Anette og Jan's Memory Lane

Efter ’udskrivningen’ torsdag aften den 08.07.10 havde jeg nogle ’forrygende’ dage med ’historieskrivning’ og et utal mails fra og til venner og bekendte. Linda havde udstyret mig med smertestillende piller til morgen, middag og aften i 3 døgn, så reelt set var det vel alene ’tisseposen’, der konstant mindede mig om, at jeg havde været igennem en større operation.

Det var jo ren luksus. Servicen på Bregnevej har altid været yderst tilfredsstillende, men alligevel kunne jeg mærke en yderligere opmærksomhed, ja vel enkelte lejligheder ’bare for meget’. Jeg ville jo gerne selv.

Vejret var dansk sommervejr, når det er bedst, og havestol med ekstra puder, havestol som fodskammel og anretterbord blev straks om formiddagen sat tilrette i en af havens skyggepladser. Læsestoffet, som havde fulgt mig frem og tilbage til Herlev Hospital, blev lagt i rette bunker, kaffe og vand fyldt op og så fik jeg lov at leve i min helt egen verden sammen med Jan og hans computer. Det var rigtigt dejligt at få forløbet beskrevet, og jeg glædede mig over, at jeg faktisk selv syntes, at jeg havde håndteret processen tilfredsstillende.

Vel egentlig første ’minusdag’, men tydeligt at ophør med smertestillende medicin havde sin indflydelse. Jeg kunne godt nok mærke mig selv – og jeg skulle godt nok koncentrere mig om at tænke på andet end smerter og sygdom. Selvmedlidenheden bankede kraftigt på. Der var noget at arbejde med.

Jeg var blevet godt og grundigt advaret om operationens bivirkninger med hensyn til inkonsistens og impotens. Men ingen havde fortalt mig, at ’forbindelsen’ mellem hjerne og endetarm kunne blive sat ud af funktion. Så havde jeg i hvert fald ikke hørt godt efter. Men faktum var, at jeg simpelthen ikke evnede at styre afføringen – altså den udgående ’bevægelse’. Lukkemusklen fungerede udmærket – ja, der var lukket. Men at sætte tømningen i gang var mig simpelthen ikke muligt. Jeg sad flere gange 15 – 30 minutter forgæves og prøvede at skabe kontakt mellem hjerne og endetarm. Heldigvis var jeg af Linda blevet udstyret med noget lettere afføringsmiddel, så jeg røg ikke ind i deciderede maveproblemer, men det var godt nok mærkeligt ikke at kunne ’presse’.

Det var meget generende med kateteret, men endnu mere generende når vandladningen få gange skete med en hastighed, som oversteg rørets kapacitet. Der er altså ikke plads til urin ved siden af et 6 mm rør. Hold kæft det gjorde ondt.

Så ondt at jeg overbeviste mig selv om, at røret måtte være stoppet, hvor efter jeg gik i gang med at ombytte diverse slanger og tissepose. Ja, som jeg ikke havde udfordringer nok i forvejen. Hvor dum kan man være? Rigtig dum og også rigtig stædig og optimistisk. Selvfølgelig lykkedes det – men selvfølgelig var røret ikke stoppet og ’operation slangebytte’ havde været helt og aldeles ligegyldig.

Rasmus havde sidste dag i børnehaven, og traditionen tro sluttede den om formiddagen med mor og far og ’afskedsparty’. Så kunne sommerferien starte, inden han medio august skal starte i 0’te. Og den første uge stod der ’besse og morfar sejlerferie’ på. Desværre var vi jo blevet i land, men heldigvis havde Rasmus forståelse for begrænsningerne i mine fysiske udfoldelser, så han havde omstillet sig til, at dette års sommerferie med besse og morfar skulle foregå på Bregnevej.

Det blev det helt store pizzaparty, da Carina, Inge og Marius havde sikret aftenens omsætning hos Umuth’s. Stemningen var sådan rigtig ”nu er det ferie”, og rødvinen dulmede smerterne.

Bortset fra et hyggeligt besøg af Knold, så var det en rigtig dårlig dag, og der blev større og større grobund for selvmedlidenheden. Smerterne var operationsområdet var kun begrænsede og kortperiodiske, men til gengæld generede kateteret mere og mere. Jeg kunne jo også godt på billeder af det mandlige understel se, at jeg jo reelt sad på slangen fra urinblæren og ud gennem dilleren og at siddestillingen også belastede sammensyningen af urinblære og urinrør. Men hvad fanden skulle jeg gøre. Stå op? Jeg kunne selvfølgelig ligge ned – hvilket jeg også gjorde flere gange om dagen – men ham den selvmedlidende Jan gad jeg altså ikke tale med.

Jeg havde inden operationen aftalt med min niece, Stine, at jeg skulle afhente Sille i Aarup på Fyn den 17.07. Sille, som er verdens dejligste, sorte labrador, skulle være på ferie hos os i 1½ uge, mens familien skulle joine storebror ombord på Anderstina. Godt det var aftalt inden operationen – og inden den seneste uges eftervirkninger. Så det var 2 tykke havepuder, 2 Panodil’er og kop kaffe og så af sted i Landcruiseren. Jeg var godt nok ikke mange sure sild værd, da jeg på motorring 3 passerede Herlev Hospital.

Om det var Panodil’erne, kaffen eller glæden over at køre forbi Herlev Hospital ved jeg ikke, men efter 15 – 20 minutter følte jeg mig faktisk rigtig godt kørende. Både fysisk og psykisk. Jeg måtte lige give fruen et ring – og så var vi begge glade.

Den 4 timers køretur frem og tilbage til Aarup gik ganske forrygende, så jeg var helt høj, da jeg vendte tilbage. Jeg havde dog også behov for at blive rettet ud og få et længere hvil, men psyken syntes at have fået en kraftig vitamininsprøjtning.

En dårlig dag, men dog med en succesoplevelse, da jeg selv fjernede hæfteklammerne.

Linda havde forklaret mig, at de 12 hæfteklammer, som ligesom var en ekstra, udvendig sammenføjning af operationssnittet, skulle fjernes 10 dage efter operationen. Jeg havde i mit ’udskrivningskit’ fået en hæfteklammefjerner og instruktionen fra Linda lød på, at jeg skulle gå til egen læge og få fjernet hæfteklammerne. Altså med mindre Anette, oversygeplejersken eller jeg selv kunne klare opgaven.

Jeg vidste, at jeg ikke skulle spørge Anette. Hun ville gøre alt for mig – med mindre hun besvimede – og den risiko turde jeg ikke løbe. Og oversygeplejersken var i sommerhus, så det var jo bare på med brillerne og frem med hæfteklammefjerneren. Jeg var selvfølgelig alt for forsigtig med den første – og startede fejlagtigt nedefra, hvor skinnet alene holdes sammen af nervetråde – så det var lige før, jeg opgav projektet, inden jeg reelt var kommet i gang. Jeg stoppede forsøget med den nederste og begyndte i stedet med den øverste. Snupti – keine problem – keine schmerz. 1-2-3-4 ………11 og så var der kun der sidste, der igen lige skulle fortælle mig, at det her var altså bare ubehageligt.

Jeg blev lidt overrasket over, at skinnet ligesom delte sig, og det 6-7 mm stykke, som hæfteklammerne dækkede blev til et par centimeter. Jeg bevarede dog roen, påsatte et mega plaster, så huden kunne ’genopstå’ i fred og ro, og gik triumferende ud og viste Anette de 12 afmonterede hæfteklammer.

Dagene blev værre og værre. Nætterne blev værre og værre. Selvmedlidenheden voksede stødt og skulle nu nedkæmpes flere gange om dagen. Belastende med kateter. Belastende med toiletbesøg, selv om jeg havde fået oprettet ’presseforbindelsen’ igen.

Så oprandt endelig dagen, hvor jeg skulle have fjernet kateteret. ’Tryktesten’ faldt ud til fordel for Herlev Hospital i forhold til, hvis jeg skulle have været til tandlægen for almindelig tandrensning. Det siger måske mest om min tandlægeskræk, men også noget om min tillid til betjeningen på Herlev Hospital. Det har ganske enkelt været Danmarks bedste privathospital. Jeg tror fuldt og fast på, at de besidder den allerstørste kompetence. Og jeg har med min egen krop og sjæl erfaret, at medarbejderne er 100 % dedikeret til deres respektive opgaver. Verdensklasse.

”Har du noget, du gerne vil af med?”, blev jeg mødt med på Urologisk afdeling på 18. etage. Igen en af de hvidkitlede, igen af med bukserne og op på briksen. Og igen forsøgte jeg mig med Karl Smart – bemærkninger samtidig med at jeg erkendte, at jeg var noget nervøs ved situationen. ”Har du prøvet det før?”, lød spørgsmålet – ja, ligesom det var jo også ’igen’. Jeg nåede at tænke, at det jo også – igen – var et afledningsspørgsmål, men jeg fulgte instruktionerne og vupti, så var slangen ude. Jeg fik genopfrisket informationerne og opfordringen til at starte bækkenbundstræningen. Ja, ja, tænkte jeg, lige nu skal det bare være dejligt at tisse i bukserne.

Jeg var dog alligevel noget uforberedt på de blodrester, der fulgte de første par tissetårer den dag. Nuvel – jeg ønskede ikke kateteret tilbage, men der skulle godt nok renses lidt ud. Som Knold skrev: ”Godt at høre, at vandværket fungerer. Gamle rør, hvor vandet var været afbrudt, har det med at få rust og skidt i systemet. Og pakningerne kan også godt tørre lidt ud. Helt normalt. Det skal bare skyldes godt igennem. Held og lykke med det.” Ja, dejligt med kløgtig indsigt og gode råd.

Vi tog på Bakken – Rasmus og Anette skulle have deres livret: Stegt flæsk og persillesovs. Super hyggeligt og besse blev rigtig sat på nye udfordringer, da jeg jo rimelighedsvis godt kunne melde afbud til M/S Hurlumhej. Efter middagen med den dejlige kølige fadøl skulle Rasmus og besse på Safari, mens jeg blev ude som taskeholder. Jeg konkluderede hurtigt, at et forsøg på rettidigt at finde et toilet ville være helt håbløst, så med stort smil og beskuende de forbipasserende måtte jeg ’lade vandet gå’. ”Dejligt at tisse i bukserne, bare bleen er stor nok”, tænkte jeg.

