Anette og Jan's Memory Lane

Eller er det nu er tradition, der fortsætter så længe jeg selv kan spænde mine skistøvler ? Lad os ikke tænke på det lige nu, men glæde os til næste SKI Jan-tour

2. – 8. januar 1998 Sölden, Østrig

Endelig har DSB og DB fået udskiftet deres gamle udslidte sovevogne, så EuroNight Hans Chr. Andersen venter os på hovedbanegården den 2. januar 1998, til planmæssig afgang kl. 18:48. Skal vi sige 17:30 under “Uret” – bare så vi kan få sagt pænt farvel til familien.

EuroNight kører under tunellen (altså over Fyn) så vi mister vores TaxFree-shopping, men mon ikke der findes lidt indkøbsmuligheder på Hovedbanegården. Til gengæld har vi samme kupé helt frem til Innsbruck, hvortil vi kommer lørdag formiddag kl. 11:40. 12:01 går det videre til Otztal, hvortil vi ankommer 12:42. Det sidste stykke til Sølden sker med bus eller taxi, så jeg forventer at vi vil være på hotellet kl. 13:30 – mon ikke vi når et par opvarmningsture ? Jeg vedlægger en DSB-brochure på EuroNight-toget – og jeg har bestilt Double Comfort sovekupe” til os 2 alene.

Vi er som nævnt fremme lørdag den 3. januar i Sølden, og vi skal bo på Hotel Garni Post. Her har jeg booket en “Exclusive-værelse” til os. Du kan læse lidt om det (spørg far – han kan “oversætte” alle de fine symboler) på side 8 og side 28 i vedlagte brochure. Gem den lige, da det er den eneste jeg har.

Og så har vi hele søndagen, hele mandagen og hele tirsdagen til at finde ud af, om alle de der tidligere har været i Sølden er fulde af løgn, eller om Sølden simpelthen bare er et kanongodt skisportssted.

Hjemad er lidt mere problematisk – altså med hensyn til togturen. P.t. melder DB udsolgt fra Innsbruck til München med et direkte tog, men vi står på venteliste. Lige nu har jeg reserveret fra Otztal kl. 14:55 om onsdagen (den 7. januar), d.v.s. at vi skal tage fra Sølden omkring kl. 14:00. Så vi kan altså – som vi plejer – brænde den sidste energi af onsdag formiddag på pisterne.

Med denne “bumleforbindelse” skal vi skifte i Kufstein og i München, og ydermere skal vi faktisk med S-tog fra München Ost til München Hovedbanegård. Men med tanke om, at toget fra München igen er EuroNight Hans Chr. Andersen, der igennem natten kører os til Københavns Hovedbanegård, klarer vi jo nok ærterne.

Går alt vel – og hvorfor skulle det ikke gøre det – er vi tilbage i København den 8. januar kl. 9:58. (Så kan du vist lige nå i skole Il l – jeg skal i hvert fald på arbejde, så vi må slutte vores drenge-skitur “under uret” igen.

Jeg glæder mig rigtig meget.

Mange kærlige hilsener

Jan

Skæbnen målle have stillet Christophers vækkeur (for det var I hvert fald ikke ham selv), for det startede med at ringe kl. 06:00. Jan insisterede på, at vi skulle have morgenmad, og at han altså ikke ville gå op af skibakkerne, så vi kunne jo lige så godt sove en time til.

Vores drøm var gået i opfyldelse : Det havde sneet kraftigt hele natten, og nu skinnede solen fra en skyfri himmel. PERFEKT.

“Vi var ude og løbe offpiste og sorte løjper, og en hel masse andre ting. Vi løb i fliestrøjer, det var bare superlækkert. Vi var på chokoladebar for første gang på Jan Tours. Vi fik gullachsuppe og en Cola og en øl.

Vi var så heldige, at vi løb helt oppe fra toppen af bjerget og helt ned i dalen på en nyprepareret løjpe. Det var bare lækkert.”

Vi skulle naturligvis prove alle løjper, og en af de længste førte os fra toppen ned til den ene af de store gondoler.

Surt show ………., da vi kom ned var gondolen netop stoppet, og efter ca. 10 minutters venten, fik vi beskeden : Den er kaput – og vi ved ikke hvornår vi får den i gang igen.

Vi måtte så gå igennem hele Sölden ned til den anden store gondol – og med på vejen stoppede vi forbi hotellet, da jeg var ved at omkomme af varme.

Frokosten blev på ny gullashsuppe – og vores “gamle” tradition med at Christopher tog en egen mindre pistetur alene, mens Jan nød maden, øllen og en kop kaffe, blev genindført.

Et megastyrt for Christopher stoppede skiløbet kl. 15:15, og sportsforretningen fik solgt 2 par nye solbriller.

