vi nød den smukke idyl i Dyrvig. Blæsevejret var glemt. Regnvejret var glemt. Hvem sagde, at korttidshukommelsen forsvinder med indtagelse af rødvin?

Familien Svane lagde turen forbi – og hvæsede protesterende, da jeg ville fotografere i stedet for at kaste Anton Berg chokolade eller ostepops ned til aftenhyggen i karet.

Morgenstunden havde guld i mund – sol fra en skyfri himmel og ingen vind. Vi måtte bruge motor for at komme ud af vigen, men herefter lod vi sejlene klare resten af turen til Åbenrå. De første 5 såmil i et mildest talt adstadigt tempo på omkring 2 knob, men dernæst ‘fart over feltet’ – ja, 4 – 5 knob ind gennem Åbenrå Fjord.

Mindre skibe måtte vige for ‘færgen’.

Skyerne holdt sig pænt på afstand, så for fuld sejlføring med 3 m/sek-vind agten anduvede vi Åbenrå.

Hvilken herlig sejllads.

På nordsiden af fjorden – med panoramavue mod syd – betragtede vi asylcentret og SF’s herberg for hjemløse i Åbenrå.

Herefter gik turen fra Åbenrå og til Sønderborg. Let vind fra nordøst gav ‘bidevind’ ud af fjorden, så sejlene fik lidt hjælp af jerngenuaen, indtil vi næsten ude af fjorden kunne ændre kurs til en mere sydlig retning.

Lige som det gik allerbedst skete det noget meget underligt. Inden for 2 minutter ‘forsvandt’ vinden helt og aldeles. Og det samme gjorde selvfølgelig fremdriften. Så gang i jerngenuaen igen og så på med ‘Hugo’ (vores ‘autopilot’, som kan følge en given fastlagt rute). Benene op og ansigtet rettet mod syd – jo, der blev lige taget solbad.

Ved Sønderborg skal Kong Christian d. X’e Bro passeres, og da gennemsejlingshøjden kun er 5 meter, skal broen åbnes, for at Anderstina kan komme ‘igennem’. Broen åbner på bestemte tidspunkter – jeg vidste bare ikke på forhånd hvornår. Da øjet kunne skimte åbningstidspunktet på en digital tavle på broen var der blot 5 minutter til åbning, så jeg tilpassede farten og uden ‘rundsving’ passede anløbet til, at vi var de første, som gik igennem. Rent blær 🙂 Vi fik os en super god plads i Sønderborg Lystbådehavn med læ for vind og sol i cockpittet. Op til flere gange måtte vi afbryde hinanden i at ‘beklage’ den varme eftermiddag og aften. 22 grader. Sol fra en skyfri himmel. To gange Irish Coffee. Hvilken solnedgang over Dybbøl Bakke.

Viasat blev fundet på MacBook’en og formedens 79 kr. fik jeg FcK’s Champions League kvalifikationskamp mod Shamrock Rovers. Spændende om den ‘smalle’ 1-0 sejr er nok i returkampen næsten uge i Irland. I øvrigt stor anerkendelse til 3’s mobilnet. Indtil nu har jeg kunnet se TV – og senest altså Viasat – på nettet ved anvendelse af min iPhonens mobildatadækning. Ved høj kvalitet kan der opstå lidt ‘buffer-pauser’, men ikke vildt generende. Så vi har da også haft muligheden for løbende at følge med i ‘verdens gang’ – herunder den uhyggelige massakre på Utøya i Norge.

Torsdag (28.07.11) nåede vi så til vores planlagte ‘slutdestination’ på dette års sommersejlerferie – Flensburg. Mig bekendt første gang Anderstina II har anløbet en tysk havn – i hvert fald første gang kahyts og jeg har sejlet til Tyskland.

I Anderstina I var vi en gang sidst i 80’erne også i Flensborg fjord. Dengang med Tina og hendes veninde Henriette. Jeg husker, hvordan vi tog det tyske gæsteflag op og ned hver gang vi passerede den dansk-tyske ‘søgrænse’ – og hvor vi skulle tisse og tømme toilet, når vi var i tysk farvand. Men dengang vovede vi os ikke til en tysk havn – så ‘vendepunktet’ det år var Marina Minde i Sønderjylland.

Men nu skulle det så være. Det tyske gæsteflag blev oppe og der blev ikke tømt toilet i tysk farvand. Den sydligste del af Flensborg Fjord skuffede da heller ikke. Sol og skyer – men frem for alt en 6 – 8 m/sek bidevind, så Anderstina loggede konstant mellem 6 og 7 knob. I den absolut inderste del af Flensborg Fjord ligger Stadshafen Flensburg, og her blev vi budt velkommen af havnemesteren, som anviste os en super fin plads. Ordnung muss sein – ja, det fornægtede sig ikke. Ej heller bro, vand- og el og toiletfaciliteter. Alt i absolut topklasse.

Efter frokost og et forfriskende bad gik vi på sightseeing. Ikke den store forskel mellem gågaderne i Haderslev, Assens eller Flensborg.

De samme tøjforretninger – og en café med danske ejere og delvis dansk betjening.

Sex at the beach og Vodka on the rocks (den havde vist nok et lidt mere fancy navn).

Man føler sig absolut hjemme og godt tilpas i Flensborg.

Så har vi afstukket kursen hjemad – ud af Flensburg og i første omgang til Marina Minde. Det må vist være det, der betegnes som ‘udkantsdanmark’. En ganske udmærket marina og helt naturligt, at alt står anført både på dansk og på tysk. Men at betjeningen i restauranten er tysk (med et streif af italiensk), at en Valpolicella er blevet til en Walpullitschella og i øvrigt smager som rævepis og at kartoflerne ikke kunne ‘byttes’ til pommes frites er sgu næsten for meget ‘udkant’. Vi returnerede rævepissen og købte i stedet i Chianti – fik en liter men betalte kun for 1/2 – betjeningen var ‘du klarer den sgu fint, Ejnar – tilbage til ‘hjemmet’.

I øvrigt (igen) bemærkelsesværdigt, at 3G havde bedre dækning end marinaen eget WI-FI. Via iPhonen som internetforbindelse kunne vi fint se TV Avisen og “Uden for enhver tvivl” med bl.a. Michael Douglas.

I byens centerområde har der gang i musikken og linedanseriet. Festligt og fornøjeligt – men godt nok ‘alternativt’ til Gentofte Bymidte.

Og så i øvrigt heller ikke mere om ‘udkantsdanmark’.

Har I måske på ‘Djævleøen’ set en Drive In Bager? I Egernsund lå denne spritnye Drive In bager. Indretningen en tro kopi af McDonald. Du kunne gå ind og købe – og får den sags skyld nyde – dit bagerbrød, eller du kunne køre rundt om bygningen – først bestille bagerbrødet og ved et vindue på den anden side afhente og betale.

Sådan.

Tag lige den, Storkøbenhavn.

Måske skulle det alligevel blive sommer. Ja, dagen 31.07.11 i farvandet syd for Ærø og i Marstal om aftenen var i hvertfald SOMMER, når det er bedst i Danmark. Vi havde en skøn sejltur fra Marina Minde i Flensborg Fjord til Marstal på Ærø. Knap 40 sømil – knap 7 timer på alle 3 ‘sejl’ (storsejl, genua og jerngenua). Sejlene fik lidt hjælp, da strækningen var lidt for lang til ‘kahyts’. Men vi nød det – begge to. Og efter en ‘bytur’ (med først fadøl og dernæst is) stod jeg for aftenens grillparty – grillet svinemørbrad – og selvfølgelig 2 ristede pølser. Papvinen blev erstattet med Diane de Belgrave fra Haut-Medoc. Hertil nydes Brødrene Olsen med Smuk som et stjerneskud og Du er den eneste i verden med Malurt. Er jeg forelsket? Ja, HELT vildt. I min kone. Nyd livet. Nyd hinanden.

Så blev det alligevel sommer i 2011.

Ved afrejsen fra Marstal blev vi sådan rigtig klar over, at vi nu var på vej hjemad – og at sejlersommerferien 2011 trods alt havde en afslutning. Men i modsætning til alle andre sejlerture havde vi ikke en fast plan for hjemturen – hverken ruten eller tidsplan. Skønt. Det lidt ‘negative’ ved at sejle hjem i modsætning til at sejle ud var med denne fleksibilitet kraftigt nedtonet.

Det ikke planlagte blev da også totalt udlevet. For en foreløbig plan sent søndag aften om at sejle til Bagenkop – og dermed at passere Langeland syd om – blev mandag morgen ændret til at sejle til Lundeborg – for dermed at passere Langeland nord om. Nye tider.

Den gode stemning blev ødelagt lidt nord for Rudkøbing. En mail tikkede ind på iPhonen – “Kære Jan, nu er det min tur” – som svar med historik på en af mine “To be or not to be”-mails sidste år vedrørende min prostatakræft. Jeg måtte afreagere. ‘Flåede’ sejlene ned og råbte, så det kunne høres både på østkysten af Fyn og vestkysten af Langeland: “Jeg lever sgu”. Svaret kom fra himlen: “Selvfølgelig lever du Jan, du er helbredt”. Jeg fældede en tåre og ‘kahyts’ var sød og kærlig.

Lundeborg var dog ikke ‘nye tider’. Det var derimod et kært gensyn med den gamle havn, hvor vi har haft mange skønne oplevelser med ‘Lundeborg-træf’ med Janne og Sten, Lone og Preben og i gennem årene mange flere. Vi manglede dog glassliberen og spillemanden. Sidstnævnte blev klaret med køb på iTunes – jo, vi skulle jo ikke snydes for Lundeborghymnen.

Weber-grillen blev igen bragt på kajen – og jeg grillede Jensens revelsben. Igen succes. Nu må jeg hellere indstille kokkeriet – ‘kahyts’ skulle jo nødig afmønstre.

Og så skete det lige igen – og igen på det ‘forkerte’ tidspunkt. Bovpropellen i udu – konstateret ved udsejling og vinden var mere end frisk. I ‘pæn’ søgang skulle jeg så forsøge diverse ‘tricks’ med ‘gør-det-selv-reperation’, men denne gang absolut uden held. Den var død. Så i en stund glemte vi helt, at der faktisk var både blæst og bølger, da vi gik syd om Møn på vej mod Klintholm Havn.

I Klintholm søgte vi helt ind i bunden af lystbådehavnen – nabo til Danland, som jo oprindeligt gav ‘inspiration’ til sejlerlivet. Det var faktisk 8 dages ophold i Danland i Klintholm Havn tilbage i 80’erne, som fik mig til at foreslå storebror, at vi skulle købe båd sammen. I 8 dage holdt vi ferie i et Danland, som var – og fortsat er – integreret med en lystbådehavn. Det tændte en lyst, som faktisk har holdt lige siden.

Tilbage til udfordringen med bovpropellen i udu. Jeg fik som nævnt læ i bunden af lystbådehavnen, og derudover havde vi heldet med os med en ledig pæleplads med stævnen direkte op i modvind. Ja, så behøver man jo ingen bovpropel.

Menuen stod på Skippersteak på ‘Hyttefadet’. “En Skippersteak med pommes frites medium stegt, en Wienerschnitzel til fruen og en karaffel husets rødvin”. Hvor svært kan det være.

“Du har været her før”, lød det fra krofatter. Ja, man bliver jo helt betragtet som indfødt, når kan læse et menukort og afgive en klar og enkel bestilling.

Desserten fik jeg serveret i Anderstina – kahyts kreerede (igen) Irish Coffee. Ikke et øje tørt.

Vi stod op til en havn indhyllet i tæt tåge. Man kunne dårligt se fra den ene bro til den anden. Ingen vind og langt op til solen.

Jeg gik en tur på havnekontoret (efter at have afhentet min kæreste eje (min Najad-cap i Hyttefadet), og her kunne havnemutter berette, at der sandsynligvis ville være god sigt blot et lille stykke fra havnen. Krofatter på Hyttefadet beroligede mig også med, at fiskernes bundgarnspæle let kunne ses på Anderstinas radar – så jeg var meget målrettet, da jeg kom tilbage til Anderstina. Smid trosserne – vi sejler. Vi rundede øst om Møns Klint og betragtede de lavtliggende skyer inde mod land. På søgen var sigtbarheden rimelig – og så havde vi jo radaren som ekstra vagthund.

Sikkert kom vi frem til Rødvig – og et stille og roligt anløb til kajen ved mastekranen. Et lokal fastligger sagde god for pladsen – og hjalp os til rette. Endnu en sikker ‘landing’ uden bovpropel.

Kahyts inviterede på havnegrillen – mørbradgryde til skipper og flæskesteg til kahyts. Sædvanen tro sad kahyts i 1/2 time og så skævt til min mørbradgryde. Hvornår lærer hun at bestille det samme som mig?

“Go’ morgen, det er Linda fra Kontrolcentralen. Vi har en indbrudsalarm fra Bregnevej 23. Skal vi sende en vagt?”. Ja, det kan nok være man lige får gredet søvnen ud af øjnene, når iPhonen ‘bimler og bamler’ kl. 07:00. Selvfølgelig skulle de sende en vagt. Vi befandt os jo i Rødvig – og det er vel også sådan set det, man har en alarm til.

Vi blev hurtig enige om, at det godt nok var grotesk. Her havde vi haft Maria og Philip boende i 4 uger på Bregnevej – så der var ‘liv’ i huset – og så var der indbrud morgenen efter at de havde forladt huset.

Solen skinnede gennem en let tåge, som synes at være lokal omkring kystområdet – ligesom dagen i forvejen. Nu var jeg jo lysvågen – og jeg vidste, at kahyts foretrak ‘et ben’ hjem til Skovshoved. En sejltur på omkring 6 timer. Så motoren blev startet og fortøjningerne trukket ombord. Kahyts kom straks op. “Sejler vi?” Ja, det var jo ikke nemt at skjule. Havneløbet var for smalt et at vende – og så var der jo lige bovpropellen i udu – så det blev til godt 100 meters bak. Ikke det nemmeste i Anderstina – men held og en ‘god fornemmelse’ hjalp os ud.

Kl. 7:10 tøffede vi ud af havnen og kahyts serverede morgenmad i farvandet øst for Stevns Klint. Ingen vind (havvindmøllerne stod stille) og en 100 % blå himmel. Men ‘jerngenuaen’ styrede vi med 7 knob direkte mod Skovhoved. Stemningen var høj. Der blev scoret mange point.

Første sky dækkede i et kort øjeblik solen kl. 12:13, så turen hjem til Skovshoved gav en hudfarve, der kunne dokumentere 8 dages sejlercruise i Middelhavet.

Vi anløb Skovshoved Havn kl. 13:02, og fortøjrede Anderstina på ‘vores’ plads nr. 375, som vi 2 dage i forvejen havde fået sikret mod anvendelse som gæsteplads. Maria og Philip kom forbi med NETUS og husnøgler, så det var en storsmilende kahyts, der efter et par stykker mad lagde sig for at tage en større middagslur. Ikke mere sejllads – vi er hjemme. Så ka’ vejrudsigten rende os – og det gjorde den også. Regn, blæst, regn, blæst den kommende uge.

Traditionen tro ville vi spise aftensmad i sejlklubben og sove i båden til søndag. Lidt sjov tradition. Vi springer som regel næstsidste destination over – og så bliver vi alligevel en ekstra nat i båden. Men det ligesom en mere rigtig måde at slutte på.

Jeg havde så arrangeret en overraskelse til kahyts. Rasmus ville komme på besøg. Mor skulle til fødselsdag og far til polterabend, så var der noget bedre end (igen) at blive forkælet af besse? Og så stegt flæsk og persillesovs i sejlklubben.

Eftermiddagen sluttede med et hyggeligt besøg af Inge, Marius og “farmor” (Marius’ mor). Vi udvekslede ferieoplevelser og vi takkede mange gange for at de havde taget det gode vejr med hjem for fjorten dage siden.

Aftenen gik på held – og regnen begyndte. Ja, så blev det sat et meget betegnende punktum for årets sejlersommerferie.

Sejlerferie er VERDENSKLASSE – og den svenske (vest)skærgård måtte jo prøves efter manges ubetingede anbefalinger.

Smukt er her også – men den direkte årsag til starten på fortællingen om sejlerferien i 2009 er noget mindre idyllisk.

