Kategori: SkiJanTours

Verdens mindste rejsebureau. Kun én rejsetype – alpint skiløb. Kun to pladser pr. tur – én til Christopher og én til Jan.

Det hele startede i januar 1996 – eller måske rettere i marts 1994, hvor familien Heick-Poulsen blev ‘lokket’ med på en Round Table Skitur til Kitzbühl i Østrig. Her viste Christopher (som familien vist kalder David) både lyst og talent til alpint skiløb.

Christopher havde siden han blev født i 1987 været vores ‘reservesøn’, så hvad var mere oplagt end at starte et rejsebureau, som udelukkende arrangerede alpine skiture for ham og Jan.

Første tur gik i 1996 til Sankt Anton i Østrig. Året efter (1997) igen til Sankt Anton efterfulgt af to år (1998) (1999) til Sølden i Østrig. Disse 4 ture – sammen med skiferier med mor og far – skabte grundlaget for en ‘skikarrierre’ i Slagelse Skiklub. Succes’erne tæller bl.a. ét Sjællandsmesterskab, sølv til Danmarksmesterskabet og deltagelse i Topolino Cup i Italien (VM for juniorer).

Rejsebureauet ‘genopstod’ med ungdomsture til Ischgl, Østrig i 2004 og Whisler, Canada i 2007. Nu var ‘afterski’ også på dagsprogrammet.

Siden december 2010 har den unge mand så glædet ham den gamle med at deltage i ture til Sankt Anton, Østrig (2010), Sølden, Østrig (2012), Val Thorans, Frankrig (2013), Ischgl, Østrig (2014) og Wagrain, Østrig (2017) og (2018) samt sidst Sölden, Østrig (november 2018)

Hvor længe mon han gider?

Udgivet den

1998 Sölden, Østrig (dec.)

Kære Christopher

Hvordan kunne vi dog selv tro på, at vi ikke skulle på SKI Jan-tour i skisæsonen 1998/99 ?

Vi kunne mistænkes for at have været snu, men det var nu oprigtigt nok, da jeg i oktober måned anbefalede, at du skulle tage med Slagelse Skiklub til xx-fjeldet i Norge, selvom det måtte blive på bekostning af vores årlige SKI Jan-tour. Men efterfølgende lange fri-weekends, hvor jeg blandt andet fik ordret vores billeder fra de seneste 2 års ture, fik mig på “bedre” tanker. Kunne jeg overtale Anette til at tage af sted weekenden før jul ? — det var da et forsøg værd.

Og endnu engang viste Anette sig fra sin søde side — vi fik lov at tage af sted torsdag den 17. december, med planlagt hjemkomst onsdag den 23. december. Så skulle der jo være tid nok til at forberede julen !

Jeg reserverede vores pladser i toget allerede den 2. november, men holdt tæt indtil tirsdag den 15. december, hvor jeg kom direkte fra Stockholm til Solrød, for at høre om du havde lyst til at tage med til Sölden. Der var flere grunde til at jeg ikke fortalte dig om det tidligere. 1 – jeg ville gerne have at du alene tænkte frem til din tur med Slagelse Skiklub, 2 – så tidligt på sæsonen ville jeg gerne være sikker på, at der var sne i Sölden, og 3 – arbejdet var igen begyndt at tage al for meget af min fritid.

Rent faktisk holdt jeg i bilen på Avedøre Holme nævnte tirsdag aften i 45 minutter, hvor jeg dels ringede til hotellet i Sölden, dels tjekkede vejr og snemelding på Internettet via min bærbare computer. Og jeg talte knoer, skal, skal ikke. Det blev skal, og så kørte jeg til Solrød, hvor mor godt kunne se på mig, at jeg var totalforvirret.

Jeg holdt en sidste nødbremse — jeg ville have bekræftet fra turistbureauet i Sölden at det var muligt at løbe på ski helt oppe fra gletcheren og ned til byen. Dette blev bekræftet om onsdagen (de lokkede måske lidt rigeligt, men de skal jo også sælge byen til turister), men først efter at du havde ringet flere gange.

Selvfølgelig var du spændt, så spændt at du ikke turde at gå med Spacy, før jeg havde givet besked om, hvornår jeg troede jeg ville ringe.

Med mindre end 24 timers varsel fik du så endelig besked — vi mødes torsdag kl. 17:00 på Hovedbanegården.

Jo, optakten var i ‘bedste’ stress-Jan-stil, men med vores erfaring i disse tog-rejse-rygsæk-forlænget-weekend-skiture var det jo ikke noget problem.

17. december 1998

Jeg kunne jo nok have sagt mig selv, at med sådan en optakt måtte jeg få problemer. Og det fik jeg — arbejdet ville simpelthen ingen ende tage om torsdagen, så jeg kom først afsted 20 minutter over 4 — og rygsækken var endnu ikke pakket. Bedre blev det så ikke, at det var umuligt at få en taxi til Bregnevej, så med over 1/2-times forsinkelse dukkede Anette og jeg endelig op på Hovedbanegården.

OK, der var jo 25 minutter til togafgang, men hvad jeg helt havde miskalkuleret var ventetiden i DSB’s udlandsbillettering. Så billetkøb på Hovedbanegården måtte opgives, hvilket senere skulle vise sig at blive en dyr affære. Vi blev venligt hjulpet af en sød togstewardesse, men prisen var ikke just familierabat.

Anders og Anette provianterede mens jeg hævede lidt kontanter, og det blev til en masse slik, 4 sodavand og 6 1/2-liters Tuborg julebryg. De havde nok ikke tænkt på hvor meget alt dette vejede, og hvor lidt plads, der var tilovers i vores rygsække, så jeg blev nød til at drikke 4 1/2-liters julebryg inden vi gik i seng i nattoget fra Hamborg til München.

Anders havde endvidere fået trykt nogle meget flotte skibluser, og SKI Jan-tours blev straks omdøbt til Team Pist ‘N Race, med underteksterne Experience, Explorer og Sölden ’98. Vi beundrede dem sammen inden toget forlod Hovedbanegården, og midt i forsøget på at ” køle ned” opdagede jeg pludselig, at jeg endnu ikke havde fået dit pas og sygesikringskort.

Som de garvede tog-rejsende havde jeg valgt København-Hamborg via Rødby-Puttgarden, med 7 minutter til skift i Hamborg til nattoget Hamborg-München. Det betød så en lille sejltur, og muligheden for at starte skituren på bedste østrigske maner : Wienerschnitzel mit gemüse.

Vi var selvfølgelig lidt nervøse for den korte tid til at skifte i Hamborg, men denne nervøsitet skulle vise sig at være helt unødvendig. Vi gik målrettet ud af toget, som ankom præcist til Hamborg, fandt den anviste perron, gik målrettet frem mod det forventede holdested for sovevogn nr. 9 — og ventede et på minutter inden vores nattog kørte ind på perronen. Jo, vi havde skam styr på det, og alt stress var hermed lagt bag os.

Og hvilken glædelig overraskelse mødte os — Deutschen Bahn når det er bedst. En dejlig lys, ren og ny sovekupe, med eget BAD !!! og toilet. Ren luksus.

Klokken var blevet over halvelleve, og vi måtte begge lige ringe hjem og fortælle, at alting var gået helt perfekt, og at vi nu var på vej til München. De skulle jo gerne følge lidt med derhjemme, og da også gerne være bare en lille smule misundelige.

18. december 1998

Dårligt havde togstewarden banket på døren før du var i tøjet. Jeg tog mig lidt længere tid og prøvede badefaciliterne, inden jeg iførte mig min nye skitrøje, Team Pist ‘N Race.

Og så kom næste glædelige overraskelse : Morgenmaden (gratis), som næsten kunne konkurrere med kvali-teten på et bedre hotel, kunne indtages i en lækker spisevogn.

Vi havde 25 minutter i München, hvilket blandt andet blev anvendt til køb af billet fra Kufstein (togstewardessen i toget fra København kunne ikke udstede billet længere end til den Tysk-østrigske grænse) til Ötztal, så heller ikke ved dette togskifte var der megen tid tilovers. Men tid nok til at finde vores kupe og en noget irriterende familie a la Italia, med Valentine og Stefanie, som absolut ikke kunne sidde i ro.

På en eller anden måde fik disse umulige unger dig til at opføre dig eksemplarisk (nej, det er måske uretfærdig, for du havde siden afrejsen virkelig taget hensyn til min indledende bemærkning : Kære Christopher, jeg er totalt udkørt, min tolerencetærskel ligger omkring 0-punktet, tag hensyn til en gammel mand), og det lykkedes mig, på samme måde som spagetti-familiens midaldrende overhoved, at få en ekstra morgenlur.

Sidste skift i Innsbruck var ren rutine, så de godt 20 minutter mellem ankomst og afgang mod Ötztal føltes som rent tidsspilde.

Vi ankom præcist på tidstabellen til Ötztal, alting havde simpelthen ‘klappet’. Belært af erfaringerne besluttede jeg mig for allerede ved ankomsten at købe billetten til hjemturen. Her blev resultatet af torsdagens stress og forsinkelse udregnet i Shillings. Jeg fik en RETUR-billet for en pris der var mindre end den enkeltbillet jeg sammenlagt havde købt i togene på vej til Østrig. Så vi blev hurtig enige om, at vi selvfølgelig senere på sæsonen måtte drage til Ötztal igen — vi havde jo togbilletten.

Med taxi (der var ingen tid at spilde på lokal bustransport) ankom vi til Hotel Garni Post, Sölden kl. 11:15, (billedet er lidt snyd, for det er taget om aftenen, men jeg fandt det på Internettet, og jeg synes det er rigtig flot), og lykken tilsmilede os fortsat : Vi fik straks vores værelse, klædte om til skitøj og traskede målbevidst til Skipas-salgsstedet ved Giggijogg-gondolen.

Og præcis kl. 12:02 var vi på vej op til et perfekt præpareret skiterræn. Sædvanen tro var vejret på ankomstdagen perfekt, og vi nød den stærke sol på den blåklare himmel. Jo Tomba og Tomba var tilbage i Sölden, og første hvil medførte (selvfølgelig) frokost i Eugen’s Obslerhütte. Var det ikke som om tjenerne kunne genkende os ? Var det ikke som om de havde Gullashsuppen allerede klar i suppeskålene til os, en stor cola og en velskænket stor fadøl ?

Traditionen tro (og dem holdt vi alle sammen) fik jeg lov at nyde frokosten lidt længere, mens du alene tonsede en ekstra gang ned af Sort 20’er. Alt var ‘as usual’, og vores humør var ganske enkelt på toppen.

Sidste mand lukker og slukker — syntes piltekontrollen at signalere, og dagens skioplevelser måtte slutte.

Tilbage på hotellet måtte jeg puste ud, mens jeg nød den næstsidste Tuborg julebryg, og du vovede dig ned i receptionen for at låne 2 housecotes (“beklager, jeg ved ikke hvordan det staves, og receptionisten forstod hverken engelsk eller tysk” — sagde du). Jeg fik problemet forklaret med lyde og store armbevægelser, og snart befandt vi os i bad- og saunarummet. Desværre var der ingen ” lamseben” i saunaen, så jeg benyttede i stedet lejligheden til en tur i solariet.

Hverken sauna eller solarium fristede dig voldsomt, men du trissede forsigtig rundt og forberedte dig på aftenens snorkeldykning i vores eget badekar.

Jeg fik en 1/2-time på øjet inden vi dressede op til aftensmaden, og her forsøgte vi igen på bedste hjemvandte stil at besøge ‘vores’ grill-restaurant. Desværre (eller måske heldigvis) var den lukket, så det blev en anden af de kendte restauranter, som fik glæde af vores schillings.

Fineste ret på menukortet (målt ud fra prisen) var Tournedos, som efter påkrav blev serveret med Pommes Frites, og da du fortsat var sulten (jeg fattede det ikke), fik du Banana-split til dessert, mens jeg stille nød en Irish Coffee.

Mætte af både mad og drikke, de sidste dages togtransport og dagens hektiske skiløb kom vi tilbage til Hotel Garni Post.

Hurtigt ring til familien Poulsen og til Anette, og jeg tror dårligt vi var kommet under dynen, før Ole Lukøje havde slukket for ‘batteriet’.

19. december 1998

Dagen startede med fint vejr hele formiddagen, og de første mange løjper blev løbet uden længerevarende stop.

På sin vis var jeg stolt som en pave — det var jo oprindelig mig, der lærte dig at stå på ski, men omvendt følte jeg mig, som dagen skred frem, noget gammel og udslidt, for trætheden ved at holde dit tempo begyndte hurtigt at gå ud over “stilen”.

Kvaliteten på vejret faldt også : det blev overskyet, temperaturen faldt til under frysepunktet, men det betød jo samtidig også at de kunne sætte gang i snekanonerne, hvilket faktisk var ganske udmærket.

