Anette og Jan's Memory Lane

Ja det havde jo egentlig været den 11. længe, og som nævnt var det ikke ligefrem “en god lang nattesøvn” der var kendetegnet fra forgangne nat. Vi nød morgenmaden i tørvejr – men så “skinnede solen i lårtykke stråler” de næste mange timer. Afgang fra Skovshoved kl. 07:40 med første destination Dragør. D.v.s. Dragør var en mulighed, men vi havde begge i baghovedet, at det ikke gjorde noget om vi kom lidt længere den første dag – vi havde fortsat en meget, meget dårlig vejrudsigt for den kommende uge.

Med Dragør om styrbord – og Øresundbro-byggeriet om bagbord – fortsatte vi sydpå (på vej til de varme lande) og kursen blev sat mod Stevns Klint. Hugo (det hedder selvstyreren ifølge Lene – vi piloter kalder den Autopilot, men med respekt for fru Andersen er det altså Hugo) blev bedt om at overtage besværet, og endelig kunne styrmanden komme lidt i tørvejr. Det plyssede hår var under AHK-kasketten klistret helt til hovedbunden, og den ukuelige sejler-optimisme havde meget dårlige kår.

44 sømil syd for Skovshoved ligger det idyliske fiskerleje Rødvig. For de mindre sejl-geografisk-kyndige så er det lige rundt om hjørnet på Stevns Klint. Nervøs var jeg egentlig ikke, men spændt, ja det var nok den rigtige betegnelse. Najad-Anderstina er en stor Dronning, både længde og bredde, og danske (lystbåde)havne er åbenbart kun bygget til fladbrystede Folkebåde. Med “hæl og tå” (vi bliver lidt i fodboldsproget – oversat : neutral bak på skruen, og en lillefinger på kontakten til bovpropellen) fik vi testet bredden på en “almindelig” pæleplads : ikke til Anderstina. Så var der fiskerihavnen tilbage – her ligger man til langs kajen, og dermed ingen breddemåling mellem diverse pæle. Perfekt plads – perfekt indsejling – måske lidt kluntet første-gangs-fortøjring – men vi var i havn og Anderstina lå sikkert fortøjret.

Vi overvejede “Zutrit verboten”, “Bezetz” eller “Reserviet”, men selv fiskerihavnen skulle vise sig at blive overfyldt inden solen gik ned.

– tillykke til Frankrig – sluttelig 3 – 0 over brasserne. Som det lød over højtalerne var det vel også fortjent. De havde jo trods alt (med held) vundet over Danmark –

“Må vi ligge udenpå jer” – lød det venligt fra en Scanmar 36 (OK størrelse). Jeg skulle prøve at være smart : “I er velkomne, men på eget ansvar, vi tager allerede afsted kl. 7:00 imorgen” (i et mindre håb om, at de ville finde en anden båd at fortøjre udenpå). “Det er OK med os – vi smutter ved 6-tiden, men vi skal nok lade være at vække jer” – gjallede søulken. Jo, humoren fejlede ikke noget. Ganske civiliserede naboer og inden for en time havde vi naboer, nabo-naboer og nabo-nabo-naboer. Vi kunne selvfølgelig bede dem om at tage skoene af når de skulle bruge Anderstina som springbrædt til kajen, men med tanke på tidligere oplevelser, hvor vi har set tyskere gøre rent hver gang en dansker havde passeret deres båd, glædede vi os over, at alle naboer m.v. var søde og flinke mennesker, der undskyldende trissede over Anderstina et par enkelte gange.

Om de sejlede kl. 06:00 ved jeg ikke, men da vi stod op kl. 07:00 var de væk, både naboen, nabo-naboen og nabo-nabo-naboen. Vi skyndte os langsomt, og kl. 08:30 gik det igen sydpå. Egentlig havde vi “planlagt” Klintholm på Møn, men en sidste vurdering af den noget hæftige sydlige vind, fik mig til at ændre kursen mod Bøgestrømmen (d.v.s. i læ mellem Sjælland og Møn). Med eftertanke på den første times sejllads i Faksebugten var beslutningen nok ikke så tosset, for ifølge Anette rundede vindmåleren (og det er hos os altså Anette, der løbende aflæser vindmåleren) 14 m/sek.

Ved første sejlsætning havde jeg på forhånd valgt Reb 1 (d.v.s. en ca. 30 % reduktion af storsejlet) og kun en “stormfok”, men Anette’s ansigtsudtryk fortalte mig hurtigt, at jeg roligt kunne rebe yderligere til Reb 2 (d.v.s. en ca. 50 % reduktion). Ej heller denne sejlføring syntes at tilfredsstille fruens ønsker til bådens krængning i bidevind (vinden så meget i modvind, som det er muligt at sejle i), så jeg måtte stryge forsejlet og i stedet bruge “jerngenuaen” (det kalder vi motoren), dog fortsat med det rebede storsejl (de skulle jo se vi var en sejlbåd – og reelt giver det en mere rolig sejllads).

ADVARSEL. Om det var Bøgestrømmen, der var ved at løbe tør for vand, dybdemåleren der trænger til en ca. 20 cm justering eller alarmen der reflekterer på det mindste søgræs ved jeg ikke, men Anderstina var ikke til Bøgestrømmen den dag. På de kritiske steder (og dem er der jo en del af i Bøgestrømmen) snerrede dybdemåleren konstant alarmerende – ja, der skulle et godt nervesystem til ikke at vende om. Men efterhånden var der jo ligeså langt bagud som forud, og jeg nægtede at tro på advarslerne. (Det skal for fuldstændighedens skyld nævnes, at en tidligere test på dybdemåleren havde vist en ca. 25 cm. fejlmargin, ligesom alarmen er sat til 2,00 meter, mens båden alene stikker 1,80 meter – men alt dette ændrer ikke på oplevelsen af stress, det får blot en til at fortsætte.)

Vi kom igennem – også uden denne underlige sugende fornemmelse, når man duver ind i en mudder- eller sandbanke, men undervejs havde vi da “fornøjelsen” af at se to andre både stå på grunden (de havde altså også “overset” nogle vigtige sømærker). Da der ikke var tegn på opfordring på hjælp fra de nævnte, og da jeg umiddelbart syntes at have tilstrækkelig udfordring i vor egen sejllads, nøjedes vi med at betragte synet på sikkerhedsmæssig afstand.

Vi passerede en mængde alternative havne – Nyord, Kalvehave – , men ingen der umiddelbart indbød til et længevarende ophold (vejrudsigten lover kuling (Anette mener orkan) mandag og tirsdag). Målet, som jeg havde “hemmeligholdt” (der var jo ingen grund til at frygte en l a n g sejltur) var Vordingborg, og ved ettiden var Gåsetårnet i sigte. Udsigten til land fik Anette til at blive overmodig, så i en rimelig pæn søgang gik hun på dæk for at klargøre fendere og fortøjninger. Ret sejt, og det blev da også “belønnet” med et par pæne søer over de lyse lokker. Men strabadserne gjorde blot landgangen endnu bedre, og vi var da også super-super-heldige, da en rimelig stor motorbåd gik fra kajen ved den sidste plads længst inde i havnen, før vanddybden alene tillod robåde at fortsætte indsejlingen.

Den “normale” lystbådehavn var allerede godt fyldt, og udsigten til at ligge som nr. 2 eller 3 båd i de kommende dages “stormvejr” var skræmmende. Men som nævnt – lykken var os bi – også selvom vi i løbet af den kommende time fik nye naboer – og nabo-naboer (knap så civiliserede, men dog respektfulde når de passerer “Basse’s drøm”).

Café Oskar bød på jazz-musik, vinden lagde sig og solen skinnede fra en skyfri himmel. De sidste dages joke om Faktor 16 solcreme blev gjort til skamme – i det mindste måtte vi da bruge faktor 4 – og vi nød en dejlig eftermiddag. Caféen skulle tillige bruges til aftenmåltidet, og selv om ikke det var til mere end en enkelt kokkehue, kunne det ikke ødelægge dagens helhedsindtryk : en rigtig dejlig feriedag.

Konsekvensen af den dårlige vejrudsigt er draget : intet indre vækkeur – vi skal sove længe (ifølge verjudsigten måske i 48 timer).