Det blæser 10 m/sek, hvilket jo ikke er alverden. Klokken er 2:45 om natten, og det bliver den jo hver nat. Men hvorfor sidder jeg og skriver feriehistorie og ikke blot sover trygt i captains cabin? Har jeg fået for mange godnatøl og ikke kunnet falde i søvn efter endt natpisseri?

Det er natten mellem onsdag og torsdag i vores første uge på sejlerferie. Vi ligger ved Käringön i den svenske skærgård – vel at mærke for anker uden for havnen. ”Det er så hyggeligt at ligge for svaj”, annoncerer kahyts (Anettes kælenavn om bord) i tide og utide, men jeg er sikker på, at nuværende oplevelse ikke tidligere har været en del af billedet om den lille vig, hvor båden vugger behageligt igennem natten, mens fuldmånen oplyser havet og man kan drømme i vågen tilstand.

Nattens drøm er i hvert fald nærmest blevet til mareridt – og her fra klokken 1:22  i lysvågen tilstand. En underlig dyb, skurrende lyd fik mig ud af sengen, og nej ankeret kunne ikke holde båden på fast plads mere. Den umiddelbare forklaring var naturligvis vindens styrke, men også at vindretningen var skiftet 180 grader. Så inden ankeret igen fik møvet sig godt og grundigt ned i den stenede bund, måtte jeg lægge øre til 5 – 6 ufrivillige pladsjusteringer.

Det var på med tøjet og op på broen – uden at jeg dog havde helt klar idé om, hvad jeg så skulle foretage mig der. Men jeg kunne vel starte motoren og slå bak, og så dermed holde mig nogenlunde på fast plads.

Efter godt en time hvor jeg iagttog Anderstinas bevægelser og i lige så stort omfang de omkringliggende bådes bevægelser, greb jeg så fat i computeren og begyndte dette års ferieskrivning. Vinden er løjet noget – men kommer fortsat i stød i over 10 m/sek – og det synes som om, at vi alle har indfundet os vores nye pladser. Nærmeste nabobåd har åbenbart haft større problemer med sit anker, for nu ligger den maks. 30 meter fra Anderstina, hvilket er under halvdelen af afstanden vi havde, da vi gik til køjs.

Nu kan jeg så vente på, at solen står op klokken 4:35, så vi kan sejle til Marstrand og forhåbentlig få en pæleplads inde i havnen.

Hvorfor var det så lige, at vi lå for anker? Havde kahyts overtalt os på grund af havblik og udsigt til fuldmåne? Næh, men trods forholdsvis tidlig ankomst ved 2-tiden, så var havnen allerede overfyldt, og vi fik venligt men bestemt at vide af havnefogden, at havnen var fyldt. De svenskere har altså en noget anden opfattelse af gæstfrihed. Helt bogstaveligt giver den svenske allemannsrät alle ret til at tage ophold i naturen – så hvorfor tage besværet med både i havnen – de kan jo blot ligge for anker udenfor.

Turen har indtil nu ellers forløbet perfekt – dog med noget (nej meget) omskifteligt vejr. Men et kig på vejrudsigten den kommende uge kan få de første 4 dages vejr til at fremstå som fantastiske. Nåh, vi lader vejrudsigten blive til uvidenhed – dog naturligvis altid med en klar forventning til vejrudviklingen under sejlads.

Sommerferieturen startede i Kungshamn, 417 KM fra Bregnevej – vel omkring 200 KM i kystlinje nord for Göteborg. Kahyts og jeg kørte til Kungshamn lørdag (11.07.09), hvor skipper Bjarne stod klar til afmønstring. Straks efter ankomst blev kommandoen overdraget og jeg blev skipper mens Bjarne overtog titlen som partsreder. Bjarne havde da i de forløbne 4 uger haft fornøjelsen af at sejle i den svenske skærgård, hvoraf 2 af ugerne havde været kejservejr. Den sidste uge havde været noget blandet – mere og mere dårlig hen mod skiftedagen. Nej, det lød ikke godt 🙁

Tidligere på lørdagen havde Lotte og Preben og en af Prebens sejlerbekendte fra Skovshoved fundet til Kungshamn, så der var lagt op til lækker middag på byens gode madsted og kaffehygge tilbage på Anderstina.

Søndag formiddag kørte Bjarne så tilbage til Gentofte i Landcruiseren, hvorefter Lotte og Preben og kahyts og jeg besøgte Smögen – Vestskærgårdens svar på Skagen. Et mylder af mennesker, tøj- og skobutikker på rad og række og så en glimrende restaurant, hvor vi fik en god frokost. Heldigvis skulle kahyts og jeg hurtigt tilbage, så plastikkortet blev kun brugt en enkelt gang – en vindbreaker og sejlerjakke til mig 🙂

Vi skulle nemlig med den lokale bus ind til Uddevalla, hvor vi skulle hente Rasmus og Tina, som glæder os med deres deltagelse i den første uge af vores sejlerferie. Frem og tilbage – og så var besætningen samlet på Anderstina, hvor det blev til den nemme aftensmadsløsning – pizza fra den lokale.

Mandag stak vi så til søs – med en fantastisk spændende oplevelse af den svenske skærgård, smalle passager, drejebroer og kabelfærger. Solen var on and off – nok mest off – og selvfølgelig pissede det ned, at vi søgte efter plads i Fjällbakka.

Også her viste svensken sig fra den ugæstfrie side. Lotte og Preben – som havde været vores turguider på første tur i skærgården – lå på en efter danske forhold ganske udmærket ubenyttet plads, men det passede ikke naboen, der var hysterisk med hendes 10 fods pram. Det var ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt Lotte og Preben reducerede hendes manøvremulighed i væsentlig grad. Nej det var spørgsmålet om princippet – den plads Lotte og Preben lå på var ingens plads – og derfor skulle der ikke ligge nogen. Havnefogden havde sine udfordringer – for skulle man nu holde sig gode venner med en af fastliggerne, eller skulle man kunne tillade det logiske, at den tomme plads blev brugt af en gæst fra Danmark.

På vej til Fjällbakka havde vi haft en højst besynderlig – og ganske ubehagelig – oplevelse. Anderstinas bovpropel havde startet helt uprovokeret, og den eneste måde at bringe den til standsning var at slukke for en hovedafbryder. Det viste sig meget effektivt – den kunne nemlig ikke starte igen. Så første anløbning i årets sejlerferie måtte foregå uden bovpropel – og selvfølgelig var der ingen pladser de første to ’inderhavne’ vi søgte ind i.

Det var måske lidt held i uheld. For med den defekte bovpropel fik vi talt til havnefogdens bedre jeg – og fik lov at ligge på en plads, som ellers tilhørte en fastligger. Ja, det var måske også uheld i held. For havnefogden kunne ikke få fat i fastliggeren og vidste derfor ikke, om han kom hjem samme dag. Han havde godt nok telefonnummeret til fastliggeren på havnekontoret – men han havde smækket sig ude af havnekontoret J Jeg måtte love på spejderære, at jeg ville flytte båden, hvis han kom – og at jeg i øvrigt ikke forlod båden.

Pladsen var den inderste mod selve kajen og var i øvrigt ret bred, men det viste sig, at man ikke skulle ligge helt op ad kajen, for her var dybden så marginal i forhold til Anderstinas køl, at vi stod på bunden, da Lotte og Preben kom om bord (hermed ikke noget negativt om vægten af Lotte og Preben :-)). Det fik mig til at sende følgende SMS til partsrederen: ”Hej partsreder. Det pisser ned og det har det gjort hele dagen. Vi står på grund og bovpropellen er gået i udu. Men vi hygger os med Lotte og Preben og spiser dine rester. Og så er det ikke en gang løgn.” Vi væddede om hvor lang tid, der ville gå, inden partsrederen ringede. Jeg vandt med et gæt, der sagde under 2 minutter.

Jeg snød lidt med hensyn til ikke at forlade skibet, for Preben og jeg måtte til en bådudstyrsforretning for at købe en ny hovedafbryder til bovpropellen. Det var som nævnt reelt problem nr. 2, for problem nr. 1 var jo, at bovpropellen helt uprovokeret var startet. Men uden at løse problem nr. 2, var det både umuligt og ligegyldig at løse problem nr. 1.

Noget stressende ikke at vide, om man kunne ligge natten over, eller om man skulle flytte båden i løbet af aftenen. Det var som om, at alle indkommende både lignede den båd, der normalt havde plads, hvor vi lå. Vi slap med skrækken, men måtte om morgenen (selvfølgelig) bøde 260 SEK for en overnatning.

Tirsdag stak vi så til søs uden skærgårdsguide – så vi valgte det kendte (eller i hvert fald lidt kendte) og sejlede tilbage til Kungshamn. Mit indre barometer havde spottet omskiftning i vejret, så fra morgenstunden havde jeg hevet shortsene frem. Det viste sig at være spot on, for dagens sejlads foregik i høj flot solskin. Vind var der ikke så meget af, og den der var, kom fra syd. Så de passager, hvor vi godt kunne have anvendt sejl, blev alligevel gennemført med jerngenuaen. Nok meget fornuftig under alle omstændigheder, da jeg lige skulle vende mig til, at man passerer bulerne på vandet i ned til 2 meters afstand.

Rasmus har vist sig at være en rigtig søulk. Han springer rundt på dækket som det var legepladsen i børnehaven, og med sin søverhat og sværd sidder han på prædikestolen og råber: ”Land i sigte”. Det skulle jo gå galt – og det gjorde det. Nej, han faldt ikke i vandet, men han tabte sværdet. Men lykken står den kække bi, og 50 meter efter os opdagede et svensk par i en mindre motorbåd, at piratens sværd var faldet i vandet. De sejlede forbi men vendte båden og samlede sværdet op og sejlede op til os, hvor vi så kvitterede med 3 danske dåseøl (ja, fordi nr. 2 selvfølgelig blev tabt i vandet ved overleveringen).

I Kungshamn måtte vi selvfølgelig også vise Rasmus og Tina Smögen, og så fik kahyts jo også mulighed for at bruge plastikkortet. Det blev til et par Ecco-sandaler. Halv pris plus lidt til – jo med svenske pesetas og rea, så er det jo faktisk kriminelt ikke at købe noget.

Vi hyggede os på en af havnens restauranter, hvor dejlig mad blev krydret med en lun, solrig sommeraften og livemusic fra Svenne og Lotta i 09-udgave med ringe og tatoveringer synlige (og sikkert også usynlige) steder og Lottas levende reklame for Michelins truckerdæk bærende i flere lag fra brysterne til knæhaserne.

Så blev det onsdag, og nu skulle vi rigtig sejle vores egen sø. Igen for mange klipper og vinden lige i snotten, så sejlene var fortsatte pynteklude og masten udelukkende for at vise de forbipasserende, at man jo er en rigtig sejler.

Turen gik – efter anbefaling fra Lotte og Preben – til Käringön, hvor vi som nævnt ufrivilligt skulle ligge for anker.

Med anker og ankerspil der er dimensioneret til Hr. Møllers nye 86 fods Swan skulle der jo heller ikke være noget problem. Men vægten af anker og kæde passer ikke rigtig til mine kontorarme, så der opstod en mindre krise, da ankerspillet var i udu. Dagens bodybuilding blev gennemført med krum hals og truende vabler, men det lykkes dog at sænke ankeret rimeligt kontrolleret. Helt bevidst undlod jeg at tænke på, at ophalingen nok ville være noget mere anstrengende.

Der måtte luft i gummibåden, så vi kunne komme i land – mest fordi Tina følte et vist behov for en hovedrengøring. Det viste sig enkelt at pumpe den op, men umiddelbart kunne jeg ikke få liv i påhængsmotoren. Igen helt i uheld, for det betød, at vi ikke kom af sted før det blæste op og regnen stod ned i lårtykke stråler. De små buler på vandet kom faretruende nærmere og nærmere, så det var gang i motoren og trodse vind og strøm.

En ny ankerplads blev fundet og påhængsmotoren startet. Det hjalp pudsigt nok at hælde benzin på J. Rasmus, Tina og jeg sejlede ind til havnen, mens kahyts blev tilbage og passede på Anderstina. Usch – det var vist en oplevelse, der huskes – men ikke for det gode. Anderstina lå dog pænt på samme plads, da vi maks. 10 minutter efter var tilbage. Vi havde nok en fornemmelse af, at kahyts var i krise, så badstuen blev flyttet til Anderstina og vi skyndte os retur.

I en smuk solnedgang og svag vind nød vi så kahyts lasagne med flutes, tomater og agurk – og et par glas ’bådens vin’. Jeg fik repareret ankerspillet (en dummert i forbindelse med udskiftningen af hovedafbryderen til bovpropellen), så nu troede vi på, at alting igen ’spillede’. En enkelt godnatøl og så til køjs. Ja, det var jo rigtig dejlig indtil kl. 01:22.

Så blev her stille – helt stille. Kahyts lister omkring nede om læ, mens jeg sidder i cockpittet med min computer. Vi er nu efterladt alene, efter at Rasmus og Tina afmønstrede i går lørdag. Anderstina vugger behageligt, men det er småkoldt og skyerne truer med at falde ned i hovedet på os. Efter vejrudsigten er der dømt ’hjemmehygge’, da vi ikke vil ligge midt mellem bulerne på vandet og miste sigten på grund af kraftig, vedvarende regn.

Det blev jo torsdag morgen og solen stod som ventet op kl. 04:35. Jeg havde en hel time glædet mig til solopgangen, for jeg kunne mod øst se et ’flammehav’ og skyerne belyst nedefra. Men ak, straks inden solopgang blev det totalt overskyet mod øst, så lyset kom uden syn af solen.

Jeg synes dog fortsat, det var lidt for tidligt at vække besætningen, og sejlads fra Käringön til Martrand med en frisk til hård vind ville givet medføre en søgang, der bedst opleves fra cockpittet. Jeg havde jo også min computer at hygge mig med, så ’først’ 05:30 purrede jeg Tina.

Det blev som forventet ’livligt’, så inden vi havde sejlet mere end et par sømil kaldte Rasmus. ”Mor, det hele flyver rundt hernede.” Der blev indrettet ’puttenusseplads’ i cockpittet og vi fik rigtigt ’sejlet op ad åen – og nedad igen’. Kahyts kiggede op, men blev straks beordret ned i kahytten igen.

Heldigvis har fruen den gode egenskab, at hun kan sove i forholdsvis høj søgang.

”Vil du have en cola?” – tænk sig, at så få ord kan sige så meget på så kort tid. Kahyts var stået op, men et fortsat ophold nede om læ gav en noget ubehagelig mavefornemmelse. I kahyts evige ønske om at behage sine medmennesker tænkte hun, at når hun nu havde behov for en cola, ja så havde jeg måske også. Jeg læste også tankerne – ”hvorfor skal jeg pines og plages med høj søgang?”, ”er vi snart i havn?”, ”er du nu helt vågen?”, og sidst men ikke mindst ”du ved godt, at jeg er med ombord, ik’?”

Efter at vi udenskærs havde passeret grænsen mellem Skagerrak og Kattegat, kom vi igen indenskærs og det blev efterhånden en ganske rolig og smuk morgen, og kl. ca. 9 anløb ved Marstrand, hvor de første udgående både gav os op til flere muligheder for en perfekt kajplads med fast ankerline.

Et ganske smart system til at undgå kaos med ens eget anker – eller rettere med alle andres ankre, hvor ankre og ankerliner har det med at ligge på kryds og tværs, når man igen skal sejle ud. Her er en line spændt fast i den ene ende til en wire på bunden et stykke ude i bassinet og i den anden ende på broen, således at man reelt kan ligge med stævnen mod broen og hækken fastspændt, som om du havde verdens mest effektive hækanker.

Nabobåden var godt overrasket over vores tidlige ankomst – og vel særligt, da vi berettede om, at vi kom helt fra Käringön. Skipper virkede i øvrigt noget bekendt, så jeg måtte jo lige forhøre mig, om ikke vi havde set hinanden før. Jo, ganske rigtigt. Simon fra Kunde & Co – en samarbejdspartner vi i Beierholm havde anvendt i forbindelse med vores navnebytte og brandingkampagne.

Jeg manglede jo ligesom 6 timers nattesøvn, så en lang formiddagssøvn var nødvendig. Rasmus og Tina erobrede Carlstens fæstning – nu for 3. gang indtaget af danskere. Fæstningen ligger på Marstrandsøens højeste top hvor den troner over byen. To gange tidligere er fæstningen blevet erobret af henholdsvis statholder Gyldenløve og admiral Tordenskjold. Men fæstningen blev denne gang givet tilbage til Sverige uden nationale forhandlinger.