Jeg holdt ikke til længere end kl. 15:30, hvor den varme chokolade (med rom) var blevet skyllet ned med en Glühwein, så var det bare slut — helt slut, og jeg trængte hårdt til en lur. Du kunne mærke mit batteri var helt og aldeles opbrugt, så jeg fik lov at sove næsten 1 1/2 time, inden du forsigtigt vækkede mig, og forespurgte om vi ikke skulle have aftensmad.

Aftenens eksperiment blev så en pizzarestaurant, hvor du vovede dig ud i en Calzone. Snart fandt vi ud af, at denne pizza nok ikke var den største udfordring denne aften. Næh, det var snarere at undgå at begynde at grine, idet vi var placeret sammen med en ægtepar ved et 4-mands-bord. Damen var en 60-årig, affarvet blondine, som var klædt som en 30-årig, og manden — ja, du mente han måtte have rigtig mange penge. Et spøjst par.

20. december 1998

Temperaturen var faldet yderligere, og det var en del overskyet, så der var ingen tvivl om, at det var flies-trøje — altså inden under skijakken.

Tiden var kommet til at vi måtte prøve Rettenbach-gletcheren, og dermed den netop indviede Gletcher-express (gondol). Ankomsten til gletcherområdet mindede mig om en ” no-women-no-cry”-tur, som jeg i 1991 havde arrangeret sammen med en anden tabler fra RT 73 Hellerup. Dengang var vi 19 gutter afsted (vi fejrede i øvrigt min fødselsdag på vej ned i sovebussen), og da foråret var kommet tidligt til Sölden (rigtig gættet — vi var afsted den 12. april), var løjperne under gletcherområdet kun grønne bakker. Jeg fortalte dig om gutten, der på en og samme dag brækkede begge tommelfingre, men jeg tror ikke du hørte meget efter.

Turen op med gondolen gav den første advarsel — det var koldt, men I guder et flot syn. Jo, det var skam en gletcher — hvor normal man kunne se klipper, når det blev for stejlt til at sneen blev liggende, var der nu ren, flot, lyseblåt-skinnende is.

Vi tog først den lange røde løjpe fra top til bund (det vil sige, du skulle naturligvis lokke os på en længere stykke off-piste) og derefter MÅTTE vi prøve T-listen helt op til toppen af gletcheren.

Hvem sagde : Explorer — Experience — Christopher?

“Der er koldt på toppen”, synger Shu-bi-dua, men når det så samtidig blæser 10 pelikaner, og du bliver trukket op af en T-lift i modvind, hvor blæsten er krydret med fygesne, ja så er det ikke bare koldt. Det er hammer-, hammer-koldt.

Jeg tænkte (jeg forsøgte i det mindste at tænke, men det var svært — hjernecellerne var i dybfryser) : nu slipper han snart T-listen og begynder at løbe nedad. Da du stædigt holdt fast, tænkte jeg : enten hyler han i vildt hysteri, eller også skrub griner han. Du var på toppen. På toppen af Rettenberg-gletcheren og på toppen af din mentale styrke. Du grinede, så tårerne løb ned af kinderne (hvorved de frøs til istapper), men udbrød, “Så er det altså bare ned, det her er s’gu godt nok for koldt for mig”. Indrømmet — det var skiturens største prøvelse.

Resten af dagen holdt vi os klogelig i de lavere skiregioner, og jeg havde ikke de store problemer med at få både god frokost og flere gange varm chokolade.

For os ved vi selvfølgelig, at alle fornødenheder blev indtaget på Eugen’s Obslerhütte, men skulle andre læse denne dagbog, er det hermed berettet.

Billedet er godt nok fra vores SKI Jan-tour til Sölden tidligere på året, men Eugen’s Obslerhütte ligner helt sig selv, og stort set alle tjenere var så vidt vi kunne huske de samme.

Om aftenen ville vi igen prøve om ‘vores’ grillrestaurant var åben. Det var den, men vi blev hurtige enige om, at det nok havde været bedre at den var lukket. Faktum var nemlig, at de to eneste gæster foruden os, 2 kaffedrikkende gamle tanter, hurtig forlod restauranten, og så var i mutters alene med vores Hamburger, Gordon Bleu og Pommes Frites. “Hvordan kan det løbe rundt ?” , spurgte du, “de er mindst 4 i køkkenet, og vi er 2 gæster”.

Retfærdigvis skal nævnes, at der senere kom yderligere 2 x 5 personer, men så mente du også, at servitricen var ved at få stress.

Vi havde ikke den store lyst til at tilbringe længere tid i restauranten, så ‘aftenkaffen’ (bestående af varm chokolade og Irish Coffee) blev indtages i baren på vores hotel.

Her bestod du så næste prøve : Forhold dig stille og rolig, mens jeg forhandler et MBO (smart ord for den situation, hvor en nuværende leder i en virksomhed køber selve virksomheden). 28 sider telefax og mere end 1 times mobil-telefon-snak i baren. Jo, vi var vel “smarte” , og da du jo nok kunne erkende, at sådan en ekstra skiferie ikke var helt gratis, ja så var det OK at jeg lige passede arbejdet for en kort bemærkning.

Var det koldt i går, så var det xxxxx-koldt i dag. Allerede første test på terrassen gav advarsel om dagens temperatur, så der blev påklædt med superundertøj, skibluse, flies og skijakke. Pandebåndet blev erstattet af en ulden hue (det skulle senere vise sig, at pandebåndet faktisk er varmere, i hvert fald om ørerne) og solbrillerne blev byttet ud med stormbriller.

Men humøret var i top, og du udviste en helt fantatisk optimisme. Det var som om, at desto mere pessimistisk jeg var, desto større optimist var du. “Det er da ikke så koldt, og der er masser af sne”.

Nu var vi jo også taget til Sölden for at stå på ski, så hvad var problemet?

Et kig ud fra terrassen kunne vise lidt af problemet — kulden (iført forklædning som tåge) hang tyk over Gaislachkogl (3.048 m.o.h.).

Samtidig viste min dårlige forberedelse sig nu for alvor — jeg var total lam i kroppen, og kunne næsten ikke slæbe mig ud af sengen.

Gode råd er normalt dyre (det lever jeg jo af), men du havde din helt egen medicinmand i baghånden. Et hurtigt kald til fatter og medicinen var klar : Red Bull.

Det var vel ikke helt frivilligt, at jeg svælgede Red Bull kl. 8:30 om morgenen, men på en eller anden måde virkede medicinen jo, for snart var vi på vej på Giggijogg-gondolen.

Det skulle så vise sig, at en Red Bull ikke holder den indre varme igennem 18 graders frost og stiv kuling, men jo mere vi frøs op i listerne, desto stærkere kørte vi ned af pisterne.

Vi mødte familien Christiansen (nogle af min brors (Bjarne) og svigerindes (Lene) venner), som var på juletur til Sölden. De skulle holde rigtig skiferie-jul, og det var jo lidt pudsigt at vi mødte dem, for de skulle faktisk have været sammen med Bjarne og Lene. Jeg vidste godt at Bjarne og Lene gerne ville have været på skiferie i julen, men jeg vidste ikke at det var sammen med familien Christiansen og at det var i Sölden.

Vi tillod os at stoppe allerede kl. 16:00, så der blev god til eftermiddagslur, sauna og solarium. Denne gang vovede du også pelsen, så du fik lidt sol på mave og ryg. Imens nød jeg saunaen (desværre fortsat uden lamseben) i 20 minutter, så endelig havde jeg da fået varmen den dag.

Du havde da heldigvis også fået varmen, og så mente du det ville være sundt med lidt aftensgymnastik.

Efter de noget kludtede forsøg på at stå på hænder fik vi os en længere snak om din ‘kære’ skole. Hvad er det for en ‘tøseskole’, du går i. God gammeldags gymnastik, hvor man lærer at stå på hænder, praktiseres ikke, og endnu værre : dine evner til fysisk arbejde med hænderne stimuleres med syning og andet ‘fimset krea’, og ikke med gedigent sløjdhåndværk.

22. december 1998

Hjemrejsedag og dermed tidligt op (07:30), så vi kunne pakke lidt inden dagens skiløb. Det blev noget begrænset pakning, for en del af skidresset, herunder specielt skistøvlerne, skulle jo også pakkes ned, så vigtigst var at få lov at beholde vores værelse til kl. 14:00.

Dagens faste rutine blev gennemført : morgenmad (dog lidt anderledes, minsandten om ikke nogle andre havde taget vores bord), pengeautomat, skibus og 1. gondol til Giggijogg kl. 09:03. Mens vi ventede på skibussen fik jeg kontakt med ‘vores’ taxichauffør, og bestilte afhentning til kl. 14:00. Han kunne selvfølgelig huske os fra sidste tur Sölden — Ötztal i januar, og glædede sig allerede over de 650 schillings næste tur skulle indbringe.

Ja, vejret var også, som det plejer på vores afrejsedag : sol fra en klar, blå himmel. Og med den hårde frost, og snekanoner kørende i døgndrift, var rammerne sat til en perfekt afslutning.

Så dagen skulle naturligvis også bruges til at tage billeder, både til rejsealbummet og din nye sponsor — Rossignol.

Jeg mener nu vi næste gang må medbringe et digitalt videokamera, for godt nok ser du hammersej ud foran det første skilt til vores favorit-løjpe, sort 20, fra Giggijogg til Obslerhütte, men det er nu altså ikke til at fotografere din suveræne stil i både styrtløb og storslalom med et idiotsikret lommefotografiapparat.

Geislachkogl set fra vores terrasse, når solen sikken fra en skyfri himmel.
Gigijogg set fra morgenmadsrestauranten på hotellet.
Fra skibus-stoppestedet mod hotellet (bjerget mod syd er Obergurgl).
Fra skibus-stoppestedet mod Gigijogg-gondol (som ligger til venstre).
Fra Gigijogg og op ad brede, blå boulevarder (lige noget for Anette).
Mellem de to plautau’er ved Gigijogg (samlingssted for skiskoler).
Tomba i sædvanlig blærerøvs-stil på vej ned af Sort 20.
Tomba på Sort 14.
Tomba på Sort 14.
Gondol-slut på toppen af Gaislachkogl – og 3.048 m.o.h.
Geislachkogl ned mod Sölden (med kikkert kunne man se hotellet).
Udsigt fra Geislachkogl mod nord (foran lå Rød 1 helt ned til Sölden).
Gaislachkogl mod syd og sol. Man fornemmer følelsen af -18 grader.
Det var bare koldt, og kameraet skulle varmes i lommen ind i mellem for overhovedet at fungere. Du fik den “glimrende” ide, at jeg skulle fotografere dig ned af Sort 14, og jeg fik ordre til at køre et godt stykke ned og så gøre klar til et mesterfotografi.

Jeg gjorde mig klar, men havde ikke taget vinden i agt, så snart væltede mine skistave, og oven på dem havde jeg placeret mine skihandsker.

Dermed begyndte de en længere rutschetur ned af bakken. Jeg forsøgte intenst at få dig i bevægelse, men først efter l a n g tid begyndte du i opvisningsstil at køre ned mod mig.

Afslutningsvis skulle du naturligvis udføre en snesprøjtende opbremsning, mens jeg i begyndende hysteri prøvede at forklare dig, at du straks måtte løbe videre og fange mine handsker. På det tidspunkt sympatiserede jeg ikke voldsomt med dine latterudbrud, og det tog en god times tid inden jeg rigtig fik liv i alle 10 fingre igen.

Vi gennemløb stort set hele området den formiddag, dog fravalgte vi positivt de to glescherområder, da vi syntes temperaturen i det almindelige skiområde var rigelig lav. En hurtig kalkulation på lufttemperatur og vores hastighed giver en ” hudtemperatur” på ca. – 50°, så det brændte godt i næse og kinder (ja, ja, vi havde smurt os ind i solcreme — var det ikke det vi skulle ?).

Det intense skiløb medførte, at vi måtte kombinere formiddagschokolade med frokost, og her nød vi, sammen med familien Christiansen, vores sidste måltid’ på Eugens Obslerhütte.

Du fik lige en ekstra sidste tur på Sort 20, og sluttede selvfølgelig i opvisningsstil med at klikke den ene ski af med den anden, derefter den anden ski af med støvlen, og fortsættende småløbende ind til bordet, mens skiene var efterladt udenfor. Rent blær.

“Sidste mand er en tøsedreng”, annoncerede du inden den endelig sidste tur ned til byen, men vi enedes om, at du var den hurtigste, såfremt vi begge skulle have kontrol over skiløbet, så sidste tur foregik i stedet i opvisningsstil.

Forenden af løjpen ved Giggijogg-gondolen stoppede vi en ældre dame, og bad hende tage ‘årets billede’.

I bedste ski-reklamestil stillede vi op, men selv mit ‘idiot-sikrede’ lommekamera voldte åbenbart damen problemer.

Så sidste billede på denne film forsøgte vi så med selvudløser — kamera på en læhegn, understøttet af skistave og pandebånd – og det er da ik’ så ringe endda.

Foran os lå så pakning af rygsæk m.v., men vi havde sædvanen tro god tid (nej, det er ikke en joke, for når du styrer tidsplanen, har vi altid god tid), og ca. 10 minutter før vi havde bestilt taxi, var vi klar til afgang.