Vejret udviklede sig som “lovet”. Utroligt som de meteoroløgnere har check på det når der er tale om dårlige vejrudsigter. “Det er ret sikkert, at den usikre vejrtype fortsætter” – ja, ingen kan jo skylde dem for at love os for meget. Vinden var tiltaget, men heldigvis var der mandag formiddag fortsat et begrænset antal skyer, så Vordingborg city kunne udforskes under risiko for solskoldning.

Alarmen i det indre vækkeur var slået fra, så morgenmaden blev til brunch hen af formiddagen. Klædt på til storm og en enkelt regnbyge bevægede vi os til staden, og vores lokalkendskab fra tidligere sejlerstop, når turen er gået syd om Sjælland, fik hurtigt guidet os mod centrums gågade og butiksstrøg. Ca. hveranden butik interesserer Anette og den anden halvdel er enten ligegyldig eller direkte belastende (foto, computer, sport og bådudstyr), så vi har stort set en halv gågade til hver. Pudsigt nok ender vi ca. ved samme tid for enden af gaden, og så kan vi da i fællesskab gå i et supermarked for at gøre dagens indkøb.

Det kan iøvrigt undre mig, at sådan i lille landsby som Vordingborg kan have netop det par sko eller den bluse som Anette har ønsket sig i årevis, og som virkelig er en belastning i dagligdagen at undvære, men sådan er det bare !!!

Det lykkedes mig at klare strabadserne i næsten 2 hele timer, hvorefter jeg igen fik ro til at fortsætte min læsning af faglitteratur, som i den sidste hektiske måned på jobbet var blevet lagt til side i en “dårlig-samvittigheds-bunke”. Jeg havde endvidere besluttet mig at få opdateret min “private adressebog” med henblik på at kunne sende sea-mails til alle venner, men pudsigt nok meddeler flere, at de helt sikkert har en personlig e-mail-adresse, men de kan blot ikke huske adressen. Ring lige igen imorgen !

Værst var dog meddelelsen om, at min dagbog er “lokumslæsning”. Det er naturligvis ganske ligegyldigt, at det var grisehandleren fra Fåborg der havde denne etikette på min sommerhilsen – jeg vidste ikke landets svineavlere som følge af de fortsat faldende priser på svin nu havde installeret internetopkobling på lokummet. Eller også er det en fordansket (læs Fynsk) udgave af det de i internet-fagsprog kalder “spam-mail”.

OK – hej Povl – husk nu at vaske dine fingre bagefter !

– og så var det lige man troede dagbogsskrivning kunne ske uforstyret – her vor VM i fodbold er overstået. Jamen, hvad sker der ? – Bo Hamburger i udbrud – straks er man stresset påny. Utroligt som radioreportere lever sig ind i begivenhederne – har det altid været sådan, eller er det en Sven Gehrs-effekt ? –

Café Oskars’ ene kokkehue blev udfordret af La Cuisine l’Anette, og de medium-stegne hakkedrenge med masser af bløde løg gav 3 kokkehuer, og det endda uden fedterøvstillæg. Udsigten var fortsat blæst, og regnen skyllede ned, så en enkelt Elefant-bajer til at sige godnat på gav den rigtige “feriestemning”.

Selv mågerne måtte opgive at flyve ! Parkeringspladsen i inderhavnen var besat at måger, der igen og igen forsøgte at flyve udover vandet. Ret pudsigt at se en forholdsvis god flyver baske vildt med vingerne og stå fuldstændig stille i luften, hvorefter den efter ca. 20 sekunders intensiv kamp for selv at styre begivenhederne lader sig falde til jorden – ca. 10 meter længere fra vandet end “udflyvningen”. Jo, det blæste skam.

Danmarks nye nationalsymbol – Storebæltsbroen – var lukket for større lastbiler og biler med campingvogne, og her i Vordingborg var det vist kun Anette der vågede sig helt ud i det fri. Chancen for en bytur uden generende tidsrammer var pludselig en mulighed, og jeg tror vi begge nød hendes 2-timers “nej tak, jeg kikker bare – strøgtur”. Holdkæft hvor må det være irriterende at være ekspedient. Man ved udmærket godt at fruen ikke køber noget, men at man senere på dagen skal rette hylderne til igen, så de til de næste osere kan se indbydende ud.

– Bo Hamburger i gul førertrøje – jamen, er det ikke fantastisk som VI danskere klarer os i næsten alle sportsgrene. Et lille land med kun 5 millioner indbyggere, og så stortalenter indenfor fodbold og cykling (for slet ikke at nævnte ballonflyvning) –

Og så må det ellers gerne storme og regne færdigt. Jeg er kommet godt ned i “dårlig-samvittigheds-bunken” og ønsket om at forlade denne sydstatsby er stor for os begge. Nu beder vi bare guderne om godt vejr.

Det var måske ikke ligefrem sejlervejr – ihvertfald ikke når man har en “gyng-gang-tærskel” på 0,5. Men efter 2 dage i Vordingborg (af kendere kaldet Vordinghul) måtte vi jo videre. “Tror I nogensinde vi kommer herfra” spurgte naboen, da vi kom hjem efter en “pligt”-bytur, hvor provianten blev suppleret med leverpostej, frikadeller og flæskesteg (man skulle jo nødig sulte).

“Vi sejler kl. 12:00 – jeg mangler blot den sidste forhandling med fruen”, repliserede jeg – egentlig ikke med det store håb om at nævnte “forhandling” skulle ende med en tilfredsstillende løsning. Jeg blev dog hurtigt klar over at chancen reelt set var der : “Skal jeg smørre nogle leverpostej-madder”, spurgte Anette – og så var det med at smede mens jernet var varmt. Jeg fjernede landstik og reorganiserede diverse fald (disse irriterende tovværk, der løber fra mastetop til dæk, og som i kraftig blæst hver anden sekund banker ind mod masten – amatør !!! – få så installeret lidt lyddæmpning), og pludselig – faktisk allerede kvart i tolv – var vi sejlklare.

Jeg havde lidt betænkelige miner omkring det at få 7½ tons tunge Anderstina bukseret ud mellem diverse småbåde for og agter, samt 2 både fortøjret på bagbord, men en nøje vurdering af vind- og strømforhold (samt måske det faktum, at samtlige andre på kajen med stor interesse – og aktiv medhjælpen – fulgte disse skøre “skovsere´s” forsøg på at knægte vindguderne) lykkedes det faktisk rigtig godt at komme fri fra kajen og øvrige mindre lystfartøjer, og med rank ryk – og en stor smule stolthed – daffede vi ud af Vordingborg Lystbådehavn.

Den første time gik helt OK – måske bortset fra den irriterende lyd “vend om – du går på grund” fra dybdemåleren – men søkortet viste 2,30 meter, og selv Anderstina burde kunne smutte igennem dette “lavvande”. Vi passerede Storestrømsbroen, og jeg beordrede Anette op på bagbords ræling. “Stem dig helt ud, når vi skal under”, “vi må næsten have samme højde som “Broskaberen””, annoncerede jeg. Anette blev i cockpittet, og Anderstina klarede broprøven.

I direkte modvind vuggede vi med 6 knob vestpå, vel hjulpet at “jerngenuaen”. Anette blev “lagt i seng”, og jeg satte mig på agterpulten, udstyret med et stort glas koldt fadøl (har jeg fortalt, at Anderstina er udstyret med et fadølsanlæg ? – udskænkningsslangen går gennem fryse/køleskabet). Hugo var indstillet på “Autotrack” til en bøje vest for Knudshoved (dagens geografiundervisning : Knudshoved er ikke kun navnet på det sted hvor Storebæltsfærgerne sejlede fra i “gamle dage”, det er tillige en forholdsvis stor halvø, der strækker sig stort set øst – vest fra Vordingborg mod Skælskør. Er det stadigvæk for svært ? Sydsjælland – Næstved – syd – vand – halvø – før Lolland, åh nej, ta’ hellere et Danmarkskort).