Eftermiddagen stod på proviantering, som skulle foregå i et supermarked, som lå placeret på den modsatte ø (Marstrand ligger reelt på 2 øer, som forbindes med en kabelfærge). Så fik vi også prøvet ’so ein ding’. Ganske fornuftig anordning – ikke så meget besvær med at styre fra havn til havn. 200 mennesker og et par varebiler flyttes fra en ø til en anden af en besætning på blot 1 person. Han må jo nødvendigvis være kaptajn. Tænk sig at være kaptajn på en færge, som sejler i pendulfart mindre end ½ sømil, og som holdes fast af et kabel, som er spændt ud mellem de to havne. Han må være i samme fagforening som elevatorførerne.

Humøret gik under nulpunktet, men det skyldtes en telefonsamtale med partsreder Bjarne, som kunne berette, at vores kære mor nu var fast besluttet på at flytte fra Husum Vænge til bebyggelsen Roskildevej, Frederiksberg, hvor Robert bor. Argumenterne skulle være gentagne røverier i Husum Vænge, besværlig transport til Tivoli og manglende altan.

Efter min opfattelse er det to ældre menneskers ønske om at flytte sammen uden at flytte sammen. Jeg synes ikke mor skal flytte – hun får ikke bedre sted at bo end i Husum Vænge – og jeg vil godt vædde 12 flasker Amarone på, at hun inden for 1 år vil give udtryk for, at hun har fortrudt.

Efter en hyggelig middag på en af byens mange restauranter (Marstrand er en meget populær svensk sejlerby), blev det til kaffe og op til mange godnatøller tilbage på Anderstina. Kahyts blev forfremmet til ’fodnusser’ og frustrationerne om min kære mor blev masseret ud gennem tæerne. Jeg fik så lært, at sure tæer kommer af sprut, og sent på aftenen – eller måske nærmere tidligt på natten – fandt jeg mig selv siddende nikkende i cockpittet, mens resten af familien sov.

En ny dag truede og vi tog kursen sydpå mellem bulerne med destination Öckerö, hvor Tina har en god ven, Robert fra tiden i USA i starten af 90’erne. Jeg syntes nu, at tiden var inde til at få luftet kludene (læs: sejlene), men det var mest til pynt, for bulerne giver ikke lyst til at krydse i modvind, så jerngenuaen var fortsat det primære fremdriftsmiddel.

Vi anduvede den hyggelige Nimbus Gästhamn og lysten til fadøl var uimodståelig. Men det var adgangen fra fadølsankeret til tappehanen desværre ikke. Tænk sig Anderstina uden fungerende fadølsanlæg. Det er som en bil uden aircondition – ganske utænkeligt, ik’? Jeg kontrollerede fadølsankeret – jo, der var tryk på beholderen. Jeg kontrollerede tappehanen – jo, den så klart ud til at fungere. Men ak – beholderen med spritblandet vand i køleskabet, igennem hvilken ølforsyningen afkøles til perfekt fadølstemperatur, var tom, og jeg kunne konkludere, at øllet var frosset i slangen og derfor ikke kunne komme fra fadølsankeret til tappehanen.

Nu var jeg jo ikke sådan lige indstillet på at opgive ønsket om et stort glas koldt fadøl, så kahyts fandt straks en flaske sprit og beholderen blev fyldt halvt op med vand og sprit (sprit for at vandet ikke skal fryse til is). Kahyts fik ’tilladelse’ til igen at fylde madvarerne ned i køleskabet, nu hvor køleskabets vigtigste funktion med at sikre koldt fadøl var reetableret. ”For helvede”, lød det højt og alarmerende fra pantryet. Der var åbenbart igen skabt forbindelse mellem fadølsankeret og tappehanen, men det genskabte tryk var mere end fastgørelsen af slangen til tappehanen lige kunne klare. Det det boblede ud gennem skabene med den dejligste velafkølede fadøl.

Meget symptomatisk for den slags ’ulykker’, så ankom Tinas ven med familie i det samme J, og Rasmus ville naturligvis gerne straks vise familiens datter på 4½ år hans værelse, captains cabin, køkkenet og badeværelset (som han nu kan sige det :-)). Ordet ’kaos’ virkede næsten som en underdrivelse.

Men selvfølgelig lykkedes det at retablere ølhanen, og kahyts kunne gå i gang med rengøring af ’ølskabet’ og køleskabet. Som det positive menneske, kahyts er, var hendes første kommentar: ”Hvor var det dejligt at få ryddet op i skabene og få smidt det ud, vi alligevel ikke spiser.” Jo, det var en helt særlig fornøjelse at byde Robert på en kold, velskænket fadøl.

Rasmus og Tina tog med familien til ’stranden’ alt i mens kahyts og jeg fik genskabt ro og orden på Anderstina.

Næste udfordring var fremskaffelse af benzin til påhængsmotoren på vores gummibåd. En ikke så ligetil operation. Først bakser man en vel 20 kilos påhængsmotor ned på badebroen – det er forholdsvis enkelt – men at have tilstrækkelig balance og passende afstand stående i gummibåden – til lige at få motoren stille og roligt ned og fastmonteret, kræver både held og en vis erfaring. Sidstnævnte er en stor mangelvare, så førstnævnte var der mere end almindeligt stort behov for.

Operationen gøres ikke enklere af en ’lam’ venstre arm, men i sidste instans opvejes alle udfordringerne af en fandenivoldsk stædighed og kampvilje. Jo, motoren kom på plads – og jeg stak til søs uden den mindste idé om, hvor det ville være muligt at finde en benzinstander.

Syd om øen Öckerö fra Nimbus Gästhamn ligger selve Öckerö havn, og jeg mente, at der måtte være muligt at finde et benzinudsalg. Jeg ’ankrede op’ i inderhavnen og kravlede i land med min tomme benzindunk og en liter olie, der skulle iblandes benzinen. Men ak – man sælger ikke benzin på Öckerö, så det blev til en ½ times gåtur til naboøen, Hönö, hvor en almindelig Statoil-tank kunne hjælpe med de gyldne dråber. Tilbage efter knap 2 timer var kahyts ca. 10 minutter var at kalde søredningstjenesten, Søværnets Operative Kommando og Interpol.

Vi blev alle inviteret på svenske kødboller, cocktailpølser med kartofler og 3 forskellige slags sild – alt i mens Rasmus forsøgte sig på den 2-hjulede (med støtteben) og løbehjul.

Tålmodighed er ikke hans største styrke, men efter kun begrænsede uheld lykkedes det ham dog at få en vis fornemmelse for cykelkunsten. Hvem ved – måske vinder ham Tour de France i 2034.

Lørdag morgen pissede det (igen) ned og der var udsigt til regn hele dagen. Vi havde fået tilbudt at låne Lotta og Roberts nr. 2 bil, så Rasmus og Tina blev kørt til Göteborg – ja, sådan i første omgang. Det viste sig nemlig umuligt at få plads på toget (eller togene) til København, så bilturen gik straks videre til Helsingborg. Kahyts og jeg fik set strækningen Helsingborg – Göteborg 2. og 3. gang – fra landsiden. Nu glæder vi os til at se den fra vandsiden.

Det er jo både godt og skidt med alle disse vejrmeldinger på Internettet. Svært at tro på, at det skulle blive sol og svag vind de første mange dage. Mon vi skal købe sæsonkort til Nimbus Gästhamn?

Vi besluttede allerede lørdag aften at blive på Öckerö søndag, så morgenstunden blev dejlig lang og varm under dynen. Dagen gik med diverse ’omrokeringer’ på skibet, frokost på Öckerö Missionsförsamling (vi nød hver en letøl L), dagbogsskrivning, vandretur og kahyts’ lækre bøf bearnaise med de sidste rødvinsdråber, vi i skrivende stund har ombord. Hvor fanden er nærmeste systembolag?

Ja, det var i hvert fald ikke på Donsö.

Jeg havde da ved Gud ikke forestillet mig en by, ja en hel ø uden systembolag. Men jo, på Donsö handler med ikke med alkoholiske drikke – altså med mindre man besøger en af havnes/byens restauranter. De er kule skøre, de svenskere.

Det blev så første dag med fuld sejlføring og det meste af turen på godt 8 sømil uden jerngenua. En ganske dejlig oplevelse, selvom kahyts særligt i starten var ved at skide grønne grise. Jeg havde en enkelt krise undervejs, da jeg på den på navigatoren indplottede rute var ved at springe et waypoint over. Det skal man ikke gøre i en bulet farvand, men heldigvis sejrede fornuften over teknikken, og vi fik styret båden tilbage på den korrekte rute. Efter godt en time i ’åben sø’ gik vi indenskærs, og det blev en fantastisk fredfyldt og smuk sejlads i den skønne svenske skærgård.

Helt efter bogen (Bogen for typiske hændelser ved anduvning af ukendte havne) stod det ned i lårtykke stråler, da vi nærmere os Donsö. Men ud over at blive godt og grundig pisse våd, så var alt under kontrol og vi fortøjrede sikkert uden på en forlagt, tomastet skonnert. Der var dømt hjemmehygge, god frokost og en hel morfar.

Så var det den virkelige verden gik op for os. Øens i øvrigt velassorterede ICA-supermarked havde (naturligvis) ikke rødvin, men den flinke kassedame kunne berette, at vin og spiritus, ja sgu også ’stærk’ øl (det er sådan dansk almindelig pilsnerstyrke) ikke kunne købes i byen – eller på øen i øvrigt. Nærmeste systembolag var inde i Göteborg. Det står ikke helt klar for mig, hvilken effekt en sådan restriktiv holdning til vin- og spiritussalg har for forbruget. Jeg må studere det nærmere.

Jeg tiggede og bad kahyts om vi ikke nok kunne blive i havn tirsdag. Vinden var i løbet af aften og nat øges ganske betydeligt, om ved morgenstunden viste vindmåleren over 20 m/sek i vindstød og gennemgående 17 m/sek. Og det var vel at mærke i havnen. Hun forbarmede sig, og vi nød faktisk feriens første rigtige ’blæst-inde-dag’. Der blev læst, besvaret mails og studeret aktiekurser. Ja, man ligesom levede helt igen.

Danske Bank i kurs 100. Laveste kurs i det seneste år var 33 og højeste 156,75. Ja, fortæl mig lige, skal vi le eller græde? Med mit positive livssyn vil jeg vælge at le. Glæde mig over, at jeg ikke solgte på kurs 33 – og abstrahere fra, at jeg i sin tid købte på kurs 174,50 efter varm anbefaling fra en (nu pensioneret) Danske Bank-direktør 🙂

Vi fik os en ø-tur til fods, og nej, vi fandt ikke noget systembolag. Øens 1.400 indbyggere må være afholdsmennesker. Hvor uhyggeligt. Der er jo så en helt fysik forklaring på, at svenskere drikker betydeligt mindre alkohol end danskere. De er også anti-bilister, for der findes ingen biler på øen. Svenskere er underlige.

Kahyts serverede pyt-i-pande – verdensklasse. Var kontrollanterne fra Michelin-guiden kommet forbi, så var der straks givet 2 stjerner. Jeg fik gang i WEB-TV’et, da modtagerforholdene på WIN-TV ikke gav mulighed for at se danske kanaler. Man skulle dog væbne sig med en stor del tålmodighed – en sådan har kahyts ikke, men det har jeg 🙂 – for transmissionshastigheden var ’kun’ 3G det meste af tiden.

Morgenstund har guld i mund – og det havde onsdag morgen i hvert fald. Vinden var løjet af og solen skinnede fra en skyfri himmel. Kahyts blev purret 06:30, og jeg gjorde båden sejlklar, mens kahyts forberedte morgenmad. Vi ville tidligt af sted, da vejrudsigten sagde regn fra omkring kl. 12. Destinationen var Gottskär – en mindre havn i Kungsbackafjorden (mellem Göteborg Varberg).

Det blev en helt perfekt, skøn sejltur, indtil vi ½ sømil fra havn gik på grund. Heldigvis noget ’muddersuppedags’, men vi sad nu godt og grundigt fast. Jeg anklagede straks Hugo (navnet på selvstyreren) for pligtforsømmelse og navigatoren for urigtige dybdeoplysninger, men efterfølgende måtte jeg jo konstatere, at såvel fejlnavigering som fejllæsning af søkort var min fejl – ene og alene.

Vi fik båden fri ved motorkraft og fandt den autoriserede rute ind til havnen. Spørg lige om det nu begyndte at regne. Jeps – og med regnen fulgte en ganske betydelig opfriskning af vinden.

Naturligvis ingen pladser i læsiden af mole og broer, men jeg nægtede at ligge med regnen og vinden blæsende ned i cockpittet. Så det blev – for kun 2. gang i vores ’sejlerkarriere’ – til en fortøjning med hækken mod broen. Der blev kæmpet bravt i regn og blæst, men resultatet var tilfredsstillende efter anstrengelserne.

Belønningen var en formidabel frokost med sild, øl og snaps – ja, kahyts tryllede lige pludselig en snaps frem – og en efterfølgende en ’dobbelt morfar’, som blev afbrudt af partsrederen, der lige skulle høre de sidste røverhistorier fra det gode skib Anderstina. Jeg fortalte ham ikke om det ufrivillige holdt i bugten – det må han så vente med at få at vide, til han læser dagbogen 🙂

WEB-TV’et blev aktiveret og vi fulgte spændt de sidste 30 kilometer af 17. etape af Tour de France. Brødrene Schleck’s kamp mod Contador i kongeetapen. Sjældent at både nr. 1, 2 og 3 på en etape jubler lige meget. Jeg synes, det er ufatteligt dumt, at cykelryttere fortsat doper sig, men jeg finder det ganske uforståeligt, hvis de kan gennemføre en sådan etape uden doping.

Min mave begyndte at rumle – duften af kahyts forberedelse af tunfrikadeller til aftensmad sneg sig op i cockpittet. Kan man drikke hvidvin til tunfrikadeller? Skrækken for det som er værre – ingen vin overhovedet – gav jo svaret: Ja. Og så står den på Varberg i morgen. Der må de da have en systembolag. Ellers tager vi færgen til Grenå og provianterer i Danmark.

Torsdag morgen havde knap så meget guld i mund – det var faktisk godt overskyet og det truede alvorligt med regn. Så alvorligt, at vi allerede inden vi sejlede ud havde påklædt os regntøj fra gummistøvler til kasket (dog ikke sydvest, som ellers anvendes af de mest garvede sejlere). De havde lovet byger – og det holdt de. En enkelt byge der varede fra kl. 8 til ca. kl. 16.

Vi passerede Ringhals og undrede os over, at atomkraft lugter af spegepølse. Nordens største kraftværk, der producerer 3.550 MW (hvilket svarer til 18 % af Sveriges elforbrug) udsender en ’duft’, der selv på 10 km’s afstand giver en oplevelse af, at du står i verdens største charcuteri. Atomkraft er givet en meget ’ren’ form for kraftværk, men mon ikke de også skulle udvikle lidt i lugtfiltre.

Regnen silede ned og både kahyts og jeg var krøbet i læ under forkalechen, mens Hugo og amerikanske satellitter styrede os sikkert frem mod Varberg. Jeg havde bevidst ladet hovedkontakten være ’on’ til bovpropellen, da vi jo fortsat ikke havde løst – endsige klart identificeret – problem 1 – at bovpropellen umotiveret starter. Gashåndtaget med kontakter til bovpropellen står ikke under forkalechens læ for regnen, og lige så pludseligt som sidst blev bovpropellen pludselig helt vild i vandet (ikke i varmen, for det problem har vi sgu ikke). Jeg kastede mig ned i forkahytten og afbrød hovedkontakten.

Manøvren skete naturligvis samtidig med, at vi fik behov for et gør-det-selv-studie i Anderstinas radar. Regnen var så kraftig, at sigtbarheden gik under 200 meter, så vi fandt det mest trygt at få et radarbillede af omverdenen. 5 øjne ser jo bedre end 4. Det 5. øje viste sig også yderst effektivt, for på radarbilledet kunne vi med en afstand på 1 sømil se en ’genstand’, som vi ikke med de 4 andre øjne kunne se. Og ganske rigtigt – ud af regnen dukkede ’pludselig’ et større fragtskib op og passerede os med ½ sømils afstand om bagbord.