Natten havde været noget af en udfordring. Adrenalinen i blodet holdt mig vågen til over 2, og jeg syntes naturligvis at Anette skulle deltage i alle mine gode minder, tanker og ideer. Da jeg så endelig faldt i søvn startede den indre varmepumpe totalt ukontrolleret og det eneste sted, min seng ikke var våd, var det område, hvor jeg havde udlagt et decideret tisselagen. Det var som om kroppen sagde: ”Nu kan det fandme være nok. Nu skal du svede dig rask.”

Lykken var et brusebad – når man igen kunne stå oprejst og lade det lunkne vand bruse over hele sin krop. Ingen slanger. Ingen plastre. Ren lykke. Fuck cancer. Fuck selvmedlidenhed.

Det årligt tilbagevendende lægetjek på Flymedicinsk afdeling på Rigshospitalet gik forholdsvist hurtigt. Jeg havde en ’morgentid’, så her står de forskellige speciallæger klar til at kaste sig over første patient. Øre-, hals- og næselægen gjorde fortsat et forsøg på at indrette sig. Flymedicinsk afdeling var flyttet fra Rigshospitalet på Blegdamsvej til egne lokaler i Aldersrogade, og det var tydeligt, at der var problemer med at få det eksisterende udstyr til at matche ind i de nye faciliteter. Apropos udstyr så undrer det mig fortsat, at en høreprøve gennemføres ved, at testpersonen står og kikker ud af vinduet, sætter en pegefinger i det ene øre og gentager tilfældige tal, som speciallægen nærmest råber ud i lokalet fra sin arbejdspult. Det kan vist ikke være så vigtigt, om man kan høre 2 eller 20 decibel. Noget mere ’professionelt’ foregår synstesten – her er det svært at snyde sig fra, at bogstaverne på lystavlen bliver mere og mere utydelige. ”Det er så sidste gang”, fik jeg formanende at vide. ”Bliver det dårligere – og det gør det – så skal du flyve med briller”. Og så var der den ’almindelige’ lægeundersøgelse, hvor det primært går ud på at bekræfte, at man efter ens egen overbevisning ikke fejler noget som helst. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvilke sygdomme lægen kan spore ved den fysiske undersøgelse, men efterfølgende kan jeg – og det er uden nogen form for bitterhed – konstatere, at de ikke er uddannet i at føle en forstørret prostata. Så fingeren i endetarmen bør enten uddannes bedre eller droppes.

Flymedicinsk afdeling på Rigshospitalet drives som en almindelig forretning, så på bedste McDonald-manér forsøger lægen med lidt mersalg. ”Skal du ikke have kontrolleret dit kolesteroltal og din PSA?”, lød det lettere henkastet. (PSA: Prostata Specifikt Antigen) Og hvem siger nej til at få bekræftet, at man lever sundt og ikke har prostatakræft?

Kolesteroltallet var lidt i overkanten – i hvert fald ifølge Vibeke (lægen), så lægetjekket blev afsluttet med en recept på kolesterolsænkende medicin – og en helbredsgodkendelse. ”Jeg ringer lige resultat på din PSA i næste uge – ha’ en god ballonsommer”, og så var det på kontoret og forsøg på at komme på omgangshøjde med medarbejderne.

Jeg tænkte ikke meget på den kommende telefonopringning i de efterfølgende dage. Det var jo ren rutine, og selv om tallene de forgangne år havde været henholdsvis 3,2 og 3,9 – hvor en værdi mellem 4,0 og 10 indikerer forhold, som bør undersøges nærmere, så havde jeg egentlig nok forestillet mig selv at skulle ringe for et svar, da jeg jo på ingen måde var ’interessant’.

Jeg var helt uforberedt – og i et dybt engagement i en opgaveløsning – da Vibeke ringede. ”Dit PSA-tal er for højt, ja, det er 7,2, så du bør søge egen læge.” ”Har du været ud og cykle?”. Desværre nej, min almindelige cykel står med fladt forhjul og kondicyklen er bare en af de tåbelige investeringer, man ind i mellem foretager.

Den sad lige i solar plexus. Jeg måtte sætte mig og tage et par dybe indåndinger. Hvad fanden var det hun sagde? Nej det sagde hun ikke, men det mente hun. Jan, der er desværre en stor risiko for, at du har prostatakræft.

Jeg kunne ikke koncentrere mig om arbejdet, men forsøgte alligevel at løse den igangværende opgave færdigt. ”Du fejler ikke en skid, din hypokonder”, sagde jeg flere gange til mig selv. ”Prøver du bare at gøre dig interessant?” Jeg blev faktisk sur på mig selv. Og så træf jeg beslutningen om, at ingen – med undtagelse af Anette – skulle høre om min formodede sygdom, før diagnosen var sikker. En beslutning som de fleste har haft forståelse for – og som Tina har været ked af men efterfølgende respekteret.

Aftenen stod på middag med tennisdrengene hjemme hos Thyge, så det var lige hjem forbi, et tyrkisk bad og en ren skjorte.

Jeg tog Anette i hånden og trak hende hen til sofaen. Vi satte os, og hun havde næsten tårer i øjnene inden jeg begyndte. Hun var godt klar over, at jeg havde noget vigtigt på sinde. ”Vibeke fra Flymedicinsk har ringet. Min PSA er for høj og der er stor risiko for at jeg har prostatakræft. Jeg ønsker ikke at tale om det – i hvert fald kun når jeg selv begynder en samtale herom. Vær rar at respektere dette. Du er den eneste, jeg ønsker at fortælle det. Og det er kun forbi, du givet vil kunne mærke, at jeg vil være enormt påvirket i den kommende tid. Du må ikke fortælle det til nogen – heller ikke til Tina. Der er ingen grund til at gøre hende bekymret, hvis det alligevel er falsk alarm.”

2 minutter – og så var den snak forbi. Vi havde begge tårer i øjnene. Heldigvis dyttede Inge ude på Bregnevej – hun skulle køre Marius og mig hjem til Thyge.

Jeg ved ikke om jeg var særligt nærværende den aften – men i hvert fald heller ikke så fraværende, at der kom bemærkninger. Gang på gang forklarede jeg mig selv, at blot en enkelt uopmærksom bemærkning fra min side kunne få emnet på middagsbordet – og det havde jeg absolut ikke lyst til. Jeg elsker at være centrum – men ikke hvis det er omkring noget ’negativt’.

Inge havde bestemt tidspunktet for hjemtransporten, så det blev ikke så sent. I hvert ikke senere end jeg fik et par timers surf på internettet. Jeg var nu i fuld gang med at uddanne mig inden for urologi og særligt prostatakræft.

Tidsbestilling hos egen læge – ja, nu var det jo onsdag før Kristi Himmelfartsferie, hvor familierne Stampe, Mørchholdt og 2 * Andersen skulle nyde hinandens selskab i det nordjyske. Ugen efter havde min egen læge ferie, men kollegaen Gorm Thusgaard havde en tid onsdag eftermiddag (19.05.10). Nu fejlede jeg jo ikke noget, så om der gik en uge fra eller til var jo ligegyldigt.

Aktivitets- og lydniveau holdt tankerne beskæftiget det meste af tiden i den forlængede weekend, og jeg forsøgte koncentreret har ’forbyde’ tanker om kræft. Det lykkedes vist meget godt – ej heller her fik jeg ’klager’ for min manglende tilstedeværelse.

Gorm læste laboratoriesvaret fra Flymedicinsk – som Vibeke havde været venlig at tilsende mig – og så var den undersøgelse færdig. ”Jeg vil under alle omstændigheder henvise dig til urologisk afdeling på Herlev Hospital, så der er ingen grund til at jeg generer dig med en finger i endetarmen og en blodprøve.” Jeg kunne ikke rigtigt blive enig med mig selv, om jeg var glad eller ked af meldingen. Jeg havde jo nok set frem til, at han ikke kunne føle noget unormalt, og at han ville tage en blodprøve, der fortalte, at min PSA var igen helt normal.

Vi kom hjem fra den årlige ’eksklusiv-weekend’ (i år afholdt i pinsedagene) med vennerne fra hovedbestyrelsen i Round Table Danmark. I år var destinationen Bogø. Efter 17 gange i Skælskør synes vi alle ligesom at vi kendte Skælskør og omegn, så vi havde lyst til at prøve noget nyt. Kimer og Pedersen havde fundet et luksussommerhus på Bogø, og det blev til en forrygende weekend i gode venners lag. Glemt var ikke sommerens ’udfordring’, men den var parkeret langt tilbage i bevidstheden. Så det gav jo en klump i halsen – og fremprovokerede også hurtigt en tåre i øjet – at der i posten da vi kom hjem lå en ’hilsen’ fra urologisk afdeling, Herlev hospital.

Din læge har indstillet dig til en undersøgelse – mistanke cancer prostatae. 02.06.10 kl. 8:25. Jeg var fundet egnet til ’udredning i deres ’hurtigspor’’ D.v.s. at jeg ideelt set senest ved 2. besøg skulle kunne få lagt en plan for behandling. Jo tak, nu blev der sgu serveret fra det rigtige spisekort.

Det var jo ikke lige i morgen, men heller ikke langt ude i fremtiden. Det fyldte enormt meget i mine tanker, men jeg havde fortsat ikke lyst til at tale om det. En psykolog vil sikkert kunne udlede, at jeg bare er vild egoistisk og selv ønsker at styre hele samtalen. Det er jo alene muligt, når jeg holder mig til at tale med Jan 🙂 Få gange lod jeg Anette komme med i drøftelserne, men næsten hver gang endte det med, at vi begge blev meget kede af det. Ja, så kunne jeg altså bedre tale med Jan. Her kunne vi blive enige om, at var jeg syg, så var jeg syg – punktum. Så kunne jeg lade tankerne løbe videre om hvordan livet for mine nærmeste ville gå videre uden mig – og rent faktisk gav det mig faktisk ro i sindet. Jeg var – ja, og er – helt overbevist om, at de også uden mig fortsat vil have et dejligt liv. Men alligevel selvfølgelig mærkeligt at tænke på, hvordan man fra at være livets centrum alene bliver et minde, der skal graves frem i hukommelsen.