Vores “egen” taxichauffør er åbenbart også et meget forsigtigt menneske, så han var der også 10 minutter før.

Resultatet blev, at vi faktisk var på Ötztal-station næsten 1 time før afgang, men heldigvis var Ötztal endestation for toget til og fra Innsbruck, så straks efter vores ankomst ankom toget, og vi fik arrangeret os på bedste tog-turs-ekspert-vis.

Du benyttede lejligheden til at øve både tysk og engelsk ved at konversere med lokalbefolkningen på banegården, mens jeg fik nedskrevet lidt stikord til denne dagbog. Vi havde forinden tillige provianteret i en meget, meget lille kiosk ved stationen, så selv om jeg måtte undvære fars julebryg, var der ikke den store risiko for at jeg løb tør inden vi skulle være fremme på Københavns Hovedbanegård.

Vores overstadige glæde over den passerede skioplevelse fik os til at gennemføre en times matematik, hvor du demonstrerede, at både gange og dividere med 2-ciffrede tal ikke længere er noget problem.

Som på en klokkestreng bevægede vi os gennem tidstabellen fra Ötztal til København, og mindre “forstyrrelser” , som

– en der havde sat sig på vores pladsreservation (væk med ham),

– en tosset østriger, som bestemt og åbenbart yderst voldsomt blev forstyrret af det tyske paspoliti, mens han var på toilettet, men som senere viste sig fra sin venlige side, ved at give dig avis (i sportsektionen var omtale af gårsdagens ski-konkurrence, hvor Østrig, med Hermann Maier i spidsen, placerede sig på de første 6 (eller var det 7) pladser

kunne ikke ødelægge vores fornemmelse af total kontrol på verdenssituationen.

Vi nåede (selvfølgelig) burger på Burger King i München, og lykken tilsmilede os, da vi fik en overkahyt på EuroNight-toget Hans Christian Andersen.

23. december 1998

DSB — de seje bananer — klarede også den sidste strækning på planlagt tid, så præcis kl. 09:58 rullede vi ind på Københavns Hovedbanegård.

De sidste timer blev måske lidt lange, men vi havde rigtig mange dejlige oplevelser at tale om. Jeg blev på et tidspunkt lidt vemodig, da det gik op for mig, at dette var sidste tur med dig som ‘rigtigt barn’. Din opførsel, for slet ikke at nævne dit skiløb, viste mig, at du med stormskridt bevæger dig fra barndom til ungdom, og hvem siger så, der er plads i din kalender til SKI Jan-tour.

Kære Christopher, jeg har nydt denne tur fra start til slut. Jeg har stresset af (du har opført dig eksemplarisk) og jeg har fået løbet på ski, som aldrig før. Tak for at du tog med mig, og hils din mor og far og sig tak for at jeg måtte ‘låne’ dig.

Så vil jeg (og du må da også gerne) give Anette et ekstra knus, og sige tak for at jeg måtte tage af sted på en forlænget weekend (fra torsdag eftermiddag til onsdag formiddag), og så sådan lige op til jul.

Mange kærlige hilsener

Jan

Udgivet den

1998 Sölden, Østrig (jan.)

Alle gode gange 3

Eller er det nu er tradition, der fortsætter så længe jeg selv kan spænde mine skistøvler ? Lad os ikke tænke på det lige nu, men glæde os til næste SKI Jan-tour

2. – 8. januar 1998 Sölden, Østrig

Endelig har DSB og DB fået udskiftet deres gamle udslidte sovevogne, så EuroNight Hans Chr. Andersen venter os på hovedbanegården den 2. januar 1998, til planmæssig afgang kl. 18:48. Skal vi sige 17:30 under “Uret” – bare så vi kan få sagt pænt farvel til familien.

EuroNight kører under tunellen (altså over Fyn) så vi mister vores TaxFree-shopping, men mon ikke der findes lidt indkøbsmuligheder på Hovedbanegården. Til gengæld har vi samme kupé helt frem til Innsbruck, hvortil vi kommer lørdag formiddag kl. 11:40. 12:01 går det videre til Otztal, hvortil vi ankommer 12:42. Det sidste stykke til Sølden sker med bus eller taxi, så jeg forventer at vi vil være på hotellet kl. 13:30 – mon ikke vi når et par opvarmningsture ? Jeg vedlægger en DSB-brochure på EuroNight-toget – og jeg har bestilt Double Comfort sovekupe” til os 2 alene.

Vi er som nævnt fremme lørdag den 3. januar i Sølden, og vi skal bo på Hotel Garni Post. Her har jeg booket en “Exclusive-værelse” til os. Du kan læse lidt om det (spørg far – han kan “oversætte” alle de fine symboler) på side 8 og side 28 i vedlagte brochure. Gem den lige, da det er den eneste jeg har.

Og så har vi hele søndagen, hele mandagen og hele tirsdagen til at finde ud af, om alle de der tidligere har været i Sølden er fulde af løgn, eller om Sølden simpelthen bare er et kanongodt skisportssted.

Hjemad er lidt mere problematisk – altså med hensyn til togturen. P.t. melder DB udsolgt fra Innsbruck til München med et direkte tog, men vi står på venteliste. Lige nu har jeg reserveret fra Otztal kl. 14:55 om onsdagen (den 7. januar), d.v.s. at vi skal tage fra Sølden omkring kl. 14:00. Så vi kan altså – som vi plejer – brænde den sidste energi af onsdag formiddag på pisterne.

Med denne “bumleforbindelse” skal vi skifte i Kufstein og i München, og ydermere skal vi faktisk med S-tog fra München Ost til München Hovedbanegård. Men med tanke om, at toget fra München igen er EuroNight Hans Chr. Andersen, der igennem natten kører os til Københavns Hovedbanegård, klarer vi jo nok ærterne.

Går alt vel – og hvorfor skulle det ikke gøre det – er vi tilbage i København den 8. januar kl. 9:58. (Så kan du vist lige nå i skole Il l – jeg skal i hvert fald på arbejde, så vi må slutte vores drenge-skitur “under uret” igen.

Jeg glæder mig rigtig meget.

Mange kærlige hilsener

Jan

Dagbog

Teksterne omkredset af “” er fra Christophers dagbog.

2. januar 1998 

“McDonald’s – over at købe slik – gik ned på perronen, og der var ikke noget tog. Vi gik frem og tilbage mellem spor 7 og spor 5. Vi sluttede ved spor 7 og kom med et tog kun for os.

Så kørte vi til Odense ca. 1/2 time forsinket.

Vi kørte med H.C. Andersen – hvad gør man ellers fra Odense. Dagens historie-undervisning.”

“Vi fik lidt af et chok, for vores værelse var kun 180 X 130, men der var det hele. Sofa for to, to klapborde og en håndvask, og så lugtede det hele dejligt nyt.”

Ski var der ikke plads til, så de måtte stå ude på gangen. Jan måtte love nye ski, hvis de blev stjålet i løbet af natten. Men det gjorde de heldigvis (for Jan) ikke.

2. og 3. januar 1998

Vi gik i togbistroen, men udvalget var meget begrænset – det blev til 4 æggesandwich.

Så fik vi redt seng og pludselig var værelset blevet 70 cm bredere, så vi kunne begge ligge udstrakt.

Jo, nu var vi skam på skiferie.

Togstewardessen (et alt for pænt ord for den noget uvenlige 120 kg’s 140 cm Frau Zug) havde truet med morgenmad kl. 07:30, så naturligvis stod vi op kl. 07:15.

Med ak, der gik over en time, og morgenmaden vil vi ikke spilde papir på at beskrive i vores dagbog.

München blev nået kl. 09:20 – så nu var vi igen lige på tidstabellen. Fedt mand, skal vi bare stå på ski i dag ?

Økonomiske – som vi nu var – tog vi bussen fra Örztal til Sölden.

Lidt af en omvej – og over 1 times spildtid – og så stod vi af bussen for tidligt, så vi måtte gå igennem det meste af byen.

Vi fandt Hotel Garni Post – fedt hotel.

Hurtig udpakning, og vi var skiklar kl. 14:30. Øjnene kunne se lækre skibakker, og næsen kunne føre os til nærmeste skipass-salgsted. Vi ventede 5 minutter, for så var resten af dagen gratis, og vi nåede da 3 lækre nedløb inden lifterne lukkede.

Skibukserne var spændt for hårdt, så Christophers underbukser var blevet omformet til G-streng.

Jan provianterede mens Christopher gik i karbad.

“Vi har været i sauna og solarium og vi hygged. Den første dag på ski var noget af en prøvelse, men det gik. Vi tog det stille og roligt, som vi altid gør.”

Aftensmenuen stod på Wienersnitzel (vi var jo i Østrig), og desserten blev Heise Chockolade på hotellet.

Og aftenen sluttede med gymnastik – jo vi var skam flyvende.

4. januar 1998

Skæbnen målle have stillet Christophers vækkeur (for det var I hvert fald ikke ham selv), for det startede med at ringe kl. 06:00. Jan insisterede på, at vi skulle have morgenmad, og at han altså ikke ville gå op af skibakkerne, så vi kunne jo lige så godt sove en time til.

Vores drøm var gået i opfyldelse : Det havde sneet kraftigt hele natten, og nu skinnede solen fra en skyfri himmel. PERFEKT.

“Vi var ude og løbe offpiste og sorte løjper, og en hel masse andre ting. Vi løb i fliestrøjer, det var bare superlækkert. Vi var på chokoladebar for første gang på Jan Tours. Vi fik gullachsuppe og en Cola og en øl.

Vi var så heldige, at vi løb helt oppe fra toppen af bjerget og helt ned i dalen på en nyprepareret løjpe. Det var bare lækkert.”

5. januar 1998

Vi skulle naturligvis prove alle løjper, og en af de længste førte os fra toppen ned til den ene af de store gondoler.

Surt show ………., da vi kom ned var gondolen netop stoppet, og efter ca. 10 minutters venten, fik vi beskeden : Den er kaput – og vi ved ikke hvornår vi får den i gang igen.

Vi måtte så gå igennem hele Sölden ned til den anden store gondol – og med på vejen stoppede vi forbi hotellet, da jeg var ved at omkomme af varme.

Frokosten blev på ny gullashsuppe – og vores “gamle” tradition med at Christopher tog en egen mindre pistetur alene, mens Jan nød maden, øllen og en kop kaffe, blev genindført.

Et megastyrt for Christopher stoppede skiløbet kl. 15:15, og sportsforretningen fik solgt 2 par nye solbriller.

Aftensmaden stod på 2 store bøffer, som måske var en smule for røde. Men de mættede, og den planlagte kæmpeis til dessert blev aflyst.

6. januar 1998

Dagens opvarmning blev gennemført på et par velvalgte røde pister, og resten af dagen blev primært anvendt på mørkerøde og sorte pister.

Pist rød 18 måtte fejlagtigt være ommalet, for pisten burde (efter vores opfattelse) have været “mørksort”.

Rød 1 efterfulgt af sort 20 i stormvejr gav næsten forfrysninger, så vi måtte tilbage til hotellet for at få noget mere varm tøj på.

Jan havde et frontalt sammenstød, men heldigvis kom ingen noget til — det så bare totalt kikset ud, at se to skiløbere komme ned af samme pist med store flotte sving, og så på et tidspunkt svinge mod hinanden. Smak sagde det — men begge blev stående — og snart grinede vi alle.

Dagen sluttede med sneboldkamp og vaskere.

………………………………………………………………………………………………..

7. januar 1998

Morgenen startede med ny form for opvarmning : Vi måtte halse af sted efter skibussen.

Vi skulle jo nå det hele — dagen var jo sidste dag, så der var ingen tid at spilde.

Vi fik købt en Spyder-trøje til Christopher, så var der jo også et minde med hjem.

Formiddagschokolade blev indtaget sammen med frokostgullachsuppen, så var de ting ligesom klaret på en gang.

Og så fik Christopher lokket Jan op på en sort pukkelpist død og pine for Jan, som måtte klare nedfarten med nogle store herresving.

Utroligt at vi nåede at få pakket — vi skulle jo nok være stoppet 1/2 time tidligere.

Taxi var bestilt til kl. 14:00, og da receptionisten ringede op, besvarede Christopher kaldet på både engelsk og tysk. Ja, så fik vi jo også klaret sprogundervisningen.

Sidste notat til dagbogen : En “ægte” posedame i München. “Hvor har vi det godt. Vi har tøj, vi får mad, og så ta’r vi på skiferie”.

8. januar 1998

09:58 den 8. januar 1998 rullede vi ind på perron 1 på Københavns Hovedbanegård. Endnu en dejlig skitur — måske endda den bedste til dato — havde Christopher og Jan haft.

– og så var det jo bare en forlænget weekend !

Udgivet den

1997 Sankt Anton, Østrig

Kære Christopher

Tak for invitationen !

Totalt målløs, med klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen, sad jeg lørdag den 24. februar 1996 på Gl. Køgevej i Solrød ved jeres spisebord. Hva’ sagde han ? Invitere mig på skiferie ?