Vi gik ind i Getterön Gästhamn, som er Varbergs lystbådehavn. Det regnede fortsat og kahyts proklamerede, at vi ikke sejlede igen, før alt tøjet igen var tørt. Mon vi skal blive her måneden ud?

Getterön har (naturligvis) heller ikke noget systembolag, men en lille fiskekutter sejler hver time over til selve byen, Varberg. Vi gik målrettet op gennem byens gader og torve med kun et sigte – byens systembolag. HELT VILDT – et udvalg og med mængder, der fjerner en hver illusion om, at svenskerne ikke drikker vin. Hvorfor er det så lige, at de ikke kan købe det i supermarkedet?

Totalt ulogisk startede vi dagens indkøb i systembolaget – men tænk sig hvis de havde lukket butikken eller det var blevet forbudt at sælge vin inden vi havde provianteret i ICA. Jeg gik majestætisk byen rundt 1½ gang med mine 6 liter rødvin og 10 flasker snaps (ok, det er kun 5 cl i hver).

Kahyts’ udsagn om, at vi ikke skulle sejle igen før alt tøjet var tørt, fik mig i øvrigt til at etablere ’tørrerum’ nede om læ. Fuld kraft på varmeanlægget og så åbne skodder. Ret effektivt.

Vi havde inviteret hinanden på restaurant, men med dagens succes i systembolaget ændredes planerne til ’take away’, idet kahyts havde spottet, at restauranten i den lille gæstehavn også solgte mad ud af huset. Ja, god morgen røv. Der var ’fest og farver’ i restauranten, og den meget lidt venlige overtjener forklarede mig, at køkkenet var så travlt optaget med at servicere ’festen’, at de ikke havde tid til at stege 2 burgere til os.

Kahyts tog naturligvis meldingen med ophøjet ro, og mens jeg tog et aftenbad og smagte på saften fra de ældre druer, tilberedte hun ’kahyts’ pølseret med kartofler, agurk og tomat.

Vejrudsigten lovede fortsat regn – hele fredagen – så vi besluttede os for at sove længe og nyde en ’fridag’ med læsning, shopping (måske en tur til systembolaget, hvis det ikke er lukket på grund af for stor omsætning dagen forinden) og frokost på torvet i Varberg.

Man kan sagtens holde ferie i regnvejr, og så er risikoen for solskoldning og hudkræft jo væsentligt reduceret 🙂

Det blev så til endnu en dag i Varberg, og efter en hyggelig frokost med BBQ og Bacon Burger på en af byens mange halvt-udendørs-serveringer blev kahyts sluppet løs i et utal af modebutikker. Jeg vidste at frygten for at skulle tale med en af de svenske ekspedienter ville lægge en hel naturlig begrænsning på brugen af plastikkortet. Og så var det, at jeg at det gik op for mig, at ’mærkevarer’ (også) betyder, at mennesker med veludviklet købegen ’mærker’ sig frem gennem tilbuddene. Det er som jeg siger til Rasmus: ”Kig med øjnene – ikke med fingrene”. Men han lærer jo meget af besse.

Kahyts purrede mig allerede kl. 6 – nu ville hun altså ud på bølgen blå. Inden vi forlod Varberg blev der tanket diesel på, så den blev alligevel 7:30 inden vi sejlede ud i det åbne hav. Kursen var sat til Anholt – en frisk tur i modvind på godt 30 sømil eller forventelig 5 – 6 timers ’gyng-gang’. Men da vi passerede sidste sømærke i udsejlingen fra Varberg ombestemte jeg mig, og ændrede kursen sydpå mod Falkenberg. Det var ikke fordi vinden var så vild og voldsom – vel omkring 10 m/sek – men bølgerne var ifølge kahyts på højde med Rundetårn. Noget overdrevet – også selv om vi lægger Rundetårn ned – men 2 meter blev det nok til.

Jeg forsøgte i et par timer at yde krisehjælp og lidt forsejl hjalp på Anderstinas vuggen – nu gyngede vi ligesom kun til den ene side J. Kahyts forsøgte at få humøret igen – og det lykkedes da vi passerede indsejlingen til Falkenberg havn. Helt lystigt sprang hun rundt på dækket og fiksede fortøjninger og fendere – så var vi helt klar. Og med stor glæde passerede 3 pæne store sejlskibe os på vejen ind – det gav håb om en god plads i havnen. Kahyts overvejede at anråbe de udsejlende – ”det er vildt derude” – men omvendt skulle de jo ikke tilbage og optage de nu ledige pladser.

Efter en dejlig frokost i cockpittet med øl og snaps blev det til en ’morfar’ – og ja, klokken var kun halv to, da vi spadserede ind til byen. Her fandt vi os selv midt i et større motionsløb, men vi brød dog hurtigt ud af geledderne og plantede os som tilskuere, nydende en kop kaffe med vaniljeis og flødeskum. (Det er da meget svensk, er det ikke?) Systembolaget var naturligvis lukket – hr. Svensson drikker ikke rødvin om lørdagen. Tilbage på Anderstina blev der serveret rødvin, jordbær og nødder – og kahyts gik i gang med at forberede peberbøffer. Livet er ikke det værste, man har.

Vinden hylede i masterne søndag morgen, så kahyts udsatte morgenmaden til kl. 8. Det blev så til ’store læsedag’, da vindmåleren signalerede en vindstyrke, der måske lige var en tand højere end gårsdagens. Og da vinden fortsat kom fra vest, var vi klar over, at bølgerne ikke var blevet mindre.

Kahyts havde behov for at få mave og nervesystem i ro, og jeg fandt det passende med en lang dag med læsning af de 10 kg’s læsestof, som jeg havde medbragt. Det har også i år været sådan, at tidsskrifter og andet privat og erhvervsrelateret læsestof blot lægges til bunke i maj og juni måned. Det synes svært i den periode at finde motivation og energi til at læse om SKAT’s indsats over for tynd kapitalisering, renteloft og EBIT-regel i Selskabsskattelovens §§ 11, 11B og 11 C.

Motivationen til netop sidstnævnte artikel lyste ej heller fra det skiftende skydække, der passerede Falkenberg denne søndag, men jeg havde stor fornøjelse af Gør-det-selv (spørg mig ikke hvorfor), Komputer for alle, FLYV, Penge og Privatøkonomi, BådNyt og National Geographic.

Mandag var vinden så løjet noget – det blæser sjældent kraftigt, når regnen siler ned fra morgen til aften L, og vi havde allerede søndag aften bestemt, at det måtte blive endnu en dag i Falkenberg.

På sin vis glædede mig (men fortalte det naturligvis ikke til kahyts – det skulle jo ikke gå ud over, at jeg bliver vildt forkælet, når vi ’ligger over’), for jeg havde stor lyst til at studere lidt om ’track trace’ via VHF-sendere på Internettet, ligesom jeg gerne ville reorganisere vores hjemmeside og gøre den klar til at være opslagsværk for vores mange digitale billeder.

Jeg kunne så konstatere endnu en fordel ved sorte, lavtliggende regnvejrsskyer – man kan læse computerskærmen udendørs i dagslys J

Det indre vækkeur ringede klokken 6:30. Jeg har ladet mig fortælle, at man står tidligere og tidligere op, desto ældre man bliver. Det er der jo en hel naturlig forklaring på – altså med mindre med går tilbage i kanen, når man har tømt urinblæren. Men kahyts spærrede vejen tilbage til captains cabin – nu skulle vi have morgenmad og så skulle vi sejle. Faktisk har vi nok også set rigeligt til Falkenberg, og jeg havde fået læst en hel del. Tak – så var det jo ikke spildt, at jeg slæbte hele gøgemøget med om bord.

Jeg havde sat storsejlet i reb 1 og med ca. halv genua fik vi sat sejlene inden vi forlod havnebassinet. Heldigvis for det. For i havneindløbet og den første sømil gik det noget voldsomt for sig, så havde jeg ikke været på forkant, så var der blevet dømt nul sejl de første par timer. Heldigvis var bølgerne yderst moderate, og halvvinden gjorde en helt perfekt sejlads med cruisingfart på ca. 7 knob helt frem til Torekov. En lille by på fastlandet ud for Hallands Väderö, sådan lidt nord for Kullen.

Netop Torekov var en af de havne, jeg på forhånd havde annonceret som anløbshavn, da jeg tilbage i 2006 med partsreder Bjarne havde en skøn oplevelse, som jeg gerne ville kahyts skulle have. Helt målbevidst søgte jeg helt ind i den inderste inderhavn – smågrinende over, at kahyts lige efter indsejlingen havde udpeget en ledig plads. Jeg tror at denne var ledig indtil kl. 23 – totalt ucharmerende og med yderst begrænset læ fra vestenvinden. Heldet tilsmilede os – vi fik ganske enkelt kongepladsen. Altså forudsat at man ønsker at ligge ved Torekovs svar på Nyhavn. ”Se på os” står i flammeskrift på fribordet.

Jeg blev sendt på indkøb i fiskeforretningen, og når vi nu lå der til offentligt skue, måtte jeg jo nødvendigvis købe friske rejer, stegte sild, Torekovsild og Skagenröga. Dette serveret med øl og snaps gav rigtig mange nysgerrige blikke. Hold kæft hvor vi nød det. Skulle man ikke også lige ligge i solskinnet og få sig en ’morfar’?

Rigtig mange havde Torekov som destination denne dag, så inden eftermiddagen var omme, var inderhavnen pakket med både i 2, 3, 4 ja op til 5 lag. Man kunne stort set ”gå på vandet” over hele inderhavnen. Vi var begunstiget af kun 2 både uden på, hvoraf den sidste ankom ret sent. Den første var kommet tidligt, men det var simpelthen de venligste svenskere vi indtil nu havde mødt på sejlerferien. Når de skulle i land var det i bare tæer med skoene i hånden.

Jeg fik bestilt bord på Hamnkrogen – og oplevelsen var fuldt på højde med førnævnte fra 2006. Et udendørs bord, der var Mary og Frederik værdigt, nedgående sol der lunede og gjorde den smukke kahyts endnu smukkere, første parket med udsigt over havnen (naturligvis frit udsyn til Anderstina) og smørstegt helleflynder med en frisk Muscadet. Så var ligesom finanskrise, den økonomiske krise og Kattegats vilde bølger glemt for en aften. Og inden bonusrunden fik jeg da også lidt serveret en Irish Coffee. Man sover nu dejligt efter sådan en dag 🙂

Til og med vidste vi på forhånd, at vi kunne sove længe (så her var det retur efter morgentoilettet), da vi som nævnt var pakket godt og grundigt inde. Først ved 9-tiden sejlede vi fra Torekov, og så gik den ’på et ben’ til Gilleleje. Fuld sejlføring – så kahyts måtte lige ned og have en formiddagslur. Ret effektiv indirekte surring, når skibet krænger en 20 – 25 grader – kahyts ligger og sover helt trygt, og jeg nyder dysten med vinden, bølgerne og navigationen.

Også i Gilleleje vovede vi os helt ind i inderhavnen – og også her havde vi tur i den. Med hækankeret godt ude i bassinet fik vi lagt os med stævnen direkte mod kajen. Kahyts forberedte på ny en lækker frokost med øl og snaps, mens jeg pakkede sejl og kvajlede tovværk. Nu kunne jeg i ro og mag nyde en af de sidste øl – vi var jo vendt hjem til et civiliseret land, hvor øl kan købes i ’livsmiddelforretninger’.

Vi fik besøg af Annemarie og Peter – medbringende vovsen Nelli og ’svigermor’ Oda (Peters mors). Annemarie, Nelli og Oda havde 3 udfordringer. At komme ombord, at være ombord og at komme fra borde. Utrolig hvilken positiv indvirkning vin har på modet. Man kunne tydeligt mærke, at Nelli ikke fik vin.

Aftensmaden stod på ’slammad’ fra havnens burgerbar. Kahyts havde nedlagt arbejdet. Ja, så kæk man kan være, når havnefogden igen taler dansk og taxierne kan køre til Bregnevej på under en time. Jeg fik installeret de danske tv-kanaler på WIN-TV, så jeg nød et (par) ekstra glas rødvin til FCK’s lidt heldige 3-1 sejr og Stabæk (kvalifikation til Champion League), mens kahyts ’besvimede’ allerede ved 21:30-tiden. Min eneste bekymring var, at det – som forventet – var begyndt at lufte noget mere.

Heldigvis ’skråt forfra’ – men kunne ankeret nu holde os ’på tværs’?

Det blev en noget urolig nat, og ’nye lyde’ skulle lige lokaliseres og analyseres. Men ved inspektion på dækket kunne jeg konstatere, at vi alle stort set vuggede i takt i nattens hårde vind, og at ankeret havde den fornødne stabiliserende virkning.

Hvad laver man, når det regner og stormer fra morgen til aften?

Ja, jeg tænder jo med fryd i øjet min computer og surfer løs på internettet. Netaviserne læses og aktiekurserne tjekkes op. Man er jo ligesom et helt rigtigt menneske igen. Mit projekt med billeder på hjemmesiden fik også sin opmærksomhed – vel omkring 10 – 15 timer de næste par dage. TYPO3 er sgu ret smart, men Gallery spiller bare ikke. Learning by doing mistakes tager sin tid – men giver jo også en klar fornemmelse af, hvad man absolut ikke kan.

Fruen blev behørigt, men minimalt luftet – tankerne sværmede konstant omkring Gallery. Der blev mærket lidt på varerne, men hurtigt var jeg tilbage ved min kære Lenovo T61. Op med kalechen og så kunne det sgu for min skyld regne resten af dagen.

Vi var blevet inviteret til middag hos Annemarie og Peter, som holdt sommerferie i et sommerhus i Smidstrup. Medbringende ’stjerneskud’ fra Adamsens Fiskeudsalg i Gilleleje reducerede vi Peters vinbeholdning til et minimum inden vi taxiede tilbage til Anderstina og fik strammet ankertovet inden nattens vindmæssige udfordringer. En rigtig hyggelig aften.

Sejlads var på forhånd aflyst fredag, da vejrudsigten gav lidt ’marginalt’ vejr for sejlads og da næste destination – Hornbæk – var programsat med havnefest. Vi var inviteret til middag hos Ruth og Thyge i Hornbæk, og – efter opfordring – havde jeg ’bestilt’ hamburgryg.

Vi fik til frokost besøg af Rasmus og oldemor Aase, og Rasmus fik rigtig fortalt oldemor, hvordan han tidligere på turen havde styret skibet og truet de forbipasserende med at borde dem og stjæle deres guld. Stolt viste han skibet frem og provokerende fik han vist oldemor, hvordan man ’springer’ fra borde.

Restaurant Jensens på Kystvej serverede den ’bestilte’ hamburgryg og Michelin-guiden blev udvidet med endnu en 2-stjernet. En hyggelig aften hos Ruth og Thyge, som havde fået lov at låne børnebørnene Olivia og Frederik. Klogevand og klogesnak – jo, vi havde naturligvis svaret på alverdens udfordringer. Pensio-Ruth underholdte pensio-Anette med livet som ’efterlønner’. Bare de nu ikke får stres af alle de aktiviteter.

Lørdag morgen var det tidligt op – kahyts ville videre. Jeg fornemmede klart, at med ’videre’ skulle opfattes ’hjemad’, og selv om jeg nævnte hyggelige havne som Helsingborg og Raa, så kunne ingen ’udenlandske’ navne friste. Nu var vi kommet til Danmark – og som nævnt var vi ikke længere væk, end resten af turen kunne foregå i en taxi.

Der var kun lidt vind – og den der var, kom fra sydøst, så det blev med jerngenua til Helsingør. Da vi så rundede Kronborg drejede vinden et par grader mod øst og friskede lidt op. Herefter var Anderstina simpelthen ikke til at stoppe.

Et ben til Skovshoved for fuld sejlføring. Ja, jeg kunne få lov til det hele – danse jitterbug på dækket, hvis jeg havde lyst, for nu kunne kahyts dufte stegt flæsk og persillesovs i sejlklubben.

