2010 Serfaus, Østrig

‘Traditionen’ ‘morfarskitur’, som blev startet i 2009, skulle selvfølgelig følges op, og til stor glæde for både Rasmus og morfar tilmeldte ‘Moffi’ (Marius) sig sammen med Victor.

Verdensklassetur. Der blev plads til leg, hygge, spil, røverhistorier – og masser af skiløb.

Det var første gang, Victor skulle på ski, men efter et par dages skiskole, stod vi sammen på de blå pister.

Rasmus var blevet ‘skihaj’ og løb nu de ‘lyserøde’ selv, og hopbakkerne blev snart blandt favoritterne.

2010 Kitzbühl

Årets SkiSafari gik til Kitzbühl, Østrig.

Knolds nye Audi skulle prøvekøres, og som ekstra testkørere – og sekundanter til afterskiing – var Christopher og Philip med på turen.

Kitzbühl var ren nostalgi. Det var faktisk i Kitzbühl Jan oprindelig lokkede familien Poulsen med på skiferie. Oplevelserne dengang var blandede, men de lagde kimen for mange dejlige oplevelser i efterfølgende år.

Der var perfekt sne – og stemningen var høj i alle 3 dage.

2009 Serfaus, Østrig

Vi var 5, der spændte skulle sige farvel i lufthavnen. Hvad var det lige, vi havde gang i? Rasmus og morfar alene på skitur. Men dårligt var mor, far og besse forsvundet fra synsfeltet, før Rasmus sagde “Så er det bare os to, morfar”.

Fly til Zürich og derfra med lejet bil til Serfaus i Østrig. Her havde vi lejet en hyggelig taglejlighed på Hotel Universo. Det gav mulighed for eftermiddags- og aftenhygge – og spise ‘hjemme’ to af de tre aftener.

Vi havde smukt men koldt vejr. Rigtig vinterferie med røde kinder.

Alle blå pister blev gennemløbet – og enkelte røde blev erobret – i starten mellem benene på morfar. “Stop, stop, morfar – nu kan jeg godt selv”.

“Jeg savner mor”, blev kun nævnt én enkelt gang – natten mellem dag to og dag tre. Men med trøstende ord og holde i hånd sov Rasmus videre. Og næsten morgen var mor igen helt ‘glemt’.