Vi havde som sædvanligt hygget os med mad og vin, og mange gode minder fra vores første drenge-skitur og efterfølgende fællesskitur med Anette og resten af familien Poulsen var naturligt en væsentlig del af snakken omkring bordet. Du var lidt urolig – ja, altså mere end du plejer – og pludselig, med blikket rettet stift i din mors øjne, sagde du : “Må jeg så godt sige det nu ?”

Far og mor smågrinede, de vidste hvad du havde på hjertet, og de glædede sig begge til opleve de følgende sekunder ! “Jan, vil du med mig på ski-tur til næste år til St. Anton, jeg vil gerne invitere dig.” Ja, det var s’gu mere end mit gamle onkel-Jan-hjerte kunne bære. Jeg tror faktisk jeg fældede en tåre; jeg blev bare rigtig, rigtig glad, og fik vist da også fremstammet : “Ja, tak.”

Året 1996 er så gået med at jeg har pralet med “min søn”, og spændt set frem til at det igen skulle blive januar.

Du har knoklet for at få ekstra lommepenge, spinket og sparret. Vi fik oprettet en “ski-konto” i Forstædernes Bank, og du tømte bankkonto og sparrebøsse, så vi kunne få lidt “startkapital”. Du har virkeligt imponeret mig (og jeg tror faktisk også Sarah, Philip, mor og far er imponeret) med en målbevidsthed, der kun haves af meget få mennesker. Jeg har hørt mange historier om ekstrajobs, fornægtelser af livets øvrige fristelser (så som slik og fritidsfornøjelser), såfremt disse ville gøre indhug på din opsparing, og til fødselsdag gaveønsker, der kunne indsættes på vor ski-bank-konto.

Glæden ved vor første “drenge-skitur” er blevet fornyet igen og igen. Og forventningerne til den næste er steget i takt med opsparingen. Jo, selvfølgelig skal vi to til St. Anton igen – det havde du besluttet den 24. februar.

Som skiarrangør har jeg jo egentlig haft det nemt. Dog har jeg her i efteråret skabt en masse unødige problemer for mig selv, ved at tænke på hvornår, hvorlænge og hvordan (transport). For egentlig havde du jo inviteret mig på en forlænget weekend, fra fredag til torsdag, første uge i januar 1997, med nattog til St. Anton.

Som aftalt har jeg dog ændret afrejsen en dag (hvorfor vente til fredag !), så der er afgang fra Københavns Hovedbanegård med tog D 483 til München torsdag, den 2. januar 1997, kl. 19.05.

Vi mødes “under uret” kl. 18.00, så vi lige kan få pakket mine ski ned i din skipose og dumle rejsefeberen med en pølse og en stor fadøl. (Vi kan selvfølgelig erstatte pølsen med en McDonald-burger, men så må vi gå i baren bagefter !)

Du skal huske

  • Rossignol-ski
  • Rossignol-handsker
  • Rossignol-skipose
  • Rossignol-støvletaske
  • Rossignol-mavetaske
  • Rossignol-rygsæk
  • Skistøvler
  • Skistave
  • Skidragt
  • Skiundertøj
  • Styrthjelm
  • Pas

og så måske et par underbukser, et par strømper, joggingdragt, Fleece-trøje og tandbørste.

Til togturen (og til om morgenen inden jeg vågner op) anbefales en Game-boy og måske et par Jumbo-bøger.

Tilbage til selve turen. Vi drager altså afsted kl. 19.05 fra Københavns Hovedbanegård, og efter færgen fra Rødby til Puttgarden er vores kupé lavet om til to store dejlige senge, hvor vi kan sove til næste morgen. Jeg tror vi får serveret morgenmad ca. kl. 8.00, således at vi færdige med at spise, tage tøj på og få pakket remedjerne igen inden kl. 9.21, hvor vi skal skifte tog i München. Vi har kun 9 minutter inden EC 85 afgår mod Innsbruck, men som erfarne togfarere er det jo ikke noget problem. Vi ankommer så til Innsbruck kl. 11.20, hvor vi så (desværre) skal vente til kl. 12.39 for at komme med bumletoget til St. Anton.

St. Anton skulle så gerne – efter 18 timer og 52 minutter – ligge for vores fødder fredag den 3. januar 1997 kl. 13.57.

SKI Jan-tours har i år lejet sig ind på Gästehaus Seeberger. Normalt lejer Gästehaus kun ud på ugebasis, men med en lille “snyde-historie” om far-søn-forlænget-weekend-tradition lykkedes det at få et dobbeltværelse fra fredag den 3. til tirsdag den 7. januar. Fra et konkurrerende rejsebureau har jeg denne beskrivelse:

“Ualmindelig flot og lækkert hus, totalt nyindrettet i smagfuld stil. Værtinden, Helga Seeberger, søger perfekt for hus og gæster. Alle værelser har TV, telefon, minibar og safe. Morgenmadsbuffet. Kombineret morgenmads- og opholdsstue. Støj kan forekomme, da huset ligger ud til byens centrale fodgængerzone. 3 etager. 20 senge. Afstande : 250 m. til lift, 50 m. til centrum.”

Lyder meget godt, ik’ ?

Vi får altså en ny udfordring – aftensmaden skal indtages “ude i byen”. Men efter erfaringerne fra sidste år, tror jeg ikke du umiddelbart er ked af, at de 4-retters menuer udskiftes med Wienerschnitzel og pommes frites. Og så fandt vi jo også ud af at du kunne lide Gullasch-suppe og spaghetti med kødsovs.

Men i øvrigt er såvel gästehaus som bespisning jo kun af sekundær betydning. Det der jo gælder i næsten 4 dage sammenlagt er : Galzig, Umer Hütte, Kapall, Gampen og Schindler Spitze. Og ska’ vi så besejre Valluga i år ?

Vi kan vel lige nå at få varmet ski og lårbasser op fredag eftermiddag med et par “bløde” ture på Gampen, for det med at pakke ud kan vi vel vente med til lifterne lukker og Vorherre slukker for lyset.

Og så har vi bare 3 dage. 3 hele dage – lørdag, søndag og mandag – hvor vi kan “tonse” ned af samtlige pister i og omkring St. Anton, Ziks, Lech, St. Christoph, Stuben og Klösterle.

Skulle vi ikke være helt mætte tirsdag (og det er vi jo nok ikke), ja så kan vi vel bruge formiddagen på pisterne, inden vi ved frokosttid pakker grejet sammen, for at være klar til togafgang kl. 14.06.

Det bliver igen med skift i Innsbruck og i München, og efter 19 timer og 24 minutters togtur gennem Østrig, Tyskland og Danmark, forventes vi at komme på Københavns Hovedbanegård onsdag den 7. januar 1997 kl. 9.30. Mon ikke vi bliver hentet ?

Jeg må desværre på arbejdet, så det bliver goodbye på Hovedbanegården. Men så kan vi jo glæde os over, at nye friske ører vil høre “røverhistorier” om Tumba’s og Tumba’s 2. drenge-skitur.

Jeg glæder mig rigtig meget.

Mange kærlige hilsener

Jan

2. januar 1997

Udstyret, bestående af blandt andet

  • Rossignol-ski
  • Rossignol-handsker
  • Rossignol-skipose
  • Rossignol-støvletaske
  • Rossignol-mavetaske
  • Rossignol-rygsæk

stod klart i god tid før kl. 18:00 på Hovedbanegården, og din tålmodighed blev endnu engang sat på prøve.

Selvfølgelig skulle vi på McDonald, og vi skulle vi købe slik, men at toget først skulle køre kl. 19:05 var jo rent tidsspilde.

18 timer og 52 minutter skulle gå (efter planen) før vi kunne stå af toget i St. Anton.

Lidt overfjollet fik vi vinket farvel til Philip, mor, Anette og far – nej hvor pinligt, at mor løb hen langs perronen !

Første dåse-øl/sodavand blev knappet op og du udbrød :

“Nu er vi fan’me på ferie” – “Nu har vi det fan’me godt”.

Jo, jeg indså straks, at der var en god del opdragelse foran os de kommende dage, men jeg var da enig i dine udsagn, og de seneste 10 måneders forventningsglæde (fra 24. februar sidste år) kulminerede i et kæmpe drenge/mande-kram og vi havde nok lidt tårer i øjnene begge to.

Termostater og tyske togvogne er ikke umiddelbart noget man forbinder med hinanden – i hvert fald ikke på turen København – München. Vi havde valget mellem overhedt eller nissekoldt, og specielt om natten var det med at blive under dynen, ellers frøs man til is.

Nu var det jo nok heller ikke en helt almindelig vinternat, for alting frøs, også sporskiftene. Det betød at vi kom for sent til München, og det betød at vores 9 minutter til togskifte var utilstrækkelige. Faktisk var toget til Innsbruck kørt før vi ankom til München.

Næste afgang mod Innsbruck var et “bumletog”, d.v.s. at det stoppede ved stort set alle små stationer, så næste togskift var selvfølgelig også gået i kage.

Jeg glemte lige at nævnte, at vi på turen fra København digtede en sang på melodien “Det er hammer, hammer fedt”. For at få musik til, købte vi på færgen CD’eren med Jakob Haugaard, men desværre gik Cd-afspilleren i stykker.

Togproblemerne sluttede med, at bumletoget fra Innsbruck til St. Anton kl. 12:39 blev byttet ud med TransAlpin’en kl. 14:39.

Vi mødte Lars og Morten – og Morten havde vundet sølv i VM og sølv i styrtløb og bronze super-G i OL (eller også var det omvendt). Morten var blind, så Lars var hans “fører”.

Vi havde stort set levet af kakao og kager, så spisevognen i TransAlpin’en var jo pludselig en glædelig overraskelse – men ak, serveringen var stoppet, så frokosten blev en kæmpe Toblerone.

Som erfaren Interrailer foregik toiletbesøg alene. Men en af gangene syntes jeg du havde været væk lidt længe, så jeg kom ud og spurgte om der var noget galt. Det var du glad for at jeg sådan passede på dig.

Efter godt 21 timer var vi endelig fremme.

“Det er fan’me godt – det er ren luksus” – udbrød du (opdragelsen var endnu ikke slået helt igennem).

4. januar 1997

To vækkeure og en telefonopringning fra Anette skulle sikre os, at vi ikke sov for længe lørdag morgen – vi var jo taget til St. Anton for at stå på ski. Vi kunne have undværet enhver vækning, for lidt før 7 vågnede vi begge – forventningsfulde til dagens ski-oplevelser.

Morgenmaden blev indtaget i roligt tempo (lifterne kørte jo alligevel ikke), og udstyret blev checket nok engang. Godt 10 minutter før lifterne startede stod vi klar, og præcis kl. 08:30 begav vi os (behøver jeg at sige “som de første”) op mod Gampen.

Jeg har ikke noteret mig hvor og hvor langt vi løb den dag, men hvis man forestiller sig “turboholdet” på en pisterundvisning, og så erstatter spisepauserne med 5 minutters tisse- og Heise-chokolade-ophold, giver dette er godt billede heraf.

Heldigvis (for mine ben altså) går solen forholdsvis tidligt ned i begyndelsen af januar, så lifterne lukker mellem kl. 16:00 og 16:30. Det betød, at uanset din fortsatte lyst til : “ska’ vi lige snuppe Rød 42 – sidste gang”, oprandt tidspunktet, hvor jeg godt udmattet kunne sætte mig halvnøgen i sofaen på værelset, med benene oppe på sofabordet, og nyde mig en velfortjent øl.

Du undlod naturligvis ikke i din daglige telefonberetning til familien at kommentere : “Nu drikker Jan øl igen – som han plejer”.

Og så fik jeg lov at bestemme aftensmaden Waw, for et fint sted – og rigtig lækker mad, og så var vi jo bare hammer-sultne.

5. januar 1997

Vi prøvede vel alt den dag : Gaizig, Umer Hütte, Kapall, Gampen og Schindler Spitze. Kun Valluga blev ikke besejret – endnu. Jeg insisterede på lidt flere pauser, og den varme chokolade blev erstattet med Glühwein. Du bemærkede, at Glühwein giver “brand-prutter” (du brugte vist et andet ord).

Også denne aften fik jeg lov at bestemme, også selv om jeg valgte en pizzarestaurant (og du som ikke kan lide pizza).

6. januar 1997

Det blev så dagen !  Dagen hvor jeg huskede mit fotografiapparat, og hvor vi endelig besejrede Valluga (2.811 m.o.h.)

Kanon-sneføre, kanon-vejr, kanon-oplevelse. Vi blev hurtig enige om, at selve pisten ned fra Valluga ikke kunne leve op til forventningerne, men nu havde vi været der, nu kunne vi snakke med om den rædselsfulde oplevelse, det er med gondolen op fra Galzig til Valluga.

– 9 grader, sol, let vind, pulversne, 80 cm nede og 180 cm oppe – ja, at det blev til pauser den dag krævede stor pædagogik og en håndfuld stædighed.