Med kahyts’ gladeste smil i 3 uger anduvede vi Skovshoved først på eftermiddagen, hvor vi dog måtte ’parkere’ midlertidigt på en noget urolig plads, da vores egen (eller den vi meget gerne ville have var vores egen) var ufremkommelig på grund af et kajakpolomesterskab. Gitte Groth og barnebarn var på moleræs, så det blev til hyggesnak i cockpittet, inden kahyts serverede sejlerferiens sidste frokost. Jeg fik rengjort gummibåden mens kahyts fik sig en halv morfar, inden vi så sejlede de sidste 100 meter og fortøjede Anderstina på rette plads.

Vi råhyggede i sejlklubben, og ja, med stegt flæsk og persillesovs, og vi måtte naturligvis sove i båden til søndag morgen. Ferien skulle ligesom afsluttes med manér.

3 ugers dejlig, kærlig, spændende, udfordrende, smuk, oplevelsesrig, blæsende, regnfuld, solrig og på sin helt egen måde totalt afstressende sejlerferie er slut. Men vi glæder os til næste år, til næste år igen og de næste mange år i Anderstina. Og den svenske skærgård er ikke besejlet for sidste gang i vores sejlerliv.

Ja det havde jo egentlig været den 11. længe, og som nævnt var det ikke ligefrem “en god lang nattesøvn” der var kendetegnet fra forgangne nat. Vi nød morgenmaden i tørvejr – men så “skinnede solen i lårtykke stråler” de næste mange timer. Afgang fra Skovshoved kl. 07:40 med første destination Dragør. D.v.s. Dragør var en mulighed, men vi havde begge i baghovedet, at det ikke gjorde noget om vi kom lidt længere den første dag – vi havde fortsat en meget, meget dårlig vejrudsigt for den kommende uge.

Med Dragør om styrbord – og Øresundbro-byggeriet om bagbord – fortsatte vi sydpå (på vej til de varme lande) og kursen blev sat mod Stevns Klint. Hugo (det hedder selvstyreren ifølge Lene – vi piloter kalder den Autopilot, men med respekt for fru Andersen er det altså Hugo) blev bedt om at overtage besværet, og endelig kunne styrmanden komme lidt i tørvejr. Det plyssede hår var under AHK-kasketten klistret helt til hovedbunden, og den ukuelige sejler-optimisme havde meget dårlige kår.

44 sømil syd for Skovshoved ligger det idyliske fiskerleje Rødvig. For de mindre sejl-geografisk-kyndige så er det lige rundt om hjørnet på Stevns Klint. Nervøs var jeg egentlig ikke, men spændt, ja det var nok den rigtige betegnelse. Najad-Anderstina er en stor Dronning, både længde og bredde, og danske (lystbåde)havne er åbenbart kun bygget til fladbrystede Folkebåde. Med “hæl og tå” (vi bliver lidt i fodboldsproget – oversat : neutral bak på skruen, og en lillefinger på kontakten til bovpropellen) fik vi testet bredden på en “almindelig” pæleplads : ikke til Anderstina. Så var der fiskerihavnen tilbage – her ligger man til langs kajen, og dermed ingen breddemåling mellem diverse pæle. Perfekt plads – perfekt indsejling – måske lidt kluntet første-gangs-fortøjring – men vi var i havn og Anderstina lå sikkert fortøjret.

Vi overvejede “Zutrit verboten”, “Bezetz” eller “Reserviet”, men selv fiskerihavnen skulle vise sig at blive overfyldt inden solen gik ned.

– tillykke til Frankrig – sluttelig 3 – 0 over brasserne. Som det lød over højtalerne var det vel også fortjent. De havde jo trods alt (med held) vundet over Danmark –

“Må vi ligge udenpå jer” – lød det venligt fra en Scanmar 36 (OK størrelse). Jeg skulle prøve at være smart : “I er velkomne, men på eget ansvar, vi tager allerede afsted kl. 7:00 imorgen” (i et mindre håb om, at de ville finde en anden båd at fortøjre udenpå). “Det er OK med os – vi smutter ved 6-tiden, men vi skal nok lade være at vække jer” – gjallede søulken. Jo, humoren fejlede ikke noget. Ganske civiliserede naboer og inden for en time havde vi naboer, nabo-naboer og nabo-nabo-naboer. Vi kunne selvfølgelig bede dem om at tage skoene af når de skulle bruge Anderstina som springbrædt til kajen, men med tanke på tidligere oplevelser, hvor vi har set tyskere gøre rent hver gang en dansker havde passeret deres båd, glædede vi os over, at alle naboer m.v. var søde og flinke mennesker, der undskyldende trissede over Anderstina et par enkelte gange.

Om de sejlede kl. 06:00 ved jeg ikke, men da vi stod op kl. 07:00 var de væk, både naboen, nabo-naboen og nabo-nabo-naboen. Vi skyndte os langsomt, og kl. 08:30 gik det igen sydpå. Egentlig havde vi “planlagt” Klintholm på Møn, men en sidste vurdering af den noget hæftige sydlige vind, fik mig til at ændre kursen mod Bøgestrømmen (d.v.s. i læ mellem Sjælland og Møn). Med eftertanke på den første times sejllads i Faksebugten var beslutningen nok ikke så tosset, for ifølge Anette rundede vindmåleren (og det er hos os altså Anette, der løbende aflæser vindmåleren) 14 m/sek.

Ved første sejlsætning havde jeg på forhånd valgt Reb 1 (d.v.s. en ca. 30 % reduktion af storsejlet) og kun en “stormfok”, men Anette’s ansigtsudtryk fortalte mig hurtigt, at jeg roligt kunne rebe yderligere til Reb 2 (d.v.s. en ca. 50 % reduktion). Ej heller denne sejlføring syntes at tilfredsstille fruens ønsker til bådens krængning i bidevind (vinden så meget i modvind, som det er muligt at sejle i), så jeg måtte stryge forsejlet og i stedet bruge “jerngenuaen” (det kalder vi motoren), dog fortsat med det rebede storsejl (de skulle jo se vi var en sejlbåd – og reelt giver det en mere rolig sejllads).

ADVARSEL. Om det var Bøgestrømmen, der var ved at løbe tør for vand, dybdemåleren der trænger til en ca. 20 cm justering eller alarmen der reflekterer på det mindste søgræs ved jeg ikke, men Anderstina var ikke til Bøgestrømmen den dag. På de kritiske steder (og dem er der jo en del af i Bøgestrømmen) snerrede dybdemåleren konstant alarmerende – ja, der skulle et godt nervesystem til ikke at vende om. Men efterhånden var der jo ligeså langt bagud som forud, og jeg nægtede at tro på advarslerne. (Det skal for fuldstændighedens skyld nævnes, at en tidligere test på dybdemåleren havde vist en ca. 25 cm. fejlmargin, ligesom alarmen er sat til 2,00 meter, mens båden alene stikker 1,80 meter – men alt dette ændrer ikke på oplevelsen af stress, det får blot en til at fortsætte.)

Vi kom igennem – også uden denne underlige sugende fornemmelse, når man duver ind i en mudder- eller sandbanke, men undervejs havde vi da “fornøjelsen” af at se to andre både stå på grunden (de havde altså også “overset” nogle vigtige sømærker). Da der ikke var tegn på opfordring på hjælp fra de nævnte, og da jeg umiddelbart syntes at have tilstrækkelig udfordring i vor egen sejllads, nøjedes vi med at betragte synet på sikkerhedsmæssig afstand.

Vi passerede en mængde alternative havne – Nyord, Kalvehave – , men ingen der umiddelbart indbød til et længevarende ophold (vejrudsigten lover kuling (Anette mener orkan) mandag og tirsdag). Målet, som jeg havde “hemmeligholdt” (der var jo ingen grund til at frygte en l a n g sejltur) var Vordingborg, og ved ettiden var Gåsetårnet i sigte. Udsigten til land fik Anette til at blive overmodig, så i en rimelig pæn søgang gik hun på dæk for at klargøre fendere og fortøjninger. Ret sejt, og det blev da også “belønnet” med et par pæne søer over de lyse lokker. Men strabadserne gjorde blot landgangen endnu bedre, og vi var da også super-super-heldige, da en rimelig stor motorbåd gik fra kajen ved den sidste plads længst inde i havnen, før vanddybden alene tillod robåde at fortsætte indsejlingen.

Den “normale” lystbådehavn var allerede godt fyldt, og udsigten til at ligge som nr. 2 eller 3 båd i de kommende dages “stormvejr” var skræmmende. Men som nævnt – lykken var os bi – også selvom vi i løbet af den kommende time fik nye naboer – og nabo-naboer (knap så civiliserede, men dog respektfulde når de passerer “Basse’s drøm”).

Café Oskar bød på jazz-musik, vinden lagde sig og solen skinnede fra en skyfri himmel. De sidste dages joke om Faktor 16 solcreme blev gjort til skamme – i det mindste måtte vi da bruge faktor 4 – og vi nød en dejlig eftermiddag. Caféen skulle tillige bruges til aftenmåltidet, og selv om ikke det var til mere end en enkelt kokkehue, kunne det ikke ødelægge dagens helhedsindtryk : en rigtig dejlig feriedag.

Konsekvensen af den dårlige vejrudsigt er draget : intet indre vækkeur – vi skal sove længe (ifølge verjudsigten måske i 48 timer).

Vejret udviklede sig som “lovet”. Utroligt som de meteoroløgnere har check på det når der er tale om dårlige vejrudsigter. “Det er ret sikkert, at den usikre vejrtype fortsætter” – ja, ingen kan jo skylde dem for at love os for meget. Vinden var tiltaget, men heldigvis var der mandag formiddag fortsat et begrænset antal skyer, så Vordingborg city kunne udforskes under risiko for solskoldning.

Alarmen i det indre vækkeur var slået fra, så morgenmaden blev til brunch hen af formiddagen. Klædt på til storm og en enkelt regnbyge bevægede vi os til staden, og vores lokalkendskab fra tidligere sejlerstop, når turen er gået syd om Sjælland, fik hurtigt guidet os mod centrums gågade og butiksstrøg. Ca. hveranden butik interesserer Anette og den anden halvdel er enten ligegyldig eller direkte belastende (foto, computer, sport og bådudstyr), så vi har stort set en halv gågade til hver. Pudsigt nok ender vi ca. ved samme tid for enden af gaden, og så kan vi da i fællesskab gå i et supermarked for at gøre dagens indkøb.

Det kan iøvrigt undre mig, at sådan i lille landsby som Vordingborg kan have netop det par sko eller den bluse som Anette har ønsket sig i årevis, og som virkelig er en belastning i dagligdagen at undvære, men sådan er det bare !!!

Det lykkedes mig at klare strabadserne i næsten 2 hele timer, hvorefter jeg igen fik ro til at fortsætte min læsning af faglitteratur, som i den sidste hektiske måned på jobbet var blevet lagt til side i en “dårlig-samvittigheds-bunke”. Jeg havde endvidere besluttet mig at få opdateret min “private adressebog” med henblik på at kunne sende sea-mails til alle venner, men pudsigt nok meddeler flere, at de helt sikkert har en personlig e-mail-adresse, men de kan blot ikke huske adressen. Ring lige igen imorgen !

Værst var dog meddelelsen om, at min dagbog er “lokumslæsning”. Det er naturligvis ganske ligegyldigt, at det var grisehandleren fra Fåborg der havde denne etikette på min sommerhilsen – jeg vidste ikke landets svineavlere som følge af de fortsat faldende priser på svin nu havde installeret internetopkobling på lokummet. Eller også er det en fordansket (læs Fynsk) udgave af det de i internet-fagsprog kalder “spam-mail”.

OK – hej Povl – husk nu at vaske dine fingre bagefter !

– og så var det lige man troede dagbogsskrivning kunne ske uforstyret – her vor VM i fodbold er overstået. Jamen, hvad sker der ? – Bo Hamburger i udbrud – straks er man stresset påny. Utroligt som radioreportere lever sig ind i begivenhederne – har det altid været sådan, eller er det en Sven Gehrs-effekt ? –

Café Oskars’ ene kokkehue blev udfordret af La Cuisine l’Anette, og de medium-stegne hakkedrenge med masser af bløde løg gav 3 kokkehuer, og det endda uden fedterøvstillæg. Udsigten var fortsat blæst, og regnen skyllede ned, så en enkelt Elefant-bajer til at sige godnat på gav den rigtige “feriestemning”.

Selv mågerne måtte opgive at flyve ! Parkeringspladsen i inderhavnen var besat at måger, der igen og igen forsøgte at flyve udover vandet. Ret pudsigt at se en forholdsvis god flyver baske vildt med vingerne og stå fuldstændig stille i luften, hvorefter den efter ca. 20 sekunders intensiv kamp for selv at styre begivenhederne lader sig falde til jorden – ca. 10 meter længere fra vandet end “udflyvningen”. Jo, det blæste skam.

Danmarks nye nationalsymbol – Storebæltsbroen – var lukket for større lastbiler og biler med campingvogne, og her i Vordingborg var det vist kun Anette der vågede sig helt ud i det fri. Chancen for en bytur uden generende tidsrammer var pludselig en mulighed, og jeg tror vi begge nød hendes 2-timers “nej tak, jeg kikker bare – strøgtur”. Holdkæft hvor må det være irriterende at være ekspedient. Man ved udmærket godt at fruen ikke køber noget, men at man senere på dagen skal rette hylderne til igen, så de til de næste osere kan se indbydende ud.

– Bo Hamburger i gul førertrøje – jamen, er det ikke fantastisk som VI danskere klarer os i næsten alle sportsgrene. Et lille land med kun 5 millioner indbyggere, og så stortalenter indenfor fodbold og cykling (for slet ikke at nævnte ballonflyvning) –

Og så må det ellers gerne storme og regne færdigt. Jeg er kommet godt ned i “dårlig-samvittigheds-bunken” og ønsket om at forlade denne sydstatsby er stor for os begge. Nu beder vi bare guderne om godt vejr.

Det var måske ikke ligefrem sejlervejr – ihvertfald ikke når man har en “gyng-gang-tærskel” på 0,5. Men efter 2 dage i Vordingborg (af kendere kaldet Vordinghul) måtte vi jo videre. “Tror I nogensinde vi kommer herfra” spurgte naboen, da vi kom hjem efter en “pligt”-bytur, hvor provianten blev suppleret med leverpostej, frikadeller og flæskesteg (man skulle jo nødig sulte).

“Vi sejler kl. 12:00 – jeg mangler blot den sidste forhandling med fruen”, repliserede jeg – egentlig ikke med det store håb om at nævnte “forhandling” skulle ende med en tilfredsstillende løsning. Jeg blev dog hurtigt klar over at chancen reelt set var der : “Skal jeg smørre nogle leverpostej-madder”, spurgte Anette – og så var det med at smede mens jernet var varmt. Jeg fjernede landstik og reorganiserede diverse fald (disse irriterende tovværk, der løber fra mastetop til dæk, og som i kraftig blæst hver anden sekund banker ind mod masten – amatør !!! – få så installeret lidt lyddæmpning), og pludselig – faktisk allerede kvart i tolv – var vi sejlklare.

Jeg havde lidt betænkelige miner omkring det at få 7½ tons tunge Anderstina bukseret ud mellem diverse småbåde for og agter, samt 2 både fortøjret på bagbord, men en nøje vurdering af vind- og strømforhold (samt måske det faktum, at samtlige andre på kajen med stor interesse – og aktiv medhjælpen – fulgte disse skøre “skovsere´s” forsøg på at knægte vindguderne) lykkedes det faktisk rigtig godt at komme fri fra kajen og øvrige mindre lystfartøjer, og med rank ryk – og en stor smule stolthed – daffede vi ud af Vordingborg Lystbådehavn.

Den første time gik helt OK – måske bortset fra den irriterende lyd “vend om – du går på grund” fra dybdemåleren – men søkortet viste 2,30 meter, og selv Anderstina burde kunne smutte igennem dette “lavvande”. Vi passerede Storestrømsbroen, og jeg beordrede Anette op på bagbords ræling. “Stem dig helt ud, når vi skal under”, “vi må næsten have samme højde som “Broskaberen””, annoncerede jeg. Anette blev i cockpittet, og Anderstina klarede broprøven.