Og så dagens bommert : jeg vækkede Anette for at høre om hun ønskede at ligge til i Karresbækminde inden for 1 time eller i Agersø inden for 2 timer. Dumt spørgsmål, eller rettere dumt formuleret. For jeg skulle naturligvis have spugt således : “Kære skat, skal vi fortsætte lidt over en time i denne velkontrollerede små-vuggede søgang til Agersø, eller skal vi dreje kraftigt til styrbord, få søerne ind agten-for-tværs, og i en yderst krægende og rullende bevægelse i næsten en time kæmpe os frem til Karresbækminde, hvor vi så må håbe på, at de vil åbne broen, selvom vi ikke er udstyret med autoriseret broflag”. Ja, hvor dum kan man være ? Med mit dumme spørgsmål var svaret selvfølgelig : Karresbækminde.

Pludselig huskede jeg : smal indsejling, bro der kun åbner på bestemte tidspunkter, hav anker parat, men kun til nødstilfælde, da der er kabler på tværs i indkøbet, mega strømforhold, og ingen vanddybde i selve lystbådehavnen. Igen : Hvor dum kan man være ?

Kombinationen : Held, uvidenhed og måske alligevel lidt sømandskab (vi har trods alt været på søen i mere end 10 år) fik vi os kæmpet ind i lystbådehavnen og fortøjret udenpå en “ja, den er bare stor, den” forenden af den nordlige bådebro. Forinden havde vi gennemsejlet havneområdet, og jeg vil her gerne indgive en officielt klage : Jeg synes havnene nu om dage er bygget for smalle. Kun ved allerstørste opmærksomhed (og kraftig brug af bovpropel) er det muligt at vende mellem de forskellige bådbroer.

Dagens strabasser havde taget hårdt på Anette, så den pligtskyldige aftentur blev aflyst. (måske var det fordi at Anette havde meget svært ved at komme tilbage på Anderstina, når hun var sprunget ned på broen – højdeforskel ca. 1 Anette-ben-længde). Det blev tidligt Godnat.

Morgenstund med guld i mund. Næsten for godt til at være sandt. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vinden var let til frisk – dog fra stik vest, hvilket sådan set var direkte den planlagte sejlretning mod Agersø. Igen lidt geografi – for hvem andre end sejlfolk, et par enkelte bryllupsgæster og skælskørianere ved hvor Agersø befinder sig – så er det en mindre ø lidt sydvest for Skælskør (åh nej, det er jo heller ikke alle der ved hvor Skælskør er – OK – Storebæltsbroen (den ved I vel hvor er ? ) lidt ned til højre, sådan 5 cm. på Shell-landkortet).

Vi klarede den også ud gennem det smalle strømkraftige farvand, og heldigvis var det mange andre både som var bedre udstyret (jeg tænker på broflag), så præcis kl 09:00 åbnede de broen for gennemsejling. Sejlene var gjort klar, og vi var dårligt kommet ud af havnen før stor’en (forkortet sejlerudtryk for storsejl) blev trukket op og genuaen rullet helt ud. Waw …… hvor vi sejlede.

Som nævnt havde vi modvind, så vi skulle krydse til Agersø. Men vinden var rimelig behersket, og da jeg fik placeret solen så fruen kunne nyde dens helsegivende stråler, var det OK med lidt krængning. Jeg valgte det første “ben” kort ind mod land, mens en Halberg-Rassy valgte modsat og stak sydpå. En halv time senere, da jeg havde krydset første gang mødtes vi igen, og vi kaptajner sad tilbagelænet i agtersædet og lod vores respektive Hugo’er styre ski’vene. Det blev en passage med vel ca. 20 meter i marginal – Anderstina (naturligvis) forrest (nu skulle han jo altså også vige). Men min taktik (det kalder man det når man har gættet rigtigt) viste sig at være rigtig, for vinden drejede lidt mod nord, så han fik et rigtigt dårligt ben mod land, mens vi fortsatte med fin luft og god fart. Ved næste vending måtte jeg bruge kikkert for at se ham, og vi var desværre så langt væk, at jeg ikke kunne se tårerne i hans øjne. (Senere noterede jeg at han ændrede kurs og gik mod Langeland – han var nok ikke så meget for at hilse på os i Agersø.)

Det blev Agersø ved halv totiden, og den lokale havnefoged mødte os ved indsejlingen og anviste os plads. Hvilken service – nok fordi vi kom i Anderstina. (Det viste sig senere, at det var almindelig “markedsføring”, idet den private lystbådehavn “kæmpede” mod den kommunale fiske- og trafikhavn om flest mulige gæster – læs : havnepenge.)

Godt en halv time senere stod Anette og vinkede ud mod en indkommende båd, som umiddelbart lignene Undine (Steen McDonald og Janne’s Halberg Rassy – vi havde aftalt at mødes på Agersø). Det var ikke Steen og Janne, men derimod en af vores kolleger – Jytte – sammen med hendes mand Harry. Steen og Janne dukkede op umiddelbart efter, så alle entrede det gode skib Anderstina, og nød et glas koldt fadøl (jo, det skaber skam venner i hver en havn).

Vi måtte naturligvis gense Agersøgård Kro, hvor vi for et par år siden havde haft fornøjelsen af at være gæster til Steen og Janne’s bryllup. Steen og jeg tog forskud på gensynet, dels for at bestille bord, dels for at forhåndsreservere stegt flæsk og persillesovs. Og så skulle Steen jo også lige vise mig “stedet”, som nu var blevet så berømt (i visse kredse) på grund af en ny type kro-weekend-ophold. Herom senere.

Krofatter har nok oplevet lidt af hver igennem årene, så et “mindre” bryllup med 50 overnattende gæster havde åbenbart ikke sat sig dybt i hukommelsen. Trods flere bemærkninger under indtagelsen af grilled laks (jeg fik selvfølgelig pebberbøf) (vi kunne ikke få stegt flæsk) og “underholdende” informationer om krofatters bedrifter i Trylleskoven, var familien Bock endnu ikke “genkendt”. Det blev for meget – eller nærmere for lidt – for Burger-Steen, så da alle var på vej ud af kroen, opsøgte Steen igen krofatter. “Kan du ikke huske os ? – vi holdt bryllup her for et par år siden”. Krofatter stirrede på Steen og så på Janne. “Åh, jo, det var jo jer med de runde borde”, kom det endeligt. “Jo, jo, McDonald i Næstved, du kender jo Jeppe, hils ham mange gange”. Historien om du runde borde er den, at Janne jo mente at gæsterne skulle side ved runde borde til brylluppet, og sådan nogle har man altså ikke på Agersøgård Kro. Enden på den historie blev, at runde borde (samt vist en større container med alt mulig andet “nødvendigt” udstyr) blev fragtet fra Sjælland til Agersø. Krofatter mente vi nu skulle se festsalen dækket op med aflange borde, og som festdeltager må jeg give Janne ret : de runde borde var noget hyggeligere.

Og så tilbage til kro-weekend-ophold. Ja, det er et såkaldt Swingers Diner ophold. “Ved du hvad en Swinger er ?”, spurgte krofatter, og selv som hårdkogt mandeblads-læser måtte jeg melde pas. “Ja, det ved jo ellers enhver amerikaner på 15 år”, hyggede krofatter sig med at sige. “Jeg er jo ikke amerikaner”, prøvede jeg at svare humoristisk, “men jeg har hørt meget om din kælder, så må vi kikke ned ?”

Inden døren blev åbnet måtte krofatter lige fortælle om den 2-siders omtale han havde fået i Jyllands-Posten, og efter beretningerne må Swingers Diner ophold nu være verdenskendt. Ihvertfald var der nu stamgæster fra Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland og Belgien. Jo, verdens centrum for mange par er altså blevet Agersø. Vi fik set hvorledes man for ca. 1 mil. danske kroner indretter en saunakælder m/bad, solarium, tv, video (kun rejsefilm) og bar. “Desværre har vi ingen Swingers her på øen”, og her om sommeren er det kun Swingeraften fredag (og en anden hverdagsaften, jeg ikke kan huske), men I er velkomne i morgen eller en weekend i vinterens løb”, inviterede krofatter, “men husk at bestille i god tid”. Lettere småfnisende forlod vi kælderen – jeg havde lært et nyt udtryk, og da jeg høfligst bad om en brochure – altså bare for at give den til en af mine gode venner, Lau (forlagsdirektør for Europa’s bedste mandeblade) – trak krofatter mig diskret til side. “Er du Swinger”, spurgte han. “Nej, ikke endnu”, svarede jeg, “men min kone vil så gerne”.