Nyd billederne fra den 6. januar:

Afterskiing er jo normalt noget med “nede i byen”, en forfærdelig larm og alt for meget røg, men Crazy Kangaruh ligger et stykke op mod Gampen, og da en del af gæsterne opholdt sig i den udendørs del af værtshuset, var røgen til at holde ud.

Crazy Kangaruh blev selvfølgelig vores alterski-sted, og da enkelte af servitri-cerne kunne huske os fra 1996 (det må være dit skiløb og frække udtryk i øjnene) blev vi (og vores drinks-bestilling) hurtig populære gæster.

Du blev tiltalt af gæster og personale, og som du sagde : “og så måtte jeg bare sige det hele på flydende engelsk”.

Det var en kanondag, men koldt på toppen. “2 isterninger og 1 ispind” betegnede du en del af indholdet i dine skibukser.

7. januar 1997

Ingen tid at spilde – ingen tid til billeder.

Men jeg husker, at vi stod tidligt op og pakkede alt, således at vi efter formiddagens skiløb blot skulle skifte skibukserne ud med cowboybukser.

Togturen hjemad var lang og kedelig, men du “underholdte” med røverhistorier fra “det virkelige liv” – og fra din “drømme-verden”.

Jeg forsøgte at proklamere “våbenhvile”, men straks fandt du nye ofre : Peter (en Københavner-advokat som jeg kender) og hans søn Michael.

Overraskende havde vi mødt dem hos Seeberger, og vi fulgtes hele vejen hjem.

Du fik nyt øgenavn : “Due-dræberen”, da du på Innsbruck station ihærdigt forsøgte at dræbe duer med Kamikaze-spark.

Som sidste vogn holdt vi helt ude ved Dybbialsbro, og traditionen tro blev vi begge hentet, og det blev “farvel og på gensyn” på Hovedbanegården.

Vi var noget spændte på specielt Anette’s modtagelse, for i St. Anton havde du lokket mig til at barbere mit overskæg af (jeg havde faktisk haft overskæg i de 16 år jeg havde kendt Anette). Men hun opdagede det ikke ! (først dagen efter, da en af pigerne på kontoret kommenterede det).

Tumba’s og Tumba’s 2. drengetur var slut, og jeg noterede til min dagbog.

– at vores skitur i 1997 simpelthen var den bedste oplevelse jeg nogen sinde har haft sammen med dig.

Udgivet den

1996 Sankt Anton, Østrig

Kære Christopher

Nu nærmer skituren sig !

Alle bookinger er nu bekræftet, så nu kan du rigtigt begynde at glæde dig til vores første “drenge-skitur”.

Turen starter fra Københavns Hovedbanegård fredag den 5. januar 1996 kl. 19.05. Jeg vil selvfølgelig gerne hente dig i Solrød, men måske synes din mor og far, at det ville være hyggeligt at vinke farvel på hovedbanegården, så skal vi ikke bare aftale, at vi mødes “under uret” kl. 18.00. Så kan vi snolde lidt og spise en McBacon hos McDonald’s.

Toget kører som nævnt kl. 19.05, og jeg har bestilt en sovekupe til os to alene. Når vi starter skulle kupeen være indrettet med nogle sæder, men senere kommer der en og redder vores senge. Vi skal køre i tog i rigtig mange timer, så husk lige nogle spil og lidt at læse i.

Vi gider ikke lave lektier fredag aften, men da vi som sagt skal køre ret meget i tog, og jo også har en ligeså lang hjemtur, synes jeg det ville være fornuftigt om du havde dansk- og matematikbøger med. Så skal vi nok få lært ligeså meget som hvis du havde været i skole de 3 – 4 dage.

Efter et par timers togtur kommer vi så til færgen Rødby – Puttgarden. På færgen kan vi så snolde tax-free og få et stykke “godnat-mad”. For herefter er det bare i seng og sove, mens toget buldrer sydpå mod Østrig. Vi kommer til München, som ligger i Sydtyskland kl. 9.21 (altså næste formiddag), men vi skal heldigvis ikke skifte, for vores tog kører videre ind i Østrig og helt til Innsbruck. Her er vi kl. 11.36, og skal så skifte til et andet tog, som kører os direkte til St. Anton, hvor vi vist er ca. kl. 14.00. Jeg har ikke helt tjek på hvor hotellet ligger i forhold til stationen, men det må en taxi kunne finde ud af for et par østrigske schillings.

Mon ikke vi lige kan nå at smide bagagen af på hotellet, og så bare prøve 2 – 3 ture; bare sådan for lige at “smage” sneen.

Ellers må vi jo bruge lørdagen til at blive indlogeret på Hotel Alte Post. I brochuren skriver de om hotellet: “Hotel Alte Post ligger perfekt midt i St. Anton med mindre end 5 min. gang til hovedliften. Hotellet er af meget høj kvalitet med værelser holdt i ægte Tyrolerstil, men med alle moderne bekvemmeligheder, såsom farve-tv, radio, telefon, minibar og “safe”. Hotellet har endvidere egen sauna, fitness-center, solarium, boblebad og bordtennis. Alte Post’s hyggelige “Gaststube” er det naturlige mødested for skientuiaster fra hele verden. Hotellet har endvidere egen parkerings-plads. For de gæster som vælger halvpension venter en stor gastronomisk oplevelse med en 4-retters menu hver aften, samt gratis eftermiddagsbuffet når man kommer hjem fra skiløbet.”

Det lyder vel rimeligt til os to, ik’ ? Jeg har ikke adressen eller telefonnummeret på hotellet, men det skal jeg nok senere give til din far.

Vi kan så hygge lidt med spil eller læsning, inden vi går i seng for at blive rigtig udhvilet til søndagens ski-udfordringer. Tænk dig, vi har så hele søndagen, hele mandagen og hele tirsdagen, hvor vi kan vise alle de andre ski-bumser, hvordan Tumba “styrer” pisterne. Jeg kan fortælle dig, at der er 82 Km. blå og 108 Km. røde pister, og når vi har løbet dem, kan vi så tage de 70 Km. sorte. St. Anton-skiområdet har 88 lifter, og pisterne går oppe fra 2.811 meters højde ned til byen, som ligger i 1.200 meter. PS – husk din styrthjelm – området “frister” til styrtløb, og for børn under 12 er det “forbudt” at løbe styrtløb uden hjelm.

Oppe i terrænet er der en masse små hyggelige hytter, hvor vi kan få varm chokolade og forskellige pulimut-retter. Der er formentlig også nogle liggestole, så vi kan slappe lidt af indimellem piste-erobringerne og kigge på alle de flotte skidragter.

Efter således tre hele dagen på ski – mon ikke vi er blevet godt trætte i benene – bliver det så onsdag, og vi må begynde at tænke på at rejse hjem igen. Er vi helt vilde – og det er vi vel – må vi lige afslutte med et par “promenade-ture” onsdag formiddag, men ellers er det til stationen, hvor vi skal køre fra klokken 13.37 mod Innsbruck.

Hjemturen er lidt mere besværlig, for udover at skifte i lnnsbruck, skal vi også skifte i München. Her får vi så igen en sovekupé bare til os to alene. Ca. 1.300 Km.’s togtur bringer os tilbage til Københavns Hovedbanegård, hvor vi efter planen ankommer kl. 9.30 torsdag formiddag.

Mon ikke far og/eller mor har savnet dig bare en lille smule og kommer ind og henter dig på hovedbanegården ? Desværre bliver jeg nok nød til at smutte på arbejdet, så det bliver “farvel og på gensyn” på hovedbanegården. Ja, jeg regner også med at Anette har savnet mig, så jeg håber hun henter mig derinde.

Det var så lidt om turen. Du kan tro jeg glæder mig.

Mange kærlige hilsener

>PS Hils mor og far og sig tak for at jeg må “låne” dig sådan næsten en hel uge. Det er bare sødt af dem.

Min historie

Kære Christopher

Tilbage ved skrivebordet – ved computeren – dukker minderne om vores første “drenge-skitur” nu frem. Jeg har nemlig fået fremkaldt billederne fra turen, og selvfølgelig har jeg fået lavet en sæt til dig.

Det er naturligvis ikke alt jeg kan huske, og det er ej heller alt vi fik fotograferet, men nu får du et par af mine minder, og så håber jeg du selv har en masse billeder i dit indre jeg.

Her får du så min “historie” :

Fredag, den 5. januar 1996 

Ready to go !

Ja, hvor kunne vi starte bedre end på McDonald. Jeg havde jo lovet dig en bacon-burger, men det var jo ikke ligefrem den store appetit du udviste – havde du lidt sommerfugle i maven ?

“Er det virkelig rigtigt vi skal på skitur, Jan”, spurgte du flere gange.

Du havde fået lejet dine ynglingski – Rossignol – og rygsækken var pakket. Sej oppakning, og så med styrthjelmen monteret udenpå rygsækken.

Jeg tror også mor og far var noget spændte. OK, de smilte, men hvad mon de tænkte ? De to på tur sammen – det går aldrig godt ?

Men vi var blare helt klar – tommefingeren i top – hvem sagde Tumba og Tumba ?

Sarah og Philip havde fulgt dig til Hovedbanegården, og de skulle på weekend hos Lone og Preben – goodbye !

Vi mødtes præcist – det vil sige, vi var der vist begge lidt for tidligt, men første opgave var da heller ikke uden problemer.

Vi skulle havde dine Rossignol-ski ned i min skipose. De kunne faktisk ikke være der, men tilsidst lykkedes det alligevel – vi måtte så håbe, at skiposen kunne kiare turen; det så noget faretruende ud med stave og bindinger, der så ud som om de ville bryde gennem stoffet hvert ojeblik det skulle være.

Der blev handlet vildt ind – far matte have dankortet frem – og så var der McDonald-menu til alle. Din bacon-burger blev byttet ud med en Quarter Pounder, men det var ikke ligefrem appetitten, der var mest fremtrædende. Jeg var mere sulten, så udover min egen bacon-burger spiste jeg en stor del of din burger.

Far havde forresten inviteret mor ud at spise, nu hvor de skulle være alene. Men jeg tror nu ikke mor havde forestillet sig, at restauranten hed McDonald’s.

Vi måtte jo lige proviantere, sa vi fandt en slikbutik. Det tog sin tid, for inde i forretningen var der to unge gutter, som hver skulle kobe en kæmpe Toblerone. Ja de var kæmpe store – ca. 1 meter lange. Vi fik så snoldet lidt – det skulle jo bare holde til vi nåede færgen. For her kunne vi jo købe taxfree.

Endelig måtte vi lige på toilettet – så var vi altså bare rejseklare.

Sovevogn – hva’be’har Vi havde vores egen kupé sådan bare helt for os selv. Overkøjen var allerede redt op, mens der var tre brede sæder forneden, hvor vi kunne flyde ud ind til vi skulle i seng.

Anette, mor og far var med oppe i sovevognen. De var vist alle parate til at tage med.

Bagagen blev sat på plads, og kupen inspiceret til mindste detalje.

Første “ulykke” var såmen ved at ske inden vi tog afsted, for ovenover døren, sådan lige ved stigen til overkøjen, ja der sad et håndtag, som havde havde overskriften “Nødbremse”. Jeg forklarede hvad dette håndtag blev brugt til, og hvad der skete hvis man trak i “for sjov”.

Heldigvis fik du ikke trukket så hårdt, og resten af turen havde du næsten mareridt over det håndtag.

Tålmodigheden var ved at slippe op – hvornår kører det tog så ?

Jakkerne blev smidt – var vi bare seje i vores Fleece-trøjer. Og så var der airconditioning, det vil sige, den virkede ikke mens toget holdt stille, og det var lidt snyd, at vi ikke kunne åbne vinduerne, for vi ville jo gerne snakke lidt med mor og far, og høre om hvor heldige de synes vi var – at bare de kunne komme med.

Omvendt slap vi jo så for en masse formaninger – pas nu på dit og pas nu på dat. Selvfølgelig skulle vi nok passe på det hele. Vi skulle jo bare på skitur og det der med “at se på skidragter”, det var vist bare noget værre sludder.

Tiden sneglede sig afsted, så vi havde tid til en sidste gang at stille op for fotografen.
St. Anton here we comes !

Og så skulle der kysses og krammes ! Farvel, farvel, god tur, pas nu på jer selv.

Vi satte os tilbage i kupéen, åbnede en cola og en Faxe Fad, pakkede slikket ud på bordet, og gjorde Game Boy’en klar.

Ekstra batterier – naturligvis – du skulle jo nødig “gå i sort”.

Vi tjekkede lige en sidste gang det vigtigste af baggagen :

  • Penge – kreditkort
  • Pas
  • Billetter

Og rygsækkens indhold af spil blev gået igennem – jo mon ikke vi havde husket det hele.

Ellers kunne det så også være lige meget nu – for nu ventede vi altså bare på at komme afsted.

Klokken blev så endelig 19.05 – og ret præcist begyndte togvognen at bevæge sig.

Vi vinkede, og vi vinkede ! – Og traditionen tro (ja, sådan gør man altså når man tager afsked på Hovedbanegården) løb mor og far efter togvognen, mens de vinkede. Lidt morsomt, for de kunne selvfølgelig ikke følge med.