I direkte modvind vuggede vi med 6 knob vestpå, vel hjulpet at “jerngenuaen”. Anette blev “lagt i seng”, og jeg satte mig på agterpulten, udstyret med et stort glas koldt fadøl (har jeg fortalt, at Anderstina er udstyret med et fadølsanlæg ? – udskænkningsslangen går gennem fryse/køleskabet). Hugo var indstillet på “Autotrack” til en bøje vest for Knudshoved (dagens geografiundervisning : Knudshoved er ikke kun navnet på det sted hvor Storebæltsfærgerne sejlede fra i “gamle dage”, det er tillige en forholdsvis stor halvø, der strækker sig stort set øst – vest fra Vordingborg mod Skælskør. Er det stadigvæk for svært ? Sydsjælland – Næstved – syd – vand – halvø – før Lolland, åh nej, ta’ hellere et Danmarkskort).

Og så dagens bommert : jeg vækkede Anette for at høre om hun ønskede at ligge til i Karresbækminde inden for 1 time eller i Agersø inden for 2 timer. Dumt spørgsmål, eller rettere dumt formuleret. For jeg skulle naturligvis have spugt således : “Kære skat, skal vi fortsætte lidt over en time i denne velkontrollerede små-vuggede søgang til Agersø, eller skal vi dreje kraftigt til styrbord, få søerne ind agten-for-tværs, og i en yderst krægende og rullende bevægelse i næsten en time kæmpe os frem til Karresbækminde, hvor vi så må håbe på, at de vil åbne broen, selvom vi ikke er udstyret med autoriseret broflag”. Ja, hvor dum kan man være ? Med mit dumme spørgsmål var svaret selvfølgelig : Karresbækminde.

Pludselig huskede jeg : smal indsejling, bro der kun åbner på bestemte tidspunkter, hav anker parat, men kun til nødstilfælde, da der er kabler på tværs i indkøbet, mega strømforhold, og ingen vanddybde i selve lystbådehavnen. Igen : Hvor dum kan man være ?

Kombinationen : Held, uvidenhed og måske alligevel lidt sømandskab (vi har trods alt været på søen i mere end 10 år) fik vi os kæmpet ind i lystbådehavnen og fortøjret udenpå en “ja, den er bare stor, den” forenden af den nordlige bådebro. Forinden havde vi gennemsejlet havneområdet, og jeg vil her gerne indgive en officielt klage : Jeg synes havnene nu om dage er bygget for smalle. Kun ved allerstørste opmærksomhed (og kraftig brug af bovpropel) er det muligt at vende mellem de forskellige bådbroer.

Dagens strabasser havde taget hårdt på Anette, så den pligtskyldige aftentur blev aflyst. (måske var det fordi at Anette havde meget svært ved at komme tilbage på Anderstina, når hun var sprunget ned på broen – højdeforskel ca. 1 Anette-ben-længde). Det blev tidligt Godnat.

Morgenstund med guld i mund. Næsten for godt til at være sandt. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vinden var let til frisk – dog fra stik vest, hvilket sådan set var direkte den planlagte sejlretning mod Agersø. Igen lidt geografi – for hvem andre end sejlfolk, et par enkelte bryllupsgæster og skælskørianere ved hvor Agersø befinder sig – så er det en mindre ø lidt sydvest for Skælskør (åh nej, det er jo heller ikke alle der ved hvor Skælskør er – OK – Storebæltsbroen (den ved I vel hvor er ? ) lidt ned til højre, sådan 5 cm. på Shell-landkortet).

Vi klarede den også ud gennem det smalle strømkraftige farvand, og heldigvis var det mange andre både som var bedre udstyret (jeg tænker på broflag), så præcis kl 09:00 åbnede de broen for gennemsejling. Sejlene var gjort klar, og vi var dårligt kommet ud af havnen før stor’en (forkortet sejlerudtryk for storsejl) blev trukket op og genuaen rullet helt ud. Waw …… hvor vi sejlede.

Som nævnt havde vi modvind, så vi skulle krydse til Agersø. Men vinden var rimelig behersket, og da jeg fik placeret solen så fruen kunne nyde dens helsegivende stråler, var det OK med lidt krængning. Jeg valgte det første “ben” kort ind mod land, mens en Halberg-Rassy valgte modsat og stak sydpå. En halv time senere, da jeg havde krydset første gang mødtes vi igen, og vi kaptajner sad tilbagelænet i agtersædet og lod vores respektive Hugo’er styre ski’vene. Det blev en passage med vel ca. 20 meter i marginal – Anderstina (naturligvis) forrest (nu skulle han jo altså også vige). Men min taktik (det kalder man det når man har gættet rigtigt) viste sig at være rigtig, for vinden drejede lidt mod nord, så han fik et rigtigt dårligt ben mod land, mens vi fortsatte med fin luft og god fart. Ved næste vending måtte jeg bruge kikkert for at se ham, og vi var desværre så langt væk, at jeg ikke kunne se tårerne i hans øjne. (Senere noterede jeg at han ændrede kurs og gik mod Langeland – han var nok ikke så meget for at hilse på os i Agersø.)

Det blev Agersø ved halv totiden, og den lokale havnefoged mødte os ved indsejlingen og anviste os plads. Hvilken service – nok fordi vi kom i Anderstina. (Det viste sig senere, at det var almindelig “markedsføring”, idet den private lystbådehavn “kæmpede” mod den kommunale fiske- og trafikhavn om flest mulige gæster – læs : havnepenge.)

Godt en halv time senere stod Anette og vinkede ud mod en indkommende båd, som umiddelbart lignene Undine (Steen McDonald og Janne’s Halberg Rassy – vi havde aftalt at mødes på Agersø). Det var ikke Steen og Janne, men derimod en af vores kolleger – Jytte – sammen med hendes mand Harry. Steen og Janne dukkede op umiddelbart efter, så alle entrede det gode skib Anderstina, og nød et glas koldt fadøl (jo, det skaber skam venner i hver en havn).

Vi måtte naturligvis gense Agersøgård Kro, hvor vi for et par år siden havde haft fornøjelsen af at være gæster til Steen og Janne’s bryllup. Steen og jeg tog forskud på gensynet, dels for at bestille bord, dels for at forhåndsreservere stegt flæsk og persillesovs. Og så skulle Steen jo også lige vise mig “stedet”, som nu var blevet så berømt (i visse kredse) på grund af en ny type kro-weekend-ophold. Herom senere.

Krofatter har nok oplevet lidt af hver igennem årene, så et “mindre” bryllup med 50 overnattende gæster havde åbenbart ikke sat sig dybt i hukommelsen. Trods flere bemærkninger under indtagelsen af grilled laks (jeg fik selvfølgelig pebberbøf) (vi kunne ikke få stegt flæsk) og “underholdende” informationer om krofatters bedrifter i Trylleskoven, var familien Bock endnu ikke “genkendt”. Det blev for meget – eller nærmere for lidt – for Burger-Steen, så da alle var på vej ud af kroen, opsøgte Steen igen krofatter. “Kan du ikke huske os ? – vi holdt bryllup her for et par år siden”. Krofatter stirrede på Steen og så på Janne. “Åh, jo, det var jo jer med de runde borde”, kom det endeligt. “Jo, jo, McDonald i Næstved, du kender jo Jeppe, hils ham mange gange”. Historien om du runde borde er den, at Janne jo mente at gæsterne skulle side ved runde borde til brylluppet, og sådan nogle har man altså ikke på Agersøgård Kro. Enden på den historie blev, at runde borde (samt vist en større container med alt mulig andet “nødvendigt” udstyr) blev fragtet fra Sjælland til Agersø. Krofatter mente vi nu skulle se festsalen dækket op med aflange borde, og som festdeltager må jeg give Janne ret : de runde borde var noget hyggeligere.

Og så tilbage til kro-weekend-ophold. Ja, det er et såkaldt Swingers Diner ophold. “Ved du hvad en Swinger er ?”, spurgte krofatter, og selv som hårdkogt mandeblads-læser måtte jeg melde pas. “Ja, det ved jo ellers enhver amerikaner på 15 år”, hyggede krofatter sig med at sige. “Jeg er jo ikke amerikaner”, prøvede jeg at svare humoristisk, “men jeg har hørt meget om din kælder, så må vi kikke ned ?”

Inden døren blev åbnet måtte krofatter lige fortælle om den 2-siders omtale han havde fået i Jyllands-Posten, og efter beretningerne må Swingers Diner ophold nu være verdenskendt. Ihvertfald var der nu stamgæster fra Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland og Belgien. Jo, verdens centrum for mange par er altså blevet Agersø. Vi fik set hvorledes man for ca. 1 mil. danske kroner indretter en saunakælder m/bad, solarium, tv, video (kun rejsefilm) og bar. “Desværre har vi ingen Swingers her på øen”, og her om sommeren er det kun Swingeraften fredag (og en anden hverdagsaften, jeg ikke kan huske), men I er velkomne i morgen eller en weekend i vinterens løb”, inviterede krofatter, “men husk at bestille i god tid”. Lettere småfnisende forlod vi kælderen – jeg havde lært et nyt udtryk, og da jeg høfligst bad om en brochure – altså bare for at give den til en af mine gode venner, Lau (forlagsdirektør for Europa’s bedste mandeblade) – trak krofatter mig diskret til side. “Er du Swinger”, spurgte han. “Nej, ikke endnu”, svarede jeg, “men min kone vil så gerne”.

Women need at reason for sex, men just need a place.

Steen bød på Irish Coffee (sirup anvendt som alternativ til puddersukker) og vi fik inden sengetid “vendt verdenssituationen”.

De blev til 9 waypoints (vigtige punkter på en rute, f.eks. søafmærkninger, hvor man skal skifte kurs) mellem Agersø og Svendborg. Vi startede i sol og sluttede i sol, men I guder hvor skulle vi meget vand igennem (også oppefra) før vi nåede frem. Vinden havde det – as usual – med at komme fra vores destinationssted, så i dagens anledning var den drejet til sydvest. Nu havde jeg jo også “fået lov” til det der med sejl i går, så jeg vovede ikke engang at lægge an til sejlføring på denne tur.

Jerngenuaen og Hugo skulle stå for turen, og begge klarede opgaven til 13. Egentlig er problemet faktisk lidt komisk, for med de præcise angivelser for sømærker der findes i Waypoints fra Kort- og Matrikelstyrelsen, en velfungerende satelitnavigator og en perfekt justeret autopilot, ja så måtte jeg faktisk i 2 tilfælde slå automatikken fra, ellers var vi stødt ind i et af sømærkerne. Lidt sjovt sådan midt ude i det åbne hav !

Vi ankom til Svendborg ved 4-tiden, og der var allerede godt fyldt op. Skulle vi nu virkelig ligge uden på andre skibe ? Bedste alternativ syntes umiddelbart at være uden på 2 motorbåde, og skipperen på den yderstliggende var straks meget behjælpelig. Vi havde dog næppe fået fortøjret os, før der i de 3 både foran os begyndte en heftigt aktivitet. Den inderste båd skulle sejle, og så var alle mand på dæk.

Den yderste ville inderst, men jeg anråbte ham. “Var det ikke bedre jeg lå inderst ?”. Det viste sig at være en yderst fornuftig skipper (måske frygtede han jeg alternativt ville ligge mig uden på ham – det giver nogle underlige lyde i skroget, hvis det kommer godt med pres på sådan en glasfiberbåd), så stik imod alle forhåbninger lå vi nu atter direkte til kaj. Kunne jeg gøre andet end at invitere på et glas koldt fadøl ? Holdkæft, hvor det rykker, når man kommer op af kahytten med 4 glas koldt velskænket fadøl !

Vi havde fornøjelsen af et lokalt visit – Bodil og Povl (grisehandleren fra Fåborg), samt deres nu efterhånden store søn Søren (adobteret fra Indien) og nytilkomne Mette (også fra Indien). Med tanke på hvormeget sådan nogle små-kære-væsener kunne spilde i cockpittet havde Anette besluttet sig for at invitere på “Italiener” (vi havde egentlig set frem til en lækker pizza, men det viste sig at være en rigtig Italiener-gourmet-restaurant, så pizza var næsten et bandeord). Vi fik lækker mad, og kaffen blev indtaget i skibet. Trods skibets størrelse, hvor fordækket om nødvendigt kan bruges som helikopter-landingsplads – var der ikke meget leverum til ungerne, så tålmodigheden (vist hos både børn og voksne) var opbrugt efter en time. Men rigtig hyggeligt at hilse på “gamle” venner og se deres nye familiemedlem.

Der var et mægtigt leben på kajen. I hundredevis kom der folk forbi – vi troede de kun skulle ned til havnen og se “vores” Najad. Nå, nej, ikke kun – der var iøvrigt fuld musik i Svendborg – i stereo. D.v.s. at ovre mod Svendborg værft lød Kim Larsen m.fl. med mange tusinde watt, mens et lokalt jazzorkester forsøgte at trænge igennem på en mindre skib/kaj-restaurant lidt længere nede af kajen. På en eller anden måde var vi slet ikke så kede af at det styrtregnede, for de værste brænderter blev vist druknet i regn forholdsvis tidligt på aftenen/natten. Vi fik da ihvertfald vores nattesøvn, og Anderstina led ingen overlast.

Regnen var holdt op, men desværre var vinden kraftigt forøget, og traditionen tro var den nu drejet til stik vest. Rigtig gættet – vores kurs var stik vest (måske med ca. 10 grader mod nord) til Fåborg, så endnu en dag med motor. Godt fri af Svendborgsunds smalle stræde piskede bølgerne sig til skum. Det trak op til regn – rigtig kraftig regn, så jeg anbefalede Anette en formiddagslur, mens jeg iførte mig “overlevelsesdragt”.

Her var det så jeg fandt mit inderste jeg. Forstået således, at jeg faktisk elsker at “strides” lidt med naturkræfterne – naturligvis bare jeg vinder ! Sidende i BA’s (kært barn mange navne) lækre sejlerdress på agterpulten, med et stort glas fadøl i hånden, nød jeg regnen og stormen. Ind i mellem passerede andre både imod, og jeg vinkede og vinkede. En forsigtig hilsen kunne anes gennem deres cockpitvinduer; de må have troet jeg var spittergal.

Skyerne skiltes, vinden løjede, og fruen kom på dæk. Faktisk gik det helt godt indtil vi nærmede os Fåborg Lystbådehavn. Her kom så både vind, skyer og regn på en gang, så vi spejdede noget skeptiske efter en “rigtig” pæleplads. For godt til at være sandt ? – ja, for da vi havde lagt til ved en perfekt pæleplads, bemærkede Anette at der på skiltet stod “18/7 kl. 12.00)”. Vi havde et alternativ – ikke helt perfekt – og med vinden ret ind, men det var trods alt bedre end at skulle ligge udenpå andre både, så jeg forsøgte mig med at vende hækken mod broen. Her var det så jeg måtte konstatere, at Anette’s ben kun er ½ meter lange, og hendes skridtlængde nogenlunde ligeså kort. Efter en times knoklen lå skibet sikkert fortøjet – og Anette kunne (med let støtte i de kritiske situationer) komme fra borde – troede jeg. Jeg blev belært med det modsatte – og så satte jeg mig ned i kanytten og skyllede en Sort Guld ned.

Mens jeg finjusterede afstanden (øllen fik mig på en eller anden måde til at forstå fruens problem) til broen, bemærkede Anette at en tysker havde taget førnævnte pæleplads. “Det er godt nok strengt, den skulle vi have haft – vi må håbe dem der har pladsen normalt kommer hjem”, sagde Anette. Så sagt – så hændt : “drømmen” gik i opfyldelse, og tyskerne havde selvfølgelig forladt skibet. “Du skulle have skrevet skiltet på tysk”, råbte jeg til skipperen, “men læg dig uden på os, så kan vi sammen forhale skibet ud midt i havnen”. Han nåede dog ikke så langt i projektet, for tyskeren kom løbende tilbage, og måtte noget slukøret sejle ud.

Det blev til råhygge om læ (det hedder det, når man sidder nede i skibet) og for første gang i 10 år indtog vi et måltid nede i kahytten. Hvem sagde “lorte-vejr” ?

Det blev til eftermiddagssøvn, læsning, læsning og atter læsning. Aftensmaden blev serveret i cockpittet (nu var vejret da blevet rimeligt opholdsvejr) og efterfølgende fik jeg “lov” til at “lege” lidt med “fjenden” (det kalder Anette min computer – men tænk sig, uden den havde jeg ikke fået skrevet dagbog).