Women need at reason for sex, men just need a place.

Steen bød på Irish Coffee (sirup anvendt som alternativ til puddersukker) og vi fik inden sengetid “vendt verdenssituationen”.

De blev til 9 waypoints (vigtige punkter på en rute, f.eks. søafmærkninger, hvor man skal skifte kurs) mellem Agersø og Svendborg. Vi startede i sol og sluttede i sol, men I guder hvor skulle vi meget vand igennem (også oppefra) før vi nåede frem. Vinden havde det – as usual – med at komme fra vores destinationssted, så i dagens anledning var den drejet til sydvest. Nu havde jeg jo også “fået lov” til det der med sejl i går, så jeg vovede ikke engang at lægge an til sejlføring på denne tur.

Jerngenuaen og Hugo skulle stå for turen, og begge klarede opgaven til 13. Egentlig er problemet faktisk lidt komisk, for med de præcise angivelser for sømærker der findes i Waypoints fra Kort- og Matrikelstyrelsen, en velfungerende satelitnavigator og en perfekt justeret autopilot, ja så måtte jeg faktisk i 2 tilfælde slå automatikken fra, ellers var vi stødt ind i et af sømærkerne. Lidt sjovt sådan midt ude i det åbne hav !

Vi ankom til Svendborg ved 4-tiden, og der var allerede godt fyldt op. Skulle vi nu virkelig ligge uden på andre skibe ? Bedste alternativ syntes umiddelbart at være uden på 2 motorbåde, og skipperen på den yderstliggende var straks meget behjælpelig. Vi havde dog næppe fået fortøjret os, før der i de 3 både foran os begyndte en heftigt aktivitet. Den inderste båd skulle sejle, og så var alle mand på dæk.

Den yderste ville inderst, men jeg anråbte ham. “Var det ikke bedre jeg lå inderst ?”. Det viste sig at være en yderst fornuftig skipper (måske frygtede han jeg alternativt ville ligge mig uden på ham – det giver nogle underlige lyde i skroget, hvis det kommer godt med pres på sådan en glasfiberbåd), så stik imod alle forhåbninger lå vi nu atter direkte til kaj. Kunne jeg gøre andet end at invitere på et glas koldt fadøl ? Holdkæft, hvor det rykker, når man kommer op af kahytten med 4 glas koldt velskænket fadøl !

Vi havde fornøjelsen af et lokalt visit – Bodil og Povl (grisehandleren fra Fåborg), samt deres nu efterhånden store søn Søren (adobteret fra Indien) og nytilkomne Mette (også fra Indien). Med tanke på hvormeget sådan nogle små-kære-væsener kunne spilde i cockpittet havde Anette besluttet sig for at invitere på “Italiener” (vi havde egentlig set frem til en lækker pizza, men det viste sig at være en rigtig Italiener-gourmet-restaurant, så pizza var næsten et bandeord). Vi fik lækker mad, og kaffen blev indtaget i skibet. Trods skibets størrelse, hvor fordækket om nødvendigt kan bruges som helikopter-landingsplads – var der ikke meget leverum til ungerne, så tålmodigheden (vist hos både børn og voksne) var opbrugt efter en time. Men rigtig hyggeligt at hilse på “gamle” venner og se deres nye familiemedlem.

Der var et mægtigt leben på kajen. I hundredevis kom der folk forbi – vi troede de kun skulle ned til havnen og se “vores” Najad. Nå, nej, ikke kun – der var iøvrigt fuld musik i Svendborg – i stereo. D.v.s. at ovre mod Svendborg værft lød Kim Larsen m.fl. med mange tusinde watt, mens et lokalt jazzorkester forsøgte at trænge igennem på en mindre skib/kaj-restaurant lidt længere nede af kajen. På en eller anden måde var vi slet ikke så kede af at det styrtregnede, for de værste brænderter blev vist druknet i regn forholdsvis tidligt på aftenen/natten. Vi fik da ihvertfald vores nattesøvn, og Anderstina led ingen overlast.

Regnen var holdt op, men desværre var vinden kraftigt forøget, og traditionen tro var den nu drejet til stik vest. Rigtig gættet – vores kurs var stik vest (måske med ca. 10 grader mod nord) til Fåborg, så endnu en dag med motor. Godt fri af Svendborgsunds smalle stræde piskede bølgerne sig til skum. Det trak op til regn – rigtig kraftig regn, så jeg anbefalede Anette en formiddagslur, mens jeg iførte mig “overlevelsesdragt”.

Her var det så jeg fandt mit inderste jeg. Forstået således, at jeg faktisk elsker at “strides” lidt med naturkræfterne – naturligvis bare jeg vinder ! Sidende i BA’s (kært barn mange navne) lækre sejlerdress på agterpulten, med et stort glas fadøl i hånden, nød jeg regnen og stormen. Ind i mellem passerede andre både imod, og jeg vinkede og vinkede. En forsigtig hilsen kunne anes gennem deres cockpitvinduer; de må have troet jeg var spittergal.

Skyerne skiltes, vinden løjede, og fruen kom på dæk. Faktisk gik det helt godt indtil vi nærmede os Fåborg Lystbådehavn. Her kom så både vind, skyer og regn på en gang, så vi spejdede noget skeptiske efter en “rigtig” pæleplads. For godt til at være sandt ? – ja, for da vi havde lagt til ved en perfekt pæleplads, bemærkede Anette at der på skiltet stod “18/7 kl. 12.00)”. Vi havde et alternativ – ikke helt perfekt – og med vinden ret ind, men det var trods alt bedre end at skulle ligge udenpå andre både, så jeg forsøgte mig med at vende hækken mod broen. Her var det så jeg måtte konstatere, at Anette’s ben kun er ½ meter lange, og hendes skridtlængde nogenlunde ligeså kort. Efter en times knoklen lå skibet sikkert fortøjet – og Anette kunne (med let støtte i de kritiske situationer) komme fra borde – troede jeg. Jeg blev belært med det modsatte – og så satte jeg mig ned i kanytten og skyllede en Sort Guld ned.

Mens jeg finjusterede afstanden (øllen fik mig på en eller anden måde til at forstå fruens problem) til broen, bemærkede Anette at en tysker havde taget førnævnte pæleplads. “Det er godt nok strengt, den skulle vi have haft – vi må håbe dem der har pladsen normalt kommer hjem”, sagde Anette. Så sagt – så hændt : “drømmen” gik i opfyldelse, og tyskerne havde selvfølgelig forladt skibet. “Du skulle have skrevet skiltet på tysk”, råbte jeg til skipperen, “men læg dig uden på os, så kan vi sammen forhale skibet ud midt i havnen”. Han nåede dog ikke så langt i projektet, for tyskeren kom løbende tilbage, og måtte noget slukøret sejle ud.

Det blev til råhygge om læ (det hedder det, når man sidder nede i skibet) og for første gang i 10 år indtog vi et måltid nede i kahytten. Hvem sagde “lorte-vejr” ?

Det blev til eftermiddagssøvn, læsning, læsning og atter læsning. Aftensmaden blev serveret i cockpittet (nu var vejret da blevet rimeligt opholdsvejr) og efterfølgende fik jeg “lov” til at “lege” lidt med “fjenden” (det kalder Anette min computer – men tænk sig, uden den havde jeg ikke fået skrevet dagbog).

Vejrudsigten havde egentlig ikke været SÅ dårlig, men endnu engang kunne metereoløgnerne leve op til deres rygte (nu er de jo også de eneste – udover Corintha – der får penge for at spå om fremtiden). Det ikke bare blæste da vi vågnede – det stormede, så Anette’s annoncerede “vi-bliver-en-ekstra-dag-i-denne-havn” var helt uventet en naturlighed. Vores naboer skulle hjem, da de skulle på arbejde mandag, men de ventede til hen på eftermiddagen, hvor vinden var løjet noget af, inden de stak til søs.