Aftensmaden stod på 2 store bøffer, som måske var en smule for røde. Men de mættede, og den planlagte kæmpeis til dessert blev aflyst.

Dagens opvarmning blev gennemført på et par velvalgte røde pister, og resten af dagen blev primært anvendt på mørkerøde og sorte pister.

Pist rød 18 måtte fejlagtigt være ommalet, for pisten burde (efter vores opfattelse) have været “mørksort”.

Rød 1 efterfulgt af sort 20 i stormvejr gav næsten forfrysninger, så vi måtte tilbage til hotellet for at få noget mere varm tøj på.

Jan havde et frontalt sammenstød, men heldigvis kom ingen noget til — det så bare totalt kikset ud, at se to skiløbere komme ned af samme pist med store flotte sving, og så på et tidspunkt svinge mod hinanden. Smak sagde det — men begge blev stående — og snart grinede vi alle.

Dagen sluttede med sneboldkamp og vaskere.

Morgenen startede med ny form for opvarmning : Vi måtte halse af sted efter skibussen.

Vi skulle jo nå det hele — dagen var jo sidste dag, så der var ingen tid at spilde.

Vi fik købt en Spyder-trøje til Christopher, så var der jo også et minde med hjem.

Formiddagschokolade blev indtaget sammen med frokostgullachsuppen, så var de ting ligesom klaret på en gang.

Og så fik Christopher lokket Jan op på en sort pukkelpist død og pine for Jan, som måtte klare nedfarten med nogle store herresving.

Utroligt at vi nåede at få pakket — vi skulle jo nok være stoppet 1/2 time tidligere.

Taxi var bestilt til kl. 14:00, og da receptionisten ringede op, besvarede Christopher kaldet på både engelsk og tysk. Ja, så fik vi jo også klaret sprogundervisningen.

Sidste notat til dagbogen : En “ægte” posedame i München. “Hvor har vi det godt. Vi har tøj, vi får mad, og så ta’r vi på skiferie”.

09:58 den 8. januar 1998 rullede vi ind på perron 1 på Københavns Hovedbanegård. Endnu en dejlig skitur — måske endda den bedste til dato — havde Christopher og Jan haft.

– og så var det jo bare en forlænget weekend !

Kære Christopher

Tak for invitationen !

Totalt målløs, med klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen, sad jeg lørdag den 24. februar 1996 på Gl. Køgevej i Solrød ved jeres spisebord. Hva’ sagde han ? Invitere mig på skiferie ?

Vi havde som sædvanligt hygget os med mad og vin, og mange gode minder fra vores første drenge-skitur og efterfølgende fællesskitur med Anette og resten af familien Poulsen var naturligt en væsentlig del af snakken omkring bordet. Du var lidt urolig – ja, altså mere end du plejer – og pludselig, med blikket rettet stift i din mors øjne, sagde du : “Må jeg så godt sige det nu ?”

Far og mor smågrinede, de vidste hvad du havde på hjertet, og de glædede sig begge til opleve de følgende sekunder ! “Jan, vil du med mig på ski-tur til næste år til St. Anton, jeg vil gerne invitere dig.” Ja, det var s’gu mere end mit gamle onkel-Jan-hjerte kunne bære. Jeg tror faktisk jeg fældede en tåre; jeg blev bare rigtig, rigtig glad, og fik vist da også fremstammet : “Ja, tak.”

Året 1996 er så gået med at jeg har pralet med “min søn”, og spændt set frem til at det igen skulle blive januar.

Du har knoklet for at få ekstra lommepenge, spinket og sparret. Vi fik oprettet en “ski-konto” i Forstædernes Bank, og du tømte bankkonto og sparrebøsse, så vi kunne få lidt “startkapital”. Du har virkeligt imponeret mig (og jeg tror faktisk også Sarah, Philip, mor og far er imponeret) med en målbevidsthed, der kun haves af meget få mennesker. Jeg har hørt mange historier om ekstrajobs, fornægtelser af livets øvrige fristelser (så som slik og fritidsfornøjelser), såfremt disse ville gøre indhug på din opsparing, og til fødselsdag gaveønsker, der kunne indsættes på vor ski-bank-konto.

Glæden ved vor første “drenge-skitur” er blevet fornyet igen og igen. Og forventningerne til den næste er steget i takt med opsparingen. Jo, selvfølgelig skal vi to til St. Anton igen – det havde du besluttet den 24. februar.

Som skiarrangør har jeg jo egentlig haft det nemt. Dog har jeg her i efteråret skabt en masse unødige problemer for mig selv, ved at tænke på hvornår, hvorlænge og hvordan (transport). For egentlig havde du jo inviteret mig på en forlænget weekend, fra fredag til torsdag, første uge i januar 1997, med nattog til St. Anton.