Hele dagen var i min kalender ’blokeret’ med en ’privat aftale’. Jeg kan ikke umiddelbart mindes, at jeg tidligere har brugt denne funktion, men jeg tror egentlig ikke, at min kollegiale omverden studsede særligt over det, da funktionen bruges af mange. At det måske så var lidt underligt at holde en afspadseringsdag i begyndelsen af juni måned, var så en anden sag. Hvis nogen anede uråd, så beholdt de det i hvert fald for sig selv.

Jeg har været på Herlev Hospital før – og jo kørt forbi ’en million gange’ – men jeg har aldrig før kørt dertil med mig selv som patienten. Jeg forestillede mig nu heller ikke et særligt længerevarende besøg, så gæsteparkeringen på 3 timer passede mit temperament ganske udmærket.

Hurtigt fandt jeg Urologisk Ambulatorium og straks lå jeg på briksen hos lægen, Henrik Jakobsen. Af med bukserne og op med fingeren. Det var sgu ikke behageligt. Han ’masserede’ prostataen godt og grundigt – og det gjorde faktisk decideret ondt. ”Den er kun lettere forstørret, men jeg føler noget – særligt i venstre side – som ikke bør være der.” På journalen blev det til: ”Prostata moderat forstørret, suspekt konsistens i begge lapper, mest udtalt i højre lap og mod venstre tcj-basis føles vingedannelse. Sandsynligt at pt. har prostatacancer stadium T3b”. Han fortalte det med sådan i ro i stemmen, at jeg faktisk ikke blev rigtig bange. Men stemmen var også så forklarende og overbevisende, at jeg ikke blev efterladt med håbet om, at jeg bare skulle slå en ordentlig prut og så var det overstået.

Efterfølgende bevægede jeg mig til afdelingen for blodprøvetagning. Jeg var blevet udstyret med en seddel påtrykt ’fast track’, så jeg tænkte, at jeg ville springe køen over. Næ, næ. det var bare ’træk et nummer og vent på, at det bliver din tur’. OK – fair, hvorfor skulle jeg komme før alle de andre. Jeg skulle sgu nok holde de kræftceller i ro et stykke tid endnu. Jeg kunne så senere konstatere, at ’fast track’ var møntet på analyserne af mine blodprøver, således at jeg kunne få svar på disse allerede efterfølgende uge.

Ventetiden for blodprøvetagning var lige ved at give ’overløb’. Jeg skulle have målt urinstrålens hastighed, så derfor havde jeg ikke måtte lade vandet tidligere. Jeg nærmest løb tilbage til Urologisk Ambulatorium, og heldigvis stod de faktisk og ventede på mig. Først fik jeg stor ros – det kom jo med en fin hastighed – som fik jeg ’ris’ – der stod over 1 dl. tilbage i urinblæren. Jeg tror selv det skyldes, at jeg skulle ’levere’ de sidste dråber i et bæger, da urinen skulle analyseres. Det fik mig til at stoppe i utide, og så var det ikke sådan lige til at komme i gang igen.

Så skulle prostata ultralydsscannes og der skulle tages vævsprøver. En ualmindelig venlig sygeplejerske, Tina hentede mig i venteværelset og fik lagt mig til rette på briksen. Hun vidste tydeligt hvor ubehageligt vævsprøvetagningen ville være, så hun var venligheden selv. Lægen Nis Nørgaard, som jeg på gangen havde spottet en del gange, sad afventende med diverse apparater og hilste da også pænt på, at jeg stak rumpen op i hovedet på ham, ”Jeg skal scanne prostata, og så skal jeg tage 10 vævsprøver”, sagde han i et tonefald, som vist skulle være beroligende. ”Og jeg formoder, at du mener min prostata” svarede jeg i et forsøg på at vise, at jeg havde styr på det hele. Tina holdt mig i hånden mens Nis demonstrerede ’pistolen’, der skulle bruges til vævsprøverne. ”Der lyder et ’skud’”, proklamerede han, men ’op i røven med lyden’, tænkte jeg, idet jeg klart havde en fornemmelse af, at selve vævsprøvetagningen var mere end almindeligt ubehageligt. Min forventning holdt stik – og dog, det kunne jo have været meget værre. Men jeg holdt godt nok tal på de 10 prøver.

Med ét var jeg nu blevet syg. Det havde jeg en ganske klar fornemmelse af. Spørgsmålet var reelt ændret til i hvilket omfang jeg var syg. Tabuemnet: Har det bredt sig? blinkede på lystavlen. Morgen, middag, aften – ja også om natten. Heldigvis ikke i onde drømme, men når jeg vågnede op i nogle mega svedeture.

Den fysiske vold mod min prostata gav også sine synlige spor. Blod i urinen – og senere da lysten til sex vendte tilbage – blod i sædvæsken.

Endnu en ’privat’ aftale – men denne gang kombineret med ’morfardag’. Så fortsat ikke behov for en længere forklaring på arbejdet. ’Morfardag’ måtte dog udskydes til om eftermiddagen, da formiddagen skulle gå med knogleskintigrafi. På dansk: se om der er dannet metastaser på knoglerne – åbenbart en ikke ualmindelig udvikling af prostatakræften.

Jeg mødte op kl. 8:30 og fik sprøjtet noget radioaktivt sporstof i en blodåre i albuebøjningen. Herefter udstyret med 1 liter dansk vand og så komme tilbage efter 2 timer. Blev lagt på en briks og ’kørt igennem maskinen’. Helt udramatisk og aldeles smertefrit. Dog ønskede jeg på ingen måde at komme tilbage til sådanne ’maskiner’, da jeg vidste, at det i så fald ville være en strålebehandling. Jeg havde jo efterhånden uddannet mig til speciallæge i prostatakræft, så strålebehandlingen måtte godt vente mange år endnu.

Igen venlige sygeplejersker – selv om min allergi mod hvide kitler stadig gav mig svedige hænder og behov for ’Karl Smart – bemærkninger’. ”Jeg skal lige have fat i en læge”, sagde den venlige sygeplejerske, og det synes jeg jo ikke lige frem var positivt. Lægen så nøje på billedet af mine knogler og spurgte forsigtigt, om jeg havde problemer med min venstre skulder. Åh hvor befriende – var det bare det. ”Ja, jeg har mega problemer med venstre skulder, jeg har knust ’kuglen’ i skulderleddet og jeg er faktisk 20 % invalid”, fik jeg næsten triumferende annonceret. ”Fint, så skal vi bare lige have taget et ekstra billede af dine knæ”, sagde lægen og forsvandt uden at jeg på noget tidspunkt havde fået ansigt på.

Trods toiletbesøg inden scanningen var der igen højvande i urinblæren, så vi måtte afbryde skanningen af mine knæ, så jeg kunne få tømt blæren. ”Godt det ikke var mens vi kørte før”, oplyste den venlige sygeplejerske, ”så skulle vi have taget det hele forfra”. Jeg prøvede at finde gode forklaringer på, hvorfor der skulle være særlige ’tegn’ i mine knæ, og hurtigt fandt jeg ud af, at jeg tilbage i RT-tiden var udsat for en ’praktical joke’, hvor jeg fra bordhøjde faldt ned på venstre knæ. Siden da har jeg haft stort ubehag ved at ligge på venstre knæ. Hun noterede min ’lille historie’, men senere – da jeg ’snød’ mig ind til at læse journalerne – fandt jeg ud af, at det faktisk var højre knæ, de havde fokuseret mest på.

Og mig som i den grad HADER at gå til tandlægen. Et af mine slogans: ”Alt er relativt, sagde Einstein” fyldte morgenen. Hvordan kunne jeg pludselig føle, at det var en lettelse, ’kun’ at skulle til tandlægen? Hvordan fik det indvirkning på min smertetærskel? For den kære tandplejer kunne sgu da ikke vide, at jeg dagen efter skulle til undersøgelse for prostatakræft. Men faktum var, at jeg ikke fandt tandrensningen særligt smertefuld. Og tidligere har jeg kun rørt tandlægestolen med mine skulderblade og mine hæle.

Så oprandt dagen hvor jeg skulle have ’dommen’. Jeg følte mig rimeligt afklaret. Det var helt slut med optimistisk at tro på, at jeg ikke havde prostatakræft, men jeg ville heller ikke være pessimist og frygte, at det havde bredt sig til knoglerne. Jeg insisterede på at tage til Herlev alene. Det var fortsat kun Anette, der kendte til ’udfordringerne’, og jeg følte, at jeg alene havde lyst til at tale med lægen og med Jan herom.

Tina ringede faktisk mens jeg sad og ventede på at blive kaldt ind. Hun havde været til kontrol på Flymedicinsk på Rigshospitalet, og hun kunne glædestrålende fortælle, at jeg ikke fik lov at have ballonen for mig selv. Hendes helbredsgodkendelse var fornyet uden bemærkninger. Hvorfor skulle jeg ødelægge hendes gode humør? Og det glædede mig endnu en gang, at hun havde interesse for ballonsporten og ville holde NOA i luften, hvis jeg nu permanent skulle blive forhindret heri.

Der var både gode og dårlige nyheder. Shit – ligesom jeg hele tiden har haft det i tankerne om denne sygdom. Nogle øjeblikke hvor man har armene oppe og andre hvor men ikke en gang kan løfte pegefingeren.

”2 af de 10 vævsprøver viser cancer”, sagde lægen Henrik Jakobsen med en samme rolige og behagelige stemme som ugen før. Tårerne stod vist rest klart i mine øjne. ”Men knogleskintigrafien viser ingen tegn på, at kræften har bredt sig”, kom det straks beroligende. Ja, så var det endnu mere våde øjne men denne gang af glæde. Han kunne læse, at de ’grimme tegn’ i venstre skulder havde sin helt egen forklaring, og ’knoglelægen’ mente at de mindre ’grimme tegn’ i mine knæ var almindelig slidgigt.