“Min forretning” – Båd og Motor / Lillestrand i Fåborg havde søndags-åbent, så jeg nussede rundt en times tid. Jeg elsker bare sådan nogle forretninger. Senere lokkede Anette mig til Fåborg city, og jeg kunne konstatere, at sådan en bytur, hvor alle forretninger er lukket, er helt OK. Det tog da heller ikke meget mere end en god time før vi havde været byen “rundt”, set færgehavnen og inderhavnen og igen befandt os på det gode skib Anderstina. Dagens aviser blev “tygget” forfra og bagfra – og jeg fik ajourført min dagbog.

Drømmer jeg – eller er jeg vågen ? Solen skinner og vinden er let til frisk fra sydøst. Sejlplanen hedder Fåborg – Åbenrå, altså først stik syd og dernæst vest, drejende til nordvest. Hvis jeg drømte, så var det en god lang drøm, for hele dagen skinnede solen fra en skyfri himmel, og vi nød en rigtig sejltur med fuld sejlføring. Med vinden ind agten blev det jo næsten vindstille ombord, så efterhånden fik solen lov til at beskinne hver en delle. SKØNT !.!.!.!.!.!.!.!.!.!.!.!.!

Sejladsen sluttede dybt inde i Åbenrå Fjord, hvor vi på 3 meter vand kastede anker. (Så sparer vi jo havnepenge.) Tænk sig, at vi i denne Herrens storm- og regnfylde sommer skulle få lov at opleve en varm og fredfyldt solnedgang, let vuggende, alene med naturen ……………

“Cykler, cykler, cykler – kun 100 kr. om måneden, hos cykelsmeden på gågaden i Åbenrå” – flænsede stilheden. Det var radion “Moijn” (jeg ved ikke hvordan det staves, men det lyder cirka så’en) – “lokalradioen med de seneste nyheder og det bedste musik”. (Der var åbentbart ingen nyheder, for det var musik fra start til slut – men selv Grease og Saturday Night Fever er kommet til det Sønderjydske.)

Dagen 20.07 – eller rettere natten – sluttede ret sent. Det var en af de aftener, hvor jeg nød en stille Elefant (ja, ja, guldøl) helt alene i verden. (Radio Moijn var dæmpet 30 decibel) Livet er jo ikke det værste man har – ind i mellem er det nu svært at bevare pessimismen.

Jeg vågnede tidligt – solen skinnede fra en skyfri himmel, og jeg kunne mærke at det var totalt havblik. Jeg opdagede dobbeltsengen manglede min sengekammerat, og jeg funderede over om Anette var i fuld gang med tilberedelse af morgenmad. Normalt ville jeg være blevet liggende og vente på det befriende “go´morgen-skat-morgenmaden er klar om 5 minutter”, men jeg følte mig ovenud frisk, og måtte på dæk. Morgenbordet stod klart – æg, bacon, frisk-presset juice, og gammeldags-kaffebryg af de bedste Java-bønner. Nej Anette sad ikke og ventede smågravent, fordi jeg endnu engang havde været lidt for længe om at få lettet røv’en, næh, hun svømmede engleagtigt -spitternøgen – rundt i vandet bag Anderstina.

“En 45-knallert for kun 300 kr. pr. måned – hos byens Peugeut-forhandler – fås både med store forlygter og sidevogn” – Radio Moijn var frisk fra morgenstunden med et godt tilbud.

“Vejrudsigten – vi får sol hele dagen, op til 30 grader, let vind fra nord, drejende til vest” – ja, nu havde Radio Moijn udvidet servicen med vejrmeldinger, og vejrudsigten blev efterfulgt af “Sommer, sommer og sol” (var det Birthe Kjær ?) med en medsyngende radiospeaker vellystent i baggrunden.

Jeg overvejede at springe i vandet – men hun virkede næsten for smuk i den opgående sol. Var det en havfrue ? Pludselig lød et kæmpebrag – og et stort lyn flænsede den med et totalt overskyede himmel : ……………. jeg vågnede !

Det var uvejr – kl. var 06:00 – ingen nøgen svømmende Anette i havet – ingen velduftende æg/bacon-morgenmad – ingen Radio Moijn. Næh, det var livets barske realiteter : godt og grundigt dansk sommer-torden, med kraftige lynudladninger og efterhånden et piskende regnvejr. Dagens heltegerning var selvfølgelig at vække Anette – tænk sig hvis hun blev vækket af et tordenbrag. Opvågning på dette tidspunkt betyder toiletbesøg for fruen, så jeg anbefalede ikke at anvende elektrisk pumpe, lys eller lignende, men i stedet slukke for samtlige kontakter i el-panelet. På en eller anden måde havde jeg det lidt dårligt med at vi lå det helt mutters alene i bugten, men en “lynfanger” stikkende sådan 15 meter op imod skyerne.

Det blev til lidt sporadisk søvn de næste par timer mens uvejret drev over, og ca. kl. otte lød den velkendte stemme og “melodi” : “go’morgen skat, morgenmaden er klar om 5 minutter”. Jeg nev mig selv i armen, og med stor smerte – og efterfølgende rødt/blåt-mærke – konstaterede jeg, at jeg var vågen.

“Cykler, cykler, cykler – kun 100 kr. om måneden, hos cykelsmeden på gågaden i Åbenrå” – jo, den var god nok. Radio Moijn startede dagen som gårsdagen sluttede. Mon ham cykelsmeden ejer den radiostation ? Men vejrudsigt var der ingen af – og den virkelige verden viste sig at være 12 m/sek vind fra sydøst – med vindstød op til 16 m/sek. Dagens sejlrute var – ja, rigtig gættet – sydøst – til Sønderborg.

Vi gennemgik nødprocedurer – hvis jeg nu skulle falde i vandet – og Anette bestod teorien med rent 6. Men da jeg ville gennemføre en eksamensprøve (altså jeg ville nok ikke springe i vandet, men blot kaste en redningskrans overbords som “attrap”) bad Anette så mindeligt om, at jeg ventede ca. ½-time med at falde overbord. Den intense undervisning havde taget hårdt på hende.

Anette fik sin formiddagslur – og jeg fik sejlet – og kl. 12:44 anløb vi inderhavnen i Sønderborg. På Christian den X’s Bro findes et lysskilt, som viser hvornår broen igen bliver åbnet for lystsejlere. 12:45 stod der ! Og dårligt havde jeg fået gnedet øjnede og reduceret farten, før broklapperne blev åbnet. Simpelthen dagens største hit ! ! !

I en strid søndenvind fik vi lagt os til rette på en god pæleplads – og frokosten blev indtaget med fryd om hjertet. Jo, vi havde kæmpet os igennem stormen, og lå nu sikkert fortøjret. Jeg fik kontakt med Albani-bryggeriet, og aftalt med Ærø’s depotbestyrer, at han onsdag ville komme til Marstal med 3 anker fadøl. Så satsede jeg bare på, at vi også ville komme frem til Marstal onsdag.

Havnen lå stille hen (klokken var også kun 07:00), solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi nød en frisk morgenbrise fra syd-sydøst. Ingen skal klage over variationen i det danske sommervejr. Som nævnt skulle vi til Marstal, som efter en let øst-sydøst retning syd om Als ligger i nordøst retning, på “højre” side af Ærø. Ikke mere om vinden – men for de ikke sejlkyndige : det var sku’ ret lækkert, først med lidt “sidemodvind” – dernæst sidevind – sluttelig “sidemedvind” – alt i alt en perfekt vind. Anette mente nok de 10 m/sek. var lidt rigeligt, men hun blev hurtigt lagt i seng (hun havde jo også været tidligt oppe), så herefter kunne jeg rigtig få lov at sejle.

De 7½ tons (+ vel godt ½ tons proviant) tunge Anderstina skar sig med fuld sejlføring “nynnende” gennem Sønderborg Bugt, den nordlige del af Flensborg Fjord / sydlige Lillebælt og Marstal Bugt. I en længere periode loggede (ups, nyt sejlerudtryk : fartmåling) vi 7 knob – jo det var bare rigtig sejlads, når sejlads er bedst. Vi fik 3 gange “besøg” af en lavtflyvende helikopter, men da Lyngby Radio ikke meldte om skibe i havsnød, måtte det være almindelige rutinemæssige testflyvninger. Om det nu var synet af en Najad 360, eller Anette som igen var kommet på dæk og nød solens stråler ved jeg ikke, men som nævnt kom de 3 gange MEGET lavt hen over os (piloten havde brune øjne).