Som aftalt har jeg dog ændret afrejsen en dag (hvorfor vente til fredag !), så der er afgang fra Københavns Hovedbanegård med tog D 483 til München torsdag, den 2. januar 1997, kl. 19.05.

Vi mødes “under uret” kl. 18.00, så vi lige kan få pakket mine ski ned i din skipose og dumle rejsefeberen med en pølse og en stor fadøl. (Vi kan selvfølgelig erstatte pølsen med en McDonald-burger, men så må vi gå i baren bagefter !)

Du skal huske

• Rossignol-ski
• Rossignol-handsker
• Rossignol-skipose
• Rossignol-støvletaske
• Rossignol-mavetaske
• Rossignol-rygsæk
• Skistøvler
• Skistave
• Skidragt
• Skiundertøj
• Styrthjelm
• Pas

og så måske et par underbukser, et par strømper, joggingdragt, Fleece-trøje og tandbørste.

Til togturen (og til om morgenen inden jeg vågner op) anbefales en Game-boy og måske et par Jumbo-bøger.

Tilbage til selve turen. Vi drager altså afsted kl. 19.05 fra Københavns Hovedbanegård, og efter færgen fra Rødby til Puttgarden er vores kupé lavet om til to store dejlige senge, hvor vi kan sove til næste morgen. Jeg tror vi får serveret morgenmad ca. kl. 8.00, således at vi færdige med at spise, tage tøj på og få pakket remedjerne igen inden kl. 9.21, hvor vi skal skifte tog i München. Vi har kun 9 minutter inden EC 85 afgår mod Innsbruck, men som erfarne togfarere er det jo ikke noget problem. Vi ankommer så til Innsbruck kl. 11.20, hvor vi så (desværre) skal vente til kl. 12.39 for at komme med bumletoget til St. Anton.

St. Anton skulle så gerne – efter 18 timer og 52 minutter – ligge for vores fødder fredag den 3. januar 1997 kl. 13.57.

SKI Jan-tours har i år lejet sig ind på Gästehaus Seeberger. Normalt lejer Gästehaus kun ud på ugebasis, men med en lille “snyde-historie” om far-søn-forlænget-weekend-tradition lykkedes det at få et dobbeltværelse fra fredag den 3. til tirsdag den 7. januar. Fra et konkurrerende rejsebureau har jeg denne beskrivelse:

“Ualmindelig flot og lækkert hus, totalt nyindrettet i smagfuld stil. Værtinden, Helga Seeberger, søger perfekt for hus og gæster. Alle værelser har TV, telefon, minibar og safe. Morgenmadsbuffet. Kombineret morgenmads- og opholdsstue. Støj kan forekomme, da huset ligger ud til byens centrale fodgængerzone. 3 etager. 20 senge. Afstande : 250 m. til lift, 50 m. til centrum.”

Lyder meget godt, ik’ ?

Vi får altså en ny udfordring – aftensmaden skal indtages “ude i byen”. Men efter erfaringerne fra sidste år, tror jeg ikke du umiddelbart er ked af, at de 4-retters menuer udskiftes med Wienerschnitzel og pommes frites. Og så fandt vi jo også ud af at du kunne lide Gullasch-suppe og spaghetti med kødsovs.

Men i øvrigt er såvel gästehaus som bespisning jo kun af sekundær betydning. Det der jo gælder i næsten 4 dage sammenlagt er : Galzig, Umer Hütte, Kapall, Gampen og Schindler Spitze. Og ska’ vi så besejre Valluga i år ?

Vi kan vel lige nå at få varmet ski og lårbasser op fredag eftermiddag med et par “bløde” ture på Gampen, for det med at pakke ud kan vi vel vente med til lifterne lukker og Vorherre slukker for lyset.

Og så har vi bare 3 dage. 3 hele dage – lørdag, søndag og mandag – hvor vi kan “tonse” ned af samtlige pister i og omkring St. Anton, Ziks, Lech, St. Christoph, Stuben og Klösterle.

Skulle vi ikke være helt mætte tirsdag (og det er vi jo nok ikke), ja så kan vi vel bruge formiddagen på pisterne, inden vi ved frokosttid pakker grejet sammen, for at være klar til togafgang kl. 14.06.

Det bliver igen med skift i Innsbruck og i München, og efter 19 timer og 24 minutters togtur gennem Østrig, Tyskland og Danmark, forventes vi at komme på Københavns Hovedbanegård onsdag den 7. januar 1997 kl. 9.30. Mon ikke vi bliver hentet ?

Jeg må desværre på arbejdet, så det bliver goodbye på Hovedbanegården. Men så kan vi jo glæde os over, at nye friske ører vil høre “røverhistorier” om Tumba’s og Tumba’s 2. drenge-skitur.

Jeg glæder mig rigtig meget.

Mange kærlige hilsener

Jan