Han ville endnu en gang føle sig frem, og endnu en gang ubehagelig prostatamassage måtte jeg igennem. ”Vi må have taget en yderligere ultralydsskanning og nogle supplerende vævsprøver af venstre sædblære”. Åh nej, ikke ’pistolen’ igen. Og mon det nu gør mere ondt end skuddene i prostata?

Henrik konsulterede Nis, og måske havde Nis overset Henriks ønske om prøver fra sædblæren, for jeg fik i hvert fald lov til at springe køen over og komme på briksen som en ’ekstra’. Igen førte sygeplejersken Tina mig frem til briksen mens Nis ladede pistolen. Hun forsøgte at berolige mig – ”det gør vist ikke så ondt som sidst – og så er det kun 2 prøver”. Faktisk havde hun ret, men jeg tror nok den største forskel var, at det kun var 2 skud.

Jeg holdt fri resten af dagen. Jeg var optimist, men for helvede noget lort. Der var ingen vej tilbage. Det var kun et spørgsmål om vejens længde og stigningerne undervejs. Vi måtte igen gå over til ’Beautyboksen’, for ellers kunne man se, at vi drak mere end 1 flaske vin til middagen og timerne derefter. Det var jo blot at leve videre, som om intet var hændt, og så vente på den endelige dom ugen efter. Jeg havde fortsat ikke lyst til at ’involvere’ andre end Jan – og i meget begrænset omfang Anette.

“Susanne fik kræft første gang for 7 år siden. Kræft i endetarmen. Fik strålebehandling og blev efter et langt forløb erklæret rask. Sidste år i juni fik hun kræft igen, blev opereret og fik mange følge sygdomme. Hun døde den 3. og blev begravet i dag. Jeg har været sammen med Jens hele dagen. Jeg er helt smadret.” Ta’ den. Lige midt på Jægersborg Allé. Jeg stod for aftensmaden, og var hos The Kitchen for at købe 2 baconburgere. Gitte kom mens jeg ventede på burgerne, og straks efter hejknuset fik jeg ‘historien’. Jeg nåede slet ikke at få armene op. Jeg tror jeg stod med åben mund og polypper – og tårer i øjnene. Jeg kendte kun perifert Susanne, men hold bøtte hvor var ‘historien’ aktuel. Genfortællingen af episoden til Anette gav noget af en tudetur.

Dagen stod på at flyve F16 i Skomagergade i Roskilde. En fødselsdagsgave til Christopher som jeg jo også selv måtte prøve. En helt fantastisk simulering – men naturligvis manglede G-påvirkningen. Ellers var vi sgu nok også faldet døde om begge to, for med fuld efterbrænder og lodret stig er der ikke meget blod tilbage i den øverste etage. Vi råhyggede en lille time, hvorefter vi fik os en ’kigger’ fra en af strøgets mange cafeer. Der var både sol og regn – men ’udsigten’ indendørs viste sig hurtigt at være i topklasse. Det er sgu da noget mærkværdigt, når pigerne giver en et blik, der tydeligt siger: ”Hva’ glor du på”, når de samtidig har lagt varerne frem på hylden og fjernet forhænget.

Vi talte gamle minder, verdenssituationen og fremtiden og det var naturligvis flere gange i mine tanker, at jeg fortalte Christopher om den igangværende ’proces’. Men nej, jeg kendte fortsat ikke sygdommens faktiske omfang og behandlingen heraf, så en snak herom ville give flere spørgsmål end svar.

Jeg var dog tydeligt påvirket af vores helt specielle forhold til hinanden, så et eller andet særligt måtte nødvendigvis ske. Vi gik forbi en B&O-forretning – skulle jeg forære ham en fladskærm? Christina havde jo taget B&O-anlægget med, da hun flyttede. Nej, det kunne jeg nok ikke forklare andre end mig selv. Så gik snakken på vores mange skioplevelser og pludselig fandt jeg det helt naturligt, at jeg inviterede på en skitur i den kommende sæson. ”Du bestemmer, hvor i verden vi skal løbe på ski – jeg betaler”. Det var selvfølgelig skørt og uvant – men ikke mere end han i hvert fald undlod at spørge ’hvorfor’.

Vi råhyggede resten af dagen – Christopher fik indhentet lidt søvnmangel – England og USA spillede 1-1 og Christopher overnattede på Rasmus’ hems.

Anette havde igennem længere tid opfordret mig til at involvere Tina i ’processen’, men jeg havde stædigt holdt fast i, at det kun ville gøre det endnu sværere for mig selv at håndtere situationen. Nu var det jo heller ikke sådan, at jeg kunne fortælle 10 – 20 – eller 50 %. Hvis jeg først begyndte, så var det hele historien.

Efterfølgende weekend havde vi tilmeldt os BP Gas Egeskov Træf (ballonstævne) og jeg var blevet mere og mere usikker på, om jeg dels havde mentalt overskud til at deltage, dels måske havde behov for ’at trække stikket ud’ og rejse lidt væk fra de vante omgivelser.

Tina har ’krav’ på information, mente Anette, men mest tror jeg, at Anette havde behov for, at hun kunne snakke med Tina. Jeg havde det fortsat sådan, at jeg helst kun talte med Jan om udfordringen, men egoismen måtte jo have en grænse, og jeg accepterede at orientere Tina.

Det blev absolut lige så svært, som jeg havde forestillet mig. Scenen måtte jo sættes. Bo skulle være hjemme og tage sig af Rasmus, og jeg skulle i enrum med Tina. Ja, hun var jo godt klar over, at jeg ikke kom med et glædeligt budskab. ”Jeg har fået konstateret prostatakræft. Jeg får først at vide på onsdag, om de tror, at det har bredt sig, men umiddelbart tyder ultralydsscanning og knogleskintigrafien ikke på det.” Længere var den jo ikke, men selvfølgelig skulle hun så have ’historien’ fra dens begyndelse 05.05.10. Vel egentlig også for på den måde at afdramatisere. Vi måtte begge fælde en tåre – alt i mens vi kyssede og krammede. ”Du må love mig, at besse altid må være besse”, var det eneste, jeg kunne få sagt. ”Det lover jeg”, lød det grådkvalt men oprigtigt. Så var budskabet leveret og jeg havde mest af alt lyst til igen alene at tale med Jan.

Endnu en ’privat aftale’ i kalenderen – og denne gang formentlig sidste gang. Nu skulle lægerne vide besked om min sygdom og om behandling. Endnu en gang havde jeg haft diskussion med Anette om hendes eventuelle deltagelse i en samtale med lægen – og denne gang udvidet med et ønske fra Tina om at være med. Men endnu en gang fik jeg min vilje. Det skulle kun være Jan og mig og lægen.

Det føltes på forhånd trygt, at samtalen skulle foregå med Henrik Jakobsen. Vi ligesom kendte hinanden nu. Jeg var helt med på, at jeg blot var en ud af en masse patienter med prostatakræft – både denne onsdag og i al almindelighed. Men ikke desto mindre følte jeg mig som den eneste i hans verden, da vi sad i undersøgelsesrummet og han resumerede fra journalerne.

”Der er ingen tegn på cancer i dine sædblærer. Din prostata ser på ultralydsscanneren helt normal og velafgrænset ud. Vi må gå ud fra, at det er sandheden. Du har cancer 2 steder i din prostata, og ud fra den skala, vi måler i, så er cancercellerne aktive i skalatrin 6. 5 er det bedste og 10 det værste, så det vil jeg betegne som et positivt tegn.” Stemmen var igen rolig, fattet og meget tillidsfuld. Tårerne stod i mine øjne og endnu en gang tænkte jeg: ”Alt er relativt, sagde Einstein”.

Jeg hørte også efter de næste mange ting, han fortalte mig. Men min egen bevidsthed gentog igen og igen. Det har ikke bredt sig. Det har ikke bredt sig. Det har ikke bredt sig. Du bliver sgu helt rask igen, Jan.

Henrik fortalte, at han, som følge af forskellen mellem hvad han følte med fingeren og hvad ultralydscanningen viste, ville tilbyde mig en ‘åben radikal prostatektomi’. På dansk: du laver et 10 – 12 cm. snit fra skambenet og op, fritlægger sædblærer og prostata og fjerner det fritlagte, fikserer urinblæren ned til urinrøret (nu mangler der jo de 5 cm, som sidder inde i prostata) og lukker sammen igen. Begrebet ’tilbud’ lød lidt mærkeligt i mine ører, men efter at have ’smagt lidt’ på risici og bivirkninger kunne jeg måske alligevel godt forstå, at jeg som patient skulle have serveret det som et ’tilbud’.

Det var selvfølgelig et ’tilbud’ jeg ikke kunne sige nej til. Hvorfor skulle jeg blive en af de få procenter, hvor operationen gik tyretosset, og vandladnings- og rejsningsproblemer syntes ret så ligegyldige i denne sammenhæng. Hva’ sagde Einstein?

”Du virker helt afklaret”, sagde Henrik. ”Også helt og aldeles”, svarede jeg i et forsøg på både at være fattet, modig og beslutsom. ”Så kan vi jo lige så godt finde en tid”, lød det. Hold da kæft mand, hvem sagde at det offentlige system arbejder langsomt? Straks greb han den trådløse, interne telefon og kontaktede ’hans’ afdeling. ”Jeg har en patient, som skal have en åben radikal prostatektomi. Hvornår er første ledige tid?”. Der blev tydeligt arbejdet på højtryk hos en lægesekretær. ”30. juni – er det hos Per?” ”Hvornår er min første ledige tid?”. Under 2 minutter efter opkaldet fik jeg så valget: ”Du kan vælge mellem Per den 7. juli eller hos mig den 13. juli.” Sådan – og hvordan skulle jeg sådan lige kunne vælge? ”Jeg er ikke umiddelbart overtroisk, men skulle jeg ikke bare tage den næstbedste og så få det overstået den 7.”, sagde jeg, igen med et forsøg på at virke som om, at den slags beslutninger var en helt naturlig del af min hverdag.

”Her hos os taler vi ikke om den bedste og den næstbedste. Per er meget kompetent – jeg har selv oplært ham.” Ja, så var den beslutning jo truffet. Den 7. juli skulle operationen foregå. Der var 3 uger til. Jeg måtte jo fatte mig til spørgsmålet om hvorvidt jeg skulle vælge privathospital og få det klaret inden ugen var omme. Spild af penge, mente Henrik – og jo så ikke de rigtige kirurger. Jo, han solgte varen. Altså den umiddelbare vederlagsfrie. Som da jeg i 1994 skulle træffe beslutning omkring min knuste skulder blev denne beslutning også truffet uden konsultation af alternativer eller indhentning af second opinion.