Jeg fik også besøg – et F16-fly – højst 500 fod over havet – med vel ca. 1.500 km/timen (synet af flyveren noget længere fremmede end lyden). Vi piloter hilser jo altid på hinanden, så da han (eller var det hun) fløj forbi mig, drejede F-16-jageren 360 grader rundt om sig selv, fortsættende 500 fod over havet – FEDT !!!

Vi ankom til Marstal først på eftermiddagen, efter en skøn sejllads og masser af sol. Dagens vigtigste gerning var selvfølgelig at få kontakt med Albani-depot-bestyreren. “Har du 3 fad fadøl til mig”, spurgte jeg Edvin, “Det tror jeg, men vi skal have fest på kajen i aften, så jeg ved ikke hvormange de ta’r – men 2 har jeg i hvert fald”, lød det tilbage. “Jeg vil gerne have leveret 3 fad på bro 8 mellem 17 og 17:30”, annoncerede jeg, og mærkeligt nok, så protesterede depotbestyrer Edvin ikke. Da jeg fra pålidelig kilde havde erfaret, at Albani-vognen holdt ved Sønderrendens Perle gik jeg ham i møde – man skulle jo nødig risikere, at fyraftens-bajere fik indflydelse på korttidshukommelsen.

Nej, der var ingen grund til panik. Edvin havde helt styr på Anderstina, bro 8, og han havde da også “reserveret” 3 fad 12½-liters Albani-fadøl. Jeg fik et lift tilbage til havnen, og sammen spankulerede vi ud på bro 8 (han havde heldigvis en sækkevogn) med 3 fad Albani-fadøl. Tror I folk kiggede – nej de gloede ! Og skønt var jo depotbestyrerens bemærkninger til alle de humoristiske sjæle : “han er vores sejlende Albani-depot”.

Pizzaria Italiano har en filial i Marstal, og Eros Ramazotti (eller hvordan det nu staves) lyder helt lokal i havnens sejlklub. Jeg tror nu ikke de lokale øboer føler sig særlig italienske, ej heller med tanke på sommervejret, men de har åbentbart affundet sig med, at sejlklubben er solgt til Marcello Frederico.

Anette havde bestemt sig til at blive i Marstal endnu en dag. På sin vis var jeg ikke direkte imod, for vores plan for weekenden med Lundeborg (nu skal jeg hjælpe igen : Lundeborg ligger på Fyn’s østkyst, ca. midtvejs mellem Svendborg i syd og Nyborg længst øst) gav jo reelt en dag i overskud. Vejret om morgenen og formiddagen var dejlig solskin, men udsigten (altså den lokale) var noget truende, så jeg var ikke svær at overtale.

Til gengæld ville jeg så benytte lejligheden til at få rigget gummibåd m.v. klar til vores kommende uge med Christopher (vores reservesøn). Jeg havde frygtet at skulle pumpe i en time eller mere, men Anderstina har naturligvis også en veldimensioneret pumpe, så det gik faktisk rimeligt tjept. Den store udfordring kom med at få Evinrude (navnet på motoren – det minder mig altid om Walt Disney’s navn på en guldsmed – altså det dersens insekt, som stående på en åkande eller lignende kunne fungere som motor) bugseret ned i gummibåden, uden at jeg selv på bedste Fedtmule-vis skulle dratte i vandet. Det lykkedes – og den del af operationen gav ikke munter oplevelse for de mange “tilskuere” i øvrige både.

Det gjorde derimod da jeg fik gang i Evinrude, for jeg havde i starten store problemer med at finde ud af hvad der var fuld gas og ingen gas. Resultatet var, at jeg med fuld speed drønede ind i en af de pæle vi havde fortøjret Anderstina til. Anette stod som “førerhund” og grinte højest, og så kunne de andre jo tillade sig at “hyle med i koret”. Nåh, jeg fik da efterhånden styr på Evinrude, dog med det lille minus, at hun “oser” lige lovligt meget. Måske fordi det er længe siden hun har været i brug – måske fordi der er formeget olie i benzinen (det lyder meget intelligent, ik’ ?). Jeg fik straks en ny ven. “Hvad er der galt ?”, lød det fra en (anden) ung gut i en gummibåd. “Årh, bare lidt for meget olie i benzinen”, svarede jeg. “Jeg synes s’gu ik’ der kom noget kølevand”, tilføjede min nye kammerat. Ja, det måtte jo straks checkes, så Evinrude blev startet påny. Alt syntes OK, så jeg takkede for interessen og hoppede tilbage på Anderstina.

Evinrude blev sat tilbage på sin plads på Anderstina (det er altså ikke noget man sådan bare gør, sådan en gummibåd ligger altså bare ikke stille, når man skal løfte 15 – 20 kg fra borde) og jeg kunne stolt meddele Christopher, da han sidst på eftermiddagen søgte “sidste nyt fra Anderstina”, at alt var timet og tilrettelagt til hans ankomst lørdag.

Vinden var frisk fra sydvest, hvilket jo passede perfekt til dagens sejllads : Marstal – Lundeborg. En forholdsvis lang tur på ca. 35 sømil, men med en hviledag bag os – og en foran os – glædede vi os begge til turen.

Sejlene blev sat allerede i yderhavnen – man skulle jo nødig miste “rigtig” sejltid, og egentlig kapsejllads blev indledt allerede mod første sømærke. En Granada 35 var dirigeret udenom ved vores sejlsætning, og skønt han som støtte til sit storsejl sejlede på motor, måtte han se sig overhalet inden vi rundede sydvest-bøjen 2 sømil fra Marstal. Jo, der var skam rigtig fart på Anderstina, og Anette havde indtaget sin sædvanlige plads i cockpittet : helt oppe i hjørnet mod nedgangen, og med en fast hånd på hendes “støttepind”.

Efter mærkerundingen fik vi vinden ind stik agten, og med storsejlet på styrbord og rullegenua på bagbord næsten surfede vi mod Rudkøbing. Desværre fik rullegenuaen snoet sig om forstaget, og jeg kæmpede en “vild” kamp for at for den rullet ind igen. Herunder måtte jeg flere gange på dæk frem til forstævnen for at tvinge genuaen “modsat”, og disse manøvrer var absolut ikke Anette’s livret. Hun lukkede hvergang øjnene, og ansigtsudtrykket var ikke til at tage fejl af : “Kunne du ikke bare lade dit tossede forsejl være i fred, og sætte dig her i cockpittet og tage dig kærligt af mig”. Da operationen lykkedes, og rullegenuaen igen var oprullet, udeblev anerkendelsen dog ikke : der blev behørigt klappet.

Vi havde naturligvis desværre mistet noget fart under førnævnte operation, så kaptajnen på Granada’en havde set sit snit til at få halet godt ind på os. Jeg fik igen sat rullegenuaen – dog denne gang kun ca. halvt ud, så jeg holdt ham bag mig op forbi Rudkøbing. 3 sømil nord for broen Tåsinge – Langeland stak han mod Svendborg og jeg fortsatte stik nord. Sikker vinder – men det holdt hårdt, og jeg måtte konstatere, at indsatsen var “betalt” med 3 kraftige vabler på venstre hånd.

Lundeborg blev anløbet ved 16-tiden og her kom så dagens mindre heldige oplevelse : bovpropellen’s energi-forsyning slap op. Årsagen var – udover at den måske som det eneste på Anderstina er underdimensioneret – at Oure Idrætshøjskole havde besluttet sig at gå ud med 8 sejlbåde netop som vi anløb havnen. Vi havde på forhånd udset os vores favoritplads (same presedure as last year), men dette betød at vi måtte ligge afventende i yderhavnen. Da der var meget strøm i havnen, og jeg ikke havde forventet at skulle “drive” rundt i 10 minutter, havde jeg ikke midlertidigt fortøjret mig til en anden båd, så bovpropellen blev brugt flittigt. Da vi så endelig skulle foretage sidste manøvre mod vores planlagte kajplads var bovpropellen helt og aldeles død. Så der blev manøvreret på gammeldavs manér – og det gik nu ikke så tosset endda.