Vejrudsigten havde egentlig ikke været SÅ dårlig, men endnu engang kunne metereoløgnerne leve op til deres rygte (nu er de jo også de eneste – udover Corintha – der får penge for at spå om fremtiden). Det ikke bare blæste da vi vågnede – det stormede, så Anette’s annoncerede “vi-bliver-en-ekstra-dag-i-denne-havn” var helt uventet en naturlighed. Vores naboer skulle hjem, da de skulle på arbejde mandag, men de ventede til hen på eftermiddagen, hvor vinden var løjet noget af, inden de stak til søs.

“Min forretning” – Båd og Motor / Lillestrand i Fåborg havde søndags-åbent, så jeg nussede rundt en times tid. Jeg elsker bare sådan nogle forretninger. Senere lokkede Anette mig til Fåborg city, og jeg kunne konstatere, at sådan en bytur, hvor alle forretninger er lukket, er helt OK. Det tog da heller ikke meget mere end en god time før vi havde været byen “rundt”, set færgehavnen og inderhavnen og igen befandt os på det gode skib Anderstina. Dagens aviser blev “tygget” forfra og bagfra – og jeg fik ajourført min dagbog.

Drømmer jeg – eller er jeg vågen ? Solen skinner og vinden er let til frisk fra sydøst. Sejlplanen hedder Fåborg – Åbenrå, altså først stik syd og dernæst vest, drejende til nordvest. Hvis jeg drømte, så var det en god lang drøm, for hele dagen skinnede solen fra en skyfri himmel, og vi nød en rigtig sejltur med fuld sejlføring. Med vinden ind agten blev det jo næsten vindstille ombord, så efterhånden fik solen lov til at beskinne hver en delle. SKØNT !.!.!.!.!.!.!.!.!.!.!.!.!

Sejladsen sluttede dybt inde i Åbenrå Fjord, hvor vi på 3 meter vand kastede anker. (Så sparer vi jo havnepenge.) Tænk sig, at vi i denne Herrens storm- og regnfylde sommer skulle få lov at opleve en varm og fredfyldt solnedgang, let vuggende, alene med naturen ……………

“Cykler, cykler, cykler – kun 100 kr. om måneden, hos cykelsmeden på gågaden i Åbenrå” – flænsede stilheden. Det var radion “Moijn” (jeg ved ikke hvordan det staves, men det lyder cirka så’en) – “lokalradioen med de seneste nyheder og det bedste musik”. (Der var åbentbart ingen nyheder, for det var musik fra start til slut – men selv Grease og Saturday Night Fever er kommet til det Sønderjydske.)

Dagen 20.07 – eller rettere natten – sluttede ret sent. Det var en af de aftener, hvor jeg nød en stille Elefant (ja, ja, guldøl) helt alene i verden. (Radio Moijn var dæmpet 30 decibel) Livet er jo ikke det værste man har – ind i mellem er det nu svært at bevare pessimismen.

Jeg vågnede tidligt – solen skinnede fra en skyfri himmel, og jeg kunne mærke at det var totalt havblik. Jeg opdagede dobbeltsengen manglede min sengekammerat, og jeg funderede over om Anette var i fuld gang med tilberedelse af morgenmad. Normalt ville jeg være blevet liggende og vente på det befriende “go´morgen-skat-morgenmaden er klar om 5 minutter”, men jeg følte mig ovenud frisk, og måtte på dæk. Morgenbordet stod klart – æg, bacon, frisk-presset juice, og gammeldags-kaffebryg af de bedste Java-bønner. Nej Anette sad ikke og ventede smågravent, fordi jeg endnu engang havde været lidt for længe om at få lettet røv’en, næh, hun svømmede engleagtigt -spitternøgen – rundt i vandet bag Anderstina.

“En 45-knallert for kun 300 kr. pr. måned – hos byens Peugeut-forhandler – fås både med store forlygter og sidevogn” – Radio Moijn var frisk fra morgenstunden med et godt tilbud.

“Vejrudsigten – vi får sol hele dagen, op til 30 grader, let vind fra nord, drejende til vest” – ja, nu havde Radio Moijn udvidet servicen med vejrmeldinger, og vejrudsigten blev efterfulgt af “Sommer, sommer og sol” (var det Birthe Kjær ?) med en medsyngende radiospeaker vellystent i baggrunden.

Jeg overvejede at springe i vandet – men hun virkede næsten for smuk i den opgående sol. Var det en havfrue ? Pludselig lød et kæmpebrag – og et stort lyn flænsede den med et totalt overskyede himmel : ……………. jeg vågnede !

Det var uvejr – kl. var 06:00 – ingen nøgen svømmende Anette i havet – ingen velduftende æg/bacon-morgenmad – ingen Radio Moijn. Næh, det var livets barske realiteter : godt og grundigt dansk sommer-torden, med kraftige lynudladninger og efterhånden et piskende regnvejr. Dagens heltegerning var selvfølgelig at vække Anette – tænk sig hvis hun blev vækket af et tordenbrag. Opvågning på dette tidspunkt betyder toiletbesøg for fruen, så jeg anbefalede ikke at anvende elektrisk pumpe, lys eller lignende, men i stedet slukke for samtlige kontakter i el-panelet. På en eller anden måde havde jeg det lidt dårligt med at vi lå det helt mutters alene i bugten, men en “lynfanger” stikkende sådan 15 meter op imod skyerne.

Det blev til lidt sporadisk søvn de næste par timer mens uvejret drev over, og ca. kl. otte lød den velkendte stemme og “melodi” : “go’morgen skat, morgenmaden er klar om 5 minutter”. Jeg nev mig selv i armen, og med stor smerte – og efterfølgende rødt/blåt-mærke – konstaterede jeg, at jeg var vågen.

“Cykler, cykler, cykler – kun 100 kr. om måneden, hos cykelsmeden på gågaden i Åbenrå” – jo, den var god nok. Radio Moijn startede dagen som gårsdagen sluttede. Mon ham cykelsmeden ejer den radiostation ? Men vejrudsigt var der ingen af – og den virkelige verden viste sig at være 12 m/sek vind fra sydøst – med vindstød op til 16 m/sek. Dagens sejlrute var – ja, rigtig gættet – sydøst – til Sønderborg.

Vi gennemgik nødprocedurer – hvis jeg nu skulle falde i vandet – og Anette bestod teorien med rent 6. Men da jeg ville gennemføre en eksamensprøve (altså jeg ville nok ikke springe i vandet, men blot kaste en redningskrans overbords som “attrap”) bad Anette så mindeligt om, at jeg ventede ca. ½-time med at falde overbord. Den intense undervisning havde taget hårdt på hende.

Anette fik sin formiddagslur – og jeg fik sejlet – og kl. 12:44 anløb vi inderhavnen i Sønderborg. På Christian den X’s Bro findes et lysskilt, som viser hvornår broen igen bliver åbnet for lystsejlere. 12:45 stod der ! Og dårligt havde jeg fået gnedet øjnede og reduceret farten, før broklapperne blev åbnet. Simpelthen dagens største hit ! ! !

I en strid søndenvind fik vi lagt os til rette på en god pæleplads – og frokosten blev indtaget med fryd om hjertet. Jo, vi havde kæmpet os igennem stormen, og lå nu sikkert fortøjret. Jeg fik kontakt med Albani-bryggeriet, og aftalt med Ærø’s depotbestyrer, at han onsdag ville komme til Marstal med 3 anker fadøl. Så satsede jeg bare på, at vi også ville komme frem til Marstal onsdag.

Havnen lå stille hen (klokken var også kun 07:00), solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi nød en frisk morgenbrise fra syd-sydøst. Ingen skal klage over variationen i det danske sommervejr. Som nævnt skulle vi til Marstal, som efter en let øst-sydøst retning syd om Als ligger i nordøst retning, på “højre” side af Ærø. Ikke mere om vinden – men for de ikke sejlkyndige : det var sku’ ret lækkert, først med lidt “sidemodvind” – dernæst sidevind – sluttelig “sidemedvind” – alt i alt en perfekt vind. Anette mente nok de 10 m/sek. var lidt rigeligt, men hun blev hurtigt lagt i seng (hun havde jo også været tidligt oppe), så herefter kunne jeg rigtig få lov at sejle.

De 7½ tons (+ vel godt ½ tons proviant) tunge Anderstina skar sig med fuld sejlføring “nynnende” gennem Sønderborg Bugt, den nordlige del af Flensborg Fjord / sydlige Lillebælt og Marstal Bugt. I en længere periode loggede (ups, nyt sejlerudtryk : fartmåling) vi 7 knob – jo det var bare rigtig sejlads, når sejlads er bedst. Vi fik 3 gange “besøg” af en lavtflyvende helikopter, men da Lyngby Radio ikke meldte om skibe i havsnød, måtte det være almindelige rutinemæssige testflyvninger. Om det nu var synet af en Najad 360, eller Anette som igen var kommet på dæk og nød solens stråler ved jeg ikke, men som nævnt kom de 3 gange MEGET lavt hen over os (piloten havde brune øjne).

Jeg fik også besøg – et F16-fly – højst 500 fod over havet – med vel ca. 1.500 km/timen (synet af flyveren noget længere fremmede end lyden). Vi piloter hilser jo altid på hinanden, så da han (eller var det hun) fløj forbi mig, drejede F-16-jageren 360 grader rundt om sig selv, fortsættende 500 fod over havet – FEDT !!!

Vi ankom til Marstal først på eftermiddagen, efter en skøn sejllads og masser af sol. Dagens vigtigste gerning var selvfølgelig at få kontakt med Albani-depot-bestyreren. “Har du 3 fad fadøl til mig”, spurgte jeg Edvin, “Det tror jeg, men vi skal have fest på kajen i aften, så jeg ved ikke hvormange de ta’r – men 2 har jeg i hvert fald”, lød det tilbage. “Jeg vil gerne have leveret 3 fad på bro 8 mellem 17 og 17:30”, annoncerede jeg, og mærkeligt nok, så protesterede depotbestyrer Edvin ikke. Da jeg fra pålidelig kilde havde erfaret, at Albani-vognen holdt ved Sønderrendens Perle gik jeg ham i møde – man skulle jo nødig risikere, at fyraftens-bajere fik indflydelse på korttidshukommelsen.

Nej, der var ingen grund til panik. Edvin havde helt styr på Anderstina, bro 8, og han havde da også “reserveret” 3 fad 12½-liters Albani-fadøl. Jeg fik et lift tilbage til havnen, og sammen spankulerede vi ud på bro 8 (han havde heldigvis en sækkevogn) med 3 fad Albani-fadøl. Tror I folk kiggede – nej de gloede ! Og skønt var jo depotbestyrerens bemærkninger til alle de humoristiske sjæle : “han er vores sejlende Albani-depot”.

Pizzaria Italiano har en filial i Marstal, og Eros Ramazotti (eller hvordan det nu staves) lyder helt lokal i havnens sejlklub. Jeg tror nu ikke de lokale øboer føler sig særlig italienske, ej heller med tanke på sommervejret, men de har åbentbart affundet sig med, at sejlklubben er solgt til Marcello Frederico.

Anette havde bestemt sig til at blive i Marstal endnu en dag. På sin vis var jeg ikke direkte imod, for vores plan for weekenden med Lundeborg (nu skal jeg hjælpe igen : Lundeborg ligger på Fyn’s østkyst, ca. midtvejs mellem Svendborg i syd og Nyborg længst øst) gav jo reelt en dag i overskud. Vejret om morgenen og formiddagen var dejlig solskin, men udsigten (altså den lokale) var noget truende, så jeg var ikke svær at overtale.

Til gengæld ville jeg så benytte lejligheden til at få rigget gummibåd m.v. klar til vores kommende uge med Christopher (vores reservesøn). Jeg havde frygtet at skulle pumpe i en time eller mere, men Anderstina har naturligvis også en veldimensioneret pumpe, så det gik faktisk rimeligt tjept. Den store udfordring kom med at få Evinrude (navnet på motoren – det minder mig altid om Walt Disney’s navn på en guldsmed – altså det dersens insekt, som stående på en åkande eller lignende kunne fungere som motor) bugseret ned i gummibåden, uden at jeg selv på bedste Fedtmule-vis skulle dratte i vandet. Det lykkedes – og den del af operationen gav ikke munter oplevelse for de mange “tilskuere” i øvrige både.

Det gjorde derimod da jeg fik gang i Evinrude, for jeg havde i starten store problemer med at finde ud af hvad der var fuld gas og ingen gas. Resultatet var, at jeg med fuld speed drønede ind i en af de pæle vi havde fortøjret Anderstina til. Anette stod som “førerhund” og grinte højest, og så kunne de andre jo tillade sig at “hyle med i koret”. Nåh, jeg fik da efterhånden styr på Evinrude, dog med det lille minus, at hun “oser” lige lovligt meget. Måske fordi det er længe siden hun har været i brug – måske fordi der er formeget olie i benzinen (det lyder meget intelligent, ik’ ?). Jeg fik straks en ny ven. “Hvad er der galt ?”, lød det fra en (anden) ung gut i en gummibåd. “Årh, bare lidt for meget olie i benzinen”, svarede jeg. “Jeg synes s’gu ik’ der kom noget kølevand”, tilføjede min nye kammerat. Ja, det måtte jo straks checkes, så Evinrude blev startet påny. Alt syntes OK, så jeg takkede for interessen og hoppede tilbage på Anderstina.

Evinrude blev sat tilbage på sin plads på Anderstina (det er altså ikke noget man sådan bare gør, sådan en gummibåd ligger altså bare ikke stille, når man skal løfte 15 – 20 kg fra borde) og jeg kunne stolt meddele Christopher, da han sidst på eftermiddagen søgte “sidste nyt fra Anderstina”, at alt var timet og tilrettelagt til hans ankomst lørdag.

Vinden var frisk fra sydvest, hvilket jo passede perfekt til dagens sejllads : Marstal – Lundeborg. En forholdsvis lang tur på ca. 35 sømil, men med en hviledag bag os – og en foran os – glædede vi os begge til turen.

Sejlene blev sat allerede i yderhavnen – man skulle jo nødig miste “rigtig” sejltid, og egentlig kapsejllads blev indledt allerede mod første sømærke. En Granada 35 var dirigeret udenom ved vores sejlsætning, og skønt han som støtte til sit storsejl sejlede på motor, måtte han se sig overhalet inden vi rundede sydvest-bøjen 2 sømil fra Marstal. Jo, der var skam rigtig fart på Anderstina, og Anette havde indtaget sin sædvanlige plads i cockpittet : helt oppe i hjørnet mod nedgangen, og med en fast hånd på hendes “støttepind”.

Efter mærkerundingen fik vi vinden ind stik agten, og med storsejlet på styrbord og rullegenua på bagbord næsten surfede vi mod Rudkøbing. Desværre fik rullegenuaen snoet sig om forstaget, og jeg kæmpede en “vild” kamp for at for den rullet ind igen. Herunder måtte jeg flere gange på dæk frem til forstævnen for at tvinge genuaen “modsat”, og disse manøvrer var absolut ikke Anette’s livret. Hun lukkede hvergang øjnene, og ansigtsudtrykket var ikke til at tage fejl af : “Kunne du ikke bare lade dit tossede forsejl være i fred, og sætte dig her i cockpittet og tage dig kærligt af mig”. Da operationen lykkedes, og rullegenuaen igen var oprullet, udeblev anerkendelsen dog ikke : der blev behørigt klappet.

Vi havde naturligvis desværre mistet noget fart under førnævnte operation, så kaptajnen på Granada’en havde set sit snit til at få halet godt ind på os. Jeg fik igen sat rullegenuaen – dog denne gang kun ca. halvt ud, så jeg holdt ham bag mig op forbi Rudkøbing. 3 sømil nord for broen Tåsinge – Langeland stak han mod Svendborg og jeg fortsatte stik nord. Sikker vinder – men det holdt hårdt, og jeg måtte konstatere, at indsatsen var “betalt” med 3 kraftige vabler på venstre hånd.

Lundeborg blev anløbet ved 16-tiden og her kom så dagens mindre heldige oplevelse : bovpropellen’s energi-forsyning slap op. Årsagen var – udover at den måske som det eneste på Anderstina er underdimensioneret – at Oure Idrætshøjskole havde besluttet sig at gå ud med 8 sejlbåde netop som vi anløb havnen. Vi havde på forhånd udset os vores favoritplads (same presedure as last year), men dette betød at vi måtte ligge afventende i yderhavnen. Da der var meget strøm i havnen, og jeg ikke havde forventet at skulle “drive” rundt i 10 minutter, havde jeg ikke midlertidigt fortøjret mig til en anden båd, så bovpropellen blev brugt flittigt. Da vi så endelig skulle foretage sidste manøvre mod vores planlagte kajplads var bovpropellen helt og aldeles død. Så der blev manøvreret på gammeldavs manér – og det gik nu ikke så tosset endda.