Jeg kan simpelthen ikke forholde mig til alternativer. Hvad skulle jeg så vælge efter? På Herlev gennemfører de kikkertoperation, robotstyret kikkertoperation og ’åben radikal prostatektomi”. Så enten havde jeg tillid til Henrik, eller også havde jeg ikke. Det havde jeg.

Informationerne var mangfoldige – og skulle jeg glemme nogen af dem, så fik jeg udleveret en DVD-film om sygdommen, dens behandling og bivirkninger. ”Lev sundt de næste 3 uger – desto bedre form, du er i, desto lettere kommer du dig over operationen”, lød det bestemt – uden at være alt for belærende. Ja, ja tænkte jeg – i aften skal jeg sgu have en hel flaske rødvin.

Tina var hjemme hos Anette og sammen ventede de på min opringning og tilbagekomst. Det gode budskab – som jeg jo syntes, jeg kunne give – skulle kommunikeres hurtigst muligt, så jeg ringede på vej ud til bilen. ”Det har ikke bredt sig”, var den korte besked, inden jeg lod følelserne få frit løb. Jeg lignede dem fra reklamefilmene med lottovindere. Og de kunne bare spørge alle sammen. ”Jeg har prostatakræft, men det har ikke bredt sig”. Jeg var klar til at kommunikere – med alt og alle. Jeg følte det lidt på samme måde, som da jeg i 1975 holdt op med at ryge. Desto flere jeg fortalte, at jeg var holdt op med at ryge, desto mere sikker var jeg på, at jeg kunne stoppe. Alternativet ville jo have været mere end pinligt. Og her – desto flere jeg fortalte, at jeg havde prostatakræft, men at det ikke havde bredt sig, desto mere var jeg forpligtet på, at det også skulle være sådan. Ja, ja, sådan en ’privat’ logik må man vel have lov at have.

Det var som et gensyn efter 3 måneders fravær, da jeg trådte ind i haven. Vi kyssede og omfavnede hinanden. Tænk sig at være så lykkelig for sådan noget lort. Begravelsen var udsat på ubestemt tid, og fremtiden synes ikke længere så tidsbegrænset. Tina fortalte, at hende og Bo havde talt om at hvis det havde bredt sig ville de tage orlov igen, for så skulle vi opleve New Zealand sammen inden jeg blev for syg hertil, og at hun havde tjekket mulighederne for at hende og jeg kunne komme til Sydafrika og se fodbold. Heller ingen tvivl om, at hun og Anette havde talt om ’hvis’. Ja, så var det jo også, jeg tænkte, at det jo lige nøjagtigt var derfor, at jeg ikke ville have involveret dem i sygdommen, før jeg kendte dens omfang og dens behandling. Men fra søndag eftermiddag til onsdag middag havde de fået deres vilje og deres ’negative’ tanker havde ødelagt humøret. ”Hva’ sagde jeg” poppede op igen og igen, men jeg holdt det for mig selv.

Mails ”To be or not to be” blev sendt til medarbejdere, partnere, familie, venner og bekendte, jeg ringede til storebror Bjarne og jeg kørte forbi min gamle mor. ’Historien’ skulle fortælles, og jeg ville helst fortælle den selv. Så fik alle samme oplysninger og ’ingen fjer blev til en hel høne’. Der kom rigtig mange positive tilbagemeldinger – ja, det var jo helt opløftende så mange søde mails, der poppede op i indbakken.

En af de sædvanlige ‘telefonsælgere’ slap igennem Anettes normale forsvarsmekanisme, når der spørges til ‘manden’ i hjemmet eller Jan Andersen. Årsagen var givet, at pågældende ringede fra Kræftens Bekæmpelse. Nej – jeg tror ikke at de får udleveret patientlister fra Herlev Hospital, men godt nok en dag at blive stillet spørgsmålet om, hvorvidt man vil støtte Kræftens Bekæmpelse med en gave for livet til regional kemoterapi. Mit enkle svar “Ja, tak” var da heller ikke lige ventet, så jeg skulle jo lige have en lidt længere forklaring på det særlige projekt. Det brændte inden i mig – skulle jeg lige give en 1-minuts information om min dag på Herlev Hospital? Jeg tænkte en masse tanker, men prøvede blot igen at afslutte samtalen med “Ja, tak”. 2. gang lykkedes det. Og så ønskede vi hinanden en fortsat god dag.

Tina hentede Rasmus tidligt og han blev begavet i Toys’R’us. Bo indfandt sig og jeg kastede mig ud i at grille en steg med stegetermometer. En fødselsdagsgave fra sidste år, som jeg ikke havde fået taget mig sammen til at indvie. Der var nærmest feststemning og husets bedste flaske Amarone blev åbnet. Herefter gik vi over til beautyboksen 🙂

Jeg havde behov for at trække stikket ud og filosofere lidt over verdenssituationen. Herudover en uimodståelig lyst til at nyde en uges ferie i Anderstina, inden kirurgens indgreb forbød mig at trække i skøder og springe fra borde.

Sidstnævnte lå lige til højrebenet, da storebror Bjarne havde planlagt at efterlade Anderstina i Stockholm i tidsrummet 17.06 – 01.07 på grund af private og forretningsmæssige arrangementer.

Førstnævnte lød i første omgang som en joke. Trods en reduceret omsætning som følge af finanskrisen var der opgaver til fuld beskæftigelse i de sidste uger i juni. Jeg har hermed opgivet troen på, at jeg nogen sinde vil opleve, at vi blive ’færdige’ i god tid før sidste frist. Det er simpelthen en naturlov for revisorer. Men jeg var fast besluttet på, at det skulle kunne lade sig gøre – uden på nogen måde at signalere, at ’firmaet ragede mig en høstblomst’. Selvfølgelig gjorde det ikke det. Selvfølgelig var det vigtigt – også for mit eget ego – at kunderne blev serviceret.

Men en aflysning af deltagelse i en frokost med FSRs Responsumudvalg i Tivoli fredag (som udgangspunkt en ’velkommen og goddag frokost til det nye foreningsår’ men samtidig en ’farvel og tak frokost til afgående medlemmer’) samt afbud til efterfølgende tirsdags bestyrelsesmøde i Aalborg, ryddede kalenderen frem til efterfølgende onsdag. Der blev underskrevet et utal af ’blanke’ erklæringer – så måtte resten kunne håndteres fra min nye hjemmearbejdsplads på Anderstina.

Planen var afrejse lige over frokost – men det virkede igen som om, at antal fundne fejl er omvendt proportional med den til rådighed værende tid. Et helt almindeligt feriesyndrom. Så den blev over 16 inden jeg kom fra kontoret. Fruen havde styr på alt andet end mit tøj – og sådan en ferietøjspakning tager ca. 10 minutter – inkl. skift til shorts og t-shirt.

Vi ankom til Anderstina ved 22:30-tiden og efter en hurtig udpakning og sengeredning kastede vi os over Bjarnes beautyboks og nød hinandens varme selskab. Nogle ganske begivenhedsrige dage var tilendebragt, og nu skulle vi nyde Anderstina, Stockholm, kronprinsessebryllup, skærgård og allervigtigst – hinanden. Der var jo også næsten 3 uger til jeg skulle opereres, så hvorfor bekymre sig om det. Vi kunne jo alligevel ikke gøre noget – beslutningen var truffet, og som tidligere nævnt var den ikke til diskussion.

Jeg var ’indkaldt’ til ’fysioterapeutisk engangsinstruktion i forbindelse med prostataoperation’. Det var jo et af de besøg på Herlev, hvor jeg ikke skulle udsættes for de store prøvelser – hverken fysisk eller psykisk. At smide bukserne foran en sød sygeplejerske og lade hende først med fingeren og efterfølgende med en lille smart anordning i min endetarm mærke min evne til at bruge bækkenbundsmusklen var jo ’piece of cake’. Jo, charmørtrolden kunne spørge ind til om hun var glad for sit arbejde, men jeg indrømmede dog også, at jeg var godt skide nervøs for den kommende operation. Enhver illusion om at unge piger i hvide kitler oser af sex forsvandt sammen med ord som penis, anus, og testikler. Dog undrede jeg mig over, at balder hedder balder – selv i ’lægesprog’.

Jeg fik lidt ros – men ………. der var også noget at arbejde med. Og hvis jeg havde behov, så kunne jeg gratis få en supplerende kursus inden for 3 måneder efter operationen. ”Styrke, Oxfordscore 3, udholdenhed, dynamisk 2-3 sekunder, statisk 5 sekunder. Biofeedback. Liggende som ovenstående ved modstand 8. Siddende nedsat kontrol.” Jeg skal nu nok lære at knibe ballerne sammen – igen – eller hvad der nu er man kniber sammen, for at holde på vandet.

Pia (min helt personlige, private ’oversygeplejerske’) kom forbi med et kæmpe udvalg af proteindrikke. ”Du skal gøres klar til operation”, formanede hun, ”hvilket også betyder, at det fra fredag er slut med rødvin”. Hvor var hun sød, Pia. I en af de mange brochurer, jeg havde fået udleveret, oplyste man om et 4 ugers forbud mod øl og vin. Helt umenneskeligt. Fra fredag til onsdag – det lød mere realistisk, og jeg lovede at adlyde ’ordren’.

Der stod SEX på aftenmenuen – og ja, med store bogstaver. Jeg havde i min begrænsede information til Anette fortalt om den kommende operations forventelige indvirkning på den del af vores samliv, men jeg var også helt sikker på, at hun selv havde læst sig frem til både prostataens funktion som operationens risiko for, at jeg ikke længere ville kunne få rejsning.

Lækker mad – super vin – hygge snak, holden i hånd, kys og kram. Ja, sådan en aften man burde indlægge i ugeplanlægningen. Dog skal jeg nok indrømme, at intensiteten givet øges en de særlige omstændigheder, så et 12+ er måske alligevel ikke at ønske.

Min udløsning blev også 100% frit løb for følelserne, så jeg græd som pisket i nogle minutter. Men Anettes enorme kærlighed fik mig tilbage på banen, så min galgenhumor kunne afslutte ‘akten’: “Så er vi da fri for de pletter på lagenet fremover”.

Så begyndte det at blive alvor. ”Du indkaldes til indlæggelse i Urologisk afdeling på Herlev Hospital. Du bedes møde på 18. etage, og vi har reserveret tid til dig tirsdag 06.07.2010 kl. 08:00. Du finder os ved at følge den røde streg i gulvet fra svingdøren og frem til modtageafsnittet.” Selv om jeg på forhånd vidste, at det kun var et formiddagsvisit og at det rigtige alvorlige først var dagen efter, så sad nerverne rimeligt meget uden på t-shirten den morgen. Nu var det ikke mere ambulatoriet på 4. sal, nu var det i ’sengetårnet’ – nu var det nu – eller næsten nu.

Jeg var der bevidst i god tid, idet mine erfaringer med hospitalsvæsenet havde overbevist mig om, at det hele gik meget hurtigere, hvis man var dagens første patient. Ganske rigtigt – de havde truet med at opholdet dagen før operationen ville tage 4 – 6 timer – det tog lige godt 2. Nu sparede jeg jo også lidt tid på ’raseringen’, idet vi selv havde holdt ’fest’ med Anette som ’baberen i Sevilla’. ”Den udlægning kan jeg godt lide”, sagde sygeplejersken, som dog alligevel så noget skuffet ud over ikke at få lov til at forvandle mit behårede understel til glat drengehud.

For at spare både min og deres tid fik jeg min egen journal under armen og sendt til henholdsvis blodprøvetagning og snak med narkoselæge. Ventetiden ved blodprøvetagningen brugte jeg til en hurtig gennemlæsning af de mange papirer, der var i kuverten. Jeg syntes, at jeg forstod det meste – og vigtigst var der ingen informationer, som jeg undrede mig over. Henrik havde fortalt mig den fulde sandhed – han havde i hvert fald ikke i journalen skrevet noget, som han havde undladt at fortælle. Hvor mærkeligt det end lyder, så var det faktisk er positiv oplevelse for mig at læse – i det omfang jeg forstod termerne – min egen ’sygejournal’.

For sidste gang fik jeg lov at bestemme, at det kun var Jan og mig, der tog på hospitalet. Onsdag – dagen for operationen – insisterede Anette på at ville følge mig om morgenen og aflevere mig på ’stuen’. OK – tænkte jeg, det er jo også praktisk, for en 3-timers parkering er nok lidt for optimistisk til en åben radikal prostatektomi. Det var garanteret også fordi hun ville se kvaliteten på de hvidkitlede. Nå, den holdte jeg for mig selv. Jeg fik dog overbevist Tina om, at hun gjorde mere gavn hos Anette på Bregnevej end i et cafeteria på Herlev Hospital, så under protest men respekt for mig og mine ønsker ville hun ikke stille op på Herlev før efter operationen.

En smuk morgen – men jeg undertrykte tanken: ”En smuk dag at dø på”. Gu’ fanden skulle jeg ikke dø. Jeg var jo ikke nogen forsøgskanin, og alle involverede havde den dybeste respekt for deres arbejde i almindelig og med mig som person i særdeleshed. Hvorfor var der ingen trafik, hvorfor holdt vi ikke i kø på motorring 3, hvorfor var vi på afdelingen allerede kl. 6:45? Fordi det bare var en helt almindelig dag med begrænset sommertrafik og fordi vi kørte hjemmefra kl. 6:30.

Vi var vel 4 – 5 patienter, som ’stemplede ind’ i tiden frem til kl. 7:00. Denne gang var jeg ikke først. Folk sad rimeligt uroligt på stolene, og det var helt befriende, at sidste ankomne kl. 7:00 spurgte om vi ikke skulle se nyhederne i TV. Der var kun en enkelt ’taskedame’. De øvrige – altså ud over Anette – synes at være patienter til indlæggelse. En ’taskedame’ er en hustru til en mand, der har behov for behandling på en urologisk afdeling. Hvad fanden har de i de tasker? De vimser rundt og snakker med Gud og hver mand. ”Nåh, hvad fejler din mand? Min mand har blod i urinen. Han render op hele natten. Nu håber jeg sandelig ikke, at han har kræft.” Så skrub dog hjem – få jer et liv.

”Jan Andersen”, lød det fra en yngre sygeplejerske. Glæden ved at slippe for ’taskedamen’ oversteg i et kort øjeblik frygten for alternativet. ”Ham har vi her”, prøvede jeg morsomt at replicere. Et minut efter stod jeg på stue 6 og blev instrueret i afklædning, støttestrømper, operationsskjorte og så mit skab, hvor computeren kunne låses inde i. ”Sæt nøglen under hovedpuden – vi har desværre oplevet tyverier”, lød det som det næsten kom fra en talemaskine.

Tiden var inde til at sende fruen hjem. Vi måtte begge overlade min rystende krop til de professionelle, og hendes tilstedeværelse gjorde mig blot endnu mere nervøs. Jeg ville gerne være alene med Jan. Af med klunset, på med operationsskjorte, underhylere og støttestrømper og så gang i iPhonen. Der skulle sendes hilsner inden jeg gik i koma.

“Hej skat. Jeg har nu fået tildelt en seng og udleveret sexet undertøj 🙂 Skal under kniven kl. 8:00. Jeg elsker dig. Knus, far”. “Kære far. Jeg elsker også dig. Og jeg skulle hilse fra Rasmus og sige at han elsker dig helt op til månen og tilbage igen. Og du skal love ham, ligesom oldemor har lovet ham, at du ikke tager herfra før han er voksen. Så det har du bare at gøre 🙂 Pøj pøj. Tina.”, kom det meget hurtigt tilbage.

“Det lover jeg”. Jeg havde faktisk lige trykket Send, da portøren stod i døren. ”Op i sengen med dig, så kører jeg dig ned til operationsgangen”. Ja, tak for kaffe. ”Kan jeg ikke bare gå selv”, forsøgte jeg – vel mest for at skabe en vis form for dialog. ”Nej, det tør jeg ikke. Tænk sig hvis du falder og brækker benet. Så bliver de skide sure nede på 4.”. Jo, humoren er også syg på Herlev Hospital.

Temperaturen var givet nogle grader mindre på operationsgangen end på sengeafsnittene. Og jeg var givet noget mere nervøs, desto tættere jeg kom på rummet med den enkeltstående briks og de mange lamper. Så selv med to søde piger, der hver holdt en hånd, rystede jeg som et epseløv. Mentalt følte jeg mig egentlig ikke nervøs, men her havde kroppen givet en noget anden mening. Den var sgu bange.

En efter en kom sygeplejersker, narkoselæger (ja, der var 2) og kirurg Per med en assistent, Sadik og præsenterede sig. ”Bare roligt, det er ikke mig, der skal skære. Jeg skal se på og lære.”, sagde Sadik venligt. ”I må undskylde, at jeg ikke kan huske alle jeres navne, men bare I ved, at det er mig, der hedder Jan, så er jeg helt tryg.” ”Jeg skal spørge, om du ved, hvad vi skal gøre ved dig”, sagde Per lidt spøgefuldt. ”Og at du er indstillet på at modtage blod.” ”Jeg skal have foretaget en 1½ Marianne Jelved”, sagde jeg, ”og I giver mig bare alt det blod, jeg har behov for”. ”Marianne Jelved, den har jeg ikke hørt før”. ”OK”, sagde jeg, ”det er noget med en åben radikal et eller andet. Fjern nu bare den kræftrede.” ”Du lyder som om vi har den rigtige patient”, sagde Per smilende, ”gør I ham bare klar til operation”.

På det helt praktiske plan havde sygeplejerskerne en udfordring med mit ’leje’. På grund af den knuste venstre skulderkugle er det meget smertefuldt for mig at ligge fladt på ryggen – og helt umuligt bliver det, hvis venstre arm skal lægge vinkelret ud fra kroppen. Ja, fysik er denne stilling ganske enkelt ikke mulig. Det var så en udfordring – for kirurgen skulle stå på min venstre side og her måtte armen ikke være i vejen. De fik fat i Per, men han så pladsen mellem min arm og min krop tilstrækkelig til at han kunne ’rode og regere’. Befriende holdning og udtryk. Hvad skulle jeg dog være bange for. ”Nu giver jeg dig lidt at sove på”, sagde en rimelig good looking (jo, det observerede jeg) narkoselæge.

”Nu tror jeg, at jeg falder i søvn lige om lidt”, sagde jeg med noget, der var tiltænkt at skulle være et smil. Min højre hånd blev holdt af endnu en af de søde hvidkitlede. ”Nej, du er ved at vågne”, svarede hun med en rolig og venlig stemme. ”Du er færdig med operationen og du ligger nu på en opvågningsstue, hvor jeg skal se efter dig de næste par timer.” ”Det er løgn”, sagde jeg højlydt, og så faldt jeg i søvn igen.

Godt en time senere vågnede jeg igen, og denne gang var jeg godt klar over, hvor jeg var og at det hele var overstået. ”Jeg har så forbandet ondt, at jeg næsten ikke kan holde det ud”, sagde jeg til den hvidkitlede, som virkede som om hun havde brugt den sidste time på at beundre mig 🙂 ”Så giver jeg dig noget mere smertestillende i slangen”, sagde hun og hentydede til den ’tilslutning’, jeg havde i højre hånd. ”I slangen?”, sagde jeg protesterende ”kan du ikke bare give mig en pude”. ”Det er min venstre skulder, der gør så forbandet ondt. Jeg kan ikke ligge fladt på ryggen uden en pude under venstre skulder.” Jeg var ikke helt klar over, hvor ondt det gjorde at få fjernet prostata og sædblærer, men lige med et vidste jeg, at der skulle en pude til at få mig ud af smertehelvede. ”En pude – det kan jeg ikke klare.” Og så skruede hun på et eller andet i hånden, og jeg faldt i søvn igen.

Jeg måtte være blevet helt lam i venstre skulder eller også var dosen af smertestillende skruet godt op, for 3. gang jeg vågnede, havde jeg faktisk ingen smerter. ”Hvornår kommer der en portør og henter mig. Jeg tror min hustru og min datter gerne vil nusse lidt om mig”. Jo, Karl Smart var vågen og jeg så ingen grund til at stresse mere rundt med de hvidkitlede. De havde godt nok også travlt, og mit i deres gøren med opvågnende patienter var der en baby, som var meget ked af mors både fysiske og mentale fravær. Det fløj rundt med kommandoer i meget bestemte tonefald men på intet tidspunkt uvenlige. Det er sgu godt nok hardcore sygeplejersker, der håndterer sådan en opvågningsstue. ”Hvem har ledelsen af denne sektion”, lød det spørgende fra en hvidkitlet, som virkede lidt ældre end de andre. ”Vi har fælles ledelse lige nu”, svarede en af de unge piger, ”vi har ikke tid til at udøve decideret ledelse”. ”OK, det ser jo også ud til at fungere udmærket”, kom det så tørt, ”og om 5 minutter kommer der yderligere 5 patienter”. ”Vi har kun to pladser”, beklagede ’min’ sygeplejerske sig. ”Ved I hvad, jeg smutter bare”. Jeg forsøgte igen at være morsom, men faktum var jo, at jeg faktisk havde det ganske udmærket, og at jeg klart ønskede at gøre pladsen ledig til en, der havde større behov. ”OK, du slipper ud nu”, sagde ’min’ sygeplejerske og ringede efter en portør.

5 minutter efter var til på vej op i elevatoren til 23. etage, hvor Tina og Anette sad og ventede. De manglede lige nogle dannebrogsflag, så havde det været lige som i Olsen-bande-filmene 🙂 Jeg måtte berette om dagens oplevelser – og Tina skaffede en pude. Op med skulderen – endelig følte jeg mig helt smertefri. Jeg var helbredt – rask – ”Hvornår skal du hente Rasmus”. ”Bo henter ham – og så skal han med til spinning”, sagde Tina i et (mislykket) forsøg på at virke fornøjet ved situationen. Jeg spottede uret på væggen over for sengen. Ja, hvis de gik inden for 5 – 10 minutter, så kunne de sikkert nå at hente Rasmus. Så slap han for at skulle opleve far prustende på en cykel sammen med en flok kondinarkomaner, bodybuildere og almindelige overvægtige.

Jeg var træt, men gav den også lidt ekstra. ”Jeg vil gerne sove nu. Jeg ringer i aften, når jeg har sovet.” 10 – 4 – Jeg fik sovet, Rasmus blev hentet og familien Stampe hyggede sig med besse på Bregnevej med pizza.

Aftenvagten mødte omkring kl. 15:30, og mens Tina og Anette var der, kom Linda og bød mig velkommen på afdelingen. Stue 6 var hendes ansvarsområde, så hun skulle passe godt på mig. En moden kvinde, der klart kunne sit håndværk. Jeg var helt tryg. Min allergi mod hvide kitler havde efterhånden fortaget sig. Indtil nu havde jeg jo kun mødt søde sygeplejersker. De lignede godt nok ikke dem fra Cats, men mit understel var jo heller ikke John Holmes’. Linda kom forbi flere gange og forhørte sig, om der var noget, jeg ønskede. Næh, egentlig ikke. Jeg havde faktisk hverken lyst til vådt eller tørt. ”Du skal drikke noget”, sagde hun rimeligt beordrene og satte en kande isvand. Det gjorde jeg så – man er vel autoritetstro. Og hun havde jo givet ret i, at der skulle ’gang i systemet’.

Mine naboer synes at have en konkurrence i, hvem af dem der kunne kalde på Linda flest gange. Ved et af hendes mange besøg til en af dem, spurgte jeg forsigtigt om hun ikke igen kunne skrue ned for varmen. ”Jeg har ikke skruet op – vi kan slet ikke regulere varmen heroppe”, bedyrede hun. ”Hvad var så du trykkede på før”, spurgte jeg anklagende og pegede på en kontakt ved døren. ”Det er den afbryder, jeg klikker på, hver gang dine stuekammerater har forstyrret mit arbejde med unødvendige kald”, svarede hun skarpt. Den forstod jeg – og den blev faktisk mere og mere tydelig de næste 24 timer jeg havde ’fornøjelsen’ af deres selskab.

Igen stod Linda i døren. ”Jan, er der noget du gerne vil have. Saft, kaffe – en ostemad?”. ”Må jeg komme op”, spurgte jeg forsigtigt, vel egentlig forventende at hun venligt men bestemt ville modsætte sig sådan et forehavende. ”Jeg skal jo se fodbold her kl. 20:30”. Svaret kom faktisk noget overraskende. ”Ja, hvis du føler for det, så skal jeg nok få dig op og ind i opholdsstuen. Så kommer jeg med en bolle med ost, noget saft og en kop kaffe. Vent lige 5 minutter, så henter jeg dig.” Verdensklasse – det bekræftede mig jo også i, at jeg var sgu ikke syg – jeg skulle bare lige hjælpes lidt i gang.

Jeg kom på højkant og med diverse slanger fra dræn og kateter førende ned til dertil indrettede poser hængende på en vogn blev jeg ført frem mod opholdsstuen. ”Er du OK”, spurgte Linda, og jeg behøvede ikke en gang at lyve. Jeg havde det helt fint, og jeg fik selv bakset mig videre til opholdsstuen. Her sad 3 gutter, der lige som jeg gerne ville se fodbold. En kort præsentation – navn, alder og ’hva’ gør de ved dig’, så kunne vi koncentrere os om aftenens kamp mellem Tyskland og Spanien. De var 3 mod 1, men pyt, jeg vandt. 2 af dem overgav sig allerede i pausen, mens den sidste først efter kampen indrømmede, at det bedste hold vandt.

iPhonen var naturligvis medbragt i opholdsstuen, så det blev til en del sms’er. Hyggeligt – livet var jo helt normalt igen. Jeg sendte også et par stykker til Anette, og i pausen i fodboldkampen skrev jeg: ”Hej skat, kommer du og henter mig, hvis jeg får lov at tage hjem?” Det var lige før, at jeg indgik væddemål med mine 3 ’fodboldvenner’. Ville hun ’hoppe på den’? Jeg skulle have væddet, for svaret kom hurtigt: ”Ja, selvfølgelig, men tror du virkelig, du får lov?” Med en kæmpe smil måtte jeg skynde mig og sms’e, at jeg jokede 🙂

Linda ’nattede’ mig inden hun gik. Jeg måtte jo lige høre – ”tror du jeg kommer hjem i morgen?”. Svaret var igen uventet: ”Ja, hvis du føler for det og der ikke kommer for meget ud gennem dit dræn. Men så skal du også drikke en masse.” Jeg tømte kanden med isvand og lagde mig til at sove.

De mange uvante lyde og mine urolige stuekammerater gjorde det til en noget urolig nattesøvn. Jeg var vel vågen med mellem ½ og 1 times mellemrum. Men jeg isolerede mig tankemæssigt i min egen lille hule, så da nattevagten kom og sagde farvel ved 7:30-tiden, bemærkede vi begge, at det ikke var mig, der havde holdt hende beskæftiget. Til gengæld vidste vi også begge, at de øvrige patienter på stue 6 havde krævet deres omsorg.

Der var stuegang inden morgenmaden, og en yngre læge forsøgte venligt at sætte sig ind i min journal. Han havde dårligt nok præsenteret sig, da jeg spurgte, om jeg kunne få lov til at komme hjem. ”Nu skal vi lige have fjernet din dræn først”, forklarede han, og henvendt til afdelingsplejersken Ida Marie, som fulgte ham rundt på stuegangen, spurgte han om det ikke var almindeligt, at patienterne skulle være 2 – 3 dage efter en operation som min. Hun var heldigvis yderst pragmatisk. ”Det kommer helt an på patienten, men jo, de fleste er her 3 dage.” De konkluderede, at jeg senere på dagen skulle have fjernet mit dræn, og hvis jeg følte for det, så kunne jeg da godt komme hjem. Pia havde lovet at kigge forbi om eftermiddagen, så jeg følte mig tryg ved, at hun og ’min’ aftensygeplejerske Linda kunne træffe den for mig rigtige beslutning.

Min ’stuekammerat’ med vinduespladsen, Niels, havde en noget mere indgående snak med lægen. ”Du skylder mig i øvrigt journalen for de sidste par dage”, hørte jeg ham sige. Hvad? – kunne jeg få en kopi af min journal? Så kunne Pia jo ’oversætte’ den. Så kunne de ikke skjule noget som helst. Og så skulle jeg måske slet ikke have dårlig samvittighed over, at jeg dagen før operationen havde ’snydt’ mig til at læse den?

”Hørte jeg rigtigt – må jeg få en kopi af journalen”, hastede jeg lige en bemærkning igennem, da lægen og Ida Marie var på vej ud af døren. ”Ja, det må du da gerne”, lød det med en stemme, der indirekte sagde: ”Men det fatter du jo ikke en skid af.” Han kunne tænke, hvad han ville – jeg havde jo min private oversygeplejerske til at oversætte, hvis der var noget, jeg ikke forstod.

Jeg var faktisk lidt småsulten og så havde jeg stor lyst til en kop kaffe. Men hvordan var det så lige, at det foregik? Jeg kunne høre en del snakken ude på gangen. Allan var som sædvanligt kommet før kl. 8:00, og der lød bebrejdende ord fra sygeplejersken, som skulle anrette morgenmaden. Jeg tror nu bare, at hun skulle gøre sig interessant – hvilket jeg lidt senere godt forstod, da jeg så hende ’live’. Sig mig, er det de ekstremt overvægtige, der får job med tilberedning og servering af mad, eller bliver de ekstremt overvægtige af deres arbejde? Hun var mindst 80 kg for tung, eller også burde hun mindst have været en meter højere.

Hjælp dig selv mand, tænkte jeg, ud med benene og fat i stativet, så fikser du sgu selv morgenmad. I min iver var jeg lige ved at glemme at koble mig fra ’natpotten’. Det kunne da godt nok have givet en fest for det netop mødte daghold af sygeplejersker. Der var stort udvalg af både spise og drikke, men ’vandreturen’ fra stuen med morgenmadsbuffeten gjorde lidt indtryk på kroppen, så jeg begrænsede bestillingen til en yoghurt med jordbær og en kop kaffe. Jeg anrettede til mig selv ved sengen. Op og sidde – ind over med bordet. Man var vel på hospitalet. Jeg var stjerne, kunne klare mig selv og sad triumferende med iPhonen og tjekkede mails og nyheder. Det hele var overstået. Så kunne de godt fjerne den slange. Der kom jo alligevel ikke noget ud.

Anette kom på besøg, og jeg inviterede straks på ’kaffe og kage’. Jo, jeg var jo helt hjemmevant. Jeg var lidt usikker på, om kirurgen ville ’hilse forbi’. Lægen ved morgenstuegangen mente, at han havde meget travlt, men jeg syntes nu klart, at jeg kunne huske, at han – ved præsentationen før gårsdagens operation – ’lovede’ at komme forbi. Jeg huskede rigtigt, og Per holdt, hvad han havde lovet. Den grønne kittel var skiftet ud med en hvid, men jeg kunne straks genkende ansigtet. ”Jan Andersen – du ser jo helt frisk ud – ret dig op mand”, jo det var ham med kniven.

Per berettede om operationen og forstod godt, at jeg var noget øm i de nedre regioner. ”Jeg har også møbleret en del rundt”, kommenterede han. ”Hvor var det godt at du i en hel måned holdt dig fra de 21 ugentlige genstande, du ellers indtog”, fortsatte han med et lunt smil. Sidste del af oplysningen havde han fra journalen – og det præcise antal havde han altså bemærket. Første del af oplysningen var givet for at være morsom. Han vidste udmærket godt, at min afholdsperiode havde været holdt på det absolut minimale. ”Kalorius vejede 45 gram – det er ca. dobbelt normalstørrelse, men for en mand i din alder måske kun ca. ½ gang for stor. Operationen gik helt efter planlagt, og jeg er sikker på, at jeg sparede nervebanerne i venstre side.” Han kunne sikkert have fortsat med en masse ’teknik’, men jeg afbrød. Reelt set havde jeg jo kun ét spørgsmål. ”Har det bredt sig? Spørgsmålet ligesom hang i luften – vel ca. i 1 sekund, men det føltes som 1 minut. ”Efter min bedste overbevisning NEJ. Men jeg kan ikke give nogen garanti. Kalorius og noget omkringliggende væv bliver sendt til laboratoriet og vi får først svar om 3 uger.” Han forklarede lidt uddybende om operationen, men jeg havde ligesom fået det for mig vigtigste på plads. Og jeg besluttede mig straks for, at jeg under ingen omstændigheder ville gå i 3 uger og frygte det værste. Jeg var helbredt. Slut, prut, finale.

Anette måtte på banen. Hun kunne ikke styre sig. ”Må han drikke rødvin?” Hallo, tror hun jeg er alkoholiker. Som jeg forventede var Per en yderst fornuftig mand. ”Selvfølgelig må han det. Men start nu lige med et enkelt glas – og se hvordan det virker sammen med pillerne. Han kan godt blive lidt bimmelim.” Jeg skulle give ham ’bimmelim’ – men tilladelsen var givet og jeg takkede ham for en ekstremt god behandling. ”Hils dit team og sig tak fra mig for den måde, I alle har været på.” Jeg var helt høj.

Jeg fik sendt Anette hjem. Jeg skulle have frokost, hvile og så skulle de fjerne drænet. Det var jo reelt set det, der fortsat var ’forbindelsen’ til hospitalet. Den bedste ’morfar’ i umindelige tider. Jeg tror jeg sov med et kæmpesmil over hele hovedet.

Lidt over 13 kom en sygeplejerske med en elev hængende som en bedre bændelorm. Jeg havde flere gange spottet ’teamet’, når mine ’stuekammerater’ legede med klokkespillet. Belastende. De kendte udmærket godt ’rytmen’, men syntes konstant at have behov for særlig opmærksomhed 10 minutter før den planlagte ’rundtur’. Det virkede som om, at sygeplejerskerne brugte mere tid til at løbe rundt på stuerne og slukke for kaldeapparaterne end til at passe patienterne. Sikkert vildt overdrevet, men sikkert var det, at deres arbejdsrytme blev slået i stykker gang på gang. Men nu var det så min tur, og de lukkede ørerne for klokkespillet. ”Jeg skal fjerne dit dræn”, sagde sygeplejersken og gav så eleven en længere forklaring på de komplikationer, som den efterfølgende opgave kunne medføre. Hun havde dog løsninger på alle varianter, så jeg blev egentlig ikke nervøs. ”Har du prøvet det før”, spurgte hun, mens hun kiggede undersøgende på hele understellet. Jeg følte mig ikke på toppen til en halvsjofel, vittig bemærkning, selvom min ’udstilling’ og hendes observerende fingre have været det perfekte afsæt. ”Nej, jeg har aldrig været indlagt på et hospital”, fik jeg aldeles humørforladt fremstammet.

Hun klippede og klippede rundt omkring drænrøret og beordrede mig til at trække vejret dybt og puste maven ud. Helt uanende gjorde jeg, hvad hun forklarede mig, og vupti, så trak hun en slange på ca. 25 cm ud af min mave. ”Hold kæft den var godt nok lang. Jeg troede den stak 2 – 3 cm ind i maven”, røg det ud af mig. ”Det var derfor, jeg spurgte, om du havde prøvet det før. Da du svarede nej, vidste jeg, at du ikke var bange. Derfor gik det også så nemt at få den ud.” Ja, lykkelige er de uvidende, tænkte jeg. Plaster på ’hullet’ og så var jeg fikset. ”Hvis du tager dig en blunder, så heler det hurtigt. Så kan du sikkert godt komme hjem i aften”. Jeg sov på kommando. Endnu et kapitel var overstået. Hvor svært kunne det være?

Ved 3-tiden stod jeg op. Kun tisseposen siddende på venstre lår fulgte med fra sengen. Ikke noget kørestativ – computeren under armen. Yes, man. Der skulle surfes. Og ikke på internetsider om prostatakræft. Næh, Sporten og Børsen. Nu var det jo igen meningen med livet.

Pia kom som lovet ved halv fem – tiden. Jeg havde netop fået kopi af min journal, og Pia kastede et kyndigt blik ned over siderne. Jeg forklarede, hvad jeg havde opfattet af journalen og af de samtaler, jeg havde haft med lægerne igennem forløbet, og hun bekræftede, at det også var det, som fremgik af det skriftlige. ”Kan jeg så godt komme hjem?”, spurgte jeg, men jeg vidste selvfølgelig godt, at hun ikke ville komme med et konkluderende svar. ”Hvad føler du selv?”. Svaret blev klogt givet som et spørgsmål til mig selv. ”Jeg skal ikke føre mig frem som verdensmester, jeg skal ikke dupere nogen, heller ikke mig selv, men jeg har det altså ganske udmærket. Og så bliver jeg idiot af den klokke”, sagde jeg og pegede på et display, der viste, at mine sengekammerater fra stue 6 igen hev i ’klokkestrengen’.

I det samme kom Linda forbi. ”Du ser jo helt forrygende ud i dag”, sagde hun, ”har du det helt OK?” Det kunne jeg jo kun bekræfte – også uden nogen form for simulering. ”Jeg vil gerne hjem. Må jeg ringe til Anette og bede hende hente mig?” ”Hvis du føler dig frisk til det, så Ja”, svarede hun – uden på nogen måde at ligne en, der gerne ville have en patient mindre. Så var der ingen tid at spilde. De skulle jo nødig fortryde. Jeg følte reelt ikke, at jeg hørte hjemme på et hospital. En kort opringning til Anette, jo denne gang var den god nok: ”Kommer du og henter mig?”

Der gik vel kun ½ time, så stod fruen i døren. Hun havde det samme glade smil, som da jeg 24 timer senere var ankommet fra opvågningsstuen. Men også denne gang manglede dannebrogsflagene. Vi fik sagt farvel til Pia og jeg måtte fortælle om mine oplevelser – særligt ’historien’ om at få fjernet drænet. Computeren blev igen pakket ned til de mange blade, jeg har medbragt. Der mangler ikke noget i historien – jeg fik ikke læst et eneste af dem. Man har jo ikke tid, når man er på hospitalet 🙂

Det var blevet tid til aftensmad, så Linda undskyldte, at hun altså først må give mad til de syge patienter, inden hun kunne give os ’udskrivningsinstruktion’. Ingen problemer – vi havde jo tid nok. Og da fruen ikke umiddelbart lokkede med røde bøffer og rødvin, kunne jeg jo lige så godt nyde aftenmenuen med kylling, brun sovs og kartofler. Linda så straks at jeg sad alene og spiste, så vupti, så havde hun serveret en portion til Anette. ”Så er du fri for at tænke på mad i aften”, lød det med kyndig kvindelig forståelse.

Straks var aftensmaden ryddet af vejen, så blev vi instrueret i håndtering af de praktiske udfordringer hjemsendelsen ville medføre. ”Du ringer bare – eller kommer forbi – hvis du har spørgsmål”, lød det med den sædvanlige omsorg. Jo, godt nok var hun ved at miste en kunde, men skulle der blive behov for supplerende salg, så ville hun garanteret stå klar.

Af med støttestrømper og undertrøje og på med shorts og t-shirt. Pænt farvel og god bedring til mine ’stuekammerater’, ’fodboldvenner’ og øvrige patienter i opholdsstuen. Jeg kunne gå på vandet. Skulle jeg tage trappen? Nå, OK lad os tage elevatoren, vi var jo trods alt på 23. Jeg ventede uden for ved indgangspartiet, mens Anette hentede Aygo’en. Jeg var ude, det hele var overstået. Ja, sådan lige med undtagelse af kateteret og så udfordringen til upåvirket at skulle sætte sig ’ned’ i en bil. Alle kiggede – alle smilede – alle vinkede – eller også så jeg bare syner i min egen glædesrus. Solen og jeg strålede om kap. Jeg vandt.