Vi kontaktede Steen og Janne for at høre om de havde tænkt sig at komme til Lundeborg allerede fredag som os, og da de bekræftede inviterede vi på Lasagne kl. 19:00. De ankom kl. 18:30, og vi fik “parkeret” dem skråt bag os. Præcis kl. 19:00 blev middagen serveret, og vi havde en hyggelig opvarmningsaften til vores traditionelle Lundborg-arrangement lørdag.

Det var så 7. år i træk vi afholdte vores Lundeborg-arrangement. Et Lundeborg-arrangement er sejlertræf sidste weekend i juli, og menuen er fast : Krabbeklør og grillet laks, serveret med Chablis Grand Cru. Til børnene (og mig) serveres grillet oksebøffer med sennep, ketchup og remoulade. Hertil (altså til mig) Saint-Emilion Grand Cru. Vi har et par enkelte år “snydt” og mødtes i henholdsvis Skanør (Sverige) og Karresbækminde (Sydsjælland), men i år var det heldigvis igen Lundeborg, der var passet ind i sejlerplanerne.

Formiddagen blev brugt til hovedrengøring. Ja, sådan er det jo når man skal have gæster. Her fik jeg endelig “lov” til at være lidt aktiv på ferien, så Anderstina blev vasket og spulet, og stod funklende da familien Poulsen ankom til Lundeborg lidt over middag. Nu skulle det hele jo ikke ødelægges under en enkelt frokost-indtagelse, så frokosten blev serveret ved et par borde/bænke, som vi havde flyttet lidt rundt i havnen til lejligheden.

I år bestod deltagerne i Lundeborg-arrangementet af Undine (med Steen, Janne og (lille)Christopher – gæster : Susanne, Claus, Chris og Steffen) og Anderstina (med Anette, Jan og (store)Christopher – gæster : Pia, Anders, Sarah og Line (veninde til Sarah)). Cecilie-teamet, bestående af Lone og Preben (nu uden skiv’) måtte desværre melde afbud lørdag formiddag som følge af sommerforkølelse og maveinfektion. Peter og Gitte havde valgt den svenske skærgård, og Caroline og Peter’s sommerferie kunne ikke indpasses med Lundeborg. Det begrænsede antal deltagere begrænsede ikke festlighederne – som sædvanlig holdt vi høj cigarføring – og ingen i Lundeborg var i tvivl om, at juntaen igen var samlet til det årlige træf.

Det blev ikke sådan søndag lige med det samme, men kl. 9 viste de første livstegn sig på Anderstina (Anette skulle på toilettet). “Larmen” fik vækket os alle, og da samtidig en hel del både fandt tidspunktet inde til at påbegynde dagens sejllads, fik vi gjort os morgenklare. Anders forsøgte en forsigtig reperation med Gammel Dansk, og trods en stikkende kløe i hårrødderne så han da helt frisk ud. Derimod var synet at Bock og Pedersen fra Undine noget skræmmende, og ordet “coffee” (uden Irish foran) fik dem til at ryste på hånden.

Alle havde lyst til at være med på dagens sejllads fra Lundeborg til Kerteminde, men nogen skulle jo tage sig af de to biler, som lørdag havde fragtet Poulsen og Pedersen til Lundeborg. Poulsen offrede sig, at kørte begge biler til Sjælland, mens Pedersen fortsatte en forlænget weekend i Undine sammen med Bock.

Det blev til en god lang nats søvn, og da morgenvejret ikke ligefrem var “skynd dig at stå op og nyd solen”, blev morgenmaden først serveret kl. 9:00. Alligevel var vi pakket og sejlklare før Undine var stået op, og turen til Ballen (dagens geografi : Østkysten af Samsø, ca. 1/3-oppe) blev nydt med fuld sejlføring. Vi nåede Ballen ca. ½-time før Undine, og var da noget duperet over, at de først skulle have været sejlet fra Kerteminde klokken halvtolv. “Sandheden” kom dog frem senere på dagen – de havde haft motoren på som hjælp hele vejen.

Hr. Pedersen og Hr. Bock inviterede på grill-bøffer (altså ikke McDonald-bøffer, men rigtig lækker oksebøffer) så de voksne blev bespist på Undine, mens ungerne fik grill-bøffer og -pølser på Anderstina (Christopher vogtede, så der ikke blev grisset for meget).

Eneste opgave under vores 3-ugers-lån af Anderstina var at montere flagliner, så Christopher blev hejst op i den dertilindkøbte bådmandsstol. Det gav selvfølgelig de andre unger lyst til en tur i masten, så alle fik styret deres trang til højder. Højeste mand nåede næsten mastetoppen inden det forsigtigt lød ned : “nu har jeg nået mit mål, sænk mig venligst stille og roligt ned igen”.

Mere udramatisk skulle det være at fiske krabber og søstjerner i havnen. Men ak, (store)Christopher gled på en sten, og smut – så røg han i baljen. Tørt tøj, Falck-kassen fundet frem (blod i rigelige mængder flød fra knæet), og kompres-forbinding blev lagt, og så blev krabbefiskeriet genoptaget.

En rigtig hyggelig aften, som sluttede med Irish coffee, G&T (oversat Gin og Tonic) og en enkelt Sort Guld (Calsberg med “hat”).

Undine havde besluttet sig for en enkelt dag mere på Samsø (de skulle vist ud og lede efter strisseren), mens Anderstina ville genoplive gamle minder fra Sejerø. (Og hvem ved så hvor Sejerø ligger ? – på sit bredeste ca. 1 ½ kilometer, og mindre end 10 kilometer lang – jo, tegn en streg vandret fra Samsø mod Sjælland, og lige inden du rammer Sjælland ligger Sejerø – indrømmet, hvis man ikke havde ferieret i de danske farvandet (og så lige en RT-weekend-tur i 80’erne) så havde jeg s’gu’ nok heller aldrig besøgt denne gudsforladte ø).

Trods øens (og havnens) størrelse kom der efterhånden temmelig mange lystsejlere, og da Christopher og Anette havde været i Sejerby (hovedstaden på Sejerø) kom Christopher med følgende udtryk : “Det rykker bare her på øen, jeg tror vi skal på diskotek i aften” – ja, humor har knægten s’gu.

Oven på de seneste dages gummibåds-race i Lundeborg, Kerteminde og Ballen blev dagen selvfølgelig lidt antiklimaks, og da en “venlig” lystsejler allerede halvsyv meddelte, at nu var det slut med at sejle gummibåd (med motor) syntes Christopher det var lidt træls. Humøret blev dog vendt 180 grader da Anette serverede hakkebøffer med bløde løg, og efterfølgende blev sejlladsen genoptaget – dog således at der de første 30 meter ud af det inderste bassin blev brugt ro-kraft.

“Fjenden” (Anette’s betegnelse for min bærbare computer) blev tændt og DMI’s (Danmarks Metereologiske Institutut) vejrprognose nøje studeret : Skyet, til tider regn, måske med torden, let til frisk vind fra syd og sydøst. Ja, vindretning og hastighed var såmen OK, men vi havde da nok drømt og bare et lille solstrejf.

Dagen startede da også helt galt : først “parkerede” Anette thermokanden på det endnu gloende varme komfur, hvorefter den sank ca. 3 cm. ned og blev “integreret” med blus og rist, og dernæst ringede partner Peter og forespurgte om Anette havde sin computer med på ferie (eller stationeret på Bregnevej), da der havde været indbrud på kontoret om natten. Førstnævnte “ulykke” blev hurtigt gjort rimeligt humoristisk, da Anette faktisk ikke kunne huske hvornår og hvordan hun havde fået sat thermokanden på komfuret, og faktisk efterfølgende egentlig havde fyldt den med kogende vand, og klimaks var, da jeg skænkede dette kogende vand op til morgenkaffen (ja, ja, Nescafé) og komfurets rist fulgte med. Nr. 2 ulykke var da også til at “leve med”, da indbrudstyvene heldigvis ikke havde begået hærværk, men blot stukket af med 5 bærbare computere, som alle var forsynet med indgraveret mærke : “TYVERISIKRET – AHK – 20 00 36 77”

Ca. et kvarter efter vi havde forladt Sejerby havn skilte skyerne sig, og Anderstina blev bestrålet med varme, klare solstråler fra sydøst. Vejrudsigten var for såvidt angik vindretning og -hastighed gættet rigtig af metereoløgnerne, så vi gik med fulde sejlføring mod Sjællands Odde. Hugo havde overtaget styringen, og vi pjattede og hyggede alle tre – og fortalte dumme vittigheder. Christopher blev sendt i gummibåden, som var fortøjret med et 30 meter langt reb, og i ½ time nød vi stilheden. Under de øvrige 6 timers sejllads mellem Sejerø og Hundested, som blev vores endelige destination, holdt han enetale.

