






Uanset om du ved en tilfældighed eller ved en bevidst indtastning af vores hjemmesideadresse er kommet ind på denne side, skal du være hjertelig velkommen til at læse om og se lidt billeder fra vores liv. Sitet er ikke opbygget med henblik på ‘eksternt brug’, men det er tiltænkt at være vores digitale livsalbum, hvor en del af livets mange spændende oplevelser beskrives i tekst og vises i billeder. Sitet videreudvikles løbende i takt med nye oplevelser beskrives og fotograferes – og når tid og lyst motiverer til ‘historieskrivning’ og skanning af papirbilleder. Det er ikke tilladt at gengive noget fra denne hjemmeside (billeder/tekst) uden vores forudgående tilladelse.
Ballonflyvning er Jan’s passion.
Første flyvning var i begyndelsen af 80’erne, hvor Lau Laursen inviterede på ballontur fra Skovlunde. Flyvningen foregik fra Skovlunde til Lynge med Rimmy Tschernja og Jan blev døbt “Markgreven af Hedebakke”.
I 80’erne var Jan ‘crew’ for Lau Laursen som navigatør, driver, co-driver og almindelig ballast. 01.05.89 startede Jan den praktiske uddannelse som ballonpilot, og certifikat blev opnået 27.08.90.
Oplevelserne er utallige – fra flyvning med udsigt til Barentshavet, flyvning i Japan, mange steder i Europa og stort set hver en krog af Danmark. Det er blevet til et enkelt danmarksmesterskab, 2 sølvmedaljer, 2 x deltagelse i EM og 3 x deltagelse i VM.
Efter opnåelse af instruktørstatus blev passionen i maj 2002 udvidet til at uddanne Tina som ballonpilot, og Tina fik certifikat 16.04.06.
Senest har Rasmus 06.06.10 modtaget ballonnavnet “Markgreven af Suså” efter første ballonflyvning med morfar.
I 2011 indtrådte Jan i bestyrelsen for Dansk Ballonunion – og blev straks udpeget til næstformand. Denne post blev i 2013 udskiftet med formandsposten.
I 2019 påbegyndte Jan en ny ballonaktivitet – at være stævneleder ved afviklingen af Danmarksmesterskaberne i ballonflyvning.

Alle gode gange 3 (verdensmesterskaber) – nyt hylster (Noa) og super team bestående af Jan med Tina, Bo (delvis), Birgitte og Michael Hesselvig samt (delvis) Christian Steen Laursen. Men lige meget hjalp det – næsten rosinen i pølseenden – nr. 83 (99 deltagere).
Dermed indstillede Jan sin internationale karriere 🙂

Ikke mange er forundt at få døbt et nyt ballonhylster – men 13. juli 2002 havde Jan den store fornøjelse at få døbt sin nye ballon. Navnet blev Noa. Mindre behageligt var det at få det meste af champagnen ned ad nakken. ‘Præsten’ var Kirsten Thorbjørn.

Endnu et verdensmesterskab – endnu et Dream Team. Holdet bestod af Jan med hjælp af Kirsten Thorbjørn, Lars Bonfils, Michael Hesselvig og Mikkel Elsborg.
Holdet var i særklasse – piloten elendig. Så han måtte tage til takke med en 79. plads (90 deltagere).
Verdensmesterskabet blev afholdt i Bad Waltersdorf, Østrig. Byen blev hurtigt omdøbt til Bad Wethersdorf. Det regnede, regnede og regnede. Vi fik kun 5 flyvninger med i alt 10 delkonkurrencer – men det værste var, at sidste flyvning sluttede med regnvejr og en våd ballon. Og så rigtigt dumt fik vi ikke tørret ballonen efterfølgende – hvilket reducerede levetiden ganske betydeligt.

Sponsoret af Aktuell Rapport (Sverige’s svar på Ugens Rapport) deltog Jan i Europamesterskabet i Varmluftsballon i Katrineholm, Sverige. Med en solnedgang kl. 21:11 og solopgang kl. 02:41 blev det ikke til meget (eller slet ingen) nattesøvn for holdet – Kirsten Thorbjørn, Rie Stech, Michael Bruun Pedersen og Michael Hesselvig.
Det blev ej heller til mange point – så Jan sluttede som nr. 74 (77 deltagere). Mest opsigtsvækkende var en flyvning, hvor de sidste gasdampe blev brugt til en stående landing i en lysning midt i en granskov. Ikke noget hit mente mandskabet.