Om det nu var på grund af burger, slik eller almindelig spænding over vores netop påbegyndte drenge-skitur ved jeg ikke, men vi havde altså dårligt nok forladt Københavns Hovedbanegård før du startede din helt private pruttekonkurrence. Jeg ville naturligvis ikke stå tilbage, men hverken i antal eller i duft kunne jeg følge med.

Første strækning gik fra København til Rødby, hvor vi skulle med færgen til Puttgarden i Tyskland. Trods turen til Rødby kun tog et par timer nåede vi at få en lille forsmag på, at togrejsen ville være meget I a n g, men vi havde dog trods alt færgeoverfarten at glæde os til. Her skulle vi snolde, og så have lidt aftensmad.

Vi trillede ombord “Deuchland”, sikrede os tegnebøgerne, og efter et par forgæves forsøg på at komme op med en elevator fandt vi endelig en trappe, der førte direkte op til parfumeriet. “Jan, du skal have en gave” – utålmodigt hev du mig ind i forretningen, d.v.s. vi måtte lige vente et par minutter, for færgen skulle først sejle, inden de måtte begynde at sælge toldfrie varer. Du var klar til at købe hele butikken til mig, men vi fandt dog hurtigt ud af, at den bedste gave var en deodorant – eller parfume, som du kaldte det. Hvilket bedre mærke end “Harley Davidson” kunne man vælge ? Vi fik en duftprøve på hånden – jo, det var altså bare sejt.

Det stormede vist nok udenfor, for båden gyngede i hvert fald, så indkøbene i Tagfred blev foretaget i raskt tempo. Det forhindrede dog os ikke i at købe “4 kilo slik”, 6 dåseøl og 4 cola – selvom vi godt vidste, at det kunne blive svært at få plads til at dette i vores bagage. Aftensmaden var noget speciel – du fik cornflakes !

Vi kom til Puttgarden – nu var det altså bare rigtigt – vi var på vej på skitur. Godnat mor – godnat far – godnat Anette – mobiltelefonen kaldte Solrød og Gentofte. Vi var trætte efter en lang dags overspændthed.

6. januar 1996

Billedet på ovenfor fra tidligt om morgenen den 6. januar. Hvis du er i tvivl så kig lidt på dine øjne – du sov vist stadigvæk, mens vi nærmede os München.

Du fortalte mig mange gange, at du flere gange havde drømt om, at det altså bare ikke var rigtigt, at vi skulle på skitur, og jeg fik “tusind” kys og kram. Jo, du var rigtig i hophumør, og det varmede naturligvis mit hjerte. “Tak Jan, fordi du tager mig med på skitur”, sagde du “50” gange – dejligt som du viste, at du bare var super-glad.

Første del af vores togrejse nærmere sig afslutningen. Efter morgenmaden, lidt skyndsomt vand i hovedet, men naturligvis børstet tænder samt morgentoilette fik vi så din seng (den nederste) redt, og der blev plads til Gameboy, slik og cola.

Vi fik testet magnetismen i brikkerne til dit medbragte ludo, og hen på formiddagen fik jeg endelig “lov” til at nyde en Faxe Fad.

Vi nærmede os Østrig – og heldigvis kunne vi efterhånden skimte lidt sne i højderne. Jo, nu var vi skam rigtigt på vej !

I god tid – vi skulle jo nødigt “glemme” at stå af i Innsbruck – fik vi samlet vores ting sammen, og en kort stund havde vi helt glemt, at vi skulle vente over en time i Innsbruck inden vi kunne komme med en nyt tog det sidste stykke til St. Anton.

Vi nærmest “væltede” ud af toget – sådan en rygsæk giver altså hurtigt lidt ubalance. Heldigvis holdt toget på perron 1, så vi gik lige ind i ankomst/afgangshallen. Mon ikke vi vakte lidt opsigt – jeg mener med alt det bagage !

Vi så os omkring – ikke ligefrem Københavns Hovedbanegård – men der var dog trods alt en kiosk, – og så en kakao-maskine.
Nu er det jo altså sin sag med en “20 kg’s rygsæk”, wienerbasse og varm chokolade, så det var jo næsten givet, at første egenlige “ulykke” måtte blive spildt chokolade på jakke, cowboybukser og rygsæk.
Pludselig øjnede vi chanchen for en ekstra time på ski, for på perron 3 kørte Skiløberen fra København ind med 70 minutters forsinkelse. Et stoppet toilet havde forhindret en planmæssig afvikling af køreplanen, så et øjeblik troede vi på, at vi kunne komme til St. Anton en time tidligere en forventet. Men ak, vi kom ikke tættere end døren til togvognen, så fik vi skuffende at vide, at alle pladser var besat, og vi måtte pænt vente til vores “eget” tog skulle afgå.

Vi forsøgte på forskellig måde at “slå tiden ihjel”, og på et tidspunkt fandt vi det udfordrende at gå op af den rulletrappe – der kørte ned !

Selvfølgelig er det blot et spørgsmål om at gå / løbe hurtigt nok, men uheldet måtte jo indtræffe – og heldigvis var det mig det gik værst ud over. Lige inden vi nåede helt op faldt vi begge. Du “kastede” dig det sidste stykke op på perronen, men da jeg “kastede” mig, var det for blot at lade på en nys udsprunget rulletrappetrin – med det resultat, at jeg “smadrede” mit venstre knæ.

Nu har jeg får et par år siden beskadiget mit venstre knæ – jeg tror knæskalden er flækket – så i løbet af den næste time kom det bare til at se helt spøjs ud ! En stor bule piblede frem, og det gjorde bare pokkers ondt.

Næste rulletrappe skulle “naturligvis” besejres på samme vis, det vil sige, at jeg frivilligt trak mig fra “kampen”, men du var stædig, og knoklede som en gal op af den meget lange rulletrappe mod afgangshallen. Naturligvis gik det galt, og du faldt lige inden du var helt oppe. “Træk fingrene til dig”, skreg jeg (nærmest hysterisk), da jeg så du med hænderne forsøgte at komme op igen. Jeg tror du blev noget forskrækket over mit “nødråb”, i hvert fald kørte du nu hele vejen ned igen, og brugte så trappen til at komme op til mig.

Langt om længe kom så toget der skulle køre os det sidste stykke fra Innsbruck til St. Anton.

Vi fik mødt en flink dansker på vej til Schweiz med sin kæreste, en hysterisk “dame”, der mente vores bagage fyldte for meget, og en “indfødt”, der absolut ikke kunne acceptere, at vi faktisk havde reserveret netop det sæde han “flød ud” på. Men der skulle mere til at ødelægge vores humør – for nu var det altså kun et spørgsmål om ganske kort tid – så ville vi være i St. Anton.

Også denne gang gjorde vi os klar i god tid, og da vognen endelig holdt stille på perronen, kastede vi bagagen ud – tænk sig, hvis vi ikke nåede at stå af !

Jeg havde nævnt, at min partner Peter havde været i St. Anton den forløbne uge, og at han måske først skulle afsted samtidig med at vi kom. Men at han, hans datter Otilia og hans kone Yvonne ligesom kom os i møde på perronen og straks hjalp os med at bære bagagen, ja det var jo næsten for godt til at være sandt.

Som en indfødt viste Peter vej til hotellet – ok, det var ikke så svært, for hotellet var jo stort set nabo til stationen.

Nu skulle vi jo altså ikke bare stå der og snakke. Checkin på hotellet, op på værelset og skifte til skidress, og så ud på løjperne – ja, der var ikke et minut at forspilde.

Da Peter og familie ikke var til sinds at stå mere på ski den dag (de var jo næsten allerede på vej hjem), ja så havde vi jo egentlig ikke mere at snakke med dem om. Gode råd om hvor der var sne, og hvor der var gode afterski-steder fløj gennem luften, men jeg tror ikke vi hørte meget efter. Vi skulle nok selv finde ud af det – goodbye, kom godt hjem.

Under perronerne gik en tunnel, som førte os direkte over til “foden” af skiområdet. Det kunne faktisk ikke være bedre – mindre end 1/2 time efter vi var stået af toget stod vi nu klar – vi manglede blot to styk liftkort.

Jeg blev i tunnelen tilbudt et “brugt” gældende resten af dagen, mens vi måtte spilde op til 10 minutter på at få købt et dagskort til dig. Og så var vi der – altså i en 4-personers stolelift på vej op ad Gampen (1.850 meter). Neden under os var der sne – dejlig hvid sne – og vi begyndte at indsnuse den intense atmosfære, der prægede området. Drømte vi – eller var vi vågne – støvlerne var spændt, skiene strittede lige ud i luften – jo inden for 5 minutter ville vi “tonse” ned af bjergsiden. Helt glemt var de seneste 20 timers rejse.

Vi “tillod” os selv to pauser. Den første prøvede vi virkeligt at være “sociale”, idet vi ville vinke farvel til Peter og familie, men da de ikke stod på perronen (om det nu var fordi de var kørt, eller først skulle køre 10 minutter senere, fandt vi aldrig ud af) hastede vi tilbage til liften. Den næste – efter at have tilbagelagt mindst 15 km i styrtløbstempo – blev midt på pist 41, på en bar/restaurant, der senere skulle vise sig at blive vores “stamværtshus”. Her fik vi så varm chokolade med flødeskum – og rom.

Pisterne var svære, for midt i at man synes alting gik stille og fredeligt, ja så ændrede pisten sig fra lyseblå til dybsort, for slet ikke at nævne, at det ind i mellem var så som så med sne. Men sålænge vi ikke skulle bremse alt for kraftigt, ja så var det jo ikke så væsentligt om underlaget var sne eller is.

Vi spejdede over mod Valluga-bjerget, men måtte konstatere, at den eneste måde at “bestige” det bjerg på var med en kæmpe gondol, der “svævede frit” mellem bjergtopperne Valluga (2.811 m) og Galzig (2.185 m). Det var altså bare ikke lige noget for os.

Vi fik “smagt” sneen et par gange, men der var jo ingen “kære mor”. Det her var for “de hårde drenge”, så fik man sig en ufrivillig rutchetur, ja, så var der jo ikke andet at gøre end at børste sneen af, samle sig selv og skiene sammen igen, og så drøne videre nedad. Vi “lukkede” pisterne kl. 16.30 og så var tiden inde til at “undersøge” vores hotel.

Vi fandt baren, spisesalen, boblebadet og saunaen, men motionsrummet med bordtennis var ikke sådan umiddelbart at finde. Vi følte os “lidt brugte”, så tilbage på værelset fik vi “knappet” en cola og en Faxe Fad op, og imens du nød tilværelsen i karbadet fik jeg lagt vores tøj på plads på hylderne.

Det var et rigtigt dejligt stor værelse, med stor skabsgang, separat toilet og badeværelse, farve-TV og minibar. Jo, Tumba og Tumba undte sig selv lidt luksus.

Vi tog en ren rullekravebluse på – naturligvis først efter, at vi havde sprøjtet os godt til med Harley Davidson. Hvem sagde “ski-bumser” ?

Som om vi ikke havde fået motion nok, søgte vi hjælp i receptionen efter motionsrummet, og den venlige receptionist viste os ned i kælderen. Jeg tror ikke rummet var blevet brugt tidligere på sæsonen, for luften var noget “gammel”, men vi fik da os en 1/2 times bordtennis, inden vi “indtog” baren, og skyllede en stor cola/øl ned. Vi var nu klar til en 4 retters menu, hvor forretten var en kæmpe ta’selv-bord, mellemretten suppe, hovedretten en slags bøf, og desserten iskage.

Vi fik os en glædelig overraskelse, da servitricen på skandinavisk tiltalte os – jo, nu havde vi skam vores egen private servitrice – Sofia.

Klokken 20.45 var vi “færdige” og sengeklare, og selv om vi havde tiltænkt at se Eurosport “hele aftenen”, tror jeg ikke der gik et kvarter førend vi nærmest besvimede.

7. januar 1996

Søndag morgen. Ja, jeg havde meget tydeligt fortalt dig inden vi sov lørdag aften, at søndag morgen ville jeg altså sove længe. Under ingen omstændigheder ville jeg stå op før klokken 8.30.
Hvornår du vågnede ved jeg ikke præcis, men jeg forstod på dig, da du præcis klokken 8.30 (på vores clockradio ved sengen) vækkede mig, at du havde været vågen længe, men at du havde fordrevet tiden med Gameboy og så dagdrømmeri om dagens skiture.
Efter din opfattelse var det nærmest ligegyldigt med morgenmad, men heldigvis foregik det som ta’selv, så der var ingen unødig ventetid på servitricen. Efter at vi begge havde fået en stor portion Guldkorn, lykkedes det mig at få en halv kop the inden din tålmodighed var opbrugt.

OK, nu var vi jo ikke taget til St. Anton for at sidde på restaurant, så ned i skikælderen og på med udstyret.

Jeg følte det stort set som om jeg lige var stået op, da jeg fandt mig selv glidende det sidste stykke hen mod stoleliften.