Vi havde faktisk sol alle 6 ½ time, og via diverse telefonkald til Christophers forældre fik vi de “gode” nyheder : Det pisregnede i København og Køge. Solskin, vind agten-for-tværs, og vel godt 20 grader, inviterede til bad på agterdækket. Christopher og jeg fik efter tur et dejlig varmt bad på agterdækket (Anderstina har naturligvis varmt vand – og dette kan – via blandingsbatteri – veltempereret nydes fra håndbruser på agterdækket). De unge kvinder på nærmest-sejlende skibe stod med super-kikkerter og fulgte med i vores grundige kropsvask, og pludselig fik vi også “besøg” af hun-sælen Olivia. Christopher havde svært ved at forstå hvordan hun kunne holde varmen i de Grønlandske farvande, når hun nu kom “hjem” igen fra hendes ferie i Danmark.

Det dejlige vejr – og udsigten til regnvejr torsdag – fik os til at forlænge den planlagte tur til Odden til Hundested, og efter en promenade-sejllads i hele havneområdet (de skulle jo lige allesammen have mulighed for at beskue Anderstina) fik vi os fortøjret på forsvarig vis udenpå / i forlængelse af en mindre motorbåd, så vi faktisk havde direkte adgang til broen via agterdækket. Jeg gjorde endnu engang (man kan da efterhånden få en vis rutine i at bakse en 15 kg’s-tung påhængsmotor ned på en ikke-fastliggende gummibåd) Christopher’s legetøj sejlklar, dog først efter vi havde besøgt Vaffelbageriet, hvor Christopher fik købt en yderst velvoksen 3-kugler-guf-syltetøj-vaffelis.

Aftenen sluttede med besøg af Kim og Pia (Kim er kunde hos AHK), som vi pludselig så tøffende ind i inderhavnen, mens vi spiste aftensmad. Kim købte, sammen med 3 andre gutter, en Jeaneau 27, nogenlunde samtidig med vi købte Nordship-Anderstina, og vi lå de første mange år næsten overfor hinanden i CBC (Copenhagen Boat Center) i Kalkbrænderihavnen. Vi har mødtes nogle gange ved diverse festligheder hos partner Peter, så jeg kunne kende ham / båden, da de sejlede forbi. Vi var nok lidt mere forandrede (Anderstina var blevet betydelig større og min hårpragt betydeligt mindre), så vi blev først genkendt i “2. forsøg”. Det blev til kaffe og kage, lidt hvidvin til Pia – og naturligvis velskænket, kølig fadøl til Kim.

Afrejsen fra Hundested blev lidt stresset, da jeg aftenen i forvejen havde annonceret til vores naboer, at vi ønskede at sejle klokken 08:00. Faktum var, at de var oppe tidligt, og vi – grundet rimeligt dårligt vejr – sov længe. Vi lod Christopher sove, da hverken vejr eller forventet “rulle”-sejllads var noget man absolut skulle stå op til. Herudover blev klargøringen lettere forsinket af Lone (Christopher’s moster), som på vejen hjem fra pige-komsammen i Tisvildeleje, skulle sejle fra Hundested til Rørvig. Hun havde hørt fra Preben (Christopher’s onkel) at vi var i Hundested, så hun stoppede forbi til en kop morgenkaffe – hyggeligt.

Da vi fortsat havde en “død” bovpropel, og vinden stod rimeligt kraftigt ind i havnen, blev udsejlingen lettere komisk. Faktisk startede vi med at sejle dybere ind i havneområdet for at få lidt styrefart, hvorefter vi ved hjælp af en bevist pælemanøvre fik vendt skuden og stævnen peget i udgående retning. Mange beskuede vores havnemanøve, men ingen grinede, hvilket jeg tog som udtryk for, at nok havde det set lidt komisk ud, men ingen havde alternative idéer.

Mit nye standardudtryk : “Det var s’gu noget nemmere dengang vi havde en Folkebåd” blev igen modtaget med smil hos øvrige besætninger.

Den aktive brug af motor frem og bak fik vækket Christopher, og han fik indtaget morgenmaden i det første “ben” ud fra Hundested – kraftig vind foran-for-tværs (omsat til geometri : ca. 45 grader) og rimelig pæne bølger. Vi fik rundet sømærket og afstukket kursen mod Gilleleje. Ups, kurs 65 grader, medførte vind næsten læns (ca. 160 grader) og bølgerne rullende i samme retning. For dem der ikke har prøvet det, kan jeg bedst sammenligne med Vikingeskibene i Tivoli, bortset fra, at de gynger konstant op og ned og i konstant cirkel. Vorherre former ikke sine bølger ligeså symmetriske, så balancenerven kommer virkelig på prøvelse.

I godt 2 timer sad vi alle i styrbord side, hvor jeg havde ben og arme rundt om Christopher, mens han intenst forsøgte at fastholde blikket på horisonten (for at modvirke søsyge), og Anette klamrede (og denne gang er det absolut ingen overdrivelse) sig til hendes “håndtag”. Anette og Christopher var enige om, at bølgerne mindst var 5 meter høje, og specielt Anette havde en rigtig, rigtig dårlig dag på vandet. “Godnat, og tak for en speciel dag, jeg er glad for, at jeg overlevede”, var aftenens slutreplik.

Fredag var blevet udnævt til “gør-rent-dag”, så der var jo ingen grund til ligefrem at stå tidligt op. Vejret var også rigtigt “godt-ferien-er-slut-vejr”, og rengøringsjobbet skulle jo bare overståes. For første gang var størrelsen på Anderstina ikke ligefrem en fordel, men omvendt var rengøringsglæden det større, når man virkelig kunne se en velskinnende, ren båd efterhånden som arbejdet skred frem.

Anette klarede alt i kahytterne, mens jeg vaskede cockpit, dæk m.v., og Vorherre skyllede godt og grundigt efter hele tiden. Faktisk nåede cockpittet først at blive “sidde-tørt” 5 minutter for Kaptajn BA og frue ankom kl. 18:30. Vi havde inviteret til middag på Restaurant Gilleleje Havn, men aftenkaffen skulle nydes på Anderstina. Christopher havde nemlig en sidste vigtig opgave : instruktion af Kaptajn BA i gummibådssejllads, herunder diverse “teknik” omkring Evinrude. Jo, det var skam et billede til familiealbummet, da Christopher og BA (med hans nyerhvervede Monaco-Monte-Carlo-Yard-Club-kasket) sejlede promenade-sejllads i Gilleleje Havn.

Ferien sluttede hermed sent fredag aften, hvor Anette, Christopher og jeg tøffede hjemad i NETUS (Anette’s Golf). Vemodigt at sige “farvel” til Anderstina, men på sin vis også glæde til gense Bregnevej (ens egen seng og egen dyne er nu “verdens bedste”).

Ja, det gik jo så faktisk hen og blev en hel dagbog. Summa summarum har vi haft en rigtig dejlig ferie. Vejret har ikke været “til at skrive hjem om” (selv om mange af dagbogslinierne har handlet om vejret), og hvilken trøst er det så at læse, at vejret i juli har været “helt normalt”. Anderstina var helt klar en stor oplevelse, og de mange beskrevne enkeltepisoder har blot været “prikken over i’et” i en dejlig lang, hyggelig, sjov og spændende (Anette’s tilføjelse) sommerferie 1998.