Vi kontaktede Steen og Janne for at høre om de havde tænkt sig at komme til Lundeborg allerede fredag som os, og da de bekræftede inviterede vi på Lasagne kl. 19:00. De ankom kl. 18:30, og vi fik “parkeret” dem skråt bag os. Præcis kl. 19:00 blev middagen serveret, og vi havde en hyggelig opvarmningsaften til vores traditionelle Lundborg-arrangement lørdag.

Det var så 7. år i træk vi afholdte vores Lundeborg-arrangement. Et Lundeborg-arrangement er sejlertræf sidste weekend i juli, og menuen er fast : Krabbeklør og grillet laks, serveret med Chablis Grand Cru. Til børnene (og mig) serveres grillet oksebøffer med sennep, ketchup og remoulade. Hertil (altså til mig) Saint-Emilion Grand Cru. Vi har et par enkelte år “snydt” og mødtes i henholdsvis Skanør (Sverige) og Karresbækminde (Sydsjælland), men i år var det heldigvis igen Lundeborg, der var passet ind i sejlerplanerne.

Formiddagen blev brugt til hovedrengøring. Ja, sådan er det jo når man skal have gæster. Her fik jeg endelig “lov” til at være lidt aktiv på ferien, så Anderstina blev vasket og spulet, og stod funklende da familien Poulsen ankom til Lundeborg lidt over middag. Nu skulle det hele jo ikke ødelægges under en enkelt frokost-indtagelse, så frokosten blev serveret ved et par borde/bænke, som vi havde flyttet lidt rundt i havnen til lejligheden.

I år bestod deltagerne i Lundeborg-arrangementet af Undine (med Steen, Janne og (lille)Christopher – gæster : Susanne, Claus, Chris og Steffen) og Anderstina (med Anette, Jan og (store)Christopher – gæster : Pia, Anders, Sarah og Line (veninde til Sarah)). Cecilie-teamet, bestående af Lone og Preben (nu uden skiv’) måtte desværre melde afbud lørdag formiddag som følge af sommerforkølelse og maveinfektion. Peter og Gitte havde valgt den svenske skærgård, og Caroline og Peter’s sommerferie kunne ikke indpasses med Lundeborg. Det begrænsede antal deltagere begrænsede ikke festlighederne – som sædvanlig holdt vi høj cigarføring – og ingen i Lundeborg var i tvivl om, at juntaen igen var samlet til det årlige træf.

Det blev ikke sådan søndag lige med det samme, men kl. 9 viste de første livstegn sig på Anderstina (Anette skulle på toilettet). “Larmen” fik vækket os alle, og da samtidig en hel del både fandt tidspunktet inde til at påbegynde dagens sejllads, fik vi gjort os morgenklare. Anders forsøgte en forsigtig reperation med Gammel Dansk, og trods en stikkende kløe i hårrødderne så han da helt frisk ud. Derimod var synet at Bock og Pedersen fra Undine noget skræmmende, og ordet “coffee” (uden Irish foran) fik dem til at ryste på hånden.

Alle havde lyst til at være med på dagens sejllads fra Lundeborg til Kerteminde, men nogen skulle jo tage sig af de to biler, som lørdag havde fragtet Poulsen og Pedersen til Lundeborg. Poulsen offrede sig, at kørte begge biler til Sjælland, mens Pedersen fortsatte en forlænget weekend i Undine sammen med Bock.

Det blev til en god lang nats søvn, og da morgenvejret ikke ligefrem var “skynd dig at stå op og nyd solen”, blev morgenmaden først serveret kl. 9:00. Alligevel var vi pakket og sejlklare før Undine var stået op, og turen til Ballen (dagens geografi : Østkysten af Samsø, ca. 1/3-oppe) blev nydt med fuld sejlføring. Vi nåede Ballen ca. ½-time før Undine, og var da noget duperet over, at de først skulle have været sejlet fra Kerteminde klokken halvtolv. “Sandheden” kom dog frem senere på dagen – de havde haft motoren på som hjælp hele vejen.

Hr. Pedersen og Hr. Bock inviterede på grill-bøffer (altså ikke McDonald-bøffer, men rigtig lækker oksebøffer) så de voksne blev bespist på Undine, mens ungerne fik grill-bøffer og -pølser på Anderstina (Christopher vogtede, så der ikke blev grisset for meget).

Eneste opgave under vores 3-ugers-lån af Anderstina var at montere flagliner, så Christopher blev hejst op i den dertilindkøbte bådmandsstol. Det gav selvfølgelig de andre unger lyst til en tur i masten, så alle fik styret deres trang til højder. Højeste mand nåede næsten mastetoppen inden det forsigtigt lød ned : “nu har jeg nået mit mål, sænk mig venligst stille og roligt ned igen”.

Mere udramatisk skulle det være at fiske krabber og søstjerner i havnen. Men ak, (store)Christopher gled på en sten, og smut – så røg han i baljen. Tørt tøj, Falck-kassen fundet frem (blod i rigelige mængder flød fra knæet), og kompres-forbinding blev lagt, og så blev krabbefiskeriet genoptaget.

En rigtig hyggelig aften, som sluttede med Irish coffee, G&T (oversat Gin og Tonic) og en enkelt Sort Guld (Calsberg med “hat”).

Undine havde besluttet sig for en enkelt dag mere på Samsø (de skulle vist ud og lede efter strisseren), mens Anderstina ville genoplive gamle minder fra Sejerø. (Og hvem ved så hvor Sejerø ligger ? – på sit bredeste ca. 1 ½ kilometer, og mindre end 10 kilometer lang – jo, tegn en streg vandret fra Samsø mod Sjælland, og lige inden du rammer Sjælland ligger Sejerø – indrømmet, hvis man ikke havde ferieret i de danske farvandet (og så lige en RT-weekend-tur i 80’erne) så havde jeg s’gu’ nok heller aldrig besøgt denne gudsforladte ø).

Trods øens (og havnens) størrelse kom der efterhånden temmelig mange lystsejlere, og da Christopher og Anette havde været i Sejerby (hovedstaden på Sejerø) kom Christopher med følgende udtryk : “Det rykker bare her på øen, jeg tror vi skal på diskotek i aften” – ja, humor har knægten s’gu.

Oven på de seneste dages gummibåds-race i Lundeborg, Kerteminde og Ballen blev dagen selvfølgelig lidt antiklimaks, og da en “venlig” lystsejler allerede halvsyv meddelte, at nu var det slut med at sejle gummibåd (med motor) syntes Christopher det var lidt træls. Humøret blev dog vendt 180 grader da Anette serverede hakkebøffer med bløde løg, og efterfølgende blev sejlladsen genoptaget – dog således at der de første 30 meter ud af det inderste bassin blev brugt ro-kraft.

“Fjenden” (Anette’s betegnelse for min bærbare computer) blev tændt og DMI’s (Danmarks Metereologiske Institutut) vejrprognose nøje studeret : Skyet, til tider regn, måske med torden, let til frisk vind fra syd og sydøst. Ja, vindretning og hastighed var såmen OK, men vi havde da nok drømt og bare et lille solstrejf.

Dagen startede da også helt galt : først “parkerede” Anette thermokanden på det endnu gloende varme komfur, hvorefter den sank ca. 3 cm. ned og blev “integreret” med blus og rist, og dernæst ringede partner Peter og forespurgte om Anette havde sin computer med på ferie (eller stationeret på Bregnevej), da der havde været indbrud på kontoret om natten. Førstnævnte “ulykke” blev hurtigt gjort rimeligt humoristisk, da Anette faktisk ikke kunne huske hvornår og hvordan hun havde fået sat thermokanden på komfuret, og faktisk efterfølgende egentlig havde fyldt den med kogende vand, og klimaks var, da jeg skænkede dette kogende vand op til morgenkaffen (ja, ja, Nescafé) og komfurets rist fulgte med. Nr. 2 ulykke var da også til at “leve med”, da indbrudstyvene heldigvis ikke havde begået hærværk, men blot stukket af med 5 bærbare computere, som alle var forsynet med indgraveret mærke : “TYVERISIKRET – AHK – 20 00 36 77”

Ca. et kvarter efter vi havde forladt Sejerby havn skilte skyerne sig, og Anderstina blev bestrålet med varme, klare solstråler fra sydøst. Vejrudsigten var for såvidt angik vindretning og -hastighed gættet rigtig af metereoløgnerne, så vi gik med fulde sejlføring mod Sjællands Odde. Hugo havde overtaget styringen, og vi pjattede og hyggede alle tre – og fortalte dumme vittigheder. Christopher blev sendt i gummibåden, som var fortøjret med et 30 meter langt reb, og i ½ time nød vi stilheden. Under de øvrige 6 timers sejllads mellem Sejerø og Hundested, som blev vores endelige destination, holdt han enetale.

Vi havde faktisk sol alle 6 ½ time, og via diverse telefonkald til Christophers forældre fik vi de “gode” nyheder : Det pisregnede i København og Køge. Solskin, vind agten-for-tværs, og vel godt 20 grader, inviterede til bad på agterdækket. Christopher og jeg fik efter tur et dejlig varmt bad på agterdækket (Anderstina har naturligvis varmt vand – og dette kan – via blandingsbatteri – veltempereret nydes fra håndbruser på agterdækket). De unge kvinder på nærmest-sejlende skibe stod med super-kikkerter og fulgte med i vores grundige kropsvask, og pludselig fik vi også “besøg” af hun-sælen Olivia. Christopher havde svært ved at forstå hvordan hun kunne holde varmen i de Grønlandske farvande, når hun nu kom “hjem” igen fra hendes ferie i Danmark.

Det dejlige vejr – og udsigten til regnvejr torsdag – fik os til at forlænge den planlagte tur til Odden til Hundested, og efter en promenade-sejllads i hele havneområdet (de skulle jo lige allesammen have mulighed for at beskue Anderstina) fik vi os fortøjret på forsvarig vis udenpå / i forlængelse af en mindre motorbåd, så vi faktisk havde direkte adgang til broen via agterdækket. Jeg gjorde endnu engang (man kan da efterhånden få en vis rutine i at bakse en 15 kg’s-tung påhængsmotor ned på en ikke-fastliggende gummibåd) Christopher’s legetøj sejlklar, dog først efter vi havde besøgt Vaffelbageriet, hvor Christopher fik købt en yderst velvoksen 3-kugler-guf-syltetøj-vaffelis.

Aftenen sluttede med besøg af Kim og Pia (Kim er kunde hos AHK), som vi pludselig så tøffende ind i inderhavnen, mens vi spiste aftensmad. Kim købte, sammen med 3 andre gutter, en Jeaneau 27, nogenlunde samtidig med vi købte Nordship-Anderstina, og vi lå de første mange år næsten overfor hinanden i CBC (Copenhagen Boat Center) i Kalkbrænderihavnen. Vi har mødtes nogle gange ved diverse festligheder hos partner Peter, så jeg kunne kende ham / båden, da de sejlede forbi. Vi var nok lidt mere forandrede (Anderstina var blevet betydelig større og min hårpragt betydeligt mindre), så vi blev først genkendt i “2. forsøg”. Det blev til kaffe og kage, lidt hvidvin til Pia – og naturligvis velskænket, kølig fadøl til Kim.

Afrejsen fra Hundested blev lidt stresset, da jeg aftenen i forvejen havde annonceret til vores naboer, at vi ønskede at sejle klokken 08:00. Faktum var, at de var oppe tidligt, og vi – grundet rimeligt dårligt vejr – sov længe. Vi lod Christopher sove, da hverken vejr eller forventet “rulle”-sejllads var noget man absolut skulle stå op til. Herudover blev klargøringen lettere forsinket af Lone (Christopher’s moster), som på vejen hjem fra pige-komsammen i Tisvildeleje, skulle sejle fra Hundested til Rørvig. Hun havde hørt fra Preben (Christopher’s onkel) at vi var i Hundested, så hun stoppede forbi til en kop morgenkaffe – hyggeligt.

Da vi fortsat havde en “død” bovpropel, og vinden stod rimeligt kraftigt ind i havnen, blev udsejlingen lettere komisk. Faktisk startede vi med at sejle dybere ind i havneområdet for at få lidt styrefart, hvorefter vi ved hjælp af en bevist pælemanøvre fik vendt skuden og stævnen peget i udgående retning. Mange beskuede vores havnemanøve, men ingen grinede, hvilket jeg tog som udtryk for, at nok havde det set lidt komisk ud, men ingen havde alternative idéer.

Mit nye standardudtryk : “Det var s’gu noget nemmere dengang vi havde en Folkebåd” blev igen modtaget med smil hos øvrige besætninger.

Den aktive brug af motor frem og bak fik vækket Christopher, og han fik indtaget morgenmaden i det første “ben” ud fra Hundested – kraftig vind foran-for-tværs (omsat til geometri : ca. 45 grader) og rimelig pæne bølger. Vi fik rundet sømærket og afstukket kursen mod Gilleleje. Ups, kurs 65 grader, medførte vind næsten læns (ca. 160 grader) og bølgerne rullende i samme retning. For dem der ikke har prøvet det, kan jeg bedst sammenligne med Vikingeskibene i Tivoli, bortset fra, at de gynger konstant op og ned og i konstant cirkel. Vorherre former ikke sine bølger ligeså symmetriske, så balancenerven kommer virkelig på prøvelse.

I godt 2 timer sad vi alle i styrbord side, hvor jeg havde ben og arme rundt om Christopher, mens han intenst forsøgte at fastholde blikket på horisonten (for at modvirke søsyge), og Anette klamrede (og denne gang er det absolut ingen overdrivelse) sig til hendes “håndtag”. Anette og Christopher var enige om, at bølgerne mindst var 5 meter høje, og specielt Anette havde en rigtig, rigtig dårlig dag på vandet. “Godnat, og tak for en speciel dag, jeg er glad for, at jeg overlevede”, var aftenens slutreplik.

Fredag var blevet udnævt til “gør-rent-dag”, så der var jo ingen grund til ligefrem at stå tidligt op. Vejret var også rigtigt “godt-ferien-er-slut-vejr”, og rengøringsjobbet skulle jo bare overståes. For første gang var størrelsen på Anderstina ikke ligefrem en fordel, men omvendt var rengøringsglæden det større, når man virkelig kunne se en velskinnende, ren båd efterhånden som arbejdet skred frem.

Anette klarede alt i kahytterne, mens jeg vaskede cockpit, dæk m.v., og Vorherre skyllede godt og grundigt efter hele tiden. Faktisk nåede cockpittet først at blive “sidde-tørt” 5 minutter for Kaptajn BA og frue ankom kl. 18:30. Vi havde inviteret til middag på Restaurant Gilleleje Havn, men aftenkaffen skulle nydes på Anderstina. Christopher havde nemlig en sidste vigtig opgave : instruktion af Kaptajn BA i gummibådssejllads, herunder diverse “teknik” omkring Evinrude. Jo, det var skam et billede til familiealbummet, da Christopher og BA (med hans nyerhvervede Monaco-Monte-Carlo-Yard-Club-kasket) sejlede promenade-sejllads i Gilleleje Havn.

Ferien sluttede hermed sent fredag aften, hvor Anette, Christopher og jeg tøffede hjemad i NETUS (Anette’s Golf). Vemodigt at sige “farvel” til Anderstina, men på sin vis også glæde til gense Bregnevej (ens egen seng og egen dyne er nu “verdens bedste”).

Ja, det gik jo så faktisk hen og blev en hel dagbog. Summa summarum har vi haft en rigtig dejlig ferie. Vejret har ikke været “til at skrive hjem om” (selv om mange af dagbogslinierne har handlet om vejret), og hvilken trøst er det så at læse, at vejret i juli har været “helt normalt”. Anderstina var helt klar en stor oplevelse, og de mange beskrevne enkeltepisoder har blot været “prikken over i’et” i en dejlig lang, hyggelig, sjov og spændende (Anette’s tilføjelse) sommerferie 1998.