“Danke”, sagde du på flydende tysk, da en af mændene ved liften gav dig et venligt løft op på stolen. Jeg fik noget forbløffet fremstammet “Thank you”, men du protesterede vildt. “Du behøver ikke at sige noget, når jeg har sagt tak”, sagde du, “og så er det i øvrigt fjollet at du taler engelsk, når jeg taler tysk. De tror jo du er englænder og jeg er tysker !”

Jo, humøret var skam i top, og foran os havde vi nu en helt dag, hvor pisterne skulle “besejres”. Solen skinnede – pisterne var blevet præpareret i løbet af natten – wunderbar !

Jeg undrede mig lidt over, at du synes det var bedre at køre i en 4-personers stolelift os to alene. Men efterhånden fandt jeg ud af forklaringen. Når vi kørte alene talte du som et “vandfald”, mens du forholdt dig stille, når vi var 3 eller 4 i stolen. I starten gjorde vi “krumspring” for at komme alene afsted i stolen, men i løbet af dagen “snød” jeg nogle gange – jeg måtte have lidt hvile i øregangene.

Vi tog op på Galzig (2.185 m) og nød pist rød 2, efterfulgt af blå 2, helt ned til St. Anton.

Det var lidt småkoldt, men den indre varme, ophedet af pumpende adrenalin i blodet, fik sveden til at springe frem på panden. Jo, der blev løbet slalom og ind i mellem styrtløb.

“Kommer vi deroppe fra ?”, spurgte du efter et storslalomsløb i opvisningsstil.

Ind i mellem virkede det som om de andre på pisterne “stod stille”. Og det var altså bare smadder irriterende, når en af skiklasserne fyldte op på pisterne. Helt forfærdeligt var det når vi måtte sænke farten på grund af “langsomtkørende”, sådan lige før en af disse “transportveje” mellem de egentlige pister. For disse “veje” gik nogen gange opad, og så skulle vi stave – uf ! “Er vi på langrend-tur ?”

Fra Galzig (2.185 m) gik blå 8 ned til St. Christoph (1.800 m). Vi var blevet anbefalet turen, og pisten var faktisk også helt perfekt. Der var ikke så mange der løb på den, så sneen var bedre end flere af de øvrige pister ned mod St. Anton.

Og så var det jo lidt sjovt, at byen hed St. Christoph !

“Du løber forrest, og du skal holde mange pauser !”, stønnede du. Jeg var lidt stolt over, at du trods alt blev lidt træt i benene. Det var vist godt, at vi begge havde trænet benbøjninger siden jul.

Ind i mellem kikkede jeg lidt bagud, og hver gang så jeg dig dybt koncentreret i helt præcist at følge mit spor. Vi fik ikke de bedste stilkarakterer, men nu er der jo ikke nogen der giver point efter det kunstneriske indtryk i styrtløb.

Men på de blå pister gik vi over til slalom, og stilen blev lidt flottere.

Du havde det store smil fremme hele dagen, også selv om du et par få gange fik hovedet nederst – og skiene øverst.

Det var efterhånden blevet noget overskyet, men hvad, vi var jo ikke taget til St. Anton for at slikke solskin. “Godt mor og Anette ikke er med”, sagde du flere gange. Og vi blev rørende enige om, at St. Anton ikke var til bløde knæ og blege kinder.

“Hvad synes du er smartest, skidragt eller to-delt ?”, spurgte du om (50 gange). “Skidragt til styrtløb og to-delt til after-skiing”, svarede jeg (næsten lige så mange gange).

“Hvilke ski synes du er bedst ?”, spurgte du om, men mit svar var egentlig ligegyldigt, du havde selv svaret “Rossignol”.

Et enkelt styrt tog pusten fra dig. Og en enkelt tåre måtte frem. Men du imponerede mig, for selv om du havde taget et megastyrt, og var landet på et meget hårdt underlag (ren is), ja så tog det dig kun 20 sekunder at få smilet tilbage på læberne, og mens du bandede som “en tyrker”, rystede du sneen ud af styrthjelmen, fjernede selv sne og is fra øre, næse og mund, og sluttelig fik brillerne en pudsetur.

Ingen grund til at afklæde sig styrthjelm og solbriller, blot for at spise en bolle.

Flere af de nødvendige tissepauser blev klare midt på pisterne.

Søndag aften blev lidt af en udfordring. Efter en helt perfekt skidag, hvor vi havde nydt skiløb, solskin, sneklædte bjerge og hinandens samvær, blev der nu disket op med en 5-retters søndags-menu. Allerhelst ville nok begge to hellere have haft en bacon-burger-menu med en stor cola, men fint skulle det være (altså synes hotellet), og det virkede som om, at de synes det var finere, jo længere man ventede på mad og drikkevarer. Vores “private” servitrice – Sofia – havde friaften, og overtjeneren (han virkede i hvert fald som om han var “over” de andre) talte hele tiden meget høfligt til os – men burger så vi ikke noget til.

Serveringshastigheden passede aldeles ikke dit temperament, og maden var ikke en typisk McDonald-opskrift. Så efter en halv bolle mente du middagen var slut, og jeg skal da gerne indrømme, at det alene var min “voksen-høflighed”, der fik mig til at indtage 2 af de 5 retter, inden jeg sluttede mig til dit selskab på værelset. Vi blev enige om, at man godt kunne springe et enkelt måltid over, og lovede så hinanden at indtage et større morgenmåltid mandag morgen.

Hånd i hånd faldt vi i søvn, men jeg tror du fortsatte skiløbet, for i løbet af natten lykkedes det dig at snurre hele vejen rundt i sengen, og ind i mellem kommenterede du højlydt både dit eget og andres skiløb. Heldigvis var sengen godt bred.

8. januar 1996

Vi havde aftalt, at vi skulle prøve den helt specielle “Standseilbahn” – bare en enkelt gang. Den kørte parallelt med den 4-personers stolelift, og reelt kørte den lidt hurtigere en stoleliften. Men vi fandt så ud af, at ventetiden var meget lang inden den blev fyldt, og dermed kørte var “urimelig” langsom. Nuvel vi fik prøvet den, første, sidste og eneste gang.

Gampen (1.850 m) – St. Anton (1.304 m) var nu blevet helt hjemmebane, og mixet mellem blå 44 / 41 og rød 42 fik os gang på gang til at “vende hjem”.

Lille-Tumba og Store-Tumba “styrede” Gampen (1.850 m), og enkelte troede de så genfærd, når de siddende i den udendørs bar så os med mindre end 10 minutters mellemrum.

Herudover skiftede vi mellem Kapall (2.326 m) og Galzig (2.185 m), og selvfølgelig skulle vi også prøve Schnidler Spitze (2.650 m). Jeg lurede naturligvis lidt da der ved indgangen til stoleliften stod “Kun for vel-øvede”, men der var faktisk ingen rigtig vej tilbage, og vi var vel “veløvede”.

Der er koldt på toppen – meget koldt. Og det gik altså bare stejlt ned ! Hvornår de i St. Anton-området kunne tænkes at bruge den sorte farve på pist-betegnelsen ved jeg ikke, men rød 13 ned til Umer Hütte (2.279 m) synes jeg godtnok var noget af en udfordring.

Nuvel, desto sværere pisten var, desto mere koncentrerede vi os, og de største “Fedtmule-styrt” skete altid på blå pister.

En sjælden gang holdt vi pause – og kunne så nyde lidt af den meget smukke natur.

Som nævnt skete de største styrt på de blå pister.

På vores “favorit-pist” – blå 41 / rød 42 lavede jeg dagens “stunt”, da jeg kørte midt i mellem 4 personer, der stod stille og roligt og snakkede, udråbende “åh, åh, åh, pas på”, mistede begge mine stave, inden jeg fik genetableret balance og stoppet op.

I næste nedløb på samme pist lavede jeg dagens “Tumba-styrt”, som med dette styrt blev omdøbt til “Fedtmule-styrt”. Jeg lignede fuldstændig Fedtmule på glatis, da jeg med næsen forrest – og nederst – kurrede 20 – 30 meter ned af pisten mod vores stamværthus. Du var noget hoverende, da du umiddelbart efter kom løbende i fin stil med mine stave, og jeg blev da allernådigst bevilget en “kop varm chokolade med rom – pause”.

Det med pauser var ikke din store passion. At jeg absolut skulle have kolde øl eller varm chokolade sådan hver anden time, var jo det rene tidsspilde. Så frokost den dag blev ganske stille forbigået !

Vi var over skyerne – og under skyerne – og det meste af tiden på “autoriserede” pister.

Men du kunne ikke stå for fristelsen til at prøve en pist, som godt nok var aftegnet på pist-kortet som blå 25, men som absolut ikke stod øverst på listen, når pistmaskinerne kørte om natten.

Godt på vej ned til byen Pettneu blev vi da også enige om, at dette meget vel kunne ende med en ufrivillig bustur tilbage til St. Anton, så der var ikke andet at gøre – altså hvis man nu er Tumba og Tumba – at lave vores helt egen private smutvej.

Da vi igen sad i stoleliften på vej op til Gampen (1.850 m) synes vi naturligvis at off-pist lige var sagen, men turen ned af blå 25 blev ikke gentaget.

Vi “slukkede og lukkede” efter os ca. klokken 16.15, hvorefter vi trætte, men super glade, vendte næsen hjemad. Af med skidresset og på med joggingdragt, og så op på 3. sal, hvor der var solarium, sauna og boblebad.

Vi var noget usikre på, hvorvidt man havde badebukser på i boblebadet, så generte som vi nu var, hoppede vi i boblebadet med badebukser på. Vi kunne godt se på det ægtepar der sad i rummet, at de vistnok ikke havde tøj på inden under håndklædet de havde viklet omkring sig, men det ville jo se lidt fjollet ud at tage badebukserne af midt i det hele. Først da vi gik i sauna tog vi badebukserne af, for det stod højt og tydeligt udenfor saunaen, at badetøj var forbudt !

Og det var som vi frygtede/håbede – fællessauna. Nuvel denne dag ikke den helt store oplevelse, for førnævnte ægtepar var ikke særligt “spændende”.

Du fik “boblet” en tur mere, mens jeg svedte ekstra i saunaen, og så smuttede vi tilbage på værelset. Du havde åbenbart ikke fået vand nok, for karbadet blev fyldt, og du hyggede dig gevaldigt.

Stemningen var høj da du endelig kom i tøjet, så der skulle optrædes for fotografen.

Og næsten alt var jo tilladt. Vi spiste næsten om kap fra slikdåsen, og minibaren var blevet angrebet – og tømt – for både cola og øl.

Telefonen kimede også flere gange – nu kunne de ikke engang vente til vi ringede for at sige godnat. OK, det var nu dejligt at tale med Sarah, Philip, mor og far, og fortælle om alle dagens sjove oplevelser. Var de bare lidt misundelige – nej meget !

Og så havde det jo været mandag – det vil sige en almindelig hverdag, hvor de andre havde været i skole ! Bare lidt irriterende at solen går ned og lifterne stopper om natten – hvorfor har de ikke lys på pisterne, så man også kan løbe om natten ?

Og når man er på ferie skal man også købe en ting med hjem. Til søskende og forældre – eller bare til sig selv. Vi gik på bytur, og i bedste Christopher-stil synes du ligeså godt du kunne købe den første og den bedste T-shirt, lommekniv eller glasfigur du løb ind i. Heldigvis styrede du/vi dig, for på vejen tilbage til hotellet fandt du “gaven til drengen, der har alt” – en Rossignol- skistøvle-taske. Jeg “overtalte” dig til at “sove på det”, men det gav dig næsten mareridt, og jeg måtte love, at vi gik ned i butikken straks tirsdag morgen – inden morgenmad.

Lidt bedre aftensmad – Lykken er ………….

 

Og så er det bare som om hele verden smiler til dig – og du smiler til verden.

Aftensmaden var en 4-ret-ters menu, og du spiste hovedret og dessert.

Jo, det var skam fremskridt, men det gjorde altså heller ikke aftenen dårligere, at Sofia igen var på arbejdet.

Vi pjattede lidt med at jeg skulle tage et billede af hende, og så skulle vi spørge hvad hun hed. Du blev helt god til at forstå svensk, og de andre gæster i restauranten kikkede med undrede blikke på os, når vi talte med Sofia.

Vi ville heller ikke tale med de andre servitricer eller overtjeneren, nej, Sofia skulle betjene os !

Gang på gang kom du ind på Rossignol-tasken, og inden vi gik op på vores værelse måtte vi tilbage til butikken for at se hvornår de åbnede tirsdag morgen. Klokken 8 åbnede de, men jeg fik dig da heldigvis overtalt til, at de sikkert havde en enkelt taske tilbage kl. 8.30.

9. januar 1996

Det sidste du snakkede om mandag aften var din Rossignol-taske, og det første der kom på dine læber tirsdag morgen var – ja, din Rossignol-taske.

Så inden morgenmaden gik vi ned til forretningen, og heldigvis havde de en enkelt taske tilbage.

Hermed kunne morgenmaden indtages i rimelig ro og orden – dog skulle vi naturligvis ikke sidde forlænge og dvæle over théen, for det var nu altså lidt irriterende, at andre allerede havde “ødelagt” pisterne inden vi kom.

En enkelt pause om formiddagen – med varm chokolade med flødeskum og rom – og så et “sidste-øjebliks-afværget-Tumba-styrt” – endnu en gang en mistet skistav.

Jeg havde bestemt mig til, at i dag ville jeg altså have frokost. Så ved en “fejl” kom vi helt op på Schindler Spitze (2.650 m), og efter en hård og udfordrende tur ned til Umer Hüitte (2.279 m), måtte jeg på toilettet. Jeg gik direkte fra toilettet hen til den udendørs servering og købte varm gullasch-suppe og en stor øl, og inden du nåede at beklage dig, var jeg i fuld gang med at indtage dagens frokost. Tidsspilde – mente du, men fandt dog ud af, at dels smagte gullasch-suppe ganske udmærket, dels var du nok noget sulten. Så kunne vi ikke lige drøne ned til vores stamværts-hus og købe en gang pommesfrites ?

Det skulle vise sig, at der gik næsten 1 1/2 time inden vi fandt vores stamværtshus. For efter Umer Hütte (2.279 m) kørte vi forkert, og med den fart vi havde på, opdagede jeg ca. 25 meter for sent, at rød 24 stoppede forenden af en t-lift. Du fik heldigvis stoppet op, og skraldgrinende spurgte du, om det virkeligt kunne være rigtigt, at vi skulle fortsætte den vej. Eneste vej tilbage var helt op med t-liften, lidt tilbage til stoleliften, der førte os helt op på Schindler Spitze (2.650 m), og så den rigtige vej ned forbi Galzig (2.185 m) til stamværtshuset, næsten nede ved St. Anton (1.304 m). Jo, det var en af de ture, der fik mælkesyren frem i lårbasserne.

Efter dette styrtløb foreslog jeg, at vi skulle køre lidt langsommere, og så forsøge at rette skiene ind parallelt med hinanden. Det skulle jeg aldrig have gjort ! For mig var det nu slut med at føre sig frem som Tumba ! Du rettede skiene ind, gik ekstra ned i knæ, pressede fødder og knæ ind mod hinanden, kiggede målrettet fremad og nedad i bakken – og f…’me om du ikke løb med parallel-ski hele vejen ned af blå 41 fra Garnpen (1.850 m) til St. Anton (1.304 m).

Inden vi kom helt ned satte jeg mig i sneen og kastede stavene hen mod dig. “Jeg er sur – jeg gider ikke mere”, surmulede jeg. Men det var bare for sjov – jeg syntes det var helt supert, at du løb så flot på ski. Og så glædede vi os til, at du kunne fortælle familien om din nye stil.

Vi kunne næsten ikke stoppe den dag, for nu havde du rigtig fået “blod på tanden”, og blå 41 blev gennemløbet adskillige gange inden du – efter et ufrivilligt stop mens vi sad i stoleliften – mente, at vi hellere måtte stoppe inden lifterne holdt op med at køre.

Stolte gik vi tilbage til hotellet, tog skitøjet af, og kørte med elevatoren op til 3. sal, hvor sauna og boblebad ventede. Denne gang med flere gæster; denne gang med yngre gæster (“lamseben”); og denne gang var vi ikke i tvivl. Alt ophold i og om-kring boblebad og sauna foregik splitter nøgen – drenge og piger – mænd og da-mer. Der blev startet for alle dyserne i boblebadet, og vi hyggede os rigtigt.

Tilbage på værelset sad vi så uden en trævl på kroppen i sofa og lænestol, med en kold cola/øl i hånden, TV tændt på Eurosport, hænderne i fast rutefart mellem slikskålen og munden, og ringede hjem til Danmark. Nu kunne livet vel stort set ikke forventes at blive dejligere.

Til ære for fotografen fik du et par underbukser på, og så kunne du dels demonstrere hvordan det så ud når jeg forlod de præparerede pister, dels hvordan man løber med parallel-ski. “Hvorfor kan du egentlig ikke det ?”, spurgte du irriterende 50 gange. “Jeg vil hjem”, surmulede jeg.

Nu var det jo vores sidste aften, så da vi inden vi gik i baren for at få vores “før middags-drink” stak hovedet ind i restauranten til Sofia, spurgte jeg hende, om du ikke kunne få en gang pommesfrites med en stegt bøf uden sovs eller andet tingel-tangel.

Det viste sig, at vores bekymringer var ubegrundede, for middagen tirsdag aften bestod af ta’selv bord, og “hammer-sulten” gik du i gang med et hjemmelavet mix af diverse kød, frugt og islagkage. Nuvel, når nu Sofia ligefrem spurgte om du ville have de bestilte pommesfrites, ja så kunne du vel ikke være bekendt at sige nej tak, så det blev tillige til en portion pommesfrites inden “festmiddagen” stoppede.

Tilbage på værelset “slog du mave”, og mens jeg begyndte at forberede morgendagens hjemtur, sad du i sengen og så fjernsyn. Det var noget med at vinde millioner, mens først efter at man gennemført en eller anden vild udfordring. Vinderen blev en (ret flot, ik’) stewardesse, der “fløj” i en redningsbåd.

Jeg fik sorteret tøj m.v. i 3 bunker. En til morgendagens skitur, en til hjemrejsen, og den sidste pakket ned i rygsæk og tasker. Det var heldigt du var “faldet” for den Rossignol-støvletaske, for eller havde vi ikke haft plads til al vores bagage.

10. januar 1996

“Tak fordi du vækkede os”, sagde du, frisk som om du overhovedet ikke havde sovet hele natten.

Klokken var kun 7.45, men Anette havde lovet/truet med at ringe tidligt til os, dels fordi hun skulle på kursus i Roskilde, dels fordi jeg havde lovet, at vi den sidste dag skulle starte på skiløbet når lifterne begyndte.

Morgenmaden blev indtaget stående, og klokken 8.30 befandt vi os i stoleliften på vej op til Gampen (1.850 m).

Nej solen var ikke stået op, i hvert fald ikke op over de modsat liggende bjerge, men tiden var ikke sådan at spilde. Træning i parallel-ski stod øverst på dagens program, og så havde vi jo kun indtil klokken 11. Surt, at vi skulle hjem.

Vi fandt ud af, at blå 36 og blå 37 fra Kapall (2.326 m) til Gampen (1.850 m) og videre af blå 41 til St. Anton (1.304 m) passede perfekt til morgen-parallel-ski-løb, og sådan en sidste skidag kunne altså ikke forspildes med unødige tisse- og varm chokolade-pauser.

Det var noget morgenkoldt, men den indre varme på grund af den fortsat stigende succes i parallel-ski-løb, fik os til at glemme, at kinderne blev blå-røde og næsen løb.

Pisterne havde vi stort set for os selv ………..

– og mon ikke solen på et eller andet tidspunkt ville “komme op” til vores bakke.

Solen kom først til Kapall (2.320 m), så den sidste time blev brugt til parallel-ski-løb på en lækker velpræpareret blå 36 fra Kapall (2.320 m) til Gampen (1.850 m). “Kan vi nå en tur mere ?”, spurgte du, og med den fart vi havde på, både på pisten og ved på- og afstigning på liften, ja så nåede vi faktisk 4 ture på den time.

Klokken var nu 10.45, og hvad var mere naturligt – sådan stående på toppen af “verden”, i solskin, på ski, med ca. 4 kilometer pist foran sig ned til St. Anton – end at ringe til mor, og spørge hvordan det gik med hendes eksamens-opgave.

Der var nu ikke tid til at aftage styrthjelm, så det var begrænset hvad du kunne høre, men pyt, det “vigtigste” var sådan set bare at ringe op.

Præcis klokken 11 stoppede vi for foden af blå 41, og traskede så de 100 meter under stationen og over til vores hotel. Jo, vi havde skam rigtig fået stået på ski, selvom “festen” kun havde varet i 2 1/2 time.

Den store opgave blev så igen at få skiene pakket i en skipose, mens vi ikke havde problemer med den øvrige del af bagagen. Din Rossignol-støvletaske gjorde livet lidt lettere, i hvert fald hvad pakning angjorde. Det skulle så vise sig, at livet blev noget mere besværligt med hensyn til togskift og stations-ophold.

Vi “parkerede” bagagen i receptionen, og drog over til liftområdet, hvor vi fandt en hyggelig restaurant på 1. sal, med udsigt mod den store Galzig-gondol.

Endelig fandt vi din livret – Wienerschnitzel med pommesfrites. OK, nu var skituren på sin vis overstået, så egentlig kunne du jo ligeså godt spise, men jeg skal da gerne indrømme, at denne Wienerschnitzel bare så indbydende ud, og med godt af ketchup til pommesfrit’terne blev det absolut feriens største madoplevelse.

Klokken var blevet 1, og vi skulle gå den “lange” vej ned til stationen.

Det blev til et “farvel og på gensyn” på hotellet, og receptionisten bemærkede, at hun faktisk havde undret sig over, at vi var taget på skitur om morgenen, så hun havde checket en ekstra gang om hun havde et ledigt værelse, såfremt vi havde misforstået hinanden med hensyn til hvornår vi skulle hjem.

Desværre skulle vi hjem denne onsdag.

På perronen sad du på din rygsæk og spillede på Gameboy, mens vi med “lange øjne” ind i mellem kikkede op mod pisterne. Lidt uretfærdigt, at de andre ikke skulle hjem, men tanken om, at der kun var lidt over 2 uger til din næste skitur, fik smilet tilbage på læberne.

Toget kom præcis (klokken 13.37) – og foran os havde vi så en 21 timers togrejse.

Togvognen var godt fyldt, men vores reserverede sæder var dog ikke optaget, så efter en “kamp” med tasker og skipose, sad vi nu afslappet og “ski-mætte” og småsnakkede om alle vores dejlige oplevelser.

Desværre skulle vi skifte allerede i Innsbruck, og desværre skulle vi vente i 1/2 time på toget, der skulle føre os til München. Du “bevilgede” mig en stor fadøl, men ak du fortrød, for cafeteriet var røgfyldt og menneskerne så noget “mystiske” ud.

Bedre gik det ude i hallen, hvor vi først så en fyr blive nøje undersøgt af politiet, og dernæst fulgte intens med i salget af wienerbasser (eller noget der lignede). Du mente virkeligt at pigen dér tjente mange penge, for det kæmpe bjerg af basser blev udsolgt mens vi ventede på toget.

Vi blev lidt “snydt” på turen fra Innsbruck til München, for i vores kupé sad et ungt par, og fyren havde altså taget en af vores vinduespladser. Men de virkede rimeligt flinke, så vi indpassede os, og fordrev tiden med ludo.

Igen var den Rossignol-støvletaske til stor gavn, for vi brugte den som bord og spilleunderlag.

I München fik vi “kæmpet” os op på 1. sal, hvor vi indtog et Burger King – aftensmåltid, og efter toiletbesøg og cola/øl-proviantering var vi så klar til den sidste lange togrejse til København. Efter nogle timer med Ludo og Gameboy, hyggesnak, hyggesnak og hyggesnak, var vi godt trætte, og vi fik redt vores senge.

Vi forsøgte at ringe hjem for at sige godnat, men mor og far var til dans, så godnathilsenen blev sendt via Philip.

Klokken var ikke meget over 6, da den konstante rumlen blev afløst af underlige hyle- og pivelyde. Vi var på vej ombord på færgen, der skulle sejle os tilbage til Danmark.

Morgenmaden var mindre “ophidsende”, ja faktisk var alt brød fra dagen i forvejen, så du lod dig i stedet friste af 2 bægre yougurt.

Vi skyndte os i Taxfree-shoppen, for du måtte jo have gaver med hjem til familien.

Sidste del af togturen gik faktisk hurtigt, dog synes du at stykket fra Roskilde til Københavns Hovedbanegård var noget kedelig.

Og så var vi der jo lige pludselig – og hvem stod sådan der lige udenfor togvognen – far, morfar og Anette – var de bare glade ?

Det var vi også, for efter et “smil til fotografen” overtog de en del af vores bagage, det vil sige, du slap dog ikke din Rossignol-støvletaske før vi næsten var oppe ved bilerne.

Vi måtte tage afsked med hinanden på Hovedbanegården, for jeg måtte skynde mig hjem, tage bad, rent tøj på, og så på arbejde. Lidt snyd, for du havde også fri fra skolen den dag.

Vores første drenge-skitur – sådan bare en forlænget weekend-tur til St. Anton – var slut.

Kære Christopher – tak for en dejlig oplevelse sammen med dig. Tak for dine mange dejlige knus og kram, morgen-, middags- og aftenkysser, dine smilende øjne og glade latter. Jeg vil mindes turen sålænge der er et par enkelte grå hjerneceller, der kan bruges til andet end talgymnastik.

Mange kærlige hilsener

Store-Tumba

PS Endnu engang tak til din mor og far. Det er bare rigtig sødt af dem, at jeg sådan får lov at tage dig med helt alene på